Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Onsdag den 31. maj passerede vi i dybeste stilhed en dag i vort arbejde, som, omend post festum, fortjener at blive erindret. Thi på den dag for femogtyve år siden hejstes sagens flag for første gang i Kosmos Ferieby. Jeg har foran mig to billeder af denne begivenhed, og de giver stof til megen eftertanke. På det ene ser man en meget ung Martinus tale til den beskedne forsamling, der flokkedes omkring den nye flagstang, og på det andet et endnu større udsnit af den samme forsamling. Men det, der virker stærkest på mit sind i dette øjeblik, er den enkle kendsgerning, at et overvældende antal af de mennesker, der bivånede denne begivenhed, forlængst er døde. De så dette flag blive hejst for første gang over et sted, der fra sin første stund blev viet skabelsen af den kultur, den ånd, Martinus har nedfældet i sit livsværk, og for mange af disse menneskers vedkommende blev det flag, de her så folde sig ud i den tunge regnfulde luft senere hen den sidste hilsen fra vort arbejde, idet det i mangfoldige tilfælde kom til at dække deres kiste.

Kosmisk set er femogtyve år kun for femogtyve sekunder at regne. Men her på det fysiske plan er det alligevel et tidsafsnit, indenfor hvilket man kan danne sig et vist indtryk af en begivenhed og dens følger. Da vort arbejde er rent internationalt i sin natur, var det en selvfølge, at vi ikke, hvor højt vi iøvrigt beundrer vort eget skønne, nationale symbol, kunne bruge det som samlingstegn. Derfor skabte Martinus sagens flag, hvis struktur og farver samlet udgør et symbol over det levende væsens ophøjede kosmiske tilstand, og fik, efter en kort forhandling, statens tilladelse til at lade det vaje over feriebyen. At dette flag vakte og måtte vække opsigt, er næsten en selvfølge. Det ligner intet andet flag i verden, og mangen en fremmed er ved synet af det standset op og har spurgt sig frem om dets betydning. Det er skønt i al slags vejr, men set på baggrund af en kulsort tordensky og samtidigt skarpt belyst af solen, efterlader det et uforglemmeligt indtryk i sjælen. Og nu har det altså vajet over feriebyen gennem femogtyve somre og fra sit høje stade været vidne til en udvikling af næsten helt fantastisk karakter. Thi dengang det første gang foldede sig ud i vinden, var det over en plads, hvor syv – det skal siges – meget smukke bungalower rejste sig over en diminutiv granplantage, hvorimod det nu vajer over en plads med snart hundrede bungalower, store pavilloner, foredragssal, ungdomshus o.s.v., kort sagt over en ferieby, der hører til blandt landets største.

Feriebyen blev skabt af en håndfuld mennesker, hvis brændende ildhu formede dens første tilblivelse. Egnen var barsk, og pladsen var øde. En lille strime gran og fyr kantede den mod vest, medens alle de øvrige verdenshjørner lå åbne og meget bare. Men var vi end kun få og vore midler så beskedne, at de end ikke når det beløb, de fleste i dag investerer i blot én bungalow, så var der bag os en drøm og en vilje, som i sig havde kraft til at trodse enhver form for modgang, enhver form for besvær. Vi havde mødt Martinus og gennem ham en tankeverden, der hævede vor ånd over støvet. Gennem ham havde vi på ny skuet det himmelske lys og forstået det, som det er vigtigst for et menneske at forstå: at vi kun er flygtige gæster i denne verden, og at vor ånd har andre mål end det stof, der her altfor let binder os til primitivitet og isolation. Hans tanker havde gennemglødet os og gengivet os en mening med livet. Alle var vi børn af første verdenskrig, og alle følte vi, at en ny katastrofe var på vej. Alle havde vi oplevet kirkens frygtelige fallit under blodbadet 1914-18, og vor tvivl på en kærlig Guddoms eksistens var blevet afgrundsdyb. I mødet med Martinus blev tingene for alvor sat på plads, og vi følte stærkt, at vi måtte have et sted, hvor disse tanker, der var blevet vort eget livs soleklare fundament, kunne tage fysisk form, og hvor de idealer, vi nu så brændende bekendte os til, kunne blive levet i livets almindelige hverdag. Det var ud fra denne ild, vi ofrede al vor tid, vor kraft, vor ungdom, for at alle dem, der delte vort syn på livet, kunne have et sted at tage hen og for en kort tid leve i den atmosfære, denne vor brændende overbevisning havde frembragt. Ingen – ikke blot én eneste – af os var i tvivl om, at vi bag os havde hele den åndelige verdens sympati, og at vore planer skulle lykkes. Når vi trætte efter de meget lange dages slid samledes om aftenen og drøftede den fremtid, vi ønskede denne plet, stod det lysende klart for os, at det, vi gav vort liv til her, mindre var husene, mindre var alt det ydre, til hvilket vi med glæde gav al vor kraft, end det var drømmen om den skole for livet, der med skabelsen af "Livets Bog" nu kunne blive en realitet, om vi selv ville det.

Om vi selv ville det – ! Nu, femogtyve år efter, ser jeg ud over en ferieby, der, hvad ydre velstand angår, søger sin lige. Hvad vi dengang drømte, er så langt blevet overgået af livet selv. Når jeg i dag vandrer igennem den ferieby, jeg engang kendte som en øde plet, der helt var prisgivet stormene fra øst og vest og fra nord, ser jeg nu en drøm af en have med yndige bungalower, med alt, hvad mennesker i det hele taget kan ønske sig. Jeg husker mine kammeraters latter, da jeg foreslog, at vi måtte have arealer til parkering. Parkering! Til hvem? En eller to blier, det var, hvad vi dengang så! I dag ser man hen over lange rader af lakskinnende tingester hver eneste søndag, og parkeringsproblemet synes i dag at være en meget stor hovedpine på denne plads, hvor hver eneste bil dengang vakte opsigt.

Feriebyen har gennemløbet en fantastisk udvikling i de svundne femogtyve år. Til tider i et behersket tempo, til andre tider nærmest eksplosivt, men altid i udvikling indtil nu, hvor vi svagt kan begynde at se afslutningen på den første storepoke, idet vi simpelthen snart ikke har flere grunde, på hvilke der kan bygges huse. Et par år til og grænsen vil være nået! Netop nu oplever vi en byggeperiode uden sidestykke. Bungalow efter bungalow rykker på plads – og hvilke bungalower!

En materialistisk bølge af hidtil ukendt karakter skyller i dag hen over den vestlige verden og lader i glimt det enkelte menneske ane, hvor rig jorden i virkeligheden er og kunne være for al fremtid, hvis – ja, hvis mennesket selv var anderledes, var større, var kærligere – var mere menneske, end det faktisk i dag er. Også vi oplever virkningerne af denne bølge. Den mærkes i de næsten svimlende summer, der investeres her i feriebyen, og som forlængst har gjort den til et millionforetagende, men den mærkes også i det enkelte menneskes sind! Det konkrete har altid haft en større tiltrækningskraft end det abstrakte – og Martinus tanker er meget abstrakte. Da vort flag første gang foldede sig ud i vinden heroppe, vajede det over mennesker, der var søgt herop, draget af den ånd, der udstrålede fra Martinus person og den tankeverden, han stod for. Gennem ham havde vi mere end anet en helt anden verdens eksistens, en verden, der stod vort hjerte så nær, at vi følte det som noget ganske naturligt at give vort liv for dens realisation. Ikke én af os – ikke én eneste – var i tvivl om hensigten med den handling, Martinus fuldbyrdede, i det øjeblik han lod sagens flag lyse mod de tunge grå skyer, der den dag hvilede over pladsen her. Er det således i dag? Er flaget stadigt det brændende, samlende symbol, som det dengang var? Er det for at lytte til det budskab, det symboliserer, at mennesker søger herop? Har ånden sejret over stoffet på denne plads, eller er, med Grundtvig: "Guds ord forsvundet af hans hus"?

