Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg kommer netop fra en morgentur gennem feriebyen, som nu er befolket med en så helt anden mennesketype end for blot en uge siden, at man næsten føler det, som om alt det, man lige har oplevet, bare er en smuk drøm. Fire store busser ankom med ganske små mellemrum i går, og på ny oplevede jeg dette svære at se mennesker i alle aldre blive båret ud og for manges vedkommende Straks anbragt med stor varsomhed i de medbragte rullestole. Sundhed er blevet afløst af sygdom, styrke af svaghed og smil af vemod og ofte dyb resignation. Og dog er det med årene blevet sådan, at netop denne del af mit arbejde er blevet mig meget kært – og meget lærerigt. For hvor lever alle vi, der både har vor førlighed og gode helbred, dog i en slags tåbernes paradis. Gang på gang møder jeg her beretningen om, at "pludselig fik jeg en smule feber og så – –", ja, så styrtede alt sammen, og verden blev en ganske anden end før. I en næsten kølig-neutral form afslører livet for mig i de perioder, hvor feriebyen er befolket med scleroseramte, leddegigtramte og andre kronisk syge, at sætningen: "Hvo som synes at stå, se vel til, han ikke falder", fremdeles har forfærdende gyldighed, fysisk såvel som psykisk. For alle disse mennesker har også engang været raske, været fyldt med drømme om alt det, livet skulle give dem, alt det de gerne ville se, ville prøve, ville opleve – .

Men netop fordi mit liv heroppe sommeren igennem ligesom deler sig i to yderst forskellige verdener, føler jeg det som et meget rigt liv. Åndsvidenskab har det som anden videnskab, den kan meget let blive "grå teori", blive gold i den forstand, at man for en stund kan blive hyllet i illusionen om at vide alt og forstå alt. Og hvor meget ved vi så, når alt kommer til alt? Ved vi så meget, at vi – i vort eget tilfælde – kan møde enhver form for modgang, enhver form for smerte som en så naturlig konsekvens af vor egen handle- og væremåde, at vi fremdeles kan smile, som om intet er hændt os? Nej vi kan ikke! Den, som vil påstå det, ved i sit eget hjerte, at han lyver! For smerte og modgang er stadigvæk det, der ængster os mest, det der lettest får os til at tabe modet. Netop derfor føler jeg, efter en lang højsæsons næsten uafbrudte bad i åndeligt lys, i strålende tanker og ideer, dette møde med det fysiske plans skyggeside som en uhyre sund "opvågnen" til en verden, der er tung virkelighed for utalte millioner jorden over.

Alle de, der i denne sommer har deltaget i vore kursus heroppe, ved, at jeg i år har gennemgået de områder i vort eget mikrokosmos, Martinus som det første menneske rent kosmisk har kortlagt. Dette område var nyt for mig selv i den forstand, at jeg først i dette år af Martinus selv fik den dyberegående undervisning i disse til tider heltud fantastiske problemer, der gav mig mod til at gennemgå dem med en større forsamling. Og netop fordi begreberne sygdom og mikrokosmos er så nøje forbundet, som tilfældet er, virker det nu dobbelt stærkt på mig at se det lys, han har kastet ind over dette område, så voldsomt bekræftet af livet selv. Sygdom er ikke alene hvermands herre, men også en ond herre. For selv om vi er nået så langt frem i vor sociale struktur, at man uden for Skandinaviens område betegner os som "velfærdsstater", så er det – sammenholdt med det liv, det sunde menneske har mulighed for at skaffe sig – så som så med velfærden for det menneske, der allerede fra sit livs ungdom bliver bundet til sygevogn eller syge stol. Her evner kun virkelig åndelig indsigt og den heraf følgende modenhed at imødegå den bitterhed og den fornemmelse af isolation, der vel nok altid er de virkeligt store sygdommes sikre følgesvende.

