Livets Bog, bind 4
Det jordiske menneske er "den fortabte søn" ved vendepunktet
1544. "Dødszonen" er spiralkredsløbets andet trin eller "dyreriget". Det jordiske menneske repræsenterer altså dette vendepunkt. Med sine stærke egoistiske tilbøjeligheder, der rent gudløst lader det albue sig frem på medvæsenernes bekostning og de heraf følgende ulykkelige skæbner, det liv efter liv må opleve, udgør det den ulykkelige eller "fortabte" gudesøn. Og med sine modsatte tilbøjeligheder, såsom: samvittighedsnag over sit egoistiske, ukærlige og dræbende væsen og den heraf følgende affødte interesse for en fuldkomnere og bedre tilværelse, et kærligere forhold til sine omgivelser og en begyndende forståelse af, at der må være et Forsyn, en Guddom, er det jordiske menneske "den fortabte søn", der begynder at længes efter sin himmelske Fader og sit himmelske hjem: "paradiset" eller "himmeriges rige". Det jordiske menneske er en gudesøn, der af Faderen igennem kristusprincippet (slangen eller verdensgenløseren) blev ført ud af lyset, bort fra evigheden og ned i timeligheden og mørket til oplevelsen af "dødens" sfærer, til oplevelsen af at være "ét med det dødelige", "ét med det timelige", "ét med det ufuldkomne" for derved at fuldkommengøre sin søn i sit eget billede. Thi en gudesøn, der er ukendt med ufuldkommenheden, ukendt med uvidenheden, den "kosmiske død" eller den totale mangel på "kosmisk bevidsthed", er jo et væsen, der ikke har mulighed for at gøre noget forkert. Men et væsen, der ikke har denne mulighed, har jo ingen vilje. Og en gudesøn uden vilje er et væsen, der i virkeligheden kun er en blind automat, en maskine. Et sådant væsen kan ikke udtrykke sin "Faders billede". En guddom er ikke et væsen, der ikke har vilje. En guddom er netop en kulminerende vilje. Men for at få en sådan vilje måtte gudesønnen lære at skelne mellem "godt" og "ondt", der igen henholdsvis er det samme som kærlighedslovens overholdelse og overtrædelse.
Symbol af Martinus
Symbol 12
Livet og døden