Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi skal nu som indledning give en ganske kort oversigt over den mellemkosmiske udviklingsbane, som vi i overensstemmelse med Martinus terminologi vil kalde spiralkredsløbet eller udviklingsspiralen, som man ikke må forveksle med hele den tidligere nævnte mikro- og makrokosmiske livsskala.

Det vi bliver vidne til i form af spiralkredsløbet er i virkeligheden en eventyrlig rejse igennem Guds fagre riger, der efterhånden som den skrider frem åbenbarer sig som en stedse voksende livsfylde af visdom og kærlighed, som stråler det levende væsen i møde fra den guddommelige Almagt.

Mennesket af i dag kender i virkeligheden allerede 3 af disse riger, omend det fra et kosmisk synspunkt er et meget overfladisk kendskab, nemlig mineralriget, planteriget og dyreriget, og mennesket er i sig selv et vidnesbyrd om, at livets fremadskridende udvikling ikke er afsluttet hermed, da mennesket i sig selv rummer kræfter, som peger ud over dyreriget, frem mod et ægte menneskerige. Det drejer sig om sådanne ikke-dyriske evner som fx. religiøsitet, intelligens, etik og æstetisk sans. I Martinus opfattelse er disse evner imidlertid endnu kun i svøb, dvs. at de er så ringe udviklet, at de endnu ikke kan gøre det berettiget at betegne det nuværende menneske som en ny væsensart over dyrene. Mennesket af i dag er derimod endnu et overgangsvæsen, en kentaur eller sfinks, der manifesterer sig som halvt dyr og halvt menneske. Først når denne overgangstilstand er afsluttet, vil det nuværende menneske fremstå som den ny væsenstype, Martinus kalder det rigtige menneske. Dette sker gennem en indvielsesproces, som Martinus benævner "den store fødsel", hvorved det åndelige puppehylster brister, som i dag afspærrer det nuværende menneske adgangen til livets sandhed. En ny verden åbner sig da for det åndeligt nyfødte menneske: det rigtige eller ægte menneskerige.

I kraft af sit eget begær efter at kunne praktisere næstekærligheden og visdommen erhverver "det rigtige menneske" gennem "den store fødsel" en organisk struktur, legemlig såvel som åndelig, der gør det i stand til i fuldt mål at efterleve livslovene i denne nye strålende verden. Det bærende princip i det rigtige menneskerige er skønhed, glæde, hengivenhed og indsigt, og betingelsen for at kunne kontakte disse tilstande er, at individets eget væsen bygger på netop disse sjælelige træk. De store vise, der som lysende fakkelbærere gennem årtusinder har vist mennesket vejen ud af mørket frem mod et guddommeligt rige, er mennesker, som i deres personlige udvikling har oplevet den store fødsel eller i hvert fald været så nær oplevelsen af den, at de i glimt har kunnet erkende menneskelivets udvikling og bestemmelse.

Selv om det rigtige menneskerige endnu hører fremtiden til, er det dog i et større perspektiv så nært forestående, at det er muligt med fantasiens hjælp at få et anelsesmæssigt indblik i dets karakter. Dette rige repræsenterer nemlig indbegrebet af den idealverden, som de højere religioner profeterer om, for kristendommens vedkommende ensbetydende med Guds rige, og som de humanistiske politiske kræfter stræber efter at skabe, selv om de kun vedkender sig den materialistiske side af dette høje mål. Det er med andre ord det fuldkomne rige på jorden, som menneskerettighedserklæringerne, De forenede Nationer, al videnskab og undervisning, samt de tolerante, humane religioner i bedste forstand er fælles om at skabe.