Naturligvis kan et sådant spørgsmål ikke besvares med et ja eller nej, jeg kan kun sige, at det ofte forekommer mig, at der i dag er en meget stor afstand mellem det, vi dengang drømte, og det vi nu oplever. Men livet har lært mig tålmodighedens kunst, og jeg har forlængst forstået hemmeligheden bag ordene: "Lad de døde begrave de døde!" En dag vil denne plads være helt udbygget og alle huse ophørt med at beslaglægge deres ejeres sjæle. Når det er sket, vil tankerne på ny gå mod den beskedne træhytte i feriebyens midte, der stadigt rummer dens røde, bankende hjerte. Thi ligegyldigt hvor mange penge den enkelte i dag formår at ofre på sig selv og eget hus heroppe, vil ingen nogen sinde kunne tilbagebetale de mænd og kvinder, der dengang ofrede sig for feriebyens skabelse, de ofre, de vitterligt bragte. Det er til kraften bag disse ofre, mine tanker i dette øjeblik vender sig, og det er i denne kraft, jeg til enhver tid har formået at søge trøst. Kun for en stund kan mennesket glemme, at det kun er gæst i denne flygtige verden. Til hver og en af os kommer der en dag, hvor vi helt forstår, at vi aldrig bliver ejere af noget som helst i dette ords beske materielle betydning. Uanset hvor mange skøder jeg end har underskrevet, og det er mange, har jeg altid dybt i min sjæl vidst, at Kosmos Ferieby altid har tilhørt og altid vil tilhøre sagen. Man kan komme her uden at høre blot ét foredrag og uden at ane, hvad vort skønne flag symboliserer, men man ved da ikke, at ingen kan lægge gaver i knyttede hænder! Og Kosmos Ferieby er én eneste stor gave til hver eneste af os, allerførst givet os af Martinus selv, og dernæst af de mange, kendte og ukendte, der ofrede sig for dens tilblivelse. Som Martinus selv vidste hver og en af disse mennesker, at Kosmos Ferieby skjult bag sin ydre form havde en langt større hensigt end den blot at være et smukt og yndet feriested. I kraft af sin indre bestemmelse vil den gennem al kommende fremtid være den mest interessante skole i Kosmologi, der nogen sinde er frembragt. For hvor træffer man et menneskemateriale svarende til det, vi møder her? Hvor søger så mange forskelligartede typer sammen som her? Alle former for mentalitet findes på denne plads, så for mennesket, for hvem studiet af den menneskelige sjæl er det centrale, vil den, uanset dens respektive midlertidige tilstande, altid være stedet, hvor ånden kan finde den inspiration, den søger. Og mennesker vil komme hertil fra alle jordens kanter! For det symbol, der vajer over denne plet, står i dag i miniature-udgaver i hjem hele jorden over og udgør i disse hjem en magnet, der vil drage sønner og døtre til stedet her. Thi således er livet indrettet, at nogle mennesker kan leve meget nær et stort lys uden at se det, medens andre kan leve tusinder af mile fra det og varmes ved den kraft, der udgår fra det!

Femogtyve somre har sagens skønne symbol nu vajet over en ferieby, hvor tusinder gennem disse somre har været dens gæster og fundet inspiration og kraft til at magte hverdagens problemer. De fleste af os, der har oplevet disse skønne somre, vil ikke komme til at opleve de følgende femogtyve somre. For mennesker til den tid vil vi blot være tågede erindringer. Men intet menneske vil nogen sinde formå at fravriste mig den overbevisning, at vort flag også til den tid vil vaje over denne plet, der vel kan tage meget, men altid vil give det virkeligt søgende menneske langt, langt mere, end den tager!

– – – – – – –

Sommeren er netop kommet til feriebyen nu, og om kort tid skal vi opleve den største sæson, vi endnu har haft. Var De vor gæst i dette øjeblik, ville De opleve ting, som ville varme Deres hjerte. Overalt ville De inden for det område, der beherskes af vore store pavilloner og Svenskehuset, møde mennesker i rullestole, på bårer og siddende i sygestole, overvåget af sygeplejersker. Livets skyggeside manifesterer sig i denne tid i fuldt mål her, men det føles som én stor glæde at kunne hjælpe disse så hårdt ramte medmennesker til en lys og skøn tid på denne plet, som de har fået så kær, at mange af dem krydser hver eneste dag i året af på deres kalender for at holde rede på, hvor mange dage der nu er igen, før de kan vende tilbage hertil. Disse mennesker kender ikke vore tanker om livet, de nyder blot frugten af vor indsats. Men at denne indsats har sin egen værdi, kan jeg måske bedst udtrykke med et af disse menneskers egne ord: "Jeg har aldrig set Martinus, aldrig hørt om ham, men hvor må han dog være et kærligt menneske, at han gør alt dette for os –"

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere