Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Afrustningstanken er en af vort århundredes største. Hævet til skyerne det ene øjeblik og forhånet og latterliggjort det næste har den overlevet ethvert angreb og melder sig uafbrudt, som repræsenterende den samtlige nationers dårlige samvittighed – hvad den i virkeligheden også gør. Thi ingen magt på jorden kan i dag bestride krigens vanvid. Og nu foreligger det altså åbenbaret for verden, at prisen for det, man så raffineret har kaldt "den utrygge tryghed", er 840 milliarder danske kroner om året! 840 milliarder for hvad? For simpelthen at holde "dyret" i vor egen mentalitet bag lås og slå!

Naturligvis har de fremragende nationaløkonomer, der udtaler, at "afrustning vil være en ubetinget velsignelse!" ret. Det ville virkelig være en drøm at opleve en verden uden våben, en verden hvor alle enstemmigt havde vedtaget at omstøbe hvert eneste sværd, hver eneste kanon til plovjern og andre fornuftige brugsgenstande. Tanken kan altså tænkes! Men kan den realiseres?

At tanken i fuldt alvor kan fremsættes, og at man på papiret kan regne ud, hvorledes den i givet fald kan realiseres, vidner i sig selv om, at en helt ny tids morgenrøde nu er blevet så stærk, så synlig, at vi begynder at erkende dens reelle eksistens. Men hvor skøn afrustningstanken i sig selv er, og hvor stærkt den end virker på det følsomme, det udviklede sind, er der visse faktorer, det store flertal intet kender til, og som man må kende, om man ikke blåøjet fylder sig selv med strålende illusioner om et tusindårsriges umiddelbare nærhed. Og én af de faktorer, der her tæller mest, er sikkert den, som er mindst kendt, mindst forstået og dermed mindst accepteret, og det er den kosmiske kendsgerning, at jordkloden i sig selv er et levende væsen, og at vi – taget hver for sig – udgør en af dens "hjerneceller". Ikke at vide dette, men tværtimod at acceptere jordkloden som en "død" ting, som noget rent materielt vi kan skalte og valte med efter eget ønske og forgodtbefindende, udgør i sig selv en af kilderne til det enkelte menneskes virkelige ulykkelige situation. Betragter vi menneskets rent kosmiske placering, ser vi, det er anbragt midt imellem et vældigt mikrokosmos og et tilsvarende vældigt makrokosmos. Ser det indad i sit eget legeme, ser det et liv, som udvider sig ubegrænset, til det når de rene stjerneverdener i atomernes og elektronernes solsystemer og mælkeveje, og ser det udad og opad, ja, så åbenbarer det samme syn sig for dets undrende øje i makrokosmos. Kun i det mellemkosmos, hvor dets sanser er bygget til helt at forstå, begriber det en yderst beskeden smule af det, det ser, og ud af denne i virkeligheden næsten utrolige åndelige begrænsethed bygger det sine uforgribelige meninger, sine "eksakt videnskabelige" opfattelser af den tilværelse, det ser sig omgivet af.

Nuvel, sammenlignet med fortidens mennesker ved det jordiske menneske af i dag naturligvis uhyre meget. Men det repræsenterer stadigvæk det, Martinus har givet navnet "sanseevnen nedenfra", hvilket blot vil sige en sanseevne, hvis resultat udgør en viden opstået på basis af bearbejdelsen af det uhyre erfaringsmateriale, denne sansemetode har bragt det i besiddelse af. Men undersøger man denne viden, ser man straks, at den i alt er af "udvendig" karakter. Den udgør en beskrivelse af ting, man har været i direkte berøring med, ting man har kunnet "veje" og "måle", altså registrere rent fysisk. Det jordiske menneske af i dag ved således uhyre meget om den rent ydre verden, det er omgivet af. Men hvad ved det egentlig om denne ydre verdens indre side? Det har gjort sig selv til ekspert i virkninger, hvorimod dets viden om årsagerne til disse virkninger er foruroligende begrænset.

Sanseevnen nedenfra – altså en sansemetode, der udvikler sig i samme tempo, som den enkelte forsker på basis af indvundne erfaringer evner at stille sig selv nye spørgsmål – er i sig selv vidunderlig, eftersom det er på den hele vor rent materialistiske indsigt beror, men den er ikke den eneste sansemetode, ej heller er den omfattende nok. Over intelligensen, som jo er den vigtigste åndelige faktor i al fysisk sansning, eksisterer intuitionen, og over videnskaben eksisterer visdommen. Og visdommen har rod i en anden sansemetode end "sanseevnen nedenfra", den har rod i "sanseevnen ovenfra" eller rod i det syn på livet, der udspringer af det, fremtiden vil kalde "kosmisk bevidsthed" til forskel fra almindelig jordmenneskelig bevidsthed. Et kosmisk bevidst menneske reagerer således helt anderledes over for livet end et ikke-kosmisk bevidst. Årsagen til dette forhold vil udelukkende være at søge i, at det foruden at anvende sanseevnen nedenfra også anvender sanseevnen ovenfra eller det intuitive syn på tilværelsen, der ikke alene er sig virkningerne, men også disse virkningers indre årsager fuldt bevidst.