I modsætning til det rigtige menneskerige er de sidste to riger i spiralkredsløbet så fjerne verdener i forhold til menneskets nuværende udviklingsstandpunkt, at det er meget vanskeligt at forestille sig deres særlige natur. Dette står i forbindelse med, at man kun kan forestille sig fremmede emner i det omfang de lader sig sammenligne med nærværende emner, hvilket i dette tilfælde er yderst vanskeligt. Den første af disse høje verdener kalder Martinus intelligensriget eller visdomsriget og antyder dermed, at den dominerende livsbasis i denne verden er af intelligensmæssig karakter, men naturligvis af en kvalitet, der ligger uendeligt meget over menneskets nuværende intelligensmæssige standpunkt. Det næste rige betegner højdepunktet i spiralkredsløbets åndelige stigning. Dette rige kalder Martinus intuitionsverdenen eller den guddommelige verden. Den bærende kraft i dette rige er intuitionsenergien, som betegner universets fineste erkendelsesmedium samt dets højeste skabeevne. Dens skabeevne overstråler intelligensen, idet den producerer selve det essentielle idémateriale, som intelligensen på et lavere plan kan arbejde videre med. For at karakterisere denne verdens overlegne skabekraft har Martinus netop anvendt intuitionsbegrebet, som i den vestlige sprogbrug er særdeles højt estimeret og i væsentlig grad besidder netop det påkrævede meningsindhold. Man taler således om, at store kunstnere og videnskabsmænd i intuitive glimt oplever den idé eller det tema, hvorefter deres ofte omfattende, indsamlede materialer efterhånden bygges op på rent intelligensmæssigt grundlag. Men det må naturligvis pointeres, at de intuitioner, som kan opfanges af de menneskelige hjerner, i endnu ringere grad end intelligensen kan opfattes som repræsentativ for den åndelige energi eller kraft, der står til rådighed for beboerne i den Intuitive verden. Når Martinus desuden kalder dette tilværelsesplan den guddommelige verden, står det i forbindelse med den omstændighed, at individets voksende kærlighedsevne og stigende visdom kulminerer her, dvs. at dets skabeevne og oplevelsesfylde her når et maksimalt punkt i det indeværende spiralkredsløb. Da Guddommen udløser sin skabekraft gennem sine gudesønner, er det derfor naturligt, at netop beboerne i intuitionsverdenen er Guddommens højeste og bedst kvalificerede medarbejdere i projekteringen og udformningen af alle de underordnede verdener. Disse væsener oplever derfor den mest intime kontakt med universets højeste væsen, hvilket netop berettiger denne særlige livssfære betegnelsen den guddommelige verden.

Adskillige religiøse verdensbilleder rummer principielt teorien om individets opstigen gennem forskellige verdener til den højeste salighed. Men i mange tilfælde antages udviklingsprocessen at ophøre hermed ud fra den forestilling, at den højeste salighedstilværelse er en evig tilstand, som ikke yderligere kan ændres. Denne opfattelse er imidlertid – i lys af Martinus fremstilling – et symptom på, at forestillingens ophavsmænd kun har oplevet ufuldkomne glimt af den universelle verdensplan. Disse personers intuitive klarsyn har ikke været så gennemgribende, at det tillod dem at se, at livets fulde løb ikke er en lige linje, der ender blindt som en sidevej på livets hovedgade, men en cyklus med form som en spiral, der vender tilbage i sig selv på et stedse højere niveau. Dette er tilfældet i Martinus verdensbillede, hvor livet fremstilles som voksende kredsløbsbevægelser, hvilket giver mulighed for en logisk sammenhængende forståelse af tilværelsen uden løse ender eller springende punkter.

