Som det fremgår af det foranstående, ser det indviede væsen verdensaltet som Guddommens organisme, og ser at denne organisme i sit princip udgør organismer inden i organismer, levendegjort og sammenføjet til en enhed i kraft af et tænkende og viljeførende »noget« eller »jeg« i hver organisme. Da dette »noget« eller »jeg«erne i sin egennatur er hævet over tids- og rumdimensionen, vil dette ikke eksistere her i flertal. Hinsides tids- og rumdimensionen, hvilket vil sige: hinsides alt det skabte, alt det timelige, kan det »noget«, som udgør jeg'erne i organismerne, kun eksistere som en udelelig enhed. Der vil derfor her ikke være tale om jeg'er i flertal. Der kan her absolut kun eksistere ét jeg. Det er derfor først ved sin forbindelse med tids- og rumdimensionen, hvor alle ting har begyndelse og afslutning og derfor er begrænsede, at nævnte højeste »noget« i verdensaltet kan blive synligt som i flertal, blive synligt som »jeg«et i alle eksisterende levende væsener i universet. At det bliver synligt, vil altså sige det samme som, at det bliver sanset. Men da sansningen kun kan foregå igennem organismen, vil denne således udgøre et slags organ, ved hvis hjælp nævnte højeste »noget« kan markeres og dermed blive synligt. Da det er mange organismer, vil nævnte »noget« jo blive markeret eller gjort synligt i lige så mange tilfælde, som der er organismer. Det er således ikke det højeste »noget«, der bliver mangfoldiggjort ved hjælp af organismerne, men derimod synsbilledet af det samme »noget«. Det er denne mangfoldiggjorte synliggørelse af det guddommelige »noget«, der fremtræder som verdensaltets tilsvarende mangfoldighed af »levende væsener«. Vi kan her i dette tilfælde ligne verdensbilledet ved et meget stærkt oplyst rum med mange vinduer. Ud fra hvert vindue stråler et stærkt lys, som altså bliver en lille lysregion for sig selv. På denne måde bliver der altså uden for rummet lige så mange lysregioner, som der er vinduer. Men i virkeligheden er det vinduerne, der er i flertal og ikke lyset, idet det er den samme lyskilde, der stråler ud igennem alle vinduerne. Men hvordan går det da til, at de mange organismer eller det, vi her udtrykker som »vinduer«, eksisterer? Ja, her ser den indviede, at der eksisterer et evigt princip, som jeg i mit hovedværk udtrykker som »X2«. Igennem dette princip udløses alt, hvad der kommer ind under begrebet skabelse. Vi kan derfor udtrykke dette princip som det højeste »noget«s skabeevne. At denne skabeevne eksisterer bliver jo en almen kendsgerning igennem alle naturens og livets skabelsesprocesser. At den er lige så evig som det guddommelige »noget«, til hvilket den er knyttet, bliver også en kendsgerning igennem den omstændighed, at hvis der har været en tid, hvor det evige »noget« ikke havde denne evne, hvordan skulle den da være blevet til. Et »noget« uden skabeevne ville jo aldrig nogen sinde kunne skabe en sådan evne. Nævnte evne har altså evigt været til. Men »noget«, der er evigt, kan man ikke udtrykke ved tids- og rumdimensional analyse eller udtryk. Det er netop derfor, vi må udtrykke dette evige skabeprincip som »X2«, ligesom vi i samme forbindelse, i mit hovedværk, har måttet udtrykke det guddommelige eller højeste »noget« som »X1« og det tilsvarende evige resultat af denne skabeevne som »X3«. Dette sidste »X« vil altså udtrykke formernes verden eller det synlige eller for sanserne tilgængelige materielle verdensalt. Med disse tre »X«er har vi verdensaltets hovedanalyse. De viser os verdensaltet fremtrædende i tre uadskillelige principper. Hvis f.eks. »X1«, der er det tænkende og viljeførende »noget«, ikke eksisterede, hvordan skulle da »skabeevnen« eksistere? Og hvis »skabeevnen« ikke eksisterede, ville »det skabte« jo også være en umulighed. Disse tre principper danner således en uadskillelig enhed eller et treenigt princip. Da disse tre principper lige akkurat udgør de tre betingelser, der skal til, for at et »noget« kan fremtræde som »et levende væsen«, bliver verdensaltet her synligt som »et levende væsen«. Og vi har således for os her »den ene sande Gud«. Da alle andre levende væsener udgør akkurat det samme treenige princip – i modsat fald ville de jo umuligt kunne fremtræde som levende væsener – har vi her for os den dybeste analyse af begrebet »væsenet i Guds billede«. Dette treenige princip eller den ene sande Gud og de mange gudesønner eller væsener i hans billede er verdensbilledets evige analyse L.