Ethvert levende væsens bevidsthed er således baseret på begær og den heraf udløste vilje. At der forekommer et stort felt af individets manifestationer, der foregår som automatfunktion, f.eks. dets indre organfunktion, hverken forandrer eller afkræfter princippet. Ifølge Livets Bog kan automatfunktioner kun blive til ved først at have været vågent dagsbevidst begær (A-viden) og er derefter igennem bevidst viljeudløsning blevet til praktisk manifestation og handling (B-viden), for så til slut efter tilstrækkelige gentagelser at udløse sig som rutine- eller vanefunktioner (C-viden), der igen er det samme som automatfunktioner. Denne indre kraft eller individets begær og vilje er således det "lys", som Bibelen henlægger til skabelsens "første dag". Men hvad forstår man så ved skabelsens "første dag"? Ifølge Livets Bog er livet og dermed skabelsen aldrig nogen sinde begyndt, lige såvel som nævnte skabelse heller aldrig vil kunne ophøre. Men denne evige tilværelse forekommer i de to skiftende afsnit, jeg i samme bog har udtrykt som "indvikling" og "udvikling", hvilke realiteter igen tilsammen danner det afsnit i livsoplevelsen, jeg har udtrykt som "spiralen". Ved "indvikling" må man her forstå en oplevelsesform, der er lige modsat den, vi nu i form af "udvikling" oplever. Mens væsenet igennem denne sidste form bliver mere og mere beriget med erfaringer, hvorved dets følelse og intelligens vokser, således at væsenet bliver intellektualiseret eller mere og mere åndeliggjort, bliver væsenet igennem "indvikling" mere og mere indkapslet i materie, bliver fra at være et åndeligt væsen omdannet til at udgøre det materielle fysiske væsen, der er ganske uvidende om sin oprindelige åndelige tilstand. Mens kulminationen af "udvikling" finder sted i det højeste åndelige plan eller "den guddommelige verden", finder kulminationen af "indvikling" sted i det mest materielle rige "dyreriget" eller det dræbende princips zone, der netop kulminerer i jordmenneskenes sfære. Disse spiralens to afsnit skygger blidt og ganske lang somt over hinanden, således at der ikke bliver nogen skarp koncentreret grænselinie imellem dem. Vi vil derfor se, at der gennem en vis del af spiralen forekommer "udvikling" og "indvikling" samtidigt. Et udtryk for "indvikling" er jordmenneskets aftagende gudsbegreb eller dets voksende materialistiske tilstand, der til sidst kulminerer i den totale eller hundrede procents gudsfornægtelse, og samme individs tilsvarende hundrede procents interesse eller optagethed af materien. I denne tilstand er det umuligt for individet at tro eller forstå, at der kan være nogen levende bevidsthed, en Guddom eller et Forsyn bag ved alle naturens funktioner. Det tror om sin art, at denne er den højeste eksisterende form for manifestation af liv, der overhovedet kan eksistere.