Hvordan fortsætter da livet, når denne spiralcyklus er tilendebragt? En ny cyklus påbegyndes, simpelt hen! Det nye spiralkredsløb er dog ikke nogen gentagelse, men en fortsættelse i en højere livssfære, dvs. i en makrokosmisk livsform. Som allerede nævnt er menneskets nuværende spiralkredsløb, der består af de nævnte 6 verdener, en mellemkosmisk livssfære, som er en mellemform mellem de mikrokosmiske livssfærer og de makrokosmiske livssfærer. Som ligeledes nævnt er livet en vandring mod stadig højere livssfærer, hvor hvert trin omfatter ét spiralkredsløb. Menneskets næste livssfære er som følge heraf planetsfæren, hvortil vor egen jord hører. Det vil med andre ord sige, at jorden, som planeter i det hele taget, er et levende væsen, der befinder sig et spiralkredsløb foran mennesket og dets mellemkosmiske medvæsener. De næstfølgende spiraler er henholdsvis solsystemet og mælkevejssystemet, hvorefter vor iagttagelsesevne svigter med hensyn til videre iagttagelse opad i den makrokosmiske livsskala.

Hverken de mikrokosmiske eller de makrokosmiske livsområder er primære livssfærer for mennesket, hvilket bl.a. kommer til orde derved, at mange mennesker vil have svært ved at erkende genstande som atomer og planeter som levende væsener. Men de udgør absolut nødvendige randområder for individet i sin mellemkosmiske tilværelse. Mennesket ville simpelt hen ikke være i stand til at eksistere, hvis det ikke på den ene side kunne opbygge sin organisme af mikrosfærer og på den anden side bebo et makrovæsen som jorden. Det er Martinus store fortjeneste at anslå den geniale idé, at også disse randområder er livssfærer, og at alle livssfærer, vor egen mellemkosmiske tilværelse inklusive, betegner en kontinuerlig skala og således manifesterer et glimt af den evige livsbane. Denne idé må være mere fuldkommen end enhver anden, der betragter disse randområder enten som tilfældige døde naturprocesser – eller som kulisser, skabt alene til glæde for de menneskelige skabninger uden noget mål i sig selv. Disse opfattelser må regne med kolossale kraftspild i modsætning til Martinus synspunkt, der repræsenterer en fuldstændig, universel kraftøkonomi, idet alle kræfter fra det mindste til det største tjener levende væseners liv og udvikling.

Selv om der i det ydre er stor forskel på de mikro-, mellem- og makrokosmiske spiraler, har de alligevel samme principielle struktur, og det er netop af denne grund, at de kan føje sig så harmonisk ind i hinanden. De kosmiske principper, som er fælles for alle spiralerne, skal vi senere opsummere i et særligt afsnit, efter at vi har identificeret og klarlagt dem i den mellemkosmiske spiral.

En udviklingsspirals begyndelse er altid præget af en yderst svag oplevelses- og skabeevne. Individet oplever her begyndelsen til et nyt stort livsområde, som det endnu ikke har mulighed for at modtage og udnytte i sit fulde indhold. Betingelsen herfor er jo netop, at det besidder en organisme, der er udstyret med sådanne egenskaber af bevægelsesmæssig og sansemæssig karakter, at det kan kontakte det nye livsområdes særlige detaljer. Og en sådan organisme besidder individet netop ikke på de første stadier som mineral, plante eller dyr; de skal først udvikles. Under afsnittet om det levende væsens kosmiske struktur fremhævede vi, at enhver evne erhverves gennem en vækstproces, der er baseret på individets ønske samt øvelse. Disse principper gør sig naturligvis også gældende, når individet træder ind i en ny kosmisk spiral. Individet må her erhverve sig sin nye organiske fremtræden, sine lemmer, øjne, øren osv. gennem A-, B- og C-stadiet, selv om der også er tale om genoplivning af talenter, som egentlig er skabt i tidligere spiraler. En spiral frembyder det klareste billede på selve evneskabelsens eller livsførelsestalentets fulde kosmiske kredsløb. I de første riger farves billedet således af forsøg, øvelse og fejltagelser under dannelsen af bevidsthed, organismer og deres fremfærd, svarende til talentets A- og B-stadium. I det fjerde og særlig i det femte rige, den guddommelige verden, når talentet for livsførelse sin kulmination i en strålende harmoni af kærlighed og skabeformåen, svarende til talentets C-stadium.

