Kosmos 2006/5 side 153
Døden – den anden fødsel
af John Klemens Nielsen
Hvis vi forestiller os, at vi ankommer til et sygehus, hvor en af vores slægtninge netop har født et barn, så er det jo i reglen en glædelig begivenhed. Som det sker hver eneste dag kloden over i tusinder af tilfælde, et lille mirakel. Stuen er sikkert fyldt med blomster, gæster samt gaver, og den lykkelige, om end trætte moder, smiler lykkeligt med den lille nyfødte på armen. Atmosfæren er fyldt med forventninger og drømme om det lykkelige familieliv og deres fælles fremtid. Der er en munter snakken, og alle udbryder, hvor er han/hun dog sød, og hvor han/hun dog ligner sin far/mor osv.
På en anden stue, på samme sygehus, er der en helt anden og meget knuget stemning. Her tales der dæmpet, ja nærmest hviskende, der står en enkelt eller to buketter og et par enkelte personer sidder med ansigterne præget af sorg. De er ved at tage afsked med en partner, et kært familiemedlem eller måske en ven. I mange situationer er den døendes sindstilstand præget af angst, en angst for hvad der venter, en angst for at give slip og overgive sig til døden. Vedkommende ligger ofte bleg og udmattet af sygdom og smerter, klar over, at den time nu er kommet, hvor denne tilværelse er levet til ende. Det skal dog også nævnes, at der er masser af eksempler på, at den døende er godt forberedt og ligefrem glæder sig til at blive fri for sygdom og smerter i erkendelsen af det håbløse i at klamre sig til den fysiske tilværelse.
I begge de nævnte situationer er der i virkeligheden tale om en fødsel. I det ene tilfælde en fødsel ind i den fysiske verden, med alt hvad det indebærer, og i det andet tilfælde en fødsel ind i den åndelige verden. At vi almindeligvis ikke kalder det en "fødsel", når et menneske står ved "dødens port", men derimod bruger det mere almindelige udtryk "døden" eller "at gå bort" med alle de traditioner, der knytter sig til disse begreber, afføder, at denne begivenhed ofte bliver mere præget af sorg og tristhed, end nødvendigt er.
Martinus sagde engang, at han havde gransket meget i at bruge et andet ord end "døden" og havde tænkt på "fødsel to", fordi det svarer mere overens med virkeligheden og dermed fjerner fokus fra de forestillinger om døden som en sorgfyldt forfærdelig begivenhed, hvor "livet stopper".
Er der et liv bagefter?
Er der noget, man kan regne helt sikkert med, så er det, at vi alle efter en årrække skal forlade denne verden. Sådan har betingelserne ved livet i den fysiske verden altid været, og forskellige kulturer har gennem tiderne haft deres holdninger, forklaringer og ritualer knyttet til døden. Videnskaben arbejder målbevidst på at forlænge vores fysiske liv ud fra den betragtning, at vi kun har et eneste liv til rådighed. Det er dog også sådan, at mennesker, der er religiøst troende eller har en anden fast overbevisning, længes mod en paradistilværelse i Guds rige hinsides. En af fortidens længsler mod et åndeligt liv var desuden at dø på slagmarken og komme til Valhalla, alle de store krigeres åndelige slagmark. I nutidens verden opleves også mænd og kvinder, ja endog ganske unge, der som levende bomber sprænger sig selv og deres ofre i luften, udøver terror og har forventninger om en sand paradistilværelse som himmelsk belønning for deres "dåd". Fælles for de troende, hvad tro de så ellers bekender sig til, er naturligvis, at døden for dem ikke udgør en frygtelig begivenhed, men nærmere er et sted, hvor de kan få opfyldt deres inderste længsler.
