108. Hvordan går det til, at anelsesforestillinger har kunnet give menneskene en så fast og urokkelig overbevisning om guder eller en guddoms eksistens som urokkelig sandhed, at de kunne blive et lige så urokkeligt livsfundament, som om de var baseret på virkelige videnskabelige kendsgerninger? - Når instinktmæssige, uintellektuelle anelser om guders eller en guddoms eksistens kunne blive så klippefaste moral- eller livsfundamenter for hele verdenskulturer, verdensreligioner, hundreder af andre religiøse bevægelser verden over igennem tiderne, som tilfældet har været og endnu er, har det sin rod i, at de ikke blot og bar var instinktmæssige anelser om guders eller en guddoms eksistens. Disse guddomsanelser var blevet omdannet eller bearbejdet til en form for forklaring, der for de pågældende væseners uintellektuelle sansebegavelse kunne overgå fra at være "anelse" til at blive en klippefast "tro". Men hvad er en klippefast tro? - Er den en klippefast viden eller videnskab? - Nej, det er den absolut ikke. En tro er en uden nogen som helst videnskabelig eller på kendsgerninger baseret klippefast overbevisning om et objekts eksistens. Men at have en sådan urokkelig overbevisning om et objekt, der ikke er oplevet som videnskab eller kendsgerning, er det samme som at være suggereret. En sådan klippefast uintellektuel overbevisning er det samme som en klippefast "tro", der altså igen er det samme som "suggestion". På en sådan mere eller mindre klippefast tro eller suggestion er uden undtagelse alle religiøse bevægelser: verdensreligioner, religiøse sekter og samfund, både de, der har eksisteret i fortiden, og de, der eksisterer i nutiden, baseret. Ved denne guddommelige suggestions tilpasning til de mange af menneskehedens forskellige racers og folkeslags religiøsitet er menneskeheden blevet ført frem igennem udviklingen, helt nede fra urskovens menneskestammer og frem igennem verdenskulturer, men endnu bestående af ufærdige væsener, der var mere eller mindre analfabeter i højere intellektuel og alkærlig væremåde. De blev derfor alle hjulpet ved det samme princip som det, der bevirker, at væsenernes afkom støttes af forældrene, til det er vokset frem til at kunne klare sig selv i livet.
      Dette forældreprincip gælder ikke blot dyrenes afkom, det gælder i lige så høj grad menneskene, der i kraft af deres uudviklede eller manglende kosmiske bevidsthed endnu som nævnt er analfabeter over for livsmysteriets løsning eller højere kosmiske facitter. Var det ikke netop derfor, at Kristus måtte udsætte sin forklaring af disse til senere tider? - Hvad er den af ham bebudede "hellige ånd"? - Er ånd ikke det samme som "viden" og "tanker"? - Den "hellige ånd" er altså det samme som: "hellig viden og hellige tanker". Men hellig viden og hellige tanker kan jo kun være den absolut højeste viden og de højeste tanker om livsmysteriets løsning eller åbenbaringen af livets absolutte, evige sandhed i intellektualiseret eller videnskabelig form. Denne evige sandhed vil igen sige: Guddommens eksistens, de levende væseners udødelighed og alkærligheden som verdensaltets grundtone og livsfundamentet for det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse m.m. som urokkelig kendsgerning. - Det var denne livets allerhøjeste sandhed, der i højintellektuel form hverken kunne opfattes eller accepteres af Kristi disciple eller datidens skriftkloge eller lærde. Disse sidste var jo endnu stærkt bundne i den guddommelige suggestion eller tro på jødedommens traditioner, baseret på Moses og profeterne. Det var denne deres suggererede religiøse tilstand eller tro, der fik dem med til at bringe verdensgenløseren på korset.
      Man forstår således her udmærket, hvor nødvendigt det var for Kristus at udsætte sin verdensmission i intellektuel eller videnskabelig form til senere tider. Menneskene var endnu i en meget mindreårig eller barnlig religiøs tilstand. De havde endnu kun religiøs anelsesevne og måtte hjælpes ved den guddommelige suggestion. Hovedparten af jødefolket var som nævnt bundet i moses- og profetsuggestionen. Det var kun en lille skare mennesker, hvis religiøse anelser efterhånden havde udviklet sig fri af moses- og profetsuggestionen. Disse menneskers religiøse anelsestilstand passede altså ikke mere ind i den jødiske religiøse suggestion. Det var sådanne mennesker, der blev modtagelige for kristusforkyndelsen. Den kunne give dem en tilpasset stabilisering af deres nye religiøse anelsestilstand. Men de var ikke intellektuelle nok til at kunne modtage denne forkyndelse i intellektuel eller videnskabelig form. Den måtte derfor endnu formes efter deres religiøse anelsesmodtagelighed. Kristi forkyndelse blev derfor også i høj grad en uintellektuel guddommelig livsopfattelse, der forvandlede de pågældende væseners religiøse anelse til en ny urokkelig guddommelig suggestion eller tro. Det er denne suggestion eller tro, der under begrebet "kristendom" nu har ført millioner af menneskers religiøse anelsestilstand eller gudsforhold frem igennem snart to tusinde år.