Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Kærligheden er ikke nogen viljesakt. Den er et organisk produkt ligesom kød og blod, ligesom kirtelsekreter, ligesom ens brune eller blå øjne, ligesom ens lyse eller mørke hår. Hvordan skulle et organisk produkt, et mentalt kirtelsekret, som ikke havde nogen mulighed for at kunne danne sig i ens legeme eller organisme, i samme organisme kunne udløse sine virkninger? – Hvordan skulle det almene jordiske menneske kunne elske med en sympati eller kærlighed, der endnu ikke var blevet en organisk funktion?" (LB 5, stk. 1715)

Åndsvidenskabeligt set er vi mennesker lovbundet under udvikling mod stadig mere menneskelighed / næstekærlighed. Det indebærer en omfattende åndelig og kropslig forvandling; en forvandling fra tosomhedskærlighed til alkærlighed. Når Bibelen i en troens form fremfører, at vi er under skabelse i Guds billede efter hans lignelse, er det i virkeligheden en meget præcis beskrivelse af et foreløbigt mål for den forvandling / evolution, vi er underlagt. Vi er tæt på at forlade dyreriget og blive til rigtige mennesker. Indtil videre er vi det, Martinus kalder jordmennesker.

Ligesom rovdyrets evner gennem evolution er udtrykt som et organisk produkt i vildskab, kirtelsekreter, smidighed, kløer og tænder, således skal den nye evne til kærlighed, der kendetegner "det rigtige menneske", også bygges ind som et organisk produkt.

Vi skal i det følgende se, hvad der måske kan udledes af forskning i hjernen, for at kunne forstå, hvordan "kærligheden" skulle kunne blive "et organisk produkt".

Med udviklingen af meget fintfølende hjerneskannere er det blevet muligt ret detaljeret at undersøge, hvilke centre i hjernen der aktiveres, når mennesker er beskæftigede med forskellige ting. Forsøg har f.eks. vist, at musikere har et center i hjernen, der er særligt aktivt og udviklet, alt efter hvor mange år musikeren har arbejdet med sit instrument. Tilsvarende har taxichauffører et andet center særligt udviklet, der har at gøre med dette at finde rundt i byen via et indre kort. Jo længere man har virket som taxichauffør, jo mere er centeret udviklet.

Den tanke er nærliggende, at vi alle gennem vores daglige ofte trivielle gøremål indvirker med små forandringer i vores hjerne. At vi konstant er beskæftiget med at udvikle den – eller/og "afvikle" den, dersom vi udsætter den for f.eks. "stoffer" og alkohol. Måske afsætter hver eneste lille tanke og handling små spor i hjernen! Spor der ved mange gentagelser efterhånden bliver fysisk synlige og målbare.

Man har også fundet en anderledes aktivitet hos mennesker, der lider af psykiske sygdomme som depression og skizofreni, ligesom man har fundet kemiske forskelle, en viden der f.eks. er udnyttet i udviklingen af antidepressiv medicin.

Gud er også fundet i hjernen! Det center, der aktiveres ved bøn til Gud, er det samme center, som aktiveres ved samtale med et medmenneske.

Fortalere for særlige former for meditation har slået på, at det kan bevises at meditation virker, for også under meditation kan man finde interessante og specielle aktiveringer og tilstande i hjernen.

Natur- og lægevidenskaben ser kroppen og dens kemi som livet selv. Der kan komme megen nyttig viden ud af sådan forskning, som bl.a. kan bruges til fremstilling af ofte livsvigtig medicin, men nogen højere eller dybere forståelse af sygdom og livet selv vil denne tankegang aldrig direkte kunne føre til. Tankegangen giver tvært imod et solidt betonfundament for den idé, at vi er absolut dødelige, og at livet må være uden formål og mening. Gud og næstekærligheden kan reduceres til kemi og hjerneaktivitet!