Rigtig mange mennesker i vor tid og på vore breddegrader bekender sig til den tro, at der enten intet er efter det, vi kalder "døden", eller mere diffust, at "der nok er mere mellem himmel og jord, end man tror". Om der ligefrem skulle eksistere en åndelig verden, kan for disse mennesker alligevel godt være en lidt for abstrakt og næsten uvirkelig påstand og spørgsmålet, "jamen hvor er den åndelige verden henne, hvis den altså findes?" – vil uvægerlig blive stillet. Spørgsmålet kan i en vis forstand være vanskeligt at besvare, for her skal redegøres for et tilværelsesplan, der ikke er fysisk og således ikke kan bevises via fysisk bevisførelse med mål, vægt, farve, konsistens o.a. Det materialistiske menneske skal bruge fysiske facts, og disse kan ikke gives om ikke-fysiske tilstande. Beviset for den åndelige verdens eksistens må føres med logiske argumenter ved at påvise, at uden denne verdens eksistens ville livet ikke kunne eksistere, det store "intet" og den sande død ville være en realitet. Martinus udtrykker det på den måde, at "døden er en tænkt modsætning til livet", og dermed en ikke eksisterende realitet. Der findes kun liv, og en fase af dette liv kaldes "døden".
Søvnen – "dødens lillebror"!
Det åndelige tilværelsesplan frekventerer vi faktisk temmelig ofte, i al almindelighed en gang i døgnet under vores søvn.
Søvnen kaldes ofte for "dødens lillebror", og der er da også mange paralleller mellem disse to tilstande. Hvis søvnen ikke eksisterede som en periode, hvorunder den fysiske krop kunne få tid til at restituere for den slitage, der uvægerligt forekommer i løbet af en dag, så ville den fysiske tilværelse blive meget kort. Mon der er nogen, der reelt kan forestille sig en tilværelse uden hviletilstanden? Udstrækningen af søvnen er så kort, at det er nemt at se, at det samme individ "overlever" en lang, lang serie af sådanne afbrydelser af det aktive fysiske liv – i modsætning til døden, som tilsyneladende er den totale afslutning på livet. Søvnen er ligeledes en tilstand, der er nødvendig i den sammenhæng, at den rummer den lille "flugt" eller "ferie" fra det moderne livs krav, hvilket ofte er absolut nødvendigt for overhovedet at kunne få kræfter og overskud til at arbejde videre den følgende dag. Masser af mennesker har så massive problemer, at søvnen kommer som den daglige udfrielse fra disse, ligesom det daglige arbejde og de øvrige strabadser slider så hårdt på legemet, at hvile i en ikke-fysisk tilstand er en forudsætning for fysisk og psykisk restitution.
Døden adskiller sig på ingen måde fra denne praksis, idet der her blot er tale om, at et langt liv, måske kombineret med alvorlig sygdom, har slidt så meget på kroppen, at vi må adskilles permanent fra denne. En af forskellene på den "lille død" og "den store død" er, at vi hver dag vender tilbage til den fysiske tilværelse fra "den lille død", medens vi oplever en permanent afbrydelse fra den fysiske krop ved "den store død", hvorefter den fortsatte oplevelse forgår på de åndelige tilværelsesplaner. Hver nat, medens vi sover, bevæger vi os ind i denne åndelige verden. Vi kan have oplevelser af fremmede steder, kendte eller ukendte mennesker, mere eller mindre bizarre situationer og i nogle sammenhænge såkaldte "drømme", der er temmelig kaotiske, ligesom nogle drømme kan have nærmest profetisk karakter. Drømme og deres væsen er ikke temaet for denne artikel, så det vil jeg ikke uddybe nærmere, men blot pege på, at der findes en oplevelsestilstand, der ikke er fysisk, og som er helt uafhængig af de fysiske sanser.
At alle disse oplevelser skulle være reaktioner i hjernen og kun det, er det samme som at påstå, at radioudsendelserne produceres inden i radiomodtageren. Ved dødens indtræden flyttes bevidstheden permanent over på de åndelige sanseorganer, og dermed flyttes sansningen ind i den åndelige verden.
Fødslen til den åndelige verden!
