Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da dr. Blair havde sluttet sit foredrag, var der fem minutters pause, og så var det min tur til at stå ved siden af "the chairman", der med nogle venlige bemærkninger gav ordet til mig. Jeg kunne straks gå ud fra dr. Blairs omtale af psykiske og fysiske kræfters sammenspil, så var jeg i gang, og så fortalte jeg om Martinus og hans arbejde og om, at jeg ikke var kommet for at hverve engelske proselytter til en ny sekt eller religion, men for at fortælle om en åndelig videnskab, som uden tvivl også kunne få betydning for englændere med en fri og åben tankegang og med ønske om logisk indsigt i livet og dets love. Jeg understregede, at vi fra instituttets side var indstillet på samarbejde med mennesker, der var på samme bølgelængde, og at der ikke var noget medlemsskab eller nogen foreningsdannelse, men at kosmologien udgjorde en åndelig baggrund for broderligt samarbejde i en kommende verdensfreds og et kommende internationalt verdensriges skabelser.

Så kom lysbillederne. Jeg havde allerede ved "generalprøven" i Guildford kunnet mærke, hvor stærkt et indtryk symbolerne gjorde på et engelsk publikum, der ikke var vant til ved foredrag om åndelige spørgsmål at få indtryk både gennem øret og gennem øjet. Denne opfattelse fik jeg bekræftet hver gang senere, dels ved den intensitet, hvormed der blev lyttet til forklaringen af hvert symbol, hvilket ikke kan undgå at virke inspirerende på foredragsholderen, og dels ved at folk kom og spurgte, om symbolerne med forklaring kunne købes, for det var da noget helt enestående. Jeg gennemgik "Vejen mod lyset", "de 3 X'er, "Det evige Verdensbillede" (hovedsymbolet), "Det levende væsen" og "Bønnens mysterium II", og jeg mærkede en så levende vekselvirkning med publikum, at jeg, da jeg nåede det sidste symbol, pludselig (gennem tilskueren" i mig selv) opdagede, at jeg ikke tænkte på at tale engelsk, men bare gjorde det.

Naturligvis bliver man glad, når et spontant bifald lyder efter et foredrag. Der var ingen "engelsk reservation" at spore. Men det der blev den største glæde efter foredraget i "Centre House" og virkelig føltes som et godt resultat var, at Mr. Michael Grimes fra "Truth Forum", som et par dage før havde beklaget, at deres program var "optaget", straks kom hen til mig og spurgte, om jeg kunne tænke mig at holde foredrag i stedet for ham selv i den følgende uge. Det kunne jeg naturligvis, og Vera Stanley Alder var så venlig at indbyde mig til at holde et foredrag i hendes hjem for en kreds af indbudte allerede den kommende søndag. Aftenen i "Centre House" sluttede med, at Tage Buch og jeg overrakte Mr. Christofer Hill Martinus hovedsymbol i stort format som tak for, at han så kærligt og imødekommende havde skabt en mulighed for at så et lille "sædekorn" af Martinus kosmologi i England.