Det er her vejene skiller. Thi medens det almindelige jordiske menneske kun evner at acceptere vor klode som udtryk for "død" materie, evner det kosmisk bevidste at se, at hele universet er ét strålende liv, en strålende bevidsthed, med hvilken hver eneste kosmisk livsenhed uafbrudt korresponderer. For det kosmiske syn findes der ingen død. Alt er her liv inden i liv, organismer inden i organismer, og for dette syn fremtræder jordkloden som værende akkurat lige så levende som alt andet liv. Men det kosmisk bevidste menneske kender tilværelseslovene og de store principper, som betinger al livsoplevelse, herunder også perspektivprincippet. Det ved, at der findes en kosmisk afstand mellem det jordiske menneskes livsoplevelsesform og jordklodens livsoplevelsesform, selv om begge livsformer følger de samme kosmiske love. Og det ser med samme lethed jordklodevæsenets livsreaktioner, som det ser det jordiske menneskes, selv om der her naturligvis kun kan være tale om de store udviklingslinier og ikke enkelte detaljer. Og det ser, at et af de største problemer, det jordiske menneske af i dag har at kæmpe med, er at tilpasse sine ønsker, sin vilje, til jordklodens ønsker eller jordklodens vilje.

Vi står her i nøjagtig samme situation som den, vi selv oplever i vort forhold til vort eget mikrokosmos. For vor organismes uhyre sum af levende væsener udgør vi et absolut ubegribeligt universvæsen. Men ikke desto mindre er det vor vilje, der bestemmer disse myriader af levende væseners liv og salighed. Det er vore vaner, der enten betyder død og undergang for disse væsener eller også liv og fremgang. Et typisk billede på dette forhold har vi jo netop i den store diskussion om lungekræft. Alle vil gerne have sunde og stærke lunger, men mange vil derudover også have ret til at ryge et anseligt kvantum cigaretter eller nyde anden form for tobak. To viljeførende strømninger står her mod hverandre. Man vil sundheden – men man vil ikke betale dens pris. Akkurat ligesådan i vort forhold til jordklodevæsenet. Jordklodevæsenet vil uden al tvivl freden nu, alt peger derpå. Men som mennesket, der gerne vil holde op med at ryge, ved sit eget begær allerede har fået et hav af celler i sin krop, der kræver nikotin – deraf dets såkaldte "nikotinhunger" – har også jordklodevæsenet i sin "krop" fået et hav af celler, for hvem krigen står nærmere deres natur end freden. Men disse "celler"s samlede "krigshunger" er den faktiske årsag til, at afrustningstanken i dag er urealisabel på akkurat samme måde, som den ikke-rygende tilstand er urealisabel for mennesket, for hvem dette at ryge er blevet et behov, det ikke magter at give afkald på. For at et menneske bærer fredens ord på læben er ikke ensbetydende med, at krigen ikke flammer i dets hjerte. For det kosmiske syn er enhver hadefuld tanke, enhver trang til selvtægt, ja selv den beskedneste form for bagtalelse identisk med det "ved", der en dag vil få krigens bål til at flamme højt mod himlen. Nej, realiseringen af afrustningstanken er ikke et politisk problem. Den er et udviklingsproblem! På samme måde som ethvert menneske en dag i sin evige fremtid vil opgive både at nyde nikotin, spiritus og kød, vil ethvert menneske også en dag opgive at føre krig imod sin næste. Det vil da hellere lide uret end gøre uret, det vil kort sagt af al sin kraft søge at elske sin næste som sig selv – selv om denne næste eventuelt både hader og forfølger det!

Alle bærer vi således på et større ansvar, end man almindeligt anerkender. Vi anerkender jo i almindelighed kun ansvaret over for os selv og vor nærmeste familie. Nationalansvaret er betydeligt mere abstrakt. Men for det kosmisk bevidste menneske er det en kendsgerning, at vi også bærer på et stort ansvar i forholdet til vor egen mikroverden og et tilsvarende stort ansvar i forhold til det makrovæsen, i hvilket "vi lever, røres og er". Vi kan være imod jordklodevæsenets vilje og vil da fuldt bevidst bekæmpe F.N. og lignende institutioner. Vi vil da sætte nationalfølelsen over den internationale følelse og vil idet hele taget være det såkaldte "sunde had"s naturlige forsvarere. Men vi kan også være med jordklodevæsenets vilje og vil da med hele vor sjæl kæmpe for F.N., kæmpe for internationalisme etc., og måske vil vi ydermere både gennem ord og væremåde kæmpe for den idealisme, der kommer til syne igennem den voksende uvilje mod kødspisning, mod vivisektion, mod overdreven nydelse af alkohol og nikotin o. s. v., kort sagt: kæmpe for et højere, et smukkere og et renere liv end det, vi oplever omkring os i dag. Men for at denne kamp skal føres med rene og blanke våben, må vi have viden og indsigt, ellers havner vi blot i den ondeste intolerance. Og er det ikke her, vi alle i dyb taknemmelighed bøjer os for den, der gav os "Livets Bog" – dette den universelle freds mest gennemførte defensorat i verden af idag!