Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af Martinus Kosmologis grundprincipper er livsenhedsprincippet. Dette princip betinger, at alle levende væsner, hvis antal i øvrigt er uendeligt, kun kan eksistere som væsner inden i væsner. Der findes ikke et eneste levende væsen, der ikke i sig rummer et vrimlende mikroliv i form af levende væsner. Hvert levende væsen udgør sådan set et univers eller livsgrundlag for andre levende væsner, og selv lever og færdes det samtidig i et univers. Med andre ord, hvert enkelt levende væsen udgør på samme tid et mikrovæsen, et makrovæsen og et medvæsen. Som mikrovæsen lever det og røres i et makrovæsen, som er dets univers. Som makrovæsen udgør det et univers for andre levende væsner, og som medvæsen lever det side om side med andre levende væsner i samme univers.

Martinus kalder disse tre planer for makrokosmos, mikrokosmos og mellemkosmos.

For at eksemplificere dette med mennesker, så er disse mikrovæsener i deres nærmeste univers, dvs. makrovæsnet jorden, samtidig med at de hver især udgør et makrokosmos for deres organer, mens de indbyrdes (altså mennesker indbyrdes) udgør medvæsner for hinanden. Livet er med andre ord kvantificeret i livsenheder, der er totalt afhængige af hinanden i deres ydre manifestation, enten som stofvæsner, der danner grundlag for andre væsners organismer, eller som universvæsener, der danner grundlag for andre væsners bolig. Det er i denne sammenhæng, man skal forstå, at jorden er bolig og dermed universvæsen for mennesker, dyr, planter og mineraler, medens disse på deres side indgår som organismedannelser for jorden og dermed er stofvæsner for denne.

I lyset af dette er livet således karakteriseret ved et endeløst kosmisk spiralkredsløb, hvor hver forudgående spiral, foruden at udgøre et livsplan for levende væsner, indgår i en efterfølgende spiral. Disse livsenheder, som alle er levende væsner, er ens i deres grundlæggende struktur og underlagt samme evige principper og love. Ligesom de heller ikke adskiller sig fra alvæsnet eller helhedsvæsnet (Guddommen, red.), der som ethvert andet levende væsen er et treenigt væsen bestående af 3 principper: en skaber, en skaberevne og en skabelse.

Det er i først i skabelsen (og skabeevnen, red.), at væsnerne afviger fra hinanden, både i form og bevidsthedsgrad. Her er livet karakteriseret ved en uendelig variabilitet. Alene på jorden er mangfoldigheden af de levende væsners organismer, i hvert fald hvad planter og dyr angår, imponerende. Og selv om der kun er én menneskeart her på jorden (måske bortset fra myrerne, bierne og andre insekter, der bygger samfund, se Livets Bog 1, stk. 285, red.), findes der ifølge Martinus' kosmologi uendelig mange andre menneskearter i universet, der hører til andre arter end lige pattedyrene.

Martinus kommer ikke nærmere ind på andre menneskearter, men én ting er sikker: væsner på menneskets udviklingstrin har under alle omstændigheder bevidsthedsmæssigt måttet gå igennem de samme udviklingsstadier som jordmennesker med alt, hvad dette indebærer af overlevelsesdrifter, med kampe og krige til følge. Ligesom der heller ikke kan være tvivl om, at disse væsner på menneskestadiet naturligvis er udstyret med fornuft og intelligens og dermed gradvist har kunnet udvikle civilisationer. I lyset heraf siger det derfor sig selv, at der i det store univers ikke alene findes mennesker, der ligner os, men også andre menneskearter, der kæmper med de samme eksistentielle problemer som os.

For at komme tilbage til livsenhedsprincippet så bevirker dette som sagt, at livet består af livsenheder, der i sig selv udgør levende væsner, som materiemæssigt er totalt afhængige af hinanden. Enten ved at tjene som bestanddel af og byggesten for andres organismer, eller ved at udgøre et boliggrundlag eller en verden, hvor andre kan være til, leve og røres. Livet er således et spørgsmål om væsner inden i væsner, forstået på den måde, at ethvert levende væsen på samme tid er et makrovæsen, der tjener som univers eller verden for mikrovæsener, og et mikrovæsen, der lever i et større makrovæsen, som er dets univers.

Alle makrovæsener lever således som mikrovæsener i større makrovæsener. Derved adskiller de sig fra "helhedsvæsenet" eller GUD, der hverken har medvæsner eller lever i et makrovæsen. Dette er i virkeligheden det samme som at sige, at livet kun består af ét væsen, eller rettere sagt: livet er ét væsen, og dette væsen, som er selveste GUDDOMMEN, rummer alt fra evige verdenslove, rummet og tiden, til de vrimlende livsformer i form af levende væsner.

Dette helhedsvæsen adskiller sig yderligere fra de øvrige væsner, ved at det evigt befinder sig i både "mørket" (metafor for det såkaldte "onde", red.) og "lyset" (metafor for det såkaldte "gode", red.), hvilket ikke er tilfældet med et almindeligt væsen, der snart befinder sig i mørket, snart i lyset. Denne afveksling mellem mørket og lyset er alfa og omega for opretholdelse af fænomenet "oplevelse", der jo er det ypperste formål ved livet.

Det er således begæret efter en konstant kontrasteret oplevelse, der bevirker, at væsnerne drages mod mørket, når de er mætte af lyset, og mod lyset, når de er mætte af mørket. Men da helhedsvæsnet rummer alle kontraster, er det konstant bevidst om både godt og ondt og har dermed slet ikke brug for at befinde sig snart i mørket og snart i lyset. Det rummer tværtimod begge tilstande. Men da lyset er det mest fremherskende over tid, er kosmisk bevidsthed helhedsvæsnets primære bevidsthed, mens den materielle bevidsthed, som kun trives i den grove fysiske verden, er dets sekundære bevidsthed. Det er således tilstedeværelsen af denne fysiske bevidsthed i helhedsvæsenet, der bevirker, at dets kosmiske bevidsthed stadig fornys og aldrig kan ophøre.

Helhedsvæsnet lever evigt i lyset og alkærligheden samtidig med, at det er fuldt bevidst om mørket, hvad der ikke er tilfældet for de andre væsner, der efter en umindelig dvælen i lyset efterhånden mister al bevidsthed om mørket og i konsekvens heraf også grundlaget for fortsat oplevelse. Dermed skal de igen ind i mørket for at opretholde kontrasten mellem lyset og mørket og på ny genvinde den kosmiske bevidsthed. Det er således enhedsvæsnernes kosmiske bevidsthed, der tilsammen udgør helhedsvæsnets kosmiske bevidsthed, ligesom det er enhedsvæsnerne fysiske bevidsthed, der tilsammen udgør helhedsvæsenets sekundære, fysiske bevidsthed. Og da livets fornemmeste formål er oplevelse, med alt hvad dette fænomen indebærer af fornyelse og nye sanseevner, er helhedsvæsnet akkurat som ethvert andet enhedsvæsen evigt oplevende og sansende.

Det er i denne sammenhæng, at Biblens ord, "alt er såre godt", har al sin betydning. Alt er således godt, men ikke alt godt er behageligt. Livet alternerer mellem "det behagelige gode" og "det ubehagelige gode". Uden det ubehagelige ville det behagelige aldrig kunne opleves. Det er derfor, at det onde, der jo i sig selv er et "ubehageligt gode", er en velsignelse på samme måde, som det gode er det.