Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I almindelighed beskæftiger man sig imidlertid ikke meget med disse spørgsmål. Langt den største del af jordens befolkning lever i en ernæringsform, som er traditionsbestemt. Kun en forsvindende lille del af disse næsten tre milliarder mennesker har set dette spørgsmål som et problem, og som følge heraf er det kun et tilsvarende ringe antal mennesker, som nogen sinde har haft anledning til at tage sagen op til en personlig og objektiv vurdering. Det er en sag, som kun få reflekterer over. Umiddelbart betragter de fleste iøvrigt deres egen form som den eneste rigtige og anser de andre for at være mærkelige, idet man jo ikke kender bevæggrunden i detaljer, og de synspunkter, der kan føres i marken for vegetarisme, er heller ikke særlig kendte, så det kan derfor have interesse at se nærmere på, hvilke kendsgerninger der her har betydning.

Har man altid været vant til at betragte kød som en naturlig bestanddel af kosten, kommer man meget let til også at betragte det som en livsnødvendighed, men der findes så mange praktiske eksempler på, at det ikke er det, så det næsten synes overflødigt at anføre, at millioner af mennesker i dag er tvunget til at leve uden eller næsten uden kød. Deres levestandard er så lav, at de er ude af stand til at købe det, og mange af dem har endda hårdt arbejde.

Fra vegetarside er det ofte hævdet at være usundt at spise kød og sundt at være vegetar, men så enkelt er problemet ikke. Det er tværtimod særdeles kompliceret, for blandt kødspisere finder man mange, som lever et langt og virksomt liv uden sygdomsbesværligheder, og det samme finder man jo blandt vegetarer, ligesom der i begge kategorier findes mange, som tilsyneladende ikke kan "tåle kosten".

Spørgsmålet er derfor, om det som helhed kan lade sig gøre at leve sundere som vegetar end som kødspiser, og der er meget, som stærkt underbygger en sådan opfattelse. Videnskabelige undersøgelser må imidlertid vise det, og i denne forbindelse henvises til civilingeniør Hvolbys artikel i "Kosmos 1958" (En kemikers syn på vegetarisme) og "Kosmos 1959" (Vor føde i dag er en del af os i morgen), som bl.a. indeholder en redegørelse for og en vurdering af ernæringsvidenskabens hidtidige resultater.

Af disse artikler fremgår det iøvrigt, at det må betragtes som givet, at vegetarisk kost og mælkeprodukter giver den reneste føde, hvilket vil sige, at den har det mindste indhold af færdigdannede affaldsprodukter. Sagen er jo nemlig den, at ethvert stykke kød indeholder mange færdigdannede affaldsstoffer, f.eks. urinstof, som i den levende dyreorganisme er på vej til udskilningsorganerne helt på samme måde, som det i hvert øjeblik finder sted i vor egen organisme, og det kan i hvert tilfælde ikke afvises som usandsynligt, at en sådan føde må betyde en ekstra belastning for vor organisme, en belastning, som meget vel kan tænkes at nedbryde organismens samlede modstandskraft.

Vi mennesker må indtage føde for at få energi til at opretholde livet, til at udføre vort daglige arbejde og til i det hele taget at bevæge os, og det samme gælder for de dyr, hvis organismer vi benytter til ernæring.

Mindst 75% af kaloriemængden i husdyrenes foder går til opretholdelse af deres liv. Udbyttet til menneskeføde bliver altså højst 25%, hvilket jo betyder, at kødproduktionen er en særdeles uøkonomisk udnyttelse af de ernæringsmuligheder, jorden ellers giver. Med en rationel udnyttelse af jorden som gartneribrug skulle vort opdyrkede areal her i landet iøvrigt kunne ernære op mod 100 millioner mennesker, eller ca. 20 gange så stor en befolkning som den nuværende. Så længe der er langt igen, til jorden bliver overbefolket, er dette dog heller ikke noget afgørende spørgsmål.

