Kontaktbrev 1962/19 side 5
Mogens Møller:
MØRKE DAGE
Elevatormentaliteten
Mon ikke de fleste af os nu og da oplever at have "mørke dage", dage, hvor det står sløjt til med humøret og al ting synes at gå skævt? – Jeg tror det. Selv mennesker, der normalt er livsglade og positive, kan af og til mentalt set tage elevatoren ned til kælderetegen og blive der kortere eller længere tid. Heldigvis går elevatoren op igen til lyse og gode dage, men mindet om "kælderdybet" er tilbage som et ar i sindet og måske også en lille smule frygt for atter at skulle ned i mørket
Hvad er årsagen til disse kælderbesøg, og hvordan kan vi efterhånden gøre dem færre for til sidst måske at få dem til helt at ophøre?
Der er utallige årsager til denne tilstand, lige så mange, som der er "elevatormennesker". Men naturligvis er der mange fællestræk hos mennesker også på dette område, som der er det på så mange andre. Millionæren kan lige så godt komme ned i kælderen som hans mindre bemidlede medborger, den lærde og skriftkloge lige så vel som den ustuderede, kvinden lige så vel som manden og den unge lige så vel som den gamle. Det, som bringer den ene til at gå i kælderen, ville måske ikke røre den anden og omvendt, hver har sine svage punkter. Et er dog fælles for dem alle: det er begivenheder i den ydre verden, der giver det skub, som får humøret til af dale, men selve "mørket" er en disposition i menneskets indre verden, som kan overvindes. Når medmennesker og begivenheder tér sig eller forløber anderledes, end man havde regnet med, kan ærgrelser, bitterhed og skuffelser formørke sindet, så man tager turen ned i dybet. I almindelighed har mennesker da nogen eller noget at skyde skylden på; vreden, bitterheden eller skuffelsen holder dem en tid på det lave humørniveau, men kan den blot få lov at slå ud og få luft i vredesudbrud eller beklagelser over de forhold eller de mennesker, som er "skyldige", letter det, og man kommer forholdsvis hurtigt op igen – i alt fald til stueetagen. Det værste (der paradoksalt nok alligevel er det bedste, som vi skal se om lidt) er, når vi er i kælderdybet – ikke fordi vi ikke kan holde de andre ud, men – fordi det er os selv, vort eget selskab, vi ikke kan udholde. Der er et rum under kælderen, aller dybest nede, og der ryger vi ned, når der ikke er noget ved noget, fordi vi er lede og kede og trætte af og skuffede over os selv.
Det mentale kælderdyb
Når andre mennesker går én på nerverne, har vi da som regel den mulighed om ikke straks så efter nogen tids forløb at befri os fra deres selskab ved at gå vores vej. Men det kan vi ikke, når det er vort eget selskab, der er os imod, da må vi ikke blot være i stue med den, der er os imod, men også i krop med vedkommende. Vist kan det lyde fjollet, at man taler om sig selv som en slags tredie person, men hvad skal vi gøre andet, når de fleste af os vitterligt til tider føler sig splittede i sindet og i splid med sig selv? – Denne følelse er ikke noget specielt for vor tids menneske, udtalelser fra længst forsvundne tider viser, at menneskene også dengang kendte den indre splittelse, der indhyllede deres sind i depressionens mørke. Fra Davids salmer over Jobs bog og frem til Paulus giver Bibelen utallige gange udtryk for denne menneskelige følelse, en følelse af skyld og utilfredshed med sig selv. Det er denne følelse, alverdens vækkelsesprædikanter har benyttet sig af til ligefrem at suggerere mennesker til selvanklager og bekendelser. Nogle af disse mennesker har vel senere, når de kom i bedre humør, ønsket i mindre grad at spille rollen som angrende synder officielt eller offentligt og har mere eller mindre trukket sig bort fra de "frelstes" forsamling, andre har virkelig haft en stor hjælp i denne følelsesbetonede "omvendelse" eller "frelse" og er måske ligefrem sluppet for sindsformørkelse eller selvmord derigennem. Men der er også adskillige, som bodsprædikanterne gennem tiderne med deres helvedesprædikener har skubbet ned i helvede, det helvede, som var disse menneskers mentale kælderdyb, hvor der virkelig var gråd og tænders gnidsel, fordi de var kommet til at føle sig som de mest afskyelige væsener på denne jord, for hvem der aldrig kunne være frelse og forløsning.