Den følgende dag rejste Tage Buch hjem, det var fredag den 7/4, og allerede søndag den 9. kl. 16.00 skulle jeg holde foredrag hos Vera Stanley Alder og hendes mand, der bor i et lille hus lige i nærheden af Themsen i den sydvestlige del af London. Mrs. Worcester (som var en utrættelig og omsorgsfuld "guide" for mig, efter at Tage Buch var rejst) hjalp mig at finde derud i god tid, og der havde jeg en oplevelse, som i mit livs efterhånden temmelig lange række af foredragsoplevelser vil stå som noget exceptionelt. Mrs. Worcester og jeg var de første, der ankom, men lidt efter begyndte gæsterne at komme, og snart vrimlede det med mennesker. Bortset fra værtsparret og Mrs. Worcester kendte jeg kun dr. Blair, Michael Grimes og Christofer Hill, og der ankom stadig nye mennesker, som jeg blev præsenteret for som "æresgæst". Navnene svirrede omkring mig, og alle lod til at kende hinanden i alt fald af navn, og jeg forstod, at der var mange "navne" imellem. Snart sad og stod der mennesker overalt i de bitte små rum i det nydelige lille hus, og jeg kunne ikke lade være at tænke på, at når de engang gik, ville det for en tilskuer uden for huset se ud som den berømte trickfilm, hvor der bliver ved og bliver ved at komme mennesker ud af en ganske almindelig bil. Der blev serveret te og kager, og snakken gik livligt, meget livligt, medens jeg stod og ragede op i et hjørne med en kop te i den ene hånd og et fad kager, jeg havde fået besked på at byde rundt, i den anden. Jeg kunne bare ingen vegne komme, jeg kunne knapt røre mig. Jeg stod og følte mig som en statist på en scene, hvor en masse kendte, scenevante skuespillere agerede. Og her skulle jeg om lidt have en slags "one man show" – på engelsk Et sådant øjeblik kan man godt føle trang til at liste af lige så stille. Heldigvis kom værten, den rare hr. Åge Larsen, på en eller anden mærkelig måde gennem menneskemasserne hen til mig og spurgte om vi ikke skulle gå ovenpå og ordne lysbilledapparatet. Hvilken lettelse! Det blev hurtigt ordnet, og lidt efter kom de mange mennesker ovenpå. Jeg følte det som en kæmpeorm, der snoede sig op ad trappen og videre ind i rummet, hvor jeg stod ved apparatet. "Ormen" snoede sig langs væggene og lagde sig som en spiral indefter, og det varede ikke længe, før end jeg følte mig helt omklamret af den. Jeg har aldrig før holdt foredrag i så lille et rum for så mange mennesker. Der var ikke plads til mig ved væggen, hvor lysbillederne skulle vises, men det gjorde nu ikke så meget, da jeg helst skulle passe lysbilledapparatet, hvis mekanik ingen andre kendte, så i stedet for at bruge pegepind måtte jeg belægge mine ord, så der ikke var noget at tage fejl af. Denne gang havde jeg valgt at fortælle om Martinus analyser af reinkarnationsprincippet og skæbnedannelsen, og jeg byggede foredraget op over de symboler, De alle kender i den forbindelse. Havde jeg før følt mig i nogen grad som "en spurv i tranedans", oplevede jeg nu en så absolut kontrast dertil, takket være Martinus symboler. Der blev så stille i det lille værelse med de mange mennesker bortset fra enkelte spontane stilfærdige udråb af bekræftelse eller overraskelse. Der blev stillet mange spørgsmål bagefter både om Martinus og hans arbejde, og jeg kunne mærke, at mange både følelsesmæssigt og intellektuelt havde modtaget stærke indtryk og var grebet af det enorme overblik over livet og dets love, Martinus er i stand til at give. Michael Grimes og dr. Blair, to mænd, der virkelig "har benene på jorden", selv om de beskæftiger sig med åndelige spørgsmål, gav de følgende dage, hvor jeg flere gange havde lejlighed til at være sammen med dem, udtryk for, at Martinus efter deres opfattelse bragte en fornyelse inden for religionsfilosofi og tænkning i det hele taget, og at de med glæde så hen til, at hans værk – ikke mindst i forbindelse med symbolerne – blev oversat til engelsk. Og jeg kunne dertil svare, at vi fra instituttets side håbede, at det skulle blive muligt inden alt for længe at udgive 1. bind af Martinus symbolværk på engelsk. Arbejdet var i gang, men det er jo også et økonomisk spørgsmål.

Onsdag den 12/4 holdt jeg så mit sidste foredrag i London i denne omgang. Det foregik i Caxton Hall, hvor "Truth Forum" plejer at leje lokale. Caxton Hall er en stor centralt beliggende bygning, hvor London'erne er vant til at komme til alle mulige slags foredrag. Mit foredrag her var en kombination af de to foredrag i "Centre House" og hos Vera Stanley Alder, og jeg følte selv, at det blev det bedste foredrag, jeg holdt under dette besøg, idet de erfaringer, jeg havde gjort under de tidligere tre, blev en god baggrund for den tekniske og sproglige side af sagen, samtidig med at jeg også her havde et inspirerende publikum, for hvilket Michael Grimes introducerede mig på en måde, der straks åbnede for vekselvirkningen mellem tilhørerne og mig. Mange gav udtryk for, at de gerne ville høre mere og se alle symbolerne, og at de håbede, jeg ville komme igen. Det håber jeg også, og jeg håber, at jeg med lektor Ben Saxes hjælp (han har været mig en fantastisk støtte i at FORSØGE at tale engelsk) skal blive i stand til næste gang at komme til at råde over et gloseforråd, der bedre end jeg nu var i stand til det, skal gøre det muligt at fortælle englænderne om den storhed og visdom og de åndelige dybder, der findes i Martinus verdensbillede.