Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 897 og 898.

"Når den kirkelige kristendom benytter sig af begrebet "evigt helvede" eller "evig fortabelse", er disse udtryk også her kun udgørende – ikke videnskabelige sandheder i ordets bogstavelige forstand, men derimod formler, ved hvilke samme kristendom midlertidigt, sålænge den ikke kender til reinkarnation, må dække hele den side ved livet eller Guds væsen, under hvilken menneskenes skæbnedannelse sorterer. Dens opfattelse af "helvede" er ligesom dens opfattelse af "himlen" den, at nævnte er noget, der er hinsides den fysiske død, er en åndelig eller ikke-fysisk foreteelse. Dens horisont angående væsenerne strækker sig kun fra moders liv til den fysiske organismes ophør, hvorefter væsenerne for stedse har taget afsked med den fysiske verden for at tilegne sig en himmelsk eller åndelig tilværelse, der enten må være i "evig fortabelse" eller i "evig frelse", alt eftersom væsenernes fysiske væremåde har været i "fortabelsen"s eller "frelsen"s favør. Den samme kristendom kan derfor kun opfatte "al straf for synd" som noget, der hovedsageligt finder sted i den åndelige verden eller værende af åndelig natur. Men derved er den totalt blottet for at kunne give sine tilhængere redegørelse for alle fysiske lidelser og ulykkelige skæbner. Den kan ikke på nogen måde retfærdiggøre, hvorfor ikke alle væsener fødes under de samme lykkelige betingelser, men derimod kommer til verden under højst forskellige og ulige lykkelige tilstande, ligesom den fysiske verden derved for de samme tilhængere bliver ganske blottet for retfærdighed og kun styres af tilfældigheder. Nogle væsener kommer til verden og møder en så streng og ulykkelig skæbne allerede fra moders liv, at den kun byder vedkommende væsener en så ulykkelig og pinefuld tilstand, fuld af lemlæstelse, vanførhed, sorg og lidelse, at de dør altfor tidligt, ja, de kom i virkeligheden kun til verden for at opleve en eneste stor og smertefuld dødsproces, medens samme verden byder andre væsener lige fra moders liv og til en sen alderdom en eneste stor svælgen i lykke, glæde og kærlighed, legemlig sundhed, økonomisk velvære og stor social position. At sådanne foreteelser må gøre det daglige, fysiske liv til mystik og bringe forvirring i forestillingen om absolut retfærdighed er naturligvis en selvfølge.

At ovennævnte foreteelser også bringer forvirring i menneskenes erkendelse af dem selv, deres eget jeg's virkelige værd for omgivelserne, er ganske naturligt. Et væsen, for hvem et jordliv er en eneste stor nydelse af alle livets goder, såsom et sundt helbred, en stor social og økonomisk position, ære, beundring og berømmelse, vil i særlig grad have vanskeligt ved at komme til den absolutte erkendelse af sig selv. Det må i kraft af alle dets materielle goder, i særlig grad på et primitivt stadium, naturligvis tro om sig selv, at det særligt er i Guddommens gunst, hvis det da i det hele taget tror på en guddom. Og tror det ikke på en guddom, tror det så meget desto mere om sig selv, tror at det er langt, langt bedre end den fattige betler, det eventuelt møder på sin vej; eller hvis det har arbejdere under sig, har det svært ved at forstå, at disse væsener, sjæleligt set, kan være på et langt højere stadium end det selv. Bag dets eget fysiske glimmer, såsom titler, ordener og rang viser sig ofte en meget primitiv, brutal, inhuman eller hensynsløs sjæl. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke bag et fattigt ydre også kan skjule sig en lignende primitiv sjæl, såvel som der bag stor ydre materiel glimmer også undertiden kan vise sig en udviklet og menneskekærlig sjæl; men at det netop er således, gør det derimod til kendsgerning, at hverken rigdom eller fattigdom, hverken sundhed eller sygdom kan være udtryk for Forsynets gunstbevisninger eller straf. Når væsenerne er blevet til ved undfangelsen i moders liv og således ikke har levet før, hvormed skulle de så have gjort sig fortjent til Guddommens yndest, og hvormed skulle de have forbrudt sig og blevet genstand for Guddommens vrede og straf? – Ja, her må den kirkelige kristendom også give op og betjene sig af formlen "Guds veje er uransagelige"."