Det levende væsen er således totalt bundet i sin egen forestilling om livet. Det dømmer alt ud fra denne forestilling. Men da nævnte forestilling altså kan være falsk, være usandhed, lige såvel som den kan være sandhed, kan være udtryk for livets virkelige analyse, vil det være totalt afhængigt af denne individets forestilling, om det er i kontakt med livet, med virkeligheden, eller det er besjælet af usandhed, besjælet af ganske fejlagtige forestillinger om livet og dermed om dets egen virkelige, udødelige identitet. Er dets forestilling om livet absolut rigtig eller hundrede procent i kontakt med virkeligheden, med sandheden, og denne kontakt således er blevet fundamentet for dets tilværelse, vil det fornemme alle livets virkelige sjælelige eller åndelige goder og behageligheder, så som frigørelse fra al sorg, bekymring, livslede, hævntørst eller fornemmelse af vrede over for næsten, brødnid, slagsmål eller kamp for det daglige brød. Ja, det er helt frigjort af den såkaldte "forbandelse", som betingede, at Adam skulle "æde sit brød i sit ansigts sved". Væsenet nærer således ikke mere noget som helst begær efter ejendomsret af nogen art. Det fornemmer nemlig den allerhøjeste lykke, den allerhøjeste glæde ved helt at give sit liv for næsten. Og en større opfyldelse af disse guddommelige love forekommer ikke. Er det ikke netop blevet sagt af verdensgenløseren, at "ingen har større kærlighed end denne, at han sætter sit liv til for sine venner"? Er det ikke det samme, der er blevet bekræftet af den samme store "menneskenes søn" der, hvor han siger: "Du skal elske din næste som dig selv" og tilføjer, at dette er opfyldelsen af loven og profeterne. Og er vi ikke i den bibelske overlevering yderligere blevet gjort bekendt med, hvad Guddommen eller Forsynet selv mente om dette kærligheden praktiserende og forkyndende væsen, i ordene: "Denne er min søn, den elskelige, i hvem jeg har velbehag"? –