Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den franske filosof og forfatter, Jean Paul Sartre (1905 – 1980), tumlede hele sit liv med ét eneste stort spørgsmål: Hvad skal jeg stille op med min frihed? Sartre tvivlede ikke på denne frihed, for hver gang han forsøgte at sætte noget andet i stedet, så havde han dog friheden til at gøre det. Normalt vil man jo ellers sige, at den personlige frihed er betinget af den situation, man befinder sig i, men sådan så Sartre ikke på det. Hver gang han forsøgte at sætte noget andet før friheden, så var det jo ham selv, der gjorde det. Det var ham, der valgte, og det var ham, der gennem sit valg stod med hele ansvaret for at gøre det ellers så absurde liv til noget med mening i.

For Sartre var denne måde at se på tingene ikke spor lykkelig. Han var "fordømt til at vælge". Gang på gang stillede livet ham over for en række valg, og hver gang han havde valgt, stod den uprøvede mulighed tilbage som et alternativ, der måske kunne have været bedre. Han var derfor nødt til at se sin frihed i øjnene og stå ved sit valg. Et sådant syn på tilværelsen blev med Sartre ophøjet til modefilosofi og kendt under navnet eksistentialisme. I den lå også, at hver gang man valgte, valgte man at udstille sig selv for andres blik. Det var en opfattelse, der ligefrem gav ham kvalme, og det blev også titlen på en af hans bøger. I teaterstykket "Lukkede døre" forekommer den kendte replik: "Helvede er de andre". Hvad vi end vil sige om os selv, så indgår andres dom jo altid deri, forklarede han, og derved kommer vi let til at optræde kunstigt. Det er svært at være naturlig, når nogen kigger på os.

For at kunne slappe af og være sig selv samlede Sartre en kreds af nære venner og åndsfæller omkring sig, bl.a. den kendte forfatter og filosof Simone de Beauvoir, med hvem han dannede et utraditionelt par. Hans filosofi om den radikale frihed til at vælge førte ham ud i et voldsomt engagement på venstrefløjen. Han blev en af de mest markante filosoffer i det 20. århundrede.

For Martinus var frihed ligesom for Sartre ensbetydende med at gøre sig fri af andres blik eller dom. Og her var løsningen ganske enkelt den, at man skulle lade være med at kritisere "de andre". Friheden opnår man, når man opdager, at man har frihed til at tilgive. Sartres "lukkede døre" er nemme nok at åbne for den, der har frihed til at være storsindet og elske sine medmennesker, akkurat som de er. Så er der ikke noget at få kvalme over, og helvede er ikke de andre. Så er man helt ude over problemet med de andres blik, deres ros eller dadel. Med den dom, man dømmer andre, dømmer man sig selv, fremhævede Martinus med henvisning til et kendt citat af Jesus. I Livets Bog 1, stk. 19, sammenligner Martinus livet med en ballonfart, hvor dette med "ikke-tilgivelse" er det samme som med sandsækkene. Jo flere af dem, man kan få hevet udenbords, des mere fri og uhindret kan man hæve sig op til lysere og lykkeligere regioner af tilværelsen.