25.1 Antipatien eller årsagen til det dræbende princips udløsning i jordmenneskets væremåde
Så længe det jordiske menneske endnu ikke fuldt ud er et indviet eller færdigudviklet væsen, vil det primære fundament for dets handle- og væremåde i tilsvarende grad være tyngdeenergi indkapslet i uintellektuel følelse og et svagt islæt af instinkt.
Ifølge Livets Bog er tyngdeenergi det samme som ild, og følelse det samme som kulde.
I et levende væsens organisme er disse kosmiske energier forenede i en balance mellem disse to yderligheder i form af den samme organismes normaltemperatur.
I det uindviede væsens mentalitet giver nævnte grundenergier sig til kende i form af varierende overbalance enten i den ene eller den anden af nævnte energiers favør.
Denne overbalance præger da i den givne situation hele væsenets viljeudfoldelse og den heraf følgende manifestation i tanke og handling.
Når tyngdeenergien er i overbalance og derved behersker følelsesenergien, præges væsenets vilje af en mere eller mindre ubehersket antipati, der igen alt efter tyngdeenergiens overvægt i forhold til følelsen giver sig udslag i vrede, hidsighed og de heraf følgende hævnakter, slagsmål, drab og lemlæstelse.
Det er denne tilstand, der eksisterer permanent hos rovdyret og sætter det i stand til at kunne overmande og dræbe sit offer.
Og det er den samme tilstand, der hos det ufærdige menneske skaber al fjendskab og i sin mest dominerende kulmination kommer til udløsning i form af menneskehedens indbyrdes krige eller "alles krig imod alle".
Alt fjendskab, enhver hævnakt, ja alt, hvad der i mennesket er en modsætning til det store næstekærlighedens bud: "Du skal elske din næste som dig selv", er udløst af tyngdeenergiens overbalance i væsenerne.
Det er denne tyngdeenergiens overbalance eller overdimension i forhold til følelsen i væsenet, der er den sande og inderste årsag til udløsningen af det dræbende princip i væsenets manifestation og væremåde.
Tilbage til forsiden
Forrige