Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Gennem syv koncentrerede foredrag har jeg i denne vinter for et levende og dybt interesseret publikum i Studenterforeningens næststørste sal søgt at give et indtryk af storheden i Martinus verdensbillede. Det har, på en måde, været et eventyr for mig selv at foretage denne koncentrerede gennemgang, fordi den på ny har afsløret for mig, hvor levende, hvor helt ud fantastisk Martinus kosmologi forbinder sig med alle de problemer, der er oppe i tiden. Takket være vore Kontaktbreve er jeg jo i forbindelse med et næsten overvældende antal virkeligt åndeligt levende mennesker og får så godt som dagligt tilsendt udklip fra aviser, tidsskrifter, ja ofte lange citater fra nyudkomne bøger, hvorved jeg bliver i stand til at danne mig et endog meget klart indtryk af, hvad der inden for det religiøse område rører sig i tiden. Og her er det, at jeg ikke kan lade være med at give udtryk for, hvor stærkt det menneske dog står, der gennem Martinus kosmiske analyser har fået netop det overblik, flertallet af moderne skribenter savner.

Jeg må ofte tage natten til hjælp for at komme igennem de mange artikler og indlæg, der tilsendes mig, og netop i nat læste jeg en usædvanlig kronik af dr. theol. John Robinson, biskop af Woolwich. Kronikken, hvis titel var "Færdig med vort gudsbillede (Jyllandsposten 3. april 1963), handlede om det moderne menneskes forhold til det tidligere kristne gudsbegreb, koncentreret i tanken om en personlig – menneskelignende – Gud, som siddende på sin trone regerer over alt liv. Desværre er denne kronik for lang til, selv i uddrag, at kunne bringes her i Kontaktbrevet, men det er dybest set også ligegyldigt, idet den i virkeligheden blot slutter op i rækken af de mange artikler, indlæg og kronikker, der understreger, at kirkens mænd, i hvert fald de af dem, der har mod til at tænke selv, er ganske klar over, at vi i dag befinder os ved et åndeligt – kosmisk – vendepunkt, og at fremtidens religiøse liv vil frigøre sig for den lange række af religiøse dogmer, krav og ulogiske påstande, der klæber sig ved det fra fortiden overleverede religiøse liv.

Der er imidlertid én ting ved alle disse indlæg fra kirkeligt hold, der for alvor interesserer mig, og det er, at medens de alle giver udtryk for en længsel efter et nyt, religiøst verdensbillede, der virkeligt formår at tilfredsstille både følelse og intelligens og derved formår at tænde "sjælen i brand", så synes ingen, eller i hvert tilfælde kun ganske få, at forstå, at et sådant nyt verdensbillede stiller andre og langt mere skærpede krav til den enkelte end det religiøse verdensbillede, der i dag synker i grus. At mennesket ikke længere kan acceptere billedet af Gud som en slags overmenneske, siddende på "en trone af guld", der er anbragt "oppe i himlen", medens "djævelen" regerer "nede i helvede" er forståeligt, men derfra og så til at forstå, at "Gud er i os og vi i ham", er alligevel et langt spring, som kun de kan foretage, der har fået denne ejendommelige sætning opløst i lysende, klare tankerækker. Og her er det, at en dyb tvivl har meldt sig i mit sind. At "grundlaget vakler" (Paul Tillich, amerikansk teolog) for kirkens mænd, ved vi. Men er det andet og mere end tanker, ideer eller forestillinger, der vakler? Så godt som alle kronikker, artikler etc., jeg har læst fra dette hold, ender med at erklære, at kirken må forny sig – underforstået: kirken må bestå! Men vil den det? Altså her taget i betydningen: en organisation af ærkebiskopper, biskopper, provster etc. Jeg tvivler meget stærkt derpå.

Vil det ikke langt snarere blive en gruppe af kvinder og mænd uden for den nuværende kirkes rækker, der vil bygge fremtidens kirke? Mon det ikke bliver sådan, at de berømte ord om, "ikke at komme ny vin på gamle læderflasker", her vil gå i opfyldelse på en måde, kun de færreste i dag evner at forestille sig? Jeg tror det. Selv om man vil give kirken endnu to til tre hundrede år, er dette dog kun for et kort, historisk tidsmål at regne – og jeg tvivler på, at det vil tage så lang tid – så er det min overbevisning, at langt de fleste nuværende kirkebygninger til den tid vil være rene museumsgenstande. Jeg ser simpelthen ingen mulighed for "glidende overgange", eftersom det religiøse tankesæt, der af livet er bestemt til at skulle afløse det nuværende, simpelthen ingen ydre ramme kræver.

Biskop Robinson er ganske klar over, at det moderne menneske ønsker at "stå på egne ben", men accepterer man denne tanke, må man også acceptere, at et sådant menneske ingen ydre ramme har behov. Dets gudsforhold er da ikke længere betinget hverken af ceremonier eller alt det, der har kendetegnet det, Martinus har givet navnet "den religiøse suggestion". Det åndeligt voksne menneske er specielt derigennem, at det åndeligt regeres indefra. Det er sig sin egen specielle moral bevidst og venter hverken, at andre skal respektere denne moral eller kopiere den. Det almindeligt religiøse menneskes moralbegreb er – sammenholdt med det åndeligt voksne menneskes moralbegreb – meget snævert, så snævert, at det faktisk er yderst overkommeligt. Det nyder – med måde, bevares! – fremdeles kød, spiritus og tobak uden et øjeblik at tænke på, at det her synder både mod andre og mod sig selv. Jeg ved godt, at det her skrevne kan være ubehageligt at læse og også, at mange helst så, at jeg undlod at påpege disse ting, men skal man foretage en vurdering af nutid kontra fremtid, må man se lige i øjnene, at vi går imod en tidsalder, hvor videnskaben i sin trang til at udfinde de dybereliggende årsager til den desperate sygelighed, nutidsmennesket er undergivet, en dag vil indse, at grunden til, at det udviklede, såkaldt "moderne" menneske helbredsmæssigt står så dårligt, som tilfældet er, simpelthen hænger sammen med den kendsgerning, at udviklingens gang har ændret dets psyke, og at det derfor hverken kan tillade sig at ernære sig, som det gør i dag, ej heller tænke, som det også gør. Det er her, at den ny tids "kirke" for alvor vil komme til at gribe ind. Thi dens præster bliver ikke mennesker, som har tænkt sig til visdom, men som har erhvervet dette kostelige klenodie gennem deres egne "forsøg med sandheden".

I dag viger kirkens mænd tilbage for reinkarnationstanken, denne "hæslige, negative tanke fra en svunden fortid". Udtalelsen er af en kendt dansk forfatter. Mon ikke hans ord dækker manges opfattelse af denne den største af alle de tanker, vi i dag er i berøring med? Alligevel vil det blive denne tanke, der en dag vil stille alle ting på deres rette plads, thi den alene rummer muligheden for det kosmiske perspektiv, der gør livet, det store såvel som det mindre, både begribeligt og acceptabelt.

For mig at se har spiritismen i sin ædleste form forlængst bevist, at mennesket overlever den fysiske død. Om man forstår dette bevis eller ej er på sin vis ligegyldigt. Enhver videnskabsmand, der for alvor har forsøgt at rokke ved de sandheder, spiritismen vitterligt har skænket os, er almindeligvis altid endt med at måtte erkende de samme sandheder. Men spiritismen gav ikke verden noget nyt af større betydning. Den evnede ikke at besvare de tusinder af spørgsmål, der latant eksisterer i ethvert menneske, og som – vågnet til liv – kræver klare og acceptable svar. Her står alene Martinus verdensbillede som det, der evner at kaste et klart og roligt lys både tilbage og frem. Personligt har jeg aldrig haft spiritismen behov for at acceptere udødeligheden, men jeg indser klart, hvad den betyder og især, hvad den har betydet.

Nej, en ny tidsalders værste modstander bliver det enkelte menneskes vanebevidsthed. Dets manglende mod til at gå "imod strømmen", dets trang til at være "som andre". Nuvel, det er også lettere, men det er ligefuldt udtryk for åndelig fostertilværelse og indebærer i sig selv en så voldsom udfordring til lidelsen, at det kun er få, der går ram forbi. Og derfor bliver det mod lidelsen, vi må vende os, når vi tænker på menneskets fremtid. Thi den alene indebærer det håb, der gør al tro og overbevisning levende. Var lidelsen ikke, ville al tale om evolution eller udvikling forstumme. Men lidelsen er der, er i hvert eneste menneskes liv og udgør der den kosmiske drivkraft, der sammen med en voksende vilje til det rette bringer os en ny og skøn verden nærmere for hver time, vi lever. Det kan synes grusomt at skulle forherlige lidelsen og er det også, set i lyset af fortidens tænkemåde, hvor den jo står som selve udtrykket for "djævelens værk". Men i lyset af Martinus verdensbillede er alt, hvad der overhovedet har navn af lidelse, i virkeligheden camoufleret guddommelig kærlighed, er det "ubehagelige gode", uden hvilket livet ville gå i stå. Og derfor må vi indstille os på, at langt mere lidelse, end vi i dag har kendt, er på vej til os! For nok har vi som enkeltvæsener betragtet en vis magt til at regulere lidelsen i vort eget liv, opøve i os en evne til at møde den på halvvejen og derved afbøde dens værste slag, men vover vi at se livet i lyset af et større kosmisk perspektiv, vil vi se, at vi er "celler" i en makroorganisme – jordkloden – og her står vi over for en vilje, langt større end vor egen, en vilje der i dag virker som en voldsom kraft bag selve udviklingen. Og denne viljes retning er ikke til at tage fejl af. Den går – som vor egen iøvrigt – imod en omskabelse og det vel at mærke en omskabelse af yderst rationel karakter. Som der raser en krig mellem et for og et imod i vort eget sind, raser den samme krig i makrokosmisk forstørrelse i klodevæsenets sind, blot med den forskel, at her er dommen faldet. Kloden er på vej imod en lysende humanitær periode. Lad tanken svimle – det gør alle nye tanker – så betyder dette dog, at vi, om vi vil og forstår, kan være med i den vældige kosmiske proces, der lige så vel foregår uden for os, som inden i os. At vi forstår, at universet er et levende væsen, burde kunne føre til, at vi uden besvær skulle kunne acceptere kloden som en mikrodel af dette universelle liv, i hvilken det, vi har givet navnet "døden", kun eksisterer som en af os selv frembragt modsætning. Det er her, Martinus sprænger alle hidtil kendte rammer, alle hidtil kendte horisonter og simpelthen tvinger os til at erkende, at accepterer vi et evigt liv, må vi også acceptere dette evige livs vilkår. Og så enkle er disse vilkår, at de altid har kunnet sammenfattes i nogle få, simple ord, nogle få simple krav, nemlig dette, at vi skal elske Gud over alle ting – og vor næste eller alt omkringværende liv – som os selv. Det alene er alle loves fylde!