Almindeligvis mener man, at vegetarisme er principielt forskellig fra den almindelige ernæringsform, men med hensyn til de områder, hvorfra føden hentes, er der imidlertid ikke nogen principiel forskel at finde. Det drejer sig i begge tilfælde om levende væsener, om dyr og planter, og der kan derfor kun være tale om gradsforskelle. Begge ernæringsformer, og iøvrigt også kannibalisme, er naturlige led i menneskets naturlige ernæringsudvikling, og det er derfor ikke så mærkeligt, at vi mennesker også i dette forhold indtager forskellig holdning til spørgsmålet.

Vegetarens ernæring omfatter mineralriget og planteriget, men grænsen sættes før dyreriget, og hvis årsagen ikke er sundhedsmæssige hensyn eller en speciel religiøs tro, sker det på grund af medfølelse med dyrene, hvilket forudsætter en fornemmelse af, at dyrene har et bevidsthedsliv, der for en stor del ligner vort eget.

At der her virkelig kun er tale om gradsforskelle mellem vegetarisme og kødspisning viser sig blandt andet i dette, at det ikke er muligt for kødspiseren at benytte ethvert dyrs organisme som føde. Et menneskes mangeårige stadige samvær med et dyr, f.eks. en hest, kan skabe en så stærk følelsesmæssig tilknytning, at det pågældende menneske på ingen måde ville være i stand til at spise en ret tilberedt af kødet fra den slagtede hest. I et sådant enkelt tilfælde ville også kødspiseren være vegetar, i dette ene øjeblik er de begge fuldstændig på bølgelængde, og i forhold til den øvrige store del af dyrene er forskellen heller ikke altid så stor, som det umiddelbart kunne se ud til. Mange, mange mennesker ville føle sig højst ilde tilpas, hvis de selv skulle dræbe et dyr, i hvert fald et større dyr, og adskillige ville slet ikke være i stand dertil. Men som før nævnt er det jo ikke noget, man i almindelighed spekulerer over. Der er så lang afstand fra slagteriet til de færdige kødprodukter, og man er i den grad blevet vænnet til, at det kun drejer sig om døde produkter, at disse i sig selv ikke giver særlige impulser til eftertanke.

En meget stor del af vor tilværelse bestemmes af vort følelsesliv, og det er egentlig ganske naturligt. Vore følelser er jo realiteter, er virkelige faktorer, hvis indflydelse på vort liv er ganske afgørende. Det er oven i købet sådan, at vore følelser for en meget stor del er bestemmende for de mål, vi sætter os, og til hvis realisering vi bagefter mobiliserer vor intelligens. Netop sådan forholder det sig med vegetarisme. Indstillingen bestemmes af følelserne, og intelligensen tages i brug til at gennemføre den, til at bestemme føden og til at arrangere dette nye forhold til omgivelserne, hvilket sidste dog kræver en samtidig stærkt udviklet fornemmelse for omgivelsernes følelsesmæssige reaktioner.

Stort set ser smag og traditioner ud til at være de eneste faktorer, som med virkelig vægt kan føres i marken for at opretholde den nuværende ernæringsform med kød som væsentlig bestanddel. Og det er jo ikke en begrundelse, som uden videre kan afvises. Det er tværtimod en begrundelse, som finder en stærk berettigelse i dette, at man under alle omstændigheder må indrømme ethvert menneske ret til at leve sit liv i overensstemmelse med egne ønsker dg tilbøjeligheder, så længe det sker inden for de rammer, samfundet til enhver tid fastsætter.

Ved sin blotte tilstedeværelse virker vegetarismen som en udfordring på dem, der lever i den oprindelige ernæringsform. Der opstår let et spændingsforhold forårsaget af, at vegetarismen føles som en stærk kritik rettet mod den anden form, og det ligger i sagens natur, at kun en udpræget takt hos vegetarismens udøvere og en rodfæstet respekt for andres ernæringsform kan ændre dette forhold, så det i stedet for en udfordring kommer til at virke som interessante nye impulser.