Alt, hvad vi kan undersøge på det fysiske plan, er åndsvidenskabeligt set livsytringer. Det er aldrig livet selv. Det er altid noget stof / kemi / energi, livet ytrer sig igennem. Skal vi finde livet, "den levende" selv, skal vi lede hinsides hjerne, gener og kemi. Hver lille kemisk/elektrisk proces, der foregår i vores krop, er udtryk for, at "noget levende" med sine evner virker ind på kroppen – ganske enkelt holder liv i den. Døden er kun et udtryk for, at "den levende" forlader sit redskab af en krop.

Kroppe er redskaber ligesom biler, symaskiner, sakse, computere, skovle, spader, lamper, fjernsyn og tusinde andre ting, som vi mennesker har skabt, for at gøre livet for "den levende" lidt nemmere. Kroppe er "ting" – om end skabt i avanceret organisk cellemateriale! Alle ting er underlagt tidens tand. De slides og nedbrydes for atter at indgå i livets store stofkredsløb. Dette store stofkredsløb er i sig selv en livsytring. Stofkredsløbet er udtryk for, at andre levende væsener inkarnerer / tager stoffet i anvendelse for en tid, nu da den oprindelige bruger har givet slip på det.

Forestil dig et barn, der sidder og leger med Lego. Barnet har adgang til en stor kasse med klodser af mange slags og mange farver. Barnet kan skabe en flyvemaskine i sine tanker, og derefter bygge den i klodser. Barnet kan komme på andre tanker og splitte flyvemaskinen ad for at realisere tanken "et hus". Sådan går der mange år gennem barnets opvækst med at opbygge og nedbryde. Det primære i den udvikling er ikke alt det, der er blevet bygget. Den virkelige interessante proces er den, at barnet udvikler sin evne til indlevelse og til at tænke – opleve – gennem at interagere med klodserne. Det er af største betydning for hjerneredskabets udvikling, og den udvikling fortsætter resten af den fysiske tilværelse, hvor udfordringerne sikkert står på andet end leg og legoklodser.

Der må ske små mikroskopiske forandringer i hjernen for hver lille klods, barnet placerer styret af sit indre tankebillede. Der foregår noget ufatteligt avanceret og smukt, der afspejler, med hvilken kærlighed "noget i naturen" arbejder på at udvikle "det levende væsen" gennem barnestadier til voksenlivet – ja ikke bare til voksenlivet, men reelt mod fjerne endnu ukendte store mål.

Det store gennembrud i tænkningen kommer der, hvor vi forstår barnets krop som i princippet det samme som en legoklods-konstruktion. Barnets flyvemaskine bygget i klodser og samlet efter en åndelig plan bliver splittet efter nogle timers leg. Barnets organisme bygges også efter en åndelig plan – med generne som et mellemled – og skal måske holde i 90 år, hvorefter også den går sin splitning i møde. Det store spørgsmål er nu, hvem er barnet? Er det kroppen med hjerne, gener og kemiske processer. Er livet = klodserne? Eller er "livet" et "Jeg" med en tilknyttet "skabeevne", der på en og samme tid er beskæftiget med at opbygge en ny krop og et utal af konstruktioner i Lego?

Når naturvidenskaben omtaler atomerne som livets byggesten, da er det en meget præcis betegnelse, for byggesten skal ligesom legoklodser samles efter en idé / en plan / en tanke. Ideer, planer og tanker er ikke noget, stoffet besidder, det er noget "den levende" hinsides stoffet besidder.

Når barnet leger med Lego, foregår der to hovedgrupper af skabelsesprocesser. En omfattende og meget avanceret sum af evner sørger ubevidst og automatisk for opbygningen af barnets nye fysiske organisme, så barnet kan have sin fulde koncentration på den bevidste viljebetingede skabelsesproces, at lege med Lego. I virkeligheden må barnets bevidste leg med Lego også være styret af de ubevidste og langt mere omfattende automatiske skabelsesprocesser, for barnets leg har en afgørende indflydelse på automatprocessernes succes, herunder udvikling af hjerne, nervesystem, muskulatur, motorik, syn, hørelse, følesans og meget andet, der udvikles ved, at "den levende" forholder sig til oplevelse og skabelse i den fysiske verden.

