Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Hvis det er sandt, at "– end ikke en fugl falder til jorden uden Guds vilje", at – "endog vore hovedhår er talte", og at "– alt er såre godt!" hvorfor så bede til Gud? Denne tilsyneladende indre selvmodsigelse i den religiøse undervisning, vi har været undergivet, har voldt mange moderne mennesker store vanskeligheder. På den ene side står disse klare sætninger, der kan tydes derhen, at vort liv følger en forud lagt plan, der i sin natur er så urokkelig, at vi ikke har den mindste indflydelse på dens forløb og altså helt og aldeles overflødiggør enhver bøn – og på den anden side den kendsgerning, at bønnen, at dette at bede til Gud, så absolut er et behov i os, vi ikke kan sidde overhørigt.

Nuvel – de citerede sætninger udtrykker hver for sig sandheder, som samlet udtrykker den ene sandhed, at begrebet "tilfældighed" ingen plads har i det universelle liv. Men de siger ikke, at vor egen vilje ingen som helst indflydelse har på vort liv. Var det således, var tilværelsen i sig selv et robotsystem, en hæslig for ikke at sige djævelsk modsætning til det, den virkeligt er: et evigt funklende og inciterende kosmisk bevidsthedsliv. Ulykken for mange mennesker er, i forbindelse med deres vurdering af de her citerede sætninger, deres manglende viden om livets indre kosmiske struktur. De læser disse sætninger og føler sig dybt tiltalt af det absolutte i deres natur, fordi man nu engang altid føler sig mere tryg ved det bestemte end ved det ubestemte samtidigt med, at en tvivl om den udtalte sandhed begynder at bore sig vej frem fra dybet af deres sind.

Betragter vi vort eget liv så objektivt, som det er os muligt, tvinges vi til over for os selv at indrømme, at det virkeligt følger en plan. Det er ikke alene det, at erfaring føjer sig til erfaring og gør os mere "seende", men også – og det er så langt det vigtigste – at der skjult bag enhver ydre foreteelse i os eksisterer ligesom en "magnetnål", der dirigerer vor livsretning fra det gode til det bedre. Vi må alle erkende sandheden i ordene, at "gør vi godt, kan vi se frit op, gør vi ondt, ja, da ligger synden for døren", da har vi det elendigt med os selv. At visse mennesker kan overvinde delte forhold, til ulykke både for dem selv og for deres omgivelser, er måske sandt, men det er ikke det normale. Det normale er, at mennesket vil sin egen lykke, og ikke sin egen ulykke!

Men også her står vi igen over for vor egen kosmiske uvidenheds konsekvens. Vi siger, vi vil det gode. Men ved vi i alle livets forhold, hvad det gode virkeligt er? Nej, vi ved ikke! Gang på gang foretager vi os handlinger, hvis yderste konsekvens intet har med virkelig godhed at gøre. Lader vi f. eks., som det så praktisk hedder, "vore følelser løbe af med os", foretager vi os i langt de fleste af disse situationer handlinger, vi senere kommer til at fortryde. Og fortrydelsen ville her være uoverkommelig bitter, hvis ikke den netop gav de erfaringer, der bidrager til at forhindre gentagelsen – altså: igen en del af den plan, vort liv følger! Nej, vi kan ikke bestride, at der er mening, hensigt, altså plan, bag vor livsoplevelse. Men hvor kommer bønnen, dens nødvendighed og dermed dybeste kosmiske hensigt ind i dette billede?