Men lad os vende tilbage til nutiden, hvor det ikke mere er bodsprædikanter, men psykiatere og psykoanalytikere der tager sig af de mennesker, hvis sind er blevet så mørkt og deprimeret, at de ligesom ikke selv kan komme op fra det mentale kælderdyb, som leden og utilfredsheden med dem selv holder dem fangen i. I vor tid stilles der store krav til menneskenes udholdenhed; træthed og mangel på modstandskraft kan let blive årsag til, at irritation, bitterhed og skuffelser får overtaget i sindet, desuden lever mange mennesker under forhold, hvor den enkelte ganske simpelt ikke har et rum for sig selv, hvor han eller hun kan afreagere i fred og ro. Men det er nu ikke blot fysisk livsrum, der er mangel på blandt vor tids mennesker; mennesker, som har plads nok, mangler somme tider noget, der er mindst lige så væsentligt i livet som fysisk plads, nemlig åndeligt livsrum. Menneskenes sind er i mange tilfælde så indskrumpede og snævre, tilpasset hverdagens vaner og adfærdsmønstre, der er som klicheer, der bruges dag ud og dag ind, at noget i mennesket gør oprør. Hvad er dette "noget"? Hvem er denne oprører? – Det er en levende faktor, der findes i hvert menneskes sind, og som er selve livsfornyeren i vor tilværelse. Denne guddommelige kraft kan vel en tid eksistere sovende i menneskesindet, men kun en tid. Før eller senere vil den vågne, og da den både er en opbyggende og en nedbrydende kraft, er det ikke ligefrem behageligt alt det, den forårsager.
Den livsfornyende kraft
"Du skal elske din næste som dig selv" har vi lært. Det har vi svært ved. Og det er ikke blot den første del af dette bud, vi har svært ved at efterkomme, også den sidste del, som vel ellers skulle synes så let. Men det er i virkeligheden lige så svært at elske sig selv som at elske sin næste. Ja, disse to former for kærlighed er så nøje forbundet med hinanden, at man ikke kan elske sin næste uden samtidigt at elske sig selv og omvendt. Når vi tror, det er let at elske sig selv, er det fordi, vi forveksler denne kærlighed med begrebet egoisme eller selviskhed. Men ingen misforståelse kan være større. Egoisme er netop manglende evne til overhovedet at elske – også sig selv. Sagt uden omsvøb er de "mørke dage" en mangelsygdom, og det livsvigtige "stof", patienten mangler, er kærlighed, både kærlighed til sig selv og kærlighed til næsten. Nu skal dette ikke forstås som en løftet pegefinger og en moralprædiken, der siger: "Du er en synder uden kærlighed, derfor er du i depressionens helvede". Det er i princippet det, bods- og vækkelsesprædikanter gør, og det skaber kun en midlertidig positiv eller en direkte negativ virkning. Mennesket af i dag skal og kan ikke "frelses" eller "omvendes" i gammel-religiøs betydning. Det er nået frem til erkendelsens vej, der også er selverkendelsens vej, og må gennem møjsommeligt og bevidst arbejde med sig selv nå frem til det stadium på vejen, som er indre harmoni, og som samtidig udadtil vil medvirke til at skabe harmoni i menneskenes verden. Denne harmoni er kærlighed, til næsten og til sig selv, men også til den kraft, der forbinder os med vor næste, og uden hvilken begrebet "du og jeg" ikke eksisterede: kærligheden til Gud.
Utilfredsheden med sig selv, ja, dette til tider ligefrem ikke at kunne holde sig selv ud, er en forfærdelig tilstand, den er værre, end når det blot er de andre, man ikke kan holde ud. Men når jeg før skrev, at denne tilstand samtidig med at være den værste paradoksalt nok også er den bedste, er det fordi, det trods alt er denne tilstand, der fører mennesket ud af mørket eller selviskhedens lille begrænsede verden, der er det samme som helvede.
