Således forkynder altså Guddommen sin tilfredshed med og glæde over et væsen, der elsker sin næste. Men Guddommen er jo Forsynet, Forsynet er naturen, og naturen er livets fundamentale kræfter eller væsenets daglige omgivelser. At elske sin næste vil altså betyde, at man med denne kærlighed sætter disse kræfter i en for sig selv allerhøjeste gunstig svingning eller bevægelse, der sluttelig får Guddommen, hvilket altså vil sige omgivelserne, til at åbenbare den guddommelige stadfæstelse af ens egen virkelige gudesønlige identitet i de førnævnte ophøjede ord: "Denne er min søn den elskelige, i hvem jeg har velbehag". Kan der times det levende væsen en højere, skønnere og fuldkomnere oplevelse? Er det ikke den største indvielse, der kan times det levende væsen, at naturen, at omgivelserne, at det daglige liv fundamentalt former sig som en guddommelig røst, der på alle måder fortæller samme væsen, at det er en elsket gudesøn, en åndens fyrste, en visdommens eller helligåndens konge? Har ikke millioner af mennesker nu i århundreder erkendt, at "Jesus Kristus er en herre, til Gud Faders ære". Ja, endog hos ham, der forrådte ham, aner vi den guddommelige lovprisning. Hvorfor tog han ellers sit eget liv? Ser vi ikke ligeledes, at millioner af mennesker i århundreder har lovprist Buddha som et himmelsk eller overjordisk væsen, hvilket vil sige: et væsen, i hvem Guddommen har velbehag? Og er der ikke på samme måde millioner af mennesker, der i dag lever i lovprisningen og tilbedelsen af Muhamed som en himlens søn? Hvad er det, vi således her ser eller oplever? Er disse millioner af menneskers lovprisning eller erkendelse af væsener som guddommelige, som fuldkomne ikke Guddommens røst? Hvordan skulle Guddommen ellers forkynde eller gøre bekendt, at det eller det væsen er en "elskelig søn, i hvem han har velbehag"? Tror man ikke, der nødvendigvis må have været noget i disse nævnte væseners mentalitet og væremåde, der behagede menneskene og var af en sådan betagende storhed, at menneskene faldt på knæ eller bøjede sig i støvet for dette noget hos disse væsener? Og var dette noget ikke netop næstekærligheden? Og var denne næstekærlighed ikke igen det samme som resultatet af en totalt overlegen mental suverænitet hos nævnte væsener? Deres manifestationer var ikke en eftersnakken, en kopiering eller efterabning af andre forudgående eller samtidige væsener. Hele deres fremtræden, deres viden og påbud, råd og vejledning var absolut selvstændig og dermed suveræn, fyrstelig eller kongelig i ordets allerdybeste, bogstaveligste forstand. Nævnte væsener var bevidste "gudesønner" i renkultur. Der var ikke andre over disse væsener end Guddommen. De talte således direkte med Guddommen og ud fra Guddommen. Og i kontakt hermed ofrede de deres liv for jordmenneskeheden. En større udfoldelse af kærlighed kan ikke manifesteres. De ofrede sig helt for deres næste. Jordmenneskeheden var altså i dette tilfælde denne næste.