Bønnen har normalt intet med de kosmisk automatisk regulerede forhold at gøre. Normalt fødes vi med en organisme, som både indadtil og udadtil fungerer perfekt. Indadtil med organer: lunger, lever, mave o.s.v., der alle hver for sig udgør en nødvendig del af det for vor livsoplevelse så nødvendige legeme, og udadtil med øjne, øren, hjerne o.s.v., der hver for sig udgør nødvendige organer for den sanseoplevelse, der udgør fundamentet for vort åndelige liv. Men også denne normalitet kan blive brudt, og alle ser vi, mennesker fødes både fysisk og psykisk defekte, oplevelser som tvinger os til at tænke tanker, der kan føre til den dybeste tvivl på sandheden i de citerede sætninger. Betragter vi imidlertid planteriget og den del af dyreriget, der grænser op til vor egen verden, ser vi, at disse områder helt er beherskede af den kosmiske automatik, der i form af det, vi har givet navnet "instinkt", helt regulerer disse livszoner. Hverken plante eller dyr har bevidsthedsliv i den forstand, vi almindeligvis opfatter dette begreb. Men de er ligefuldt levende i dette ords mest absolutte betydning, og vi ser da også, at begrebet "bøn" findes her, selvom mennesker i almindelighed ikke ser eller forstår det. Men har man sans derfor, er der intet svært i at se, hvorledes tørken om sommeren kan få f. eks. en roemark til at udtrykke én eneste brændende bøn om vand, og findes der iøvrigt nogen skønnere naturoplevelse end den at lytte til, hvorledes træer, buske og blomster efter en tørkeperiode under en livgivende regn "drikker" vandet, som var det den saligste nektar? Jo, vil vi, kan vi opleve både bøn og bønhørelse, selv i det tilsyneladende åndeligt bevidstløse planterige. Anderledes i dyreriget. Her er bønnens princip både mere skjult og mere åbenlyst. Mere skjult, fordi vi så sjældent oplever det. Mere åbenlyst, fordi vi, når vi først har oplevet det,føler det så langt stærkere end i planteriget. Dyrets bøn udløser sig normalt kun i dets undergangstime – i dødsangstskriget! Dette skrig, der for mange dyrs vedkommende kan være akkurat ligeså hjerteskærende som det, mennesket i yderste nød udstøder, har ingen anden analyse end den, at det er det ubevidste væsens sidste fortvivlede henvendelse til en ukendt Gud om hjælp. Dyret ved intet om livet, på den måde vi "ved". Men dyret aner, fordi hele dets liv simpelthen er baseret på anelse om, at Gud eksisterer. Dødsangstskriget er ikke blot en refleks, det er en refleks rettet mod et mål, selv om dette mål stadigt fremtræder endnu mere dunkelt, end det gør for mennesket i den samme situation.

Thi er vi ærlige, må vi indrømme over for os selv, at også for os er det guddommelige endnu mere eller mindre dunkelt. Vi ved ikke, som den kosmisk bevidste, at Gud virkeligt eksisterer. Først anede vi det, som dyret stadigt gør det, så "følte" vi det på en måde, som dyret endnu ikke kender, og i dag begynder vi at "forstå" det på en måde, det vilde menneske endnu slet ikke kan forestille sig det. Men "ved" det på samme måde, som vi ved mængder at livsnære, praktiske ting, gør vi ikke! Her må vi stadigt støtte os til de åndeligt "ældre brødre", vi kalder vismænd eller åndelige mestre. Men jo længere vi trænger frem i vor forståelse af vort livs indre, åndelige mønster, desto stærkere står det os klart, at dette liv dybest set kun kan udtrykke en vekselvirkning mellem os selv og en altomfattende universel eller guddommelig bevidsthed. At livet kun er Gud og os. Tanken er svær og af og til så svær, at det kan svimle for en. Men vi vil altid komme til at vende tilbage til den for endelig en dag helt at finde fred i den. I de stunder, hvor intuitionen jager igennem sjælen og spreder sit fantastiske lys over ting og begivenheder, vi netop har oplevet, føler vi, måske blot i brøkdele af sekunder, at livet kun er Gud og os. At vi hele tiden "taler med Gud, som mand med sin næste", og at det, vi kalder "åndelig vækst", er det endegyldige resultat af denne "samtale". Nået til dette punkt begynder bønnens inderste mening og betydning at blive ligeså åbenbar, som meningen "far og søn" er her i den fysiske verden. For enhver lille dreng er hans far den fødte rådgiver, og intet sted i livet føler man vel større glæde, end man føler ved den tillid, der lyser ud af øjnene på et barn, der beder en om hjælp eller råd. Man må evne at forstørre denne glæde op til det universelle format, der bringer en til at forstå det dybt naturlige i, at Guds største glæde, er glæden ved at hjælpe os. Vi er i vor udvikling nået dertil, at vi bag os har vældige kosmiske "landområder", hvor vi klart evner at skelne imellem "godt" og "ondt" og derfor ved, hvad vi her har at gøre, hvordan vi skal leve her for at være lykkelige og stadigt kunne "se frit op". Men foran os er der endnu enorme kosmiske landområder, hvor vi er i tvivl, hvor vi ledes af sympatier og antipatier. Og her er det, at vi behøver hjælp. Denne hjælp søger vi dels igennem dette at anvende vort intellekt til dets yderste grænse, og dels – om vi da gør dette – igennem bøn! "Om vi gør dette –"? Ja, men gør alle mennesker da ikke det? Nej, langt fra! Umådeligt mange mennesker er i deres åndelige udvikling nået til det besynderlige åndelige "Ingenmandsland", hvor en tilsyneladende uigennemtrængelig grå barriere skjuler den virkelighed, de, skjult bag mange tåbelige "intelligente" floskler, brænder efter at opleve. Bag dem ligger de tidligere så gyldne troens verdener med deres funklende tårne og spir – nu alle udbrændte og døde – og omkring dem de "videnskabelige forklaringer", der i begyndelsen synes dem så "urokkelige", så "logiske", at de ikke evner at se deres indre livløshed, deres i sandhed manglende guddommelighed.