Endelig beretter Martinus om, at talenterne for ydre aktivitet i spiralens sjette og sidste rige afblomstrer og degenererer, før en ny spiralcyklus påbegyndes.

Martinus sammenligner ofte spiralkredsløbet med årskredsløbet, som man kender det i hans hjemland, Danmark. Under vinterens tavse snelag ligger livsspirerne gemt og venter på det nye år. Ved forårets milde vinde tør sneen tort, isen smelter på åer og søer, og livet begynder at pible frem overalt. Spæde blomster spirer frem i sarte, skønne pastelfarver i det uddøde landskab, og dyrelivet vågner op af vinterdvalen. Foråret har erstattet vinteren, en ny "udviklingsspiral" toner frem. Snart er hele naturen en lovprisning til livet og frugtbarheden. Tusinde fugletunger jubler imod himlen afbrudt af flittig redebygning. Efter foråret, som er livets vorden, følger sommeren, som er dets klimaks. Naturen kulminerer i blomsternes skønneste farvepragt, sommernattens fortryllende stemninger og markernes frugtbarhed. Sommeren er billedet på spiralkredsløbets højdepunkt i de åndelige verdener. Den efterfølges af høsten og efteråret, der ligesom spiralens sjette rige er livets mæthedsstadium, dets tilbagetrækning fra det ydre til det indre. Snart ligger livet på ny i dvale, dækket af sne og is, og gemmer sine frø (talentkerner) til en ny sæson, et nyt kosmisk år.

Individets tilværelse i spiralens første riger, særlig mineral- og planteriget, må karakteriseres som ubevidst, da det ikke har nogen viden om de bestemmende faktorer for dets tilværelse. Mineralet har overhovedet ikke nogen evne til at formidle oplevelser fra den fysiske verden til det bagved eksisterende individs jeg, og planteorganismen formår kun at afstedkomme anelsesmæssige oplevelser til sin indehaver. Dyrets sanseapparatur er betydelig mere uddifferentieret og kan derfor give det en særdeles nuanceret oplevelsesmængde fra den fysiske verden, hvorved også dets ønsker og begær øges i antal og nuancer. Men trods de rige sansemuligheder har heller ikke dyret nogen egentlig viden om den fysiske verdens realiteter, og dets tilværelse er derfor også i en vis forstand af ubevidst karakter. Skabe- og oplevelsesevnen er, hvad dens åndelige aspekt angår, i dvale, medens det fysiske aspekt af skabe- og oplevelsesevnen røber en forbløffende kapacitet til at danne organiske strukturer i form af fysiske legemer. Disse organismer er imidlertid ikke virkninger af bevidst, intellektuel skabekraft, men skyldes som allerede antydet "overvintrede" talentkerner fra tidligere spiraler, som er drevet frem gennem individets begær, støttet af gentagelser af de funktioner, som organstrukturerne indebærer. Fx. er udviklingen af et øje dels betinget af begæret efter at se, dels af talentkerner for udformningen af øjets tekniske struktur og endelig af en fortløbende gentagelse af selve se-processen. Det kan måske forekomme mærkeligt, at individet kan begære at se, når det endnu ikke har evnen hertil. Men dette forhold er netop et af indicierne for, at individet har oplevet tidligere spiraler, hvad vi senere skal berøre nærmere. Hvad vi ønsker at fremhæve er, at individet i spiralens første riger henlever en overvejende ubevidst, "sovende" tilværelse, som kompenseres af en høj grad af automatik, som Martinus kalder instinkt. I modsætning til naturvidenskaben lader Martinus dette begreb omfatte de automatisk virkende organiseringskræfter, ikke blot i dyrenes adfærd, men tillige i dyrenes og planternes anatomi og fysiologi, ja, endogså i mineralernes formdannelse, fx. atomgitre og krystaldannelser. Løsningen på instinkternes mystiske skabeformåen er således ud fra Martinus analyser at finde i talentkernernes tilstedeværelse i individets evighedslegeme og deres organiske funktioner.