Når vi ikke er tilfredse med os selv, er det selve livets fornyende kraft, der rører på sig i vort sind, det er det, man kalder "den hellige ånd". Men hvordan kan det resultere i, at man befinder sig i det dybeste mentale mørke? – Det skulle dog tværtimod være en lysende og opløftende oplevelse. Når denne kraft begynder at virke i vort sind, må den ganske naturligt forbinde sig med de kræfter, som i forvejen udgør dette sind, og hvad er det for kræfter? – Det er bl.a. de kræfter, som er så tilbøjelige til at virke som bitterhed, skuffelse, fortrædigelse og irritation over ANDRE og til at bebrejde ANDRE, at de er, som de er. Man siger, at det er deres skyld, at dette eller hint er sket, som ikke burde ske, man dømmer dem, ja, fordømmer dem i tanke og ord, og alt dette vendes nu pludselig mod én selv. "Med den dom, du dømmer, skal du selv dømmes" har vi lært. Men hvem er dommeren? – Os selv.
Men vi har også andre kræfter i bevidstheden, ellers ville vi slet ikke blive utilfredse med os selv, og det er disse andre kræfter, vi må mobilisere, når vi er sunket ned i selvutilfredshedens mørke kælderdyb, og forbinde med den kraft, der gør os utilfreds med os selv.
Pyramideindvielsen
I længst forsvundne tider gennemgik dertil udvalgte mennesker en indvielse i den store Kheopspyramide, en indvielse som, hvis den blev gennemført, viste, at den, der havde bestået prøverne, var moden til at være Farao eller ypperstepræst eller på anden vis blive en menneskehedens hjælper og velgører. Han havde kongebevidsthed eller kongementalitet i dette ords inderste og virkelige betydning. En af de prøver, han måtte bestå, var en anklage. Alle hans menneskelige svagheder blev opremset for ham, og han blev hånet og spottet for, at han kunne tro, at han var værdig til indvielse, han der overhovedet ikke havde nogen som helst menneskelig værdi. Han kunne kun svare, at han ikke længere følte sig som det menneske, han havde været, men stræbte efter at blive ét med det guddommelige. De både fysiske og psykiske vanskeligheder, han kom ud for i pyramiden, kunne han kun overvinde gennem den kraft, der tilførtes ham gennem bøn og koncentration på Gud. Han måtte vide, at blot af sig selv kunne han intet gøre.
I vor tid kender man i almindelighed ikke noget til pyramideindvielser, man tror, den store pyramide var en kongegrav, og gamle beretninger om indvielser henlægges til gammel overtro og mystik, som nutidens mennesker ikke kan beskæftige sig med. Det er også rigtigt, at vi ikke skal blive mystikere, men tværtimod koncentrere os om realiteter. Realiteter er dog ikke blot fysiske ting, som de fleste af vestens mennesker synes at mene i øjeblikket, realiteter er også kræfter i menneskets bevidsthed, der i virkeligheden er det eneste, et menneske kan eje. Disse bevidsthedskræfter skal være med til at forvandle denne klode til en virkelig menneskelig verden, og det er i dag ethvert menneskes ansvar som demokrat, og det kalder vi os jo, at arbejde med sit sind, så det kan forvandles til en virkelig kongebevidsthed.
