Menneskeheden og verdensbilledet
65. KAPITEL
Verdensbilledets evige analyse J
Som vi har set, er døden ikke en tilintetgørelse af livet, men udgør i virkeligheden det samme som livet, blot i en meget indsnævret eller formindsket form. Denne indsnævring eller formindskelse af livet bliver så en kontrast til det større eller mere udvidede liv og gør derved oplevelsen af dette muligt. Den mentale død er altså ikke en opløsning eller tilintetgørelse af det levende væsens eksistens, men blot en formindskelse eller indsnævring af dets bevidsthed til en latent tilstand, der lige akkurat er et sådant minimum, som er nødvendigt, for at et særligt bevidsthedsmaksimum kan markeres. Forvandlingen af væsenets bevidsthed fra dette minimum til nævnte maksimum er det samme som den proces, vi kender under begrebet »udvikling«. Men ligesom kredsløbet bevirker væsenernes forvandling fra dette bevidsthedsminimum til det tilsvarende bevidsthedsmaksimum, således bevirker kredsløbet også en bevægelse fra nævnte bevidsthedsmaksimum til det tilsvarende bevidsthedsminimum. Denne bevægelse er i mit hovedværk nærmere omtalt under begrebet »indvikling«. Det er udløbere af det princip, vi almindeligvis i det daglige liv udtrykker under begrebet »degeneration«. Mens minimumbevidstheden, den mentale »død«, markeres ved den kolde materialistiske gudsfornægter, der tror, at hans væsensart er universets højeste livsform, og at naturens enorme skabelsesprocesser udelukkende kun udgør et tilfældigt sammenspil af døde kræfter, af hvilken tilfældighed han altså selv er et produkt, vil maksimumbevidstheden, det kosmiske klarsyn eller kristusmentaliteten på det fysiske plan markeres ved det indviede væsen, der er blevet ét med universets grundtone: »næstekærligheden«, er blevet »vejen, sandheden og livet« og dermed »ét med Faderen«. Et sådant væsens guddommelige syn eller kosmiske oplevelsesevne er altså blevet til på grundlag af dets ophavs oplevelse og overvindelse af mørket og den heraf følgende fuldt udviklede humanitet eller næstekærlighed i dets psyke og væremåde. Og med denne udvikling kan individet ikke undgå en virkelig vågen dagsbevidst sansemæssig indtrængen af den højeste oplysning eller viden i sin bevidsthed. I et for denne oplevelse særligt gunstigt øjeblik indtræder der for væsenets vågne dagsbevidste sansning en vældig illumination af alt, hvad det overhovedet kan sanse. Alt bliver i denne oplevelses højeste instans til et gyldent lys. Denne vældige som lysende guld altbeherskende illumination lader alle detaljer i verdensrummet, også ens egen organisme gå op i dette ene levende lys. Og man sanser, ser eller oplever kun lys, lys og atter lys. Og her er det, at man for første gang med vågen dagsbevidsthed føler sin eksistens uden for tids- og rumdimensionen. Her er der ingen organisme, der iler imod sit endeligt, imod et livs ophør. Her er der ikke noget, der tynger eller fremkalder angst og bæven, skrig og pine. Her findes ikke selv den allermindste form for skygge. Her er derfor kun én eneste detalje; dette altgennemtrængende levende lys, der nærmest vil være at udtrykke som guld i stråleform. I dette lysocean føler man sig lyslevende eksisterende, skønt man ingen detaljerede nuancer kan iagttage ud over nogle gyldne tråde, der gennemtrænger lyset. Man har altså ingen organisme ud over dette lys. Og i dette lys er man sammensmeltet med alt andet liv i verdensaltet, der heller ingen organisme har ud over det vældige lysocean. I sandhed, man oplever her sin udødelighed, sin identitet med evigheden, sin sammensmeltning med den evige Guddom, som man føler lyshavet er udtryk for, og som altså også er ens eget evige liv. Man er stedet for sin evige Fader verdensaltets ophav og jeg. Man føler en helt ny verdens detaljer trænge ind i ens stadig vågne dagsbevidsthed, en verden, hvor alt er strålende kærlighed, og hvor alt, der før var mystik og uklarhed, nu er blevet åbenlys og klar virkelighed og udtryk for en kulmination af fuldkommenhed. Man føler, at det er Guds ånd, tanke- og viljeføring, der er trængt ind i ens bevidsthed og helt overskygger denne. Man er ikke mere det samme menneske. Man har gennemgået den store indvielse. Man er nu opstået fra de døde. Man er blevet bevidst i evigheden eller Guds rige.
      Denne overdådige salighedsfornemmelse, som den guddommelige ånds illumination og overskygning af ens bevidsthed har medført, er så stærk, at man i mindre end et sekund har fået sin bevidsthed fyldt med så meget lys, at man lige som slet ikke kan rumme mere. Det himmelske lys forsvinder atter, og man er tilbage på det materielle plan. Men fra nu af er det indviede væsen bevidst i Faderens tanke og vilje. Det er derfor nu ét med Faderen, vejen, sandheden og livet. Det ser, at alle andre levende væsener er udtryk for det samme liv, er hver især en gudesøn ligesom det selv. Det ser, at der er et jeg bag ved alle selvstændige energikombinationer, der derved bliver afsløret som »levende væsener«, ganske ligegyldigt hvordan disse energikombinationer så end måtte vise sig, ligegyldigt om de er celler, molekyler, atomer, eller de fremtræder som kloder, sole og mælkeveje. Alt er levende. Universet er en kombination af liv. Og mennesket bliver ikke mere opfattet som den højeste livsform i universet. Alt i mikrokosmos såvel som i mellemkosmos (den sfære, der udgøres af de kendte livsformer) er levende væsener. Men det indviede væsen ser ikke blot, at alt i sin plan- og hensigtsmæssighed er absolut fuldkomment i universet. Det ser, at »alt er såre godt«.
      Denne individets overskygning af Guds ånd, indvielse eller tilegnelse af kosmisk bevidsthed og dets heraf følgende væren ét med Faderen, vejen, sandheden og livet er verdensbilledets evige analyse J.