Foruden lidelserne, der forædler følelsen, vil intelligensens udvikling således være noget af "det ene fornødne" i jordmenneskehedens udfrielse fra dyreriget eller mørket. Og det er altså denne udviklings resultat, der i dag fremtræder som identisk med videnskaben. Når følelsen gennem lidelserne bliver tilstrækkeligt forædlet, og videnskaben kommer til at skabe analyser af denne forædling, da bliver det evige bud eller lovens fylde "elsker hverandre" en kendsgerning for den jordiske menneskehed. Da regeres denne ikke mere af lavere instinkter og primitiv intelligens, men da regerer menneskeheden verden i kraft af "den hellige ånd", der til den tid vil være en altoverstrålende faktor i det daglige liv i jordens zoner.