Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de største glæder, vore breve til Dem giver mig, er de mange udklip fra aviser hele Skandinavien over, vore læsere sender mig. For disse udklip er på en måde de mest bekræftende faktorer i vort åndelige studium. De repræsenterer netop den "livets egen tale", vi behøver, for at dette studium aldrig skal blive en gold teori, der dræber al sand inspiration. I mit sidste brev til Dem berørte jeg en svensk præsts lidt uheldige forsøg på at modernisere Bibelen, i dag vil jeg gerne kommentere hosstående bilag, der på mange områder supplerer de tanker, jeg i min omtale af den svenske præsts forsøg gav udtryk for.

Jeg kender hverken Ulla Dahlerup eller Bo Elbrønd-Bek, så mine ord har ingen relation til deres personer, kun til det her gengivne bilag, i hvilket den citerede sætning af Ulla Dahlerup; "Videnskaben har sagligt bevist os, at Gud ikke kan eksistere", ikke alene fik mig til at smile højt, men også til at erindre en periode i mit eget liv – jeg kan vel have været omkring atten somre – hvor jeg selv kunne have udslynget en sådan påstand med al den eventyrlige sikkerhed, man har i netop den alder. Imidlertid – selv om man smiler ved genoplevelsen af egne tidligere opfattelser, så rummer alene dette, at disse opfattelser fremdeles melder sig i de unges liv, et alvorligt memento. Man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor ikke enhver ung, før han eller hun forlader skolen, er blevet belært om forskellen mellem materieforskning og livsytringsforskning? Er respekten for den rent fysiske videnskab virkelig fremdeles så dyb, at selv lærerne nærer frygt for at drage en konsekvent skillelinje mellem materie og ånd? Man vil nødigt tro det!

Denne skillelinje eksisterer imidlertid og udgør på sin vis den demarkationslinje, der skiller den umodne sjæl fra den modne. For der skal mod til at se i øjnene, at den af alle så beundrede rent fysiske videnskab har en grænse, og at dens udtalelser om, hvad der eksisterer hinsides denne grænse, kun har værdi der, hvor de bekræfter dens eksistens. Det er så let – og så billigt – at afskaffe gudsbegrebets eksistens på grund af "manglende bevis". Ingen har set Gud, ingen har set en "sjæl", ergo eksisterer de ikke. Det mest imponerende ved disse udtalelser er, at de altid kommer fra mennesker, der på disse områder er totalt blottet for evnen til "at se", hvad der åbenbart ikke blot ét eneste øjeblik forhindrer dem i at tale på "alles vegne".

Men – hånden på hjertet – hvem har set et menneske? Ja, hvem har, når alt kommer til alt, set sig selv? Hvem har til bunden loddet sit eget hjerte og kan i alle livets forhold på forhånd sige, hvordan han eller hun vil evne at møde enhver form for smerte – eller fristelse? Mon ikke selv den, der så flot evner at udslynge, at "videnskaben har bevist, at Gud ikke eksisterer", vil tøve med at besvare de her stillede spørgsmål? Nej, ingen af os har nogen sinde set blot ét menneske, som det virkeligt er, dertil er selv det enkleste menneske en alt for stor realitet. Alle er vi stadigt med Alexis Carrel: "Mennesket – det ukendte!" og mon det ikke, alt taget i betragtning, er vor virkelige lykke? Hver og en lever vi sammen med mennesker, der tror, at vi er "sådan og sådan". Holder de af os, lægger de hovedvægten på det gode ved os, de har set; hader eller afskyer de os, ja, så må vore mindre gode sider holde for. Men i intet af tilfældene udgør opfattelserne det endelige eller det sande billede af os. Den, der kommer det sande billede af os selv nærmest, er, under normale forhold, os selv – og på det punkt er vi alle tavshedens mestre!

Personligt føler jeg det ofte som en dyb tragedie for den enkelte, at ikke enhver som noget ganske selvfølgeligt accepterer reinkarnationstanken. Hvor ville det tage et stort tryk fra de flestes sind, om denne tanke udgjorde deres daglige livsfundament. Alle ved vi, at kun den, der for alvor forstår et andet menneske, kan sprede skyggerne i dets sind og bringe smilet tilbage på dets ansigt – men hvordan forstå et menneske uden i det mindste teoretisk at vide, at på samme måde, som det har en evig fremtid, har det også en evig fortid? Og at det netop er denne evige fortid, der i dette øjeblik afspejler sig i hele dets gøren og laden? Men forstår man reinkarnationstanken, forstår man også, at det i virkeligheden er så uhyre lidt, vi ser af det enkelte menneske, og at der udmærket bag det, vi ser, kan være evner og egenskaber på vej, der, om vi kunne forestille os dem i fuld udfoldelse, ville få os til at beundre netop dette menneske grænseløst.

Mange mennesker, der læser Bo Elbrønd-Bek's indlæg, vil måske finde det negativt. For mig er det tværtimod! Jeg forstår denne unge mand og ser i hans udtalelser et klart bevis for nødvendigheden af en helt ny åndelig indstillings fødsel. Bibelen var, som jeg i mit sidste brev gjorde rede for, udmærket til den tidsalder, til hvilken den var formet. Den er bygget til en menneskehed, der kunne tro, simpelt hen havde det, man kalder "troens nådegave". Men vor tids opvoksende ungdom har ikke denne nådegave. De er født tvivlere – og godt således. For tvivl er ikke bare negativitet. Tvivl kan også være positiv og bringe et menneske til at stille spørgsmål, der, selv om de peger imod afgrunden, kan føre mennesket til netop det, der bærer over afgrunden. Og accepterer man reinkarnationstanken, forstår man, at uendeligt mange af dem, vi i dag kalder "unge", i virkeligheden på mange områder er et liv ældre end vi selv og spørger ud fra dette livs erfaringer og oplevelser. Om vi blot alle kunne lære os den enkle kunst i ethvert barn og enhver ung at se det voksne menneske, hvor ville meget da være vundet. Men de fleste er hildede i deres ét-livs-opfattelse, er bundet i den forestilling, at de er deres eget barns virkelige og eneste ophav og ved ikke, at de på denne måde langt mere dyrker døden og det begrænsede end evigheden eller det ubegrænsede.

Nuvel, materialismen vil endnu et stykke tid have magten. Foreløbig gælder det for det store flertal at få oplevet – og udlevet – rigdommens illusion. Den materialistiske idé er som en kæmpemæssig magnet, hvis kraft holder alle de sjæle bundet til sig, der endnu er for unge til at skue det himmelske lys. Og godt således. Thi selv om mange mennesker nok aner en anden og højere åndelig verdens eksistens, ville de ligefuldt føle sig ulykkelige i denne højere verdens tilstande, om de ikke "til sidste hvid" havde fået udlevet de lavere verdeners saligheder.

Og ser man ud over verden i dag og ikke nøjes med blot at have sine øjne fæstet på livet i vort eget lille land, vil man ikke kunne undgå at se, at de store masser i verden endnu har oplevelsen af et betrygget rent fysisk liv til gode. Dette trin må opleves først. Når det er nået – og denne rent materielle guldalder er langt nærmere, end de fleste forestiller sig – vil en ny magnet for alvor begynde at udøve sin tiltrækning på mennesket. For da ved det ved selvoplevelse, at det "ikke lever af brød alene". Da forstår det, at lykken, som kun kan være identisk med en urokkelig indre harmoni, kun kan eksistere i det menneskes sind, for hvem Guddommens eksistens ikke alene er en realitet, men er selve den skabende evnes inderste og evige inspiration.

Selv lever vi i en såkaldt "velfærdsstat", og i vor del af verden begynder den materialistiske idé at tabe sin magt over sindene. Derfor står vi over for den mærkelige kendsgerning, at det østen, så mange rent åndeligt ser hen til med næsten ydmyg respekt, i de kommende årtier vil afsløre sig som værende på vej ind i netop den materialistiske epoke, vesterlandene i de samme årtier vil begynde at lade bag sig. Ikke således, at østen vil få samme hårde materialistiske struktur, som vesterlandene en gang havde, dertil spiller tilværelsens åndelige element en for stor rolle i disse menneskers liv, men alligevel så hård, at det bliver vesten, der denne gang bliver det åndelige livs moder for østerlændingene. Dette er ingen harsaderet teori. Sandheden i mine ord vil blive oplevet af enhver, der i dag besøger østens store byer. Men netop fordi forholdet er således, spiller det en meget stor rolle, at mennesker i vor verden begynder at indse, at ungdommens krav om klare svar på klare spørgsmål også inden for det rent åndelige område – altså livsytringsforskningens område – rummer meget dybe perspektiver. Thi det bliver fra vor verden, at det lys skal udgå, der skal forene alle verdens nationer, ikke i en forældet kristendoms udlevede traditioner, ej heller i en buddhistisk eller muhamedansk version af sandheden, men derimod i et åndeligt verdensbillede, hvis klare kosmiske analyser vil vise sig at være lige så inspirerende for den udviklede østerlænding som for vesterlændingen. Denne livsindsigt, dette nye, hele verden omfattende åndelige fundament vokser frem lige for vore øjne. Selv om det endnu er skjult for det store flertal og upåagtet af "manden på gaden", er det ligefuldt undervejs. Som alt virkeligt stort er det født i en "krybbe", men de "hellige tre konger", hvilket vil sige østens virkeligt vise mænd, ved, at en ny stor åndelig stjerne er tændt, og de ved også, at den denne gang lyser på vestens himmel.

Nej, det hjælper hverken at modernisere Bibelen eller at lave jazz-baller i kirken. Intet kan standse den udvikling, der er igang. Frafaldets spor tegner sig ens jorden over og vil inden mange årtier blive så synlige, at selv de mest ortodokse vil evne at se "skriften på væggen". Og igen vil verden da opleve, at selv om mennesket forlader Gud, fordi videnskaben for måske titusinde gang har slået ham ihjel, så forlader Gud ikke mennesket! Begivenheder, der vil ryste den menneskelige sjæl, er undervejs. Og selv om mennesket af i dag forekommer irreligiøst, og selv om moralen synes at være i konstant opløsning hele jorden over, betyder dette i virkeligheden ikke andet end netop de tegn, der for den klart seende røber en ny åndelig tidsalders frembrud. Mørket vil tætne over verden. Men det er kun på den mørkeste baggrund, livets store stjerner for alvor kan vise deres funklende skønhed!