Hvad er da den åndelige viden? Den åndelige viden er analyser af erfaringer eller oplevelser, der er befordret af kræfter, som ikke kan sanses med de almindelige fysiske sanser. Hvad er det for kræfter? Ja, her er vi netop ved brændpunktet i hele det religiøse problem. Thi spørgsmålet er identisk med det for den nulevende menneskehed til dato stadigt ubesvarede store spørgsmål: "Hvad er sandhed?" Kan der overhovedet på nærværende tidspunkt siges noget om disse kræfter? Nej, ikke gennem den moderne videnskab. Den er, som før nævnt, endnu kun ved grænsen. Men dette udelukker ikke, at der alligevel kan tilflyde menneskeheden beretninger om de nævnte kræfters tilstedeværelse. Sagen er, at alle mennesker ikke står på samme højde i udviklingen. Ligesom der er væsener, der er bagefter den moderne videnskab i udvikling, således er der også væsener, der er forud for denne og allerede har gjort eller er i færd med at gøre erfaringer og tilegne sig oplevelser, der er baseret på de åndelige kræfter. De kommer derved til at sidde inde med bevidsthedslag, der af videnskaben såvel som af den øvrige menneskehed på jorden endnu er uoplevet. Og jo mere forud for menneskehedens almindelige bevidsthed disse ny bevidsthedslag er, desto mere fremmedartede og fantastiske vil de forekomme for samme menneskehed.
      Ophavene til disse ny bevidsthedslag udtrykkes under begrebet "okkultister". Hvis en okkultist er så fremragende udviklet, at han sanser lige så godt på det åndelige område som på det fysiske, da kan han være til stor nytte og vejledning for sine medvæsener. Thi da vil han netop repræsentere et væsen, der kan give individerne ikke alene livets store facit, men også dets udregningsmetode, således at disse efterhånden i kraft heraf kan udvikle sig til at "regne det efter" og derved gøre det til deres egen viden. De mest fremragende af sådanne okkulte væsener kendes under begreberne "messias'er" eller "verdensgenløsere".
      Da almenheden på et tidligere tidspunkt havde en meget elementær intelligens eller analyseringsevne, fordrede den ikke udregningsmetoden på livets facit, men havde nok i selve facittet, på hvilket den troede blindt. De tidligere verdensgenløsere havde derfor kun til opgave at give dette facit en form, der kunne appellere til den nævnte almenheds evne til – ikke at forstå, men at tro. Deres ord var derfor lov for de pågældende væsener. Og det er dønningerne herfra, der gør de religiøse beretninger til dogmer. En verdensgenløser i vore dage må derimod ikke alene give livets facit i utilsløret form, men han må også vise en udregningsmetode, gennem hvilken individerne, efterhånden som deres intelligens og følelse bliver tilstrækkeligt udviklet, kan regne facittet efter og tilegne sig det som deres egen oplevelse. Ved den nævnte udregningsmetode skal her kun forstås en logisk sammenhængende tankerække, gennem hvilken livets højeste facit kan tilegnes – ikke som tro, men som viden.