Juleevangeliet
1. kapitel
Juleevangeliet er i sin dybeste analyse et mysterium, en okkult foreteelse
Ligesom ethvert af de andre evangelier eller fundamentale overleveringer af de bibelske traditioner og budskaber har en for almenheden åbenlys fortolkning, der efterhånden har rodfæstet sig i folket som ritualer eller religiøse ceremonier og således på denne måde er blevet en tradition, og dernæst har en for almenheden skjult side, således har juleevangeliet også sin for almenheden åbenlyse ordform eller terminologi, som forlængst er blevet den kristne verdens største og kæreste tradition, og en for almenheden skjult side. Juleevangeliet er således ligesom de andre store religiøse budskaber i sin dybeste analyse et mysterium, en okkult foreteelse. Og det er denne okkulte foreteelse, der er den fundamentale, urokkelige sandhed i evangeliet, ganske ligegyldigt om den for almenheden åbenlyse bogstavform eller terminologi kun er et digt, eller den virkelig udtrykker en historisk begivenhed. Det bliver ganske underordnet, om disse store bibelske traditioner eller religiøse overleveringer er udtryk for begivenheder, der virkelig har fundet sted, og om nævnte personer virkelig har levet, eller de aldrig nogen sinde har eksisteret. Og jo mere man lærer dette at kende, desto mere bliver man vidne til, hvor tåbeligt og unyttigt, ja ligefrem skadeligt, diskussioner og religiøse stridigheder herom i sig selv er, og at alle, der deltager i sligt, kun er tåber, der ikke ved, hvad de gør. Og desto mere disse religiøse stridslystne personer hører til indenfor prædikanter, præsteskabet og øvrige autoriserede gejstlige myndigheder, desto mindre flatterende bliver disse væsener som fortolkere af den virkelige sandhed. De er kun fortolkere af sandhedens ydre staffage og tilpasning for en bestemt fortidig bevidsthedstype, der umuligt kan være andet end mere eller mindre forældet for ethvert senere tidspunkts psyke eller mentalitet. At skændes om, hvor Jesus f.eks. er født, eller hvor han holdt sin bjergprædiken, om han blev korsfæstet og begravet her eller der, eller om han i virkeligheden aldrig nogen sinde har eksisteret, er altså ligeså tåbeligt og meningsløst, som det ville være at skændes om solens eksistens eller ikke-eksistens. De bibelske traditioner, og navnlig Det Ny Testamentes to store overleveringer: jule- og påskebudskabet, har ikke til hovedformål at være historiske data. De er ikke bestemt til at skulle være materiale for arkæologer eller for at være urokkelige videnskabelige holdepunkter for senere tiders nidkære, materialistiske forskere. I så fald måtte de i stor udstrækning have været anlagt ganske anderledes. Ophavene til de bibelske beretninger har aldrig nogen sinde tænkt sig at skabe holdepunkter for en materialistisk videnskab. Og hvordan skulle dette vel også være gået til? – En materialistisk videnskab, totalt udskilt fra det religiøse princip, således som denne forekommer i dag, har været noget ganske ukendt i fortiden. Fortiden, hvilket vil sige hele jordmenneskehedens historie frem til vore dage, var ikke en "tvivlens", men en "troens" tidsalder. Den mentale livsbetingelse var derfor i denne fortid ikke et spørgsmål om mål, vægt, afstande, tid, rum og hastigheder. Det var ikke et spørgsmål om stoffernes kemiske sammensætning eller indhold, stjerneverdenens eller universets fysiske struktur, jordens, solens og månens rent materielle analyser, thi sådanne spørgsmål kunne endnu slet ikke foreligge.
Forrige