Kosmos 2015/9 side 274
Menneskehedens undergang – eller overgang til ... ?
af Olav Johansson
I Dagens Nyheter den 12. 11. 2014 kan man læse, at 54 procent af 6700 svenske 18-årige tror, at mennesket som art vil gå til grunde, ifølge en undersøgelse som den svenske myndighed for "Samhällsskydd og beredskap" for nylig har ladet gennemføre. Det bør her bemærkes, at de fleste ikke tror, denne undergang er umiddelbart forestående, men at det vil ske i løbet af de næste 500 år. På den baggrund må man unægtelig undre sig over, hvordan denne opfattelse påvirker unge menneskers syn på meningen med livet – både på deres eget og menneskehedens?
Det kan i al fald ikke være noget inspirerende livssyn at forvente en undergang lige "rundt om hjørnet"... Og noget tyder da også på dette, når selvmord, selvmordsforsøg, depression og indtagelse af psykofarmika blandt unge kvinder i løbet af de sidste ti år er øget med op til 400 procent. Tendensen for unge mænd er den samme, selvom udviklingen hos dem endnu ikke er lige så dramatisk. Jo yngre børn, desto stejlere stigning viser statistikken.
"Livet må have en mening"
Den opvoksende generation i vort samfund har det åbenbart dårligere og dårligere, og vi må naturligvis spørge os selv hvorfor. Der findes sikkert mange bud på, hvad der i større eller mindre omfang fører til dette, men jeg vil her koncentrere mig om "at livet må have en mening", for at citere titlen på den østrigsk jødiske filosof og psykiater samt tidligere koncentrationslejrfange Viktor E. Frankels mest berømte bog. (læs mere om Frankel på: www.paranormal.se/mirror/sokaren/www.sokaren.se/INDEX191.HTML) Hvis man ikke kan se nogen mening med hverken sit eget eller menneskehedens liv, er det vanskeligt at mobilisere styrke til at gå igennem livets vanskeligheder og prøvelser. Vort samfunds fremherskende materialistiske verdensbillede og livssyn kan jo heller ikke tilbyde nogen trøst og hjælp. Tidligere kunne de materialistiske idealer jo alligevel stimulere mange unge mennesker til at komme ud i arbejdslivet for derved at blive selvforsørgende, kunne danne familie og føre slægten videre. Men hvad sker der med disse idealer, når det for flere og flere unge ikke lykkes at komme ind på arbejdsmarkedet, og de derfor heller ikke får mulighed for at skaffe en egen bolig? Og når flere og flere heller ikke vil bidrage med at føre slægten videre af netop omtalte årsager – eller måske fordi de ikke tror, at menneskeheden har nogen fremtid på planeten?
Da begynder situationen at blive bekymrende for ikke at sige alarmerende, for mennesket er et væsen, der ikke blot lever af sit "daglige brød", men i mindst lige så høj grad af at kunne opleve og skabe mening med sit liv. Hvorfor lever vi, men først og fremmest: hvorfor vil vi leve? Kan du svare på dette spørgsmål, lever du længere, viser et nyt studie, hvor forskere fra Carleton University i Canada og University of Rochester Medical Center i USA over en 14 års periode har fulgt 7.000 amerikanere mellem 20 og 75 år.
Da studiet blev indledt, skulle deltagerne forholde sig til forskellige påstande, der alle berørte spørgsmål om deres livs mål og mening, f.eks.: "En del mennesker går gennem livet uden mål, men jeg er ikke en af dem" eller "Sommetider føler jeg, at jeg har gjort alt, hvad man kan gøre her i livet".
14 år senere var 569 af deltagerne døde svarende til ni procent. Det viste sig, at uafhængigt af alder – hvilket for forskerne var det mest overraskende – var risikoen for at dø for tidligt klart forhøjet blandt dem, der ikke følte noget formål eller hensigt med livet. Også da forskerne havde udelukket andre mulige forklaringsfaktorer, som f.eks. deltagernes humør og sociale relationer.