At kalde det en fødsel til den åndelige verden er altså ikke helt så besynderlig, som man umiddelbart skulle tro, for hvis vi sammenligner med spædbarnets fødsel til den fysiske verden, er der mange lighedspunkter med fødslen til den åndelige verden. Ligesom spædbarnet, der på ingen måde er i stand til at klare sig selv og er totalt afhængig af de fysiske forældre, er man i reglen ude af stand til at klare sig selv, umiddelbart efter man er kommet ind i den åndelige verden. For manges vedkommende, specielt for de, der ikke tror, at der findes noget efter det fysiske liv, kan det være en aldeles mørk og tom sfære, den "nydøde/nyfødte" ankommer til, og det "rum", de er ankommet til, bliver kaldt "forgården", "mellemtilstanden" eller "skærsilden". Udtrykket "i min faders hus er der mange boliger", vil her absolut finde sin berettigelse, for omgivelserne er et direkte spejl af den bevidsthedstilstand, man befinder sig i ved bortgangen fra det fysiske liv. Det, man er optaget af i tankelivet, er identisk med de omgivelser, man "vågner" til. Er man dræbt i en trafikulykke, kan man "vågne" i den åndelige verden med tankerne rettet på, hvad der skete lige før, man blev dræbt. Forvirringen kan være overordentlig stor, idet den trafikale situation vil blive gentaget igen og igen i tankerne, fordi man ikke kan finde ud af, hvad det er, der er sket. Først når man åbner sin bevidsthed for omgivelserne og beder om at blive hjulpet, får man mulighed for at komme ud af "skærsildsoplevelsen" via skytsånderne. Det samme gælder naturligvis for narkomaner, der dør af en overdosis og sikkert i en tid vil være nærmest "bevidstløse" efter mange års misbrug eller i en mareridttilstand svarende til abstinenser. Den dødssyge, der har haft hospitalsomgivelserne i bevidstheden umiddelbart før dødens indtræden, vil opleve sygeplejersker og læger, der er "forklædte skytsånder", ligesom de, der dør som ofre for krig eller terrorbomber, kan være henholdsvis opfyldt af hævn og opleve en krigsskueplads eller en befrielse over, at det endelig er forbi, og at freden endelig har indfundet sig.
Skærsilden!
Mange, der forlader den fysiske verden, vil først i en kortere eller længere periode befinde sig i "skærsilden", hvor livets store og små tildragelser passerer revy. Hvis man er præget af meget mørke tanker, vil man opleve sig vældig isoleret og ensom, indtil man åbner sin bevidsthed og kan begynde at opleve den ydre verden. Efterfølgende befinder de sig i en slags "opvågningszone", hvor skytsånderne kan vise sig for dem, tage imod dem, præcis som fysiske forældre, og vise dem tilrette. Denne fase kaldes "skærsilden", fordi den ofte er en smertelig konfrontation med de fejltagelser eller eventuelle ugerninger, man måtte have udsat sine medmennesker for. Man vil så at sige opleve situationerne fra et højere moralsk stadie. Hvis man er vældig optaget af de materielle begær, kan det tage noget længere tid at komme videre fra denne zone. Efter skærsilden vil man blive mødt med stor kærlighed og gensynsglæde fra de venner, slægtninge eller andre bekendte, som er gået forud. Man vil møde en skytsånd, som man pludselig bliver klar over, at man har set mange gange før i de natlige ophold fra den fysiske verden, og som har været rådgiver og vejleder i nogle problematiske livssituationer. Denne fases vigtigste formål er at udskille og "afkaste" den primitive, dyriske del af bevidstheden og klargøre vedkommende til livet i de åndelige verdener. Martinus har forklaret, at man i perioden efter bortgangen fra den fysiske verden bliver gjort "klar til den åndelige tilværelse" på den måde, at alle de mørke, negative og egoistiske tendenser bliver bortsuggereret, ja nærmest lammet, idet man ikke kan komme på bølgelængde med den egentlige åndelige verden med disse primitive tankearter aktive. Herefter vil tilværelsen "på den anden side" blive en slags paradistilværelse i det omfang, som vi har udvikling til at være i kontakt med de forskellige åndelige tilværelsesniveauer. Ethvert menneske vil opleve sit eget personlige paradis, alt efter interesse og åndelig udvikling, ligesom opholdets længde formentlig i nogen grad kan være påvirket af, i hvor høj grad man har behov for disse forfinede åndelige oplevelser. Børn der forlader den fysiske verden før fødslen (abort) eller tidligt i barneårene, krigsofre opfyldt af en rasende hævntørst, rige mennesker for hvem rigdommen var alt, er eksempler på mennesker, der hurtigt vil vende tilbage til den fysiske verden, hvor målet for deres begærs opfyldelse findes.
