Kosmos 2015/9 side 281
En lysoplevelse
af Anne Külper og Rune Östensson
I starten af året mødte vi Martin, som var deltager på et weekendkursus i Martinus' kosmologi i Borås. Vi talte bl.a. om bønnen og dens virkning. Her fortalte Martin om en oplevelse, han havde i 1955 – en oplevelse, som forandrede hans liv og som formentlig også, rent faktisk, reddede hans liv.
Han er født i 1925, så da denne oplevelse fandt sted, var han altså ca. 30 år gammel. Han voksede op i et fattigt hjem og begyndte tidligt at arbejde i skoven, skønt han var spinkel af bygning. I 1942 blev han alvorligt syg, blev sygemeldt, gennemgik operationer og fik medicin i mange år. I 1954 fik han et medicinchok, der gjorde ham bevidstløs, og han kom på hospital for kronisk syge i en periode.
Samme år kom han i kontakt med Martinus' kosmologi. Han traf Erik Gerner Larsson på et kursus i Varnhem. Dette blev en vældig aha-oplevelse, og han følte en stærk tillid til livet. Men hans krop var blevet afkræftet, og på sygehuset sagde man, at han ikke havde lang tid tilbage.
Når han lå der i sengen, spurgte han ofte sig selv: "Hvorfor lige mig? Hvad er meningen med det hele?" Og da fik han en oplevelse, som han beskriver således:
"En dag, da jeg lå i min sygeseng med høretelefoner på og lyttede til stille meditativ musik, skete der noget mærkeligt, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Pludselig blev jeg på en måde fyldt af et vidunderligt indre lys, og jeg så alt omkring mig på en helt ny måde. Skoven uden for vinduet og søen lidt længere borte blev ligesom levende, og jeg kunne fornemme og se på en måde, som ikke rigtigt er muligt at beskrive; at jeg selv var en del af dette; at alting indgik i en stor helhed; at jeg levede midt i Guds vidunderlige skabelse; at jeg var omsluttet af alt dette. Jeg følte mig virkelig omsluttet af en vidunderlig kærlighed og fred."
Efter denne oplevelse blev han opfyldt af en ubeskrivelig glæde og fred. Martin bestemte sig for at blive vegetar og fik sit helbred tilbage. Han arbejdede som kirkeværge et stykke tid og holdt foredrag om mennesket og naturen. Han er fortsat med at studere Livets Bog siden dengang – men han har ikke bare studeret – også praktiseret. Martin er i dag en rask og rørig 90-årig, som stadig har masser af varme og livsvisdom at give ud af.
Martins historie kan læses i en bog, som udkom i 1991: At möta Gud i kaos – Religiösa visioner i dagens Sverige. Den er skrevet af Antoon Geels, professor i religionsvidenskab ved universitetet i Lund. I bogen er der 35 beretninger om lignende oplevelser; af disse fandt yderligere tre personer frem til Martinus' åndelige videnskab, hvilket tilførte dem en dybere forståelse af deres oplevelser.
Oversættelse: Mettemei Lüchow.