Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der var engang en russisk forsker, som ringede med en klokke, hver gang han fodrede sin hund. Hvad hunden hed, fortæller historien ikke, men forskeren hed Pavlov. Efter et stykke tid nøjedes han med at ringe med klokken, og det var nok til, at hunden troede, at nu fik den mad. Hvordan kunne man vide det? Jo, for hunden begyndte at savle, bare den hørte klokken. Der var opstået en refleks, som var betinget af klokkens ringning. Og hvis du nu spørger, hvad det har med Martinus og hans verdensbillede at gøre, så kommer forklaringen her.

Men lad mig først minde om, hvad Jesus sagde til sine bødler, da de korsfæstede ham. Han sagde: "I ved ikke, hvad I gør." Men Jesus vidste det. Han vidste, at bødlerne var styret af betingede reflekser. Bødlerne gav sig ikke af med at tænke, de handlede bare på rygmarven, der jo er det sted, hvor reflekserne indarbejdes. De var som maskiner eller robotter, der handlede pr. automatik. Derfor vidste de ikke, hvad de gjorde.

Det er denne automatik, Martinus, kalder "menneskets værste fjende". Det er altså ikke nogen rigtig fjende i kød og blod, men blot en sølle refleks, der har sin fortid i en lang æra, hvor vi mennesker ikke var tænkende væsener, men dyr i renkultur. Hvis du vil vide, hvad Martinus kalder denne betingede refleks, så er svaret "jungleloven".

Men glem ikke Pavlov. Han vil også hjælpe dig til at forstå, at når nogen angriber dig, så er det bare en robot, der går i selvsving. Giver du igen med samme mønt, er det ikke dig, der reagerer, men din rygmarvs reflekser. Hold derfor øje med din pavlovske hund. Den skal som alle andre hunde have masser af opmærksomhed og kærlighed. Men lad være med at fodre den. Så skal den nok blive i sin kurv. Og en skønne dag er den gået sin vej.