– Vore fund viser, at hvis du har en retning i livet og et overordnet mål for, hvad du vil opnå, da lever du længe, siger Patrich Hill ved Carleton University, der var en af forskerne bag studiet.
Hvis man har en mening med sit liv, genererer det åbenbart også livskraft. I længden kan intet menneske leve uden mening og mål, og det lovende eller "lyset i mørket", i vor nuværende situation, er, at den også efterhånden vil skabe et stærkere og stærkere behov hos flere og flere individer for selv at forsøge at skabe mening med livet.
Åndelig "anoreksi"
Mangel på mening er en åndelig "anoreksitilstand", som ingen i længden kan leve på og med. Men det bliver tydeligere og tydeligere, at der kræves noget andet end et materialistisk syn på livet for at give ikke mindst den opvoksende generation en fornyet tro på livet og fremtiden. Fordi materialisten tror, at hele tilværelsen er resultat af tilfældighed, kan han/hun naturligvis heller ikke se en hensigt bag udviklingen – og rammes derfor meget let af pessimisme og sortsyn i sit syn på menneskehedens skæbnespørgsmål og fremtid. Materialisme og fremtidsoptimisme er sværtforenelige, fordi begreber som humanitet og moral har dårlige overlevelsesodds i tilfældighedens kolde og bevidstløse univers. Hvis alle menneskelige projekter og al menneskelig moralsk stræben er ligeglade med det univers, vi lever i, hvad taler da for, at det skal lykkes os at skabe en bedre verden? Ville det ikke være lige så udsigtsløst eller spildt ulejlighed, som for en myg at flyve mod stormen, eller som for et menneske at prøve at ændre på solens og jordens baner?
At mange humane materialister alligevel vægrer sig ved at acceptere denne påstand og – mod alle odds – kæmper videre for at frembringe mere humane forhold og en "bedre verden" viser blot, at deres materialisme ikke er helt konsekvent eller gennemtænkt. I virkeligheden – selvom det hos mange måske er ubevidst – befinder disse humane materialister sig i konflikt med deres eget verdensbillede, da dette verdensbilledes yderste konsekvenser er alt andet end humane.
Udviklingens store "game changer"
Hvis universet derimod er noget andet end et bevidstløst og ligegyldigt tilfældighedsmønster af spredte partikler i et altdominerende og iskoldt "tomrum", så er det måske endda en mulig dialog- og samarbejdspartner? Det er den revolutionære og på alle måder revolutionerende indsigt, menneskeheden nu er på vej mod, hvis vi skal tro Martinus. Og den indsigt vil efterhånden forandre alt – den vil endda – med Martinus' ord, "gøre Gud populær igen" blandt dem, der allerede for længe siden har opgivet deres tro på hans/hendes eksistens. Men da handler det selvfølgelig ikke om de religiøse dogmers Gud, men om den Gud, som vi alle, for at citere Bibelen "lever, røres og er til i" (Apg. 17:28), dvs., det handler om det levende univers, som vi "lever, rør os og er til i"!
Jo, den store opdagelse eller indsigt, som menneskeheden er på vej mod, der vil blive den nuværende udviklings store "game changer", dvs. det der forandrer hele billedet eller scenariet, er altså forståelsen af, at verden og faktisk hele verdensaltet er levende og bevidst! Og at vort eget liv og bevidsthed aldrig ville kunne eksistere, hvis ikke hele verdensaltet var levende og bevidst. Er det mere mærkeligt, at universet er levende og bevidst, end at vi er det? Det er ganske vist sandt, at helheden er mere end summen af sine dele, men kan delenes natur være modsat naturen hos den helhed, som de "lever, røres og er til i"? Det ville i så fald betyde, at "døden" er livets ophav, og at bevidstløshed har skabt bevidstheden. Er der ikke noget fundamentalt i denne logik, der halter?
Vi er "kosmisk rejsende"
Hos flere og flere af nutidens unge mennesker er der – parallelt med undergangstonen og anden mistrøstighed – faktisk også en tro på, at livet er noget andet og mere end det, vi kan opfatte gennem fem-sans-verdenen. Det viser ikke mindst en enqueteundersøgelse, der blev gennemført i Sverige for nogle år siden (som jeg har skrevet om i Kosmos nr. 8, 2011), der viser, at sensationelt mange svenskere har taget troen på reinkarnation i en eller anden form til sig (sensationelt fordi den tro jo overhovedet ikke indgår i den religiøse tradition i vor del af verdenen). Denne undersøgelse viser, at hver tredje svensker – og blandt dem, der er under 24 år, så mange som 42,2 procent – opgiver, at de tror på genfødsel eller reinkarnation! Dette ser jo unægtelig ud som en stærk modvægt til undergangstroen, for hvis man tror, vi genfødes, da er livets fortsættelse jo ikke afhængig af, om menneskeheden på denne planet evt. skulle gå til grunde. I al fald ikke, hvis man tror på reinkarnation i den kosmiske mening, som dette begreb har hos Martinus. I Livets Bog, bind 1, stk. 284, kan man f.eks. læse:
"Her må man forstå, at de levende væseners udvikling, ikke for noget som helst væsens vedkommende, evigt er knyttet til den klode, på hvilken de for tiden oplever livet, men har haft en forudgående og vil få en efterfølgende udvikling på helt andre kloder i verdensaltet."
Og i stykke 288 skriver han:
"Den evige udvikling vil således være at ligne ved en evigt fortsættende opadgående bevægelse, i hvilken alle levende væsener deltager, ganske uafhængigt af om de er store eller små, rige eller fattige, sunde eller syge, forbrydere eller helgener, dyr eller mennesker osv. Alle bevæger de sig fremad og opad. Gennem umådelige variationer af forskellige former for oplevelse af livet, gennem vidt forskellige zoner og tilværelsesplaner, gennem materielle og åndelige tilstande, fra mørke og kolde kloder til varme og sollyse verdener går livets vej. Og de samlede kosmiske grundenergier gør således på basis af deres identitet som: sanseevner, legemskulturer, tilværelsesplaner, udviklingsstigen og livets vej, alle levende væsener til "kosmiske rejsende", for hvem de enkelte kloder er midlertidige opholdsstationer og seværdigheder. Og da disse rejsende bliver prægede af de erfaringer, indtryk og oplevelser de bliver berigede med på enhver sådan verden, de har passeret, bliver livet på enhver klode "interplanetarisk" og mangfoldigt i sin detaljering, og de nævnte energier eller den samlede guddommelige verdenskraft i sin grundanalyse udgørende "en uudtømmelig kilde til guddommelig visdom" og derved for gudesønnerne identisk med "et altomfattende fundamentalt udløsende moment for guddommelig kærlighed, lykke og salighed"."
Interplanetariske ind- og udvandringsstrømme
Intet levende væsen er altså under den fysiske del af sin livsvandring for evigt bundet til en og samme klode. I dagens globaliserede verden er netop ind- og udvandring jo et højaktuelt tema. Mennesker fra forskellige kulturer og verdensdele blandes og konfronteres med hinanden i et omfang, der aldrig før er set på denne klode. Men set i et kosmisk perspektiv begrænser disse ind- og udvandringsstrømme sig ikke bare til jordklodens forskellige kontinenter og kulturer. Netop nu er vor klode f.eks. – i kraft af reinkarnationsprincippet – mål for en stærk "indvandringsbølge" fra andre kloder og verdener (verdener nært beslægtede med vor egen, da der må være en eller en form for fælles mental "bølgelængde", som muliggør sådanne "strømme" mellem de forskellige verdener). Dette genspejles ikke mindst i det seneste århundredes stærke befolkningstilvækst. Jordklodens specielle udviklingstilstand – med alt hvad det indebærer af en netop nu meget forceret udvikling for dets højst udviklede mikroindivider eller "hjerneceller" – tiltrækker som en magnet mange inkarnationsmodne sjæle, som udviklingsmæssigt er på bølgelængde med denne jordiske tilstand på godt og ondt. Man kan også forestille sig, at fornyende impulser kommer til vor verden på denne måde. Martinus taler i den sammenhæng om det, han kalder "makrorefleksimpulser", der er resultat af jordklodens kommunikation med andre klodevæsner – en kommunikation, der af naturlige årsager kun kan ske ad telepatisk vej – både inden i og uden for vort eget solsystem.