Tilværelsen hinsides
I den åndelige verden er det helt andre kvaliteter, man skal hævde sig på, end i den fysiske verden. Her vil penge, magt, indflydelse, smarte bemærkninger eller flotte vaner ikke gøre megen gavn. Man vil, som i H.C.Andersens eventyr om "Kejserens nye klæder", være fuldstændig blottet og klædt af, kun "iført" sine tanker. Her er ingen mulighed for at camouflere eventuelle slette hensigter. Alle de gode ting, alle de kærlige gerninger, man har velsignet andre med i det fysiske liv, vil her resultere i vidunderlige omgivelser og oplevelser. Det kan være en trøst for den, der tænker på ikke at have ydet stort, at selv et kærtegn til en hund, en venlig bemærkning, hjælp af enhver art o.a. vil gavne. Man kan med den medmenneskelighed, der er blevet udviklet i de fysiske tilværelser, komme i kontakt med de mest vidunderlige, kærlige medvæsener af den samme grad af udvikling, man selv har opnået, og man kan også modtage undervisning, forske, opleve musik og kunst, der gør selv de mest sublime oplevelser, man måtte have haft i sit liv på jorden, til "det rene vand". Det er dog vigtigt at forstå, at der ikke finder nogen moralsk udvikling sted i den åndelige verden, idet betingelserne herfor ikke eksisterer. For det første er det slet ikke hensigten med opholdet mellem to inkarnationer, at "man skal lære noget" i egentlig forstand, idet det er en hvilezone. At lære noget vil i denne forbindelse skulle forstås som at "erfare noget". At lære eller erfare kræver, at der er en vis modstand i "stoffet" fra omgivelserne, og det er der ikke i det åndelige stof, der er at ligne med "tankestof". Stoffet i den åndelige verden vil føje selv det mindste vink, selv det mindste ønske, og det mindste begær vil omgående tiltrække energier/ stof, der får det til at ske. Det vil sige, at tankelivet her pludselig er den ydre verden, hvor vi har været vant til, at det har været den indre verden i det fysiske liv.
Man vil få åbnet for dele af bevidstheden, som giver adgang til at se sammenhænge, der strækker sig over flere fysiske tilværelser og på denne måde blive klar over, at den eller den tildragelse havde nøje sammenhæng med begivenheder tidligere i livet eller sågar fra andre fysiske tilværelser længere tilbage i tiden. Man får med andre ord et større kosmisk perspektiv at skue ind i og føler på et tidspunkt en stærk trang til at vende tilbage til den fysiske verden. Denne fase ligger umiddelbart inden fødslen til et nyt jordeliv, når man er blevet mæt af den åndelige verden og via erindringerne, som Martinus kalder "guldkopierne", er kommet i kontakt med tidligere livs oplevelser.