Virkelig åndelig indsigt? – Når jeg i tankerne gennemgår den megen bitterhed imod livet, jeg i disse år stilfærdigt har siddet og lyttet til fra disse mange mennesker, for hvem døden skulle stå som den bedste ven, fordi den alene vil blive deres store befrier, gribes jeg tit af en dyb undren over, hvor lidt det almindelige menneske ved om sin egen evige, kosmiske eksistens. Havde jeg ikke været i Østen og der med egne øren og med egne øjne oplevet den dybe forskel i livsindstilling der og her, havde min undren måske ikke været så dyb, som tilfældet nu er. For det er jo næsten alene på dette område, at kløften mellem Øst og Vest er virkelig dyb. Jeg ved, at mange mennesker finder reinkarnationstanken både vanvittig, tåbelig og "håbløst forældet" o.s.v., men mon det ikke skyldes, at de aldrig ved selvsyn eller selvoplevelse har mødt en verden, hvor den gennemtrænger alt liv? – Jeg vil tro det! Den rent materialistiske indstilling til livet synes både sund og inspirerende i de unge, fremstormende år. Der er noget bestikkende i dette, at det er her og nu, vi skal leve, og at livet alene er dette at være med i alt, hvad der sker, enten det så er at jage i et vanvittigt tempo henad landevejene eller fare rundt omkring jorden i fantastiske raketter. Men bag alt dette spændende lurer alligevel hele tiden spørgsmålet: hvad så? – Hvad så, når vi, hvad mange tror, men jeg selv betvivler til marven af min sjæl, både har underlagt os vor egen klode og det øvrige verdensrum? – Er det ikke således, at ordene: "Hvad så" følger os gennem hele livet? – De lyder til os, når barndommen er forbi, og det vældige liv ligger foran os. De lyder til os på vort livs middagshøjde, når vore livsdage begynder at tone ud – og de lyder ikke mindst til os, hvis sygdommen for alvor tager magten over os og tvinger os til at se den sandhed lige i øjnene, at vort liv, selv om vi stadig har det i behold, alligevel er taget fra os.

Levede vi kun af "brød alene", var forholdet muligvis et andet. Selv om en kendt overlæge her i landet for kort tid siden i en meget omdiskuteret artikel har hævdet, at vi – mennesket – kun er en maskine, og at i hvert fald han har meget svært ved at forestille sig en "sjæl", er der jo alligevel adskillige af os, som har det på en lidt anden måde. Mig har det i hvert fald aldrig voldt blot antydningen af besvær at erkende forskellen mellem det, vi har givet navnet "krop" og det, vi har givet navnet "sjæl" eller "bevidsthed", ej heller at det er den sidstnævnte, der er ophav til alt, hvad den førstnævnte foretager sig. Alle oplever vi, hvorledes vor krop vokser frem, men der er dog også en hel del, der oplever, at deres bevidsthed fortsætter med at vokse, selv efter at kroppen ikke alene har nået sit mål, men endog ganske tydeligt er på retur. Det er vel her, at kløften mellem det materialistisk indstillede menneske og åndsmennesket er dybest, thi hvor mennesket, der sætter sin tilværelses grænse ved døden, gribes af bitterhed ved at se livet slået sig af hånden, der løfter åndsmennesket sine øjne mod stjernerne og oplever hændelsesvis, at Mayas tågede slør i brøkdele af sekunder løfter sig og i glimt åbenbarer evigheden.

Jeg har på denne plet mødt alle trin eller stadier af resignation. Jeg har mødt den bitre protest udtrykt gennem en oplevelse, jeg aldrig vil kunne glemme. Jeg stod en dag og betragtede pladsen foran vore pavilloner og så da en ung mand sidde i sin rullestol. Indtil sygdommen havde berøvet ham førligheden, havde han været en virkelig smuk mand, atletisk bygget og med et ansigt, mange ville misunde ham. Nu sad han her, lammet i hele sin underkrop, berøvet det liv, han vel havde set frem til på samme måde som enhver anden ung mand i hans sted. Pludselig så jeg til min forfærdelse, hvorledes han forsøgte at rejse sig. Tomme for tomme tvang han sin krop i vejret og stod et øjeblik helt oprejst. Jeg stirrede helt paralyseret på det, jeg var vidne til, jeg vidste jo, hvor syg han var. Pludselig forsøgte han at tage et skridt frem og styrtede så næsegrus forover. I et nu var jeg henne hos ham, men han lå og borede sine fingre ned i jorden samtidigt med, at han gennemrystedes af en gråd, hvis lyd jeg vel aldrig skal glemme. Ind imellem stønnede han: "Hvorfor mig, hvorfor netop mig – !"

Men jeg har også mødt modsætningen. Mere end én gang har jeg siddet og lyttet til mennesker, der mere end anede den dybere mening bag den lidelse, der så ubarmhjertigt havde isoleret dem ud af den helhed, de før hørte til. Disse mennesker angreb ikke livet, fandt det hverken ondt eller uretfærdigt. De accepterede helt enkelt den situation, de befandt sig i og på tomandshånd skjulte de ikke for mig, at tanken om døden forekom dem både lys og kærlig. At de havde stridt sig igennem resignationens første bitre stadier, forstod jeg, for vi ønsker alle at leve, men de var nået igennem og så nu kun fremad, aldrig tilbage. For dem var livet i og for sig ikke blevet noget, der skulle overstås, nej langt mere noget, der selv endnu formåede at bringe dem stort udbytte.

