Men selv om universet eller verdensaltet består af myriader af levende væsener eller former for liv, ved det indviede væsen, at ingen som helst enkelt af disse livsformer såvel som intet som helst enkelt af de levende væsener i de nævnte tre kosmos kan være den evige Fader eller Guddom. Hvad enten de fremtræder som verdensgenløsere, kristusvæsener, buddhaer eller udgør andre af menneskehedens største vise, eller om de udgør former for liv, vi kalder kloder, sole og mælkeveje, kan ingen som helst af disse livsformer udgøre den ene sande Gud. De er hver især at udtrykke som en søn af Guddommen. Guddommen er for det indviede væsen ikke et spørgsmål om et rum- eller tidsdimensionalt væsen. Gud er ikke et spørgsmål om et størrelsesbegreb. Gud er ånd og må opleves som ånd og ikke som en form eller skikkelse, ikke som en materiekombination, men derimod som et for materie-, energi- eller bevægelsesoceanet åbenbaret tanke- og viljeførende verdensjeg. Det indviede væsen ser, at Guddommens eksistens kun er mulig igennem det samme princip, som det selv med sin organisme udgør. Ligesom det selv udgør et jeg i en organisme, der samtidig med at være bolig og redskab for nævnte jeg også udgør en bolig, et univers eller verdensalt for en hel serie af mikrovæsener, således udgør Guddommen også et levende væsen, et jeg i en organisme, der igen er bolig for mikrovæsener. Denne organisme er verdensaltet, og mikrovæsenerne er de i dette verdensalt eksisterende levende væsener. Derved bliver ethvert levende væsen således et mikrovæsen i Guddommens organisme. Dets manifestation og udfoldelse er altså en organisk funktion i nævnte organisme og er medbestemmende i skabelsen af velværet inden for samme organisme, er opbyggende eller underminerende denne, alt efter som nævnte udfoldelse er kærlighed eller had. At kærligheden dermed er hovedbetingelsen for et virkelig lykkeligt velvære, en absolut fred og harmoni i tilværelsen turde vel hermed være selvfølgeligt. Men det indviede væsen skuer videre og ser, at der ikke findes noget største eller mindste væsen i hele dette panorama af levende væsener. Det ser, at dets egen organisme rummer myriader af mikrovæsener af forskellig slags. Det ser, at dets medvæseners organismer ligeledes er univers eller bolig for mikrovæsener. Det ser, at mikrovæsenerne inde i organismerne også har organisme, der igen er bolig for endnu mindre mikrovæsener og således fortsættende nedad i det uendelige i mikrokosmos. Der findes således ikke her noget mindste væsen, selv om der naturligvis for de fysiske sanser vil være en grænse, hinsides hvilken man ikke kan se. Men det skyldes ikke det, at der ikke er mere at se, men derimod det, at de realiteter, der her forekommer, er af en sådan natur, at de ikke kan bringe de nævnte sanser til at reagere. Men akkurat det samme gør sig jo gældende, når væsenet ser opad i makrokosmos. Ligesom der viste sig mikrovæsener inden i mikrovæsener i dets egen organisme nedad i det uendelige mikrokosmos, således ser det nu også, at det selv tillige med alle væsenerne i mellemkosmos ikke er det yderste, der findes i verdensaltet, men at der derimod finder vældige funktioner eller energiudløsninger sted i form af »naturens kræfter« omkring det. Det indviede væsen ser, at disse energiudløsninger eller naturens kræfter er organfunktioner i en større organisme, en organisme, inden i hvilken vi altså er mikrovæsener. Denne første organisme uden om os er jordkloden. Jordkloden sammen med de øvrige planeter er igen mikrovæsener i solsystemet, der igen er en mikrolivsform i en endnu større organisme: mælkevejssystemet eller solbyerne og således fortsættende opad i det uendelige makrokosmos. På denne måde er de levende væsener placeret inden i væsener, og ingen kan komme til noget inderste eller yderste væsen, lige som der her naturligvis heller ikke findes noget største eller mindste væsen. Selv det verdensalt, som vi kender, med dets umådelige rum, kloder, sole og mælkeveje forsvinder for det indviede væsens kosmiske klarsyn som en mikroorganisme inden i et endnu større system, en endnu større organisme og således fortsættende. Hvad nytter det da, at væsenerne med teleskoper ser tusinder af lysår ud i det for dem synlige verdensalt eller med mikroskoper ser nedad i de for dem synlige mindste partikler. Det absolutte verdensbillede kommer de ikke ét eneste skridt nærmere ad denne vej. Her ophører nemlig al tids- og rumdimensional sansning. Her bliver derfor alle eksisterende talfacitter ugyldige. Det absolutte verdensbillede er ikke et størrelsesproblem, det er ikke et volumen- eller konsistensbegreb. Det er ikke et spørgsmål om materielle tings faste, flydende eller luftformige tilstand. Verdensbilledet er ren ånd og kan derfor kun sanses af den indviede eller den, der kan sanse i ånd. At sanse i ånd er det samme som at kunne sanse det virkeligt levende bag de ydre døde energiformer, bevægelsesarter eller skabte foreteelser. At sanse i ånd er således en modsætning til den almindelige videnskabelige sansning, der i virkeligheden kun udgør en sansning af talbegreber, størrelser, konsistens og volumen etc., og som ikke giver noget som helst udtryk for liv. Den højeste årsag til bevægelserne eller livet kan her kun opfattes som »tilfældighed«, altså som et hundrede procents dødt ophav. At sanse i ånd giver derimod oplevelse af ånd, hvilket vil sige liv. Det indviede væsen ser derfor liv overalt og ser naturligvis også livets første årsag som et levende guddommeligt noget, der kan tænke, opleve og føre vilje eller skabe. Derfor ser den indviede også Guddommen som et strålende levende »noget« eller jeg bag hele verdensaltets materielle struktur med dets organismer inden i organismer eller væsener inden i væsener ganske uafhængigt af ydre materielle talfacitter eller energikombinationer. Derfor bliver den indviedes syn af verdensbilledet et syn af ånd, og dermed et syn af bevidsthed, tanke og vilje, hvilket igen er det samme som synet af »et levende væsen«. Da dette væsens organisme i sig rummer alle eksisterende levende væsener og udgør alt, hvad der overhovedet eksisterer, idet alle detaljer her er bygget inden i hverandre, ligesom de levende væseners livsdomæner også eksisterer inden i hverandre, har vi her for os verdensbilledet åbenbaret som en af alle levende væsener sammenbygget og opretholdt enhed, igennem hvilken der åbenbares ånd, bevidsthed, tanke- og viljeføring og en heraf følgende manifestation og skabelse. Men derved bliver verdensaltet jo synligt som et levende væsens organisme. Da denne organisme adskiller sig fra alle andre organismer derved, at den udgør helheden eller alt, hvad der er til, bliver den, skønt materiel i sin fremtræden, så dog hævet op over tids- og rumdimensionen. Den kommer derved til at adskille sig fra gudesønnens organisme, idet denne jo netop er tids- og rumdimensionel, har en begyndelse og afslutning og må derfor fremtræde med alder. Guddommens organisme (verdensaltet) har ingen alder. Den er identisk med evigheden. Guddommen som et altomfattende levende væsen, i hvis organisme og væsen vi alle leve, røres og ere, er verdensbilledets evige analyse K.