Kærlige og opofrende mennesker med indsigt og visdom, som har været meget hjælpsomme i det fysiske liv, vil ofte i et vist omfang få rollen som skytsånd for venner, bekendte, familie eller andre, der lider nød i den fysiske verden. Der udsendes tusindvis af bønner fra lidende mennesker, og de kan i et vist omfang hjælpes af den "hærskare" af Guds tjenere, der har kærlighedsevne til at udføre denne gerning. Man kunne måske indvende, at det virker mærkeligt, at disse skytsånder skal "arbejde" i den åndelige verden, der dog ellers er at betragte som et "paradis". Hertil er kun at sige, at de, der stiller sig til rådighed i kraft af deres humane udvikling, bestemt ikke opfatter det som et "arbejde", men som en glædesfyldt gerning, de ikke kan lade være med at udføre. De har allerede på det fysiske plan udviklet glæden ved at give og er begyndt at fornemme, at vejen til et harmonisk liv indebærer næstekærlighed som en automatfunktion.
Frigørelse fra dødsangsten
Dødsangst er et tankeklima, der plager rigtig mange mennesker. I forbindelse med overgangen fra det religiøse stadium til det videnskabelige "anti tro stadium" er døden blevet et tabu, der ikke diskuteres i det offentlige rum. Det er en begivenhed, som kun meget få mennesker er forberedt på. Det skubbes ofte til side med talemåden, "hvis jeg en dag dør", – ikke "når jeg en dag dør".
Det er en kendsgerning, at angsten for livets afslutning, og hvad der følger, i den grad kan formørke hele tilværelsen og fuldstændig dræbe al livsglæde i de pågældendes tilværelser.
Det kan udtrykkes på den måde, at al angst er "bifloder" og har rod i dødsangsten som den store "hovedflod". Angsten og hermed dødsangsten hører til et af de tankeklimaer, som præger det uindviede menneskes tilværelse, og hermed er det også sagt, at hel eller delvis indvielse vil være identisk med befrielsen fra samme. Religionerne, skønt de indbefatter troen på det evige liv, og videnskaben, der som fornemmeste opgave afdækker den fysiske verdens lovmæssigheder, er i dag ikke i stand til at give tilfredsstillende svar på en lang række eksistentielle spørgsmål. Det har ført til en stor søgning hos mange forskellige new age bevægelser, ligesom de gamle okkulte mystikere har fået fornyet opmærksomhed i længslen efter at finde svarene på livets store spørgsmål.
Dødsangsten er angsten for den totale udslettelse, hvilket strider fuldstændig imod en dyb indre fornemmelse af, at livet er evigt. For mange år siden sagde en af sagens foredragsholdere, at "livet er ikke noget vi har, det er noget vi er", mere præcist kan det vist ikke siges. Der findes kun én farbar vej til frigørelse for dødsangsten, og det er oplysning om de sande sammenhænge i tilværelsen. Det kan virke som et letkøbt argument at sige, "alt har sin modsætning", men hvad ville sort være, hvis ikke hvid eksisterede? Hvad ville dagen være uden natten, og glæden uden sorgen? På samme måde kunne man argumentere med, hvad "døden" ville være uden "livet"? Alt har sin modsætning...alt! Den ene modsætnings eksistens er den andens berettigelse, og uden den enes eksistens,.....ja dér ville der ikke være noget, – akkurat som en mønts to sider. Alle disse modsætninger er relative, lige såvel som "døden" og "livet" er relative begreber. Jeg gentager, hvad jeg tidligere har citeret Martinus for, at "døden er en tænkt modsætning til livet". Der findes altså kun liv, liv i forskellige faser. Døden, i den forstand at der menes udslettelse og ophør af liv, findes overhovedet ikke.
"Døden" eller "den anden fødsel", skal ses som en fase, hvor det fysiske liv forlades, fordi kroppen af den ene eller anden grund ikke længere kan bruges. Det kan være ulykke, sygdom o.a., men allerbedst er det, hvis vi når frem til den situation, at vi er "mæt af dage", for så længes man naturligt mod den åndelige verden, og det vil være en fredelig og ophøjet bortgang og for atter at citere Martinus: "som en solnedgang fra den fysiske verden og til en solopgang i den åndelige verden".
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige