Men hvorledes går det til, at det levende væsen, som altså er et evigt og dermed udødeligt væsen, kommer helt bort fra sig selv, kommer helt bort fra det virkelige liv, ja, så langt bort, at det tror sig ét med materien og dermed med døden?
      Når det levende væsen er kommet så langt bort fra livet, at det i virkeligheden tror sig ét med materien, tror, at der var engang, da det ikke eksisterede, ligesom det tror, at det engang igen skal ophøre med at være til, så skyldes det udelukkende en anordning i den guddommelige verdensplan. Denne væsenets tilstand er udelukkende en opfyldelse af evige love, på hvilke hele universet eller verdensaltet hviler. Ethvert levende væsens tilstand er derfor i dag, akkurat som den skal være, for at kunne udvikles videre frem til opfyldelsen af den sluttelige guddommelige hensigt, der er dens forudbestemte mål. At bebrejde det levende væsen, at det i dag er netop sådan eller sådan, er en manifestationsmåde, der kun kan udløses af et væsen, der endnu intet ved om det virkelige liv. En sådan manifestation er netop det "døde væsens dødsmærke". Det er det "døde" væsen, der dømmer sin næste som et "dødt" væsen og dermed gør det evige ord til sandhed, der udtrykker, at man selv skal dømmes med den dom, hvormed man dømmer andre. Ingen kan nemlig dømme andre til andet liv, end det liv, de selv repræsenterer. Hvis et væsen siger om et andet menneske, at det er en skurk, har det afsløret sig selv som en skurk, idet intet væsen i absolut forstand kan være en skurk, hvilket vil sige en bandit – et ondt menneske. Ethvert menneske såvel som ethvert andet levende væsen repræsenterer i dag toppen af sin udvikling, befinder sig på et dertil svarende udviklingstrin. Det kan derfor kun udtrykke eller manifestere sig igennem de særlige evner og anlæg, der er det pågældende udviklingstrins særkende. Man kan ikke forlange, at et væsen skal manifestere sig igennem evner og anlæg, der tilhører et højereliggende trin, som det endnu ikke har nået. Derfor vil enhver, der manifesterer et sådant forlangende og kommer med bebrejdelser, hvis det ikke bliver opfyldt, selv være at udtrykke som en skurk. Og således vil alle væsener, der kommer med bebrejdelser og onde domme over andre menneskers væremåde, nøjagtigt afsløre sig selv som udgørende lige akkurat det, de dømmer andre for at være. Alle domme, al ond kritik og bebrejdelse kan udelukkende kun være et resultat af sit ophavs egen åndelige eller sjælelige ufuldkommenhed. Og da kun et sjæleligt ufuldkomment væsen kan manifestere ond bebrejdelse eller kritik imod sin næste og dermed dømme dette som et sjæleligt ufuldkomment væsen, vil det således kosmisk set udelukkende være dets egen sjælelige ufuldkommenhed, det blotter. Med dets dom over andre dømmer det således sig selv.