Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2015/9 side 285
Nyt fra verden
Flere forskere mener nu, at Big Bang måske ikke er universets begyndelse
En af de mest udbredte teorier om universets oprindelse er den såkaldte inflationsteori – en teori, som siger, at universet begyndte at udvide sig med enorm hastighed i splitsekundet efter Big Bang. Men inflationsteorien siger ikke noget om, hvad der skete før Big Bang. Den fortæller kun om, hvad der skete, da universet var helt ungt. Teorien indebærer faktisk, at al information om, hvad der eventuelt kunne have været før vores univers, vil være blevet slettet. Inflationsteorien afviser ikke muligheden for, at der kan have været et univers før det, vi kender. Ud over inflationsteorien findes der flere alternative teorier om universets begyndelse – blandt andet er en teori, som kaldes den ekpyrotiske model. Modsat inflationsteorien er det en direkte del af den ekpyrotiske model, at vores nuværende univers måske blot er et blandt mange – at vores univers bare er det seneste i rækken af universer. Dermed kan man selvfølgelig begynde at spekulere på, om de tidligere universer måske også har indeholdt liv, mennesker, jordkloder og funklende stjerner. Men det kan fysikerne ikke give noget svar på – i hvert fald ikke endnu.
Kilde: videnskab.dk
Dan Elhauge
 
Du er velkommen til at indsende korte, positive nyheder fra den store verden, der bekræfter udbredelsen af den nye verdensimpuls. Eller idéer til sådanne. Send dem til kosmosred@martinus.dk.