Og her er det, at jeg igen må vende tilbage til den verden, vi hver for sig må opleve. Gennem de mange år, jeg nu har været skribent, har jeg aldrig skjult, at ensomhedsbegrebet forekommer mig det værdifuldeste af alle i den forstand, at jeg føler det menneske fattigt, som ikke vil erkende dets eksistens. I vort krav om at blive forstået overser vi altfor ofte, hvor lidt vi selv forstår af andre, ja, hvor lidt vi i virkeligheden gør for at forstå andre. Langt de fleste mennesker er så selvkoncentrerede, at de slet ikke opdager, at de flyder rundt imellem os som de frygtede tangøer i Saragossahavet. De tror sig selv "klippefaste" og ejer end ikke en brøkdel klippe i sig, og en dag møder de netop den storm, der enten splitter dem eller sender dem tilbunds. Hvor anderledes da at erkende sin ensomhed og i den se netop den suverænitet, der alene berettiger os til betegnelsen "søn af Gud"! For livet er ikke ét liv for os. Det er to liv. Det er vort ydre liv, som jo dog blot udtrykker overfladeberøringer med vore omgivelser. Er overfladeberøringerne her store, føler vi os jublende forstået, er de små – og det er de fleste – er der ikke meget at juble over. Men det er der til gengæld i den verden, vi kalder vor "indreverden", og som kun én har adgang til; Gud selv! Det er fra jubelen over de vældige overfladeberøringer her, at det lys fødes i vore øjne, der gør os elsket af mennesker. Det er her, vi finder det liv, en ydreverden aldrig kan give os, for hvor højt et enkelt menneske end kan elske os, er det dog selve fattigdommens kærlighed imod den, vi oplever her.

Ordene: "Og hvad så – " vil aldrig møde deres grænse i den ydre verden, de vil kun møde den i den indreverden, enhver af os er den lykkelige ejer af. Thi disse ord dør bort i det menneskes sjæl, der blot én gang har lyttet til verdensaltets grundtone, til den kærlighed, der vibrerer i alt og over alt. Et sådant menneske er, som alle andre, også ene – og alligevel aldrig ensom! Det gør måske nok en smule ondt at erkende, at vi virkelig er ensomme. At de, vi kalder familie, venner o.s.v. kun er de illusioner, vi må skabe os selv, indtil vi kan stå på egne ben og opleve livet, som det virkeligt er. Og livet er ikke indrettet, som vi ofte kunne ønske det, men derimod som Guddommen klart ser, at det er bedst for os. At dette liv er langt fuldkomnere indrettet, end selv det bedste menneske kunne forme det, ved enhver, der til bunden har forstået Jesu berømte ord: "Hvem er min mor, hvem er mine brødre? – De som tilbeder min Fader i ånd og sandhed og gør hans vilje!"

Men ingen kan tilbede Gud i ånd og sandhed uden at kende denne ånd, denne sandhed. Ad mange veje har vi søgt den, og af mange kilder har vi drukket uden derfor at få det kendskab, vor sjæl higede imod. Men mange af os nåede dog dertil, at vi med hele vor sjæl forstod, at bag om alt måtte der eksistere en viden, som, om vi forstod den, kunne gøre vor gudsdyrkelse fuldkommen. Om end andre kan kalde det subjektivt, så ved jeg dog med mig selv, at mødet med det evige verdensbillede, Martinus har givet os, i mit eget sind åbnede for et sådant væld af kræfter, en så dybtgående og varig inspiration, at jeg må anse den vej, han angiver os, som den en kommende verden må og vil følge. At den ligger på et så højt plan, at det ofte må forekomme som noget af et mirakel, at så mange, som tilfældet er, allerede i dag følger den, bekræfter kun for mig dens værdi. Jeg ved fuldt vel, både at der findes mange andre veje og også, at adskillige af disse veje gør krav på at være "eneste saliggørende". De er det blot ikke for mig, og de bliver det næppe for de slægter, for hvem Martinus har ofret sit liv, nemlig dem, der i dag befinder sig i moders liv og dem, der følger efter. Thi det billede, Martinus har givet os af Guds ånd, er det første, der ikke alene har sprængt alle hidtil kendte grænser og af mennesker frembragte horisonter – det er også det første, der helt har ladet os forstå ensomhedens inderste mysterium, det, at det er i den og i den alene, vi skal møde Gud.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!