Citat: "Jordkloden har ikke blot en fysisk organisme, der er bolig for dens i fysisk materie inkarnerede mikrovæsener. Den har også en åndelig organisme ligesom alle andre levende væsener. Denne åndelige organisme udgør dens bevidsthed. Igennem den udløses dens vekselvirkning eller korrespondance med andre kloder, både indenfor og udenfor vort solsystem." (Det Evige Verdensbillede, bog 6, Symbol nr. 82, stk. 40.4 i Anden del – Udvalgte tekster)
Han mener f.eks., at det sidste århundredes nærmest eksplosionsagtige tekniske udvikling i vor del af verden er et resultat af en sådan "makrorefleksimpuls". En sådan impuls indebærer også, at der skabes inkarnationsbetingelser for en ny type "hjerneceller" i jordklodens organisme, som kan fungere som redskab til at stimulere og befordre en udvikling, der er på bølgelængde med den nye impuls, hvad enten det gælder en teknisk udvikling eller noget andet. Martinus har jo kun skrevet om dette rent principielt, men hvis jeg nu må spekulere lidt frit, så kan jeg forestille mig, at udviklingen af den moderne computerteknik er et eksempel på en sådan begivenhed. Det er nemlig lidt interessant, at stort set samtlige pionerer inden for dette store tekniske gennembrud kom fra den "subkultur" i Vest-USA, der er blev kendt som "hippiekulturen" i 60-erne og 70-erne. Denne "subkultur" blev jo på flere måder betragtet som en "aparte fugl" i det "normale" samfund, og måske var i al fald en del af dets pionerer i begyndelsen – inden denne "subkultur" begyndte at blive præget af stofmisbrug og dermed efterhånden blev mere og mere degenereret – eksempler på virkelige "flyttefugle", som var inkarneret hertil fra andre kloder eller verdener, hvor man kan forestille sig, at de allerede i tidligere liv eller inkarnationer har været i berøring med den teknik, som de nu blev impulsgivere til her!
Et andet muligt eller sandsynligt eksempel på samme sag er Leonardo Da Vinci, der allerede i 1400-tallet udførte tegninger af tekniske konstruktioner, som først blev til virkelighed på vor planet i 1900-tallet (søg på "Leonardo Da Vinci pictures of technical things" for at se en eksempelsamling). Det kan se ud, som om han er født i et "forkert" århundrede eller på forkert tid, men måske skyldtes det ganske enkelt, at han var inkarneret hertil fra en verden eller en planet, som var nogle hundrede år foran os i udvikling?
De fascinerende og svimlende kosmiske perspektiver, som Martinus' verdensbillede åbner for os, gør det i al fald muligt og måske til og med sandsynligt, at der findes sådanne skjulte årsagssammenhænge bag meget af det, der ellers ud fra et "jordbundet" perspektiv er mærkeligt og svært at forklare.
Selv om interplanetarisk "import og eksport" skulle være hovedårsagen til befolkningsøgningen på jorden – især i det seneste århundrede – så tror jeg også, der kan findes en anden, omend altså mere sekundær, årsag til befolkningstilvæksten i nyere tid.
Det forholder sig jo nemlig sådan, at den fysiske middellevealder er øget temmelig radikalt – i al fald i den rigere del af verdenen – i det seneste århundrede. Her i Sverige f.eks. er middellevealderen i dag vel næsten dobbelt så lang, som den var for bare et par hundrede år siden. Det burde nok medføre, at der bliver forholdsvis flere også af kategorien gamle "jordsjæle" (dvs. sådanne som allerede har levet et antal inkarnationer på denne klode), som er inkarnerede her samtidig. I dag er det jo ikke blot to generationer – som det måske var, da middellevetiden var 40-50 år – der er inkarneret samtidig, men både tre og fire generationer som – omend i forskellige aldersfaser – er "på banen" samtidig. Man kan måske sammenligne det med, at det på forskellige tidspunkter er forskelligt hvor mange bøger, der er udlånt fra et bibliotek og hvor mange, der står inde på hylderne. Og her burde forandringer i middellevealderen jo – i al fald når det sker så markant og hurtigt, som det er sket i nyere tid her på vor klode – også spille en vis rolle.
Indvielsen i mørket og lyset
Vil jordmenneskeheden da gå til grunde, som mange i dag åbenbart tror?
Nej, på det punkt er Martinus meget tydelig og bestemt. Jordkloden er som levende væsen kommet alt for langt i sin udvikling til, at dets højt udviklede mikroindivider eller "hjerneceller" skulle kunne møde en sådan skæbne. Imod dette findes der altså en "kosmisk beskyttelse". Vi jordmennesker er i den sammenhæng ikke så mægtige, som vi gerne bilder os ind. Mikroindividerne kan ikke diktere makroindividets – dvs. i vort tilfælde jordklodens – liv og skæbne. Jordkloden kan altså ikke på sit nuværende udviklingstrin rammes af en så drastisk skæbnebølge. Martinus mener, det på nuværende tidspunkt er skæbnebestemt, at jordindividet i denne fysiske inkarnation skal opleve den "store fødsel" eller få "kosmisk bevidsthed". Ja, dets "indvielsesproces" er allerede begyndt, og den verdenskrise, vi lige nu oplever, er, set fra jordklodens perspektiv, den nødvendige psykiske udrensningsproces, der altid går før oplevelsen af "den store fødsel". Jordkloden er altså ved at gøre op med sig selv – med de ufærdige og ufuldkomne sider i sin egen mentalitet. Og eftersom vi jordmennesker er klodens fysiske "hjerneceller" eller bærere af den fysiske side af dens mentalitet, oplever vi denne udrensningsproces som en stor verdenskrise (hvis kulmination vi i øvrigt nok endnu ikke har oplevet) på vort "mellemkosmiske" niveau. De ufuldkomne sider i bevidstheden er nemlig nødt til at komme frem i lyset for at kunne overvindes og udleves. Så længe disse mørke "kælderregioner" i mentaliteten ligger skjulte eller latente, kan de heller ikke blive udlevet. Derfor er det faktisk et led i det, Martinus kalder "den guddommelige verdensplan", at mørkets kræfter nu "slippes fri" i en sidste dødskrampe. Ligesom trolden i eventyret sprak, da den kom ud i dagslyset, vil mørkets tanker og levevis også revne eller sprække i lyset af den livsvisdom eller viden om årsag og virkning, som de nuværende mørke erfaringer er i færd med at skænke os jordmennesker. Sådan formulerer Martinus det i sin bog Logik, kap. 32:
"Når nationerne, i deres indbyrdes "forelskelse" i guldet eller andre økonomiske fordele, i glødende jalousi og selvopholdelsesdrift underminerer og dræber hverandre, er det "nationalismens" og dermed egoismens undergang. Denne undergang er udtrykt i Bibelen som "dommedag", "de sidste tider", "verdens ende".
På "dommedag" dømmes "levende og døde". Den anvendte "dom" er – visdommen. Visdommen udgør de erfaringer, som egoismens eller selviskhedens levnedsløb og undergang har affødt...
Med andre ord: Dommedagens dom udtrykker, at livet ikke blot er at elske og eje noget for sig selv alene; men at livet må leves på en hel anden måde end hidtil."
Ja, vi kan jo se, at der nu om stunder er utrolig fart på udviklingen. Ikke mindst når det gælder om at så og høste mørkets erfaringer. Martinus kalder dette "indvielsen i mørket", der er en "indvielse", netop fordi det er visdommens kilde eller den store mentalitetsforvandler i vort liv, der gør os modtagelige for den kommende "indvielse i lyset", som han også kalder "den store fødsel" eller fødslen af "kosmisk bevidsthed". Derfor er det ikke en undergang, men en overgang til en helt anden tilværelse, menneskeheden nu står overfor. I løbet at 3000 år mener Martinus, at denne "fødselsproces" vil blive fuldbyrdet på vor planet, dvs., da vil såvel jordkloden som vi, som dens fysiske "hjerneceller", være færdige med vor kosmiske "fosterudvikling", og da kan vi altså fødes til det virkelige eller kosmiske liv frigjorte fra "fosterhindens" begrænsninger... Men inden vi er kommet så langt, har vi meget spændende at se frem til og opleve på vejen. I sin 90-årstale, som var Martinus' allersidste offentlige foredrag, nævnte han, at allerede i løbet af 500 år, hvilket jo historisk set er meget kort tid, vil vi komme til at leve i en helt anden verden med helt andre dagsbevidste idealer, en virkelig verdensfred og humane forhold for alle jordens mennesker. Denne tale findes gengivet i Kosmos 2004, nr. 9-10, og jeg citerer et afsnit derfra: "Mange mennesker finder kristendommen naiv og tror, den er færdig. Men nu kommer der en periode med en ny kultur, hvor der vil blive ført kristuspolitik. Jeg vil regne med, at der er meget stor kristuspolitik i verden om 500 år. Vi er inde i en epoke med en kolossal stor forandring af menneskenes bevidsthed, og om 3000 år har mange opnået den store fødsel og er gået over til den første del af det kosmiske plan, hvor de i årtusinder er med til at skabe kulturer for andre verdener."
Den der er blevet nysgerrig efter, hvad Martinus mener med "kristuspolitik" i citatet ovenfor, kan læse en sammenfatning af det i hans hovedværk Livets Bog, bind 1, kap. 4, stk. 69-119. Når vi taler om et sådant begreb som "kristuspolitik", da kan det også være vigtigt at påpege, at det, der er sand kristendom for Martinus, ikke er en religion, men en måde at leve på. En måde at leve i fællesskabets, næstekærlighedens og gaveprincippets ånd, som også de første kristne på denne planet til en vis grad gjorde.
En verden, hvor der føres "kristuspolitik", eller en verden, hvor menneskeheden er gået til grunde og forsvundet fra jordens overflade? To fremtidsscenarier for hvad der vil ske i løbet af de næste 500 år her på planeten Tellus. Mange vil nok synes, at "undergangsalternativet" er det mest realistiske og sandsynlige, når man tænker på, hvordan verden ser ud i dag. Selvom man gerne ville tro på en fremtid i fred og harmoni, så virker det – synes man – alt for naivt og utopiskt at tro på noget sådant. Men den opfattelse har måske, som sagt, noget med nutidsmenneskets verdensbillede at gøre.
Er det ikke et mærkeligt sammentræf, at livet – i form af det vi kalder "udvikling" – mere og mere har integreret og sammensmeltet alle verdens nationer og folk, dvs. gjort os gensidig afhængige af hinanden, samtidig med at samme udvikling hos flere og flere mennesker på denne jord også har resulteret i en stærkere og stærkere længsel efter et liv i fred og harmoni? Er dette sammentræf en ren tilfældighed, eller har "livet" muligvis en hensigt med dette arrangement?
Oversættelse: Bodil Feilberg