Åndsvidenskaben og "hverdagens pyramide"
Og så tilbage til de "mørke dage". Pyramideindvielsernes tid er for længst forbi. Men de principper, som disse indvielser var baseret på, er evige principper, og de gælder også, blot i en anden variation, for vor tids mennesker. I dag er vi alle sammen inde i en indvielsesproces, som strækker sig over adskillige fysiske inkarnationer, og som vi kan kalde "hverdagens pyramide". De mørke underjordiske rum i pyramiden tilsvares af "kælderdybet" i vort sind. At vi er nået frem til nu og da at være meget utilfredse med os selv viser, at vi er under forvandling. Selvanklagerne og selvbebrejdelserne (som andre somme tider hjælper os til at få frem) kommer fra os selv som dommer, fra den vordende rigtige menneskebevidsthed i vort sind. Den dom, hvormed vi gang på gang har dømt andre, bliver nu os selv tilmålt. Det er en indre prøve. Måske består vi den ikke, og det kan i værste fald føre til sindssyge eller selvmord. Men det er dog undtagelser. Det mere almindelige er, at man løber fra det hele og overdøver den indre stemme med alkohol og billige adspredelser. Men så vil det komme igen, om ikke før, så når vi skal herfra. Hvad kan vi da gøre? – Det gælder i vor pyramide, som det gjorde det i den gamle pyramide (og pyramide betyder egentlig "fødselshuset", stedet hvor sjælen genfødes), at vi intet kan gøre blot af os selv. Bøn og koncentration på Guddommen er det, der skal give os kraft til at overvinde VOR pyramides vanskeligheder. Hvad kan vi svare dommeren i os selv andet end: "Jeg føler, at jeg er noget mere end det menneske, som du anklager og dømmer, selv om jeg må indrømme, at jeg også er det menneske". Dette "mere" er de menneskelige kræfter, som er begyndelsen til visdommen og kærligheden. Med den visdom og kærlighed skal vi prøve at forstå og tilgive og have tålmodighed med andre, men sandelig også med os selv, ellers kommer vi ingen vegne! Vi må gøre status og forsøge med tålsomhed og eftertanke at ransage vor bevidsthed for at udrede de spegede tråde, der har fået vort skæbnemønster til at gå i hårdknude, og så må vi bede om hjælp til at løse knuden. Vi må være ærlige både i vor bøn og i vort arbejde med os selv; beder vi om at få klarhed, kan det ikke nytte, at vi pludselig stritter imod, hvis det begynder at gå op for os, at én af de væsentlige årsager til vor tilstand var forfængelighed, ikke ydre, men indre forfængelighed, ikke ydre, men indre forfængelighed. "Hvo som synes at stå, se vel til at han ikke falder". Vi falder alle, masser af gange, akkurat ligesom det lille barn, der skal lære at gå. Men barnet rejser sig op igen, måske knuser det en tåre, men det lærer at stå og gå. Det vil vi også lære, når det gælder at bevæge sig ad åndelige eller tankemæssige baner, men ingen af os kan gøre det uden af og til at føle vor egen uformuenhed. Det skal ikke trykke os ned i kælderdybet, men få os til at vandre den vej, som det menneske, der indledte vandringen i "hverdagens pyramide" på denne jord, har lært os: "Fader, ske ikke min, men din vilje –"
Martinus analyser kan blive en glimrende vejleder for den enkelte i hans eller hendes private pyramide, og det er det, der er Martinus hensigt. Han viser os de kosmiske perspektiver for vor tilværelse, det naturlige og logiske i alt, og med det naturlige og logiske mener han: det guddommelige. Derigennem kan vi få vort åndelige livsrum udvidet, så vi ser hverdagens begivenheder i et kosmisk perspektiv og forstår, at vi hverken er den forfærdelige person, som vi somme tider gør os selv til, når vi er i kælderdybet, ej heller det højt udviklede menneske, som vi måske i vore lyse øjeblikke føler os som. Vi er et menneske med to sind, det mørke og det lyse, og stærke inspirerende kræfter står til vor rådighed, når vi i ydmyghed beder om hjælp til at overvinde mørket i vort sind. Men det er en hjælp til selvhjælp, og vort eget humør, vor kærlighed til alt levende (dermed også os selv), vor arbejdsvilje og vor tålmodighed er den jordbund, hvori disse kræfter kan spire.
Engang vil endogså hver "mørk dag" blive et minde af den slags, Martinus kalder "en guldkopi", da har vi nemlig erfaret sandheden i det, den gamle jydske digter Anton Berntsen udtrykte med ordene:
Tro ej, at hver mørkladen sky
skal tydes som et uvejrstegn;
måske vil skyen blot forny
din agers grøde med sin regn."
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige