Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der findes flere eksempler på treenigheder, altså enheder, der består af tre dele, således at enheden opstår ved, at de tre dele virker sammen. Tænk blot på skaberen, skabeevnen og det skabte – eller Faderen, Sønnen og Helligånden. Det gode, det sande og det skønne er også en sådan treenighed. De enkelte dele er ikke håndgribelige størrelser, men har – med Platons ord – rod i ideernes verden, eller med Martinus' i Visdomsriget og Den guddommelige verden, hvorfra inspirationen kommer. Også Jesu ord (Johs. 14.6): "Jeg er vejen, sandheden og livet" er en treenighed bestående af abstrakte størrelser. Er der nogen overensstemmelse mellem disse to sidstnævnte treenigheder? Det vil jeg prøve at undersøge i det følgende, idet jeg overordnet ser på dem i lyset af Martinus' kosmiske analyser. Det er: det gode – det sande – det skønne
over for: vejen – sandheden – livet

Vejen er det gode, hvis vi med det gode både forstår det, der er godt i sig selv og det, der fører til noget godt (Martinus: det behagelige gode og det ubehagelige gode). Vi lærer at skelne mellem disse to forståelser, og vi lærer at værdsætte dem begge lige højt ved at gå vejen. Vejen er at gøre erfaringer med det gode, og jo længere vi kommer frem, jo mere lærer vi at kende forskel, og takket være den medfølgende større erkendelse af, at man selv er sin skæbnes ophav, uanset om den er behagelig eller ubehagelig, begynder man bevidst at tilstræbe at skabe det behagelige gode og undgå at skabe det ubehagelige gode, hvilket indebærer, at vejen til sidst bliver "et egentligt gode".

At opleve livet som det skønne kræver en vis "tilbagelagt vej", dvs. en vis sum af erfaringer. Al livsoplevelse sker som bekendt ved hjælp af kontrastprincippet. Det skønne kan altså kun opleves og erkendes på baggrund af det uskønne. Undervejs på den lange rejse fra dyr til menneske, især i den epoke hvor djævlebevidstheden kulminerer, har mennesket fået skabt så meget mørke for andre levende væsener og dermed for sig selv, at det næsten kun kan opleve livet som uskønt. Det gennemlever i denne periode smerte, lidelse, sammenbrud, svigt, fornedrelse, mens hele verden omkring det lægges i ruiner af de krige, der raser. Her når mennesket vendepunktet, og med en brændende længsel efter at genopdage livet som det skønne bliver det modtageligt for at forstå dets egen rolle i denne genopbygning. Der begynder at komme enkelte lysglimt, og jo længere det kommer frem, jo mere intensiveres disse glimt, således at mennesket fremme ved målet, det rigtige menneske eller mennesket i Guds billede, atter kan erkende og opleve livet som værende ét med det skønne.

Mellem disse to (det gode/vejen og det skønne/livet) står sandheden. Det er sandheden, der er forbindelsesleddet mellem det gode og det skønne, mellem vejen og livet. Også her gælder kontrastprincippet. Inden mennesket kan nå frem til at erkende sandheden, må det gennemleve en fase, hvor det lever sit liv på en løgn. Det lever i illusionens skygge og antager det usande for at være sandt. Det er her, mennesket er kommet længst væk fra sin sande identitet – et evigt levende væsen, udgørende en del af Guddommen. Det identificerer sig med det timelige eller det skabte, og i et forsøg på fra andre at opnå den anerkendelse, det ikke kan give sig selv, fordi det – uden at vide det – lever et falskt liv, forsøger det at leve op til noget, det ikke er. Det forsøger at være noget andet eller mere end det egentlig er – for at fremtræde i et så gunstigt lys som muligt over for andre. Med denne indstilling kan der ikke være nogen ydmyghed til stede, og uden ydmyghed er det udelukket fra sandheden. Det må – så længe denne tilstand varer – leve sit liv på en løgn. Løgnen om, hvem det selv er, og hvad verden er. Men erkendelsen af hovmodet får til sidst det falske billede til at krakelere, og op af ruinerne rejser sig som en Fugl Phønix den indstilling, der som den eneste kan befri væsenet fra illusionens spændetrøje, nemlig ydmygheden. Først da kan porten åbnes til sandheden, den sandhed der forbinder det gode med det skønne.

Nu er det ikke lige meget, hvem der udtaler ordene om vejen, sandheden og livet. Det er Jesus, der er vejen, sandheden og livet. Det er altså hans eksempel, vi skal følge. Ved at indføje to små forholdsord kan man danne sætningen: Jeg er vejen til sandheden om livet. Også denne sætning giver mening kosmologisk set. Jesus er vejen, dvs. ved at følge Jesu eksempel om tilgivelse og praktisering af næstekærlighed kommer man frem til sandheden om, hvad livet i virkeligheden er. Kosmologisk: gennem næstekærlig væremåde bliver det levende væsen modtagelig for kosmisk bevidsthed. Så længe man er på et andet udviklingstrin og her ikke er i stand til at følge Jesu eksempel, er man afskåret fra at få del i sandheden om livet. Men som bekendt er ingen fortabte. Den fejlagtige indstilling, man har, vil afstedkomme "mørk skæbne", som efterhånden udfrier én fra "uvidenhedens zone", hvorved man gradvist føres tilbage til vejen. Alt er såre godt.