Men livet er stadigt "Guden og gudesønnen"! Og for hvert eneste menneske kommer der oplevelser, hvor enhver dyrisk videnskabelig forklaring bliver lige så fattig, lige så værdiløs, som den afdøde blinde tros før så gyldne postulater. Det er i dette knugende mørke, i denne elendighedens ensomhed, at en svagt vibrerende lysstråle pludselig evner at bane sig vej helt ind i tvivlerens inderste, forseglede hjerterum. Her kan det ske, at mennesket i bogstaveligste forstand er gået ind i "sit kammer og har lukket sin dør", for at ikke én eneste skal få at vide, at denne tvivler, denne passionerede gudsfornægter, tvunget af livet selv, nu finder sig på knæ for den Gud, han har brugt hele sit intellekt til at bekæmpe.

Alt i vort liv følger større eller mindre kredsløb, også vort religiøse liv! Vi har alle været troende, og vi blev eller bliver alle gudsfornægtere. Men vi vil alle gå videre og en dag forstå, at vi tog fejl. Vort liv hviler på vore fejltagelsers solide konsekvens, på de selvoplevede erfaringer, der mere end noget andet er vor sande og urørlige ejendom, eftersom "møl og rust" ingen indflydelse har på dem. Og på disse vore egne selvoplevede erfaringers solide fundament vil vi alle en dag bygge den "kirke", som er vor og vor alene. Og i den kirke kommer bønnen til at spille akkurat samme livgivende rolle, som den gør selv for urskovens søn, der næsegrus kaster sig i støvet for sin fetich. Men nået til dette trin i vor evige udvikling ved vi, at bøn og bøn er to helt forskellige ting. Da ved vi, at kunsten at bede er livets fornemste kunst, thi da har vi på og i os selv oplevet den dybe forskel mellem vort eget sind og det guddommelige sind, der nu er vort sidste mål. Da ser vi klart, at vi i vor uvidenhed altfor ofte bad med vor egen, men imod den guddommelige vilje, mod de love, på hvilke vor næstes sande lykke beror. Uvidende om den store virkelighed klamrede vi os til den virkelighed, som kun angik os selv, og vor bøn tog farve deraf. Vi er i dag store, men ikke store nok. Vi begærer at være mennesker, ja, at kaldes sådan, men vi er det ikke, i hvert fald ikke i dette ords dybeste og mest sande betydning. I det ydre har livet givet os smukke ansigter og smukke ord, sammenlignet med fortidens junglevæsener. Men junglen har fremdeles en altfor stor plads i den for andre skjulte del af vort væsen. Vi vil fremdeles mere os selv, end vi vil vor nabo. Men i glimt har vi set en højere verden, og mange er de, der nu har gennembrudt tvivlens sidste grå barriere og bevidst er vandret ud i det ensomhedens land, hvor ingen lægger deres eget livs byrde på andres skuldre. Disse mennesker forstår til dybet af deres sjæl, hvorfor den sidste og fornemste af alle bønner både er den korteste og den sværeste af dem alle, thi de har gennemskuet deres egen natur, deres eget væsen, og de forstår, at den, der formede denne bøn, som udgør en urokkelig lyssøjle for deres ånd, befandt sig i den største ensomhed, et menneske kan opleve, en ensomhed og en angst så dyb, at han svedte blod" derved. Også han stod over for tvivlens hårde, grå mur. Men han gennembrød den og gav os med ordene: "Herre, ske ikke min, men din guddommelige vilje!" den nøgle til bønnens mysterium, som, én gang erhvervet, vil udgøre vor største, åndelige skat!