En dag vil det blive almen viden, at hjernen (og generne) er et redskab ligesom resten af kroppen. Det vil sige, at de aktiviteter, der kan måles i hjernen, altid er en virkning af "den levendes" brug af hjernen. Martinus kalder hjernen for en transformator, der på den ene side gør det muligt at få transformeret indtryk fra den fysiske verden over i bevidsthedens eller åndens verden og videre ind til oplevelse for jeget. Tilsvarende, når jeget vil udtrykke sine tanker og følelser, skal disse via hjernen transformeres om til skrift, tale eller anden handling.

Vi ved fra evolutionslæren, at hjernen har undergået en udvikling fra noget primitivt til den ret avancerede hjerne, mennesket i dag er udstyret med. Da "den levende" er et evigt væsen, der altid har været til og altid vil vedblive med at være til, må vi forstå evolutionen som hvert enkelt levende væsens udvikling af sin egen hjerne frem til det, den repræsenterer i dag. Vi må også begynde at forstå, at hjernen kun er den fysiske yderside af en primært åndelig konstruktion.

Hjernens udvikling afspejler åndens udvikling og ikke omvendt. Et meget fint udviklet redskab afspejler en modsvarende meget fint udviklet ånd. Det gælder på alle tekniske områder, at f.eks. en avanceret computer afspejler meget fine åndelige evner til at tænke konsekvent logisk på elektronikkens og datastyringens område. Computerens udvikling er ligesom hjernens udvikling en virkning af menneskets åndelige udvikling. Både computer og hjerne er underlagt en evolution i kraft af udviklingen af "det levende væsens" åndelige evner, men hjernens udvikling er styret mod en langt større alsidighed end en snæver teknisk.

Det menneske, der et helt liv har indvirket på sin hjerne gennem træning på klaverspil, vil i sit næste liv fødes med en hjerne, der er meget nem igen at udtrykke klaverspil igennem. Sådan skabes virtuoser og genier på alle livets områder. Mange livs daglig træning og de evner det skaber i form af åndelige talentkerner. Det er disse talentkerner, der virker dirigerende ind på gener og hjerne i en ny fysisk tilværelse. Det er, hvad der driver evolutionen – "noget levende".

Ligesom man positivt og viljebetinget kan udvikle sine evner gennem livets daglige gøremål, og høste udbyttet af det nu og i fremtiden, så kan man også negativt påvirke sine evner og hjerne gennem gøremål, der virker nedbrydende eller fører til lidelsesbefordrende kemi og aktivitet i hjernen. Vrede, bitterhed, negativ tænkning, det at opleve sig som uretfærdigt behandlet offer, fører åndsvidenskabeligt set til psykiske lidelser herunder depression. Sådanne konstant opretholdte åndelige tankeklimaer bliver også til stærke evner, der til sidst som en automatfunktion indvirker fysisk på hjernen og på generne, og det i en sådan grad, at man vil "arve" sin egen skabte depression. Dvs. at depressionen er blevet så indarbejdet, at den er blevet et organisk produkt – har f.eks. sat sig spor i hjernen i form af uhensigtsmæssigt aktive centre og lidelsesvoldende kemi.

Hvad meditation angår, så advarer Martinus meget mod former for meditation, der går på at finde en genvej til Himlen. Det kan føre til svære lidelser, fordi man på den måde kan åbne for stærke energiers indtrængen i hjerne og nervesystemet på et tidspunkt i udviklingen, hvor hjernen slet ikke er udviklet til det. Hvis alt, hvad vi gør, indvirker på hjernen, herunder meditation, vil man ved særlige meditationsformer formentlig kunne overudvikle visse hjernecentre i en hjerne, hvor resten af centrene befinder sig på et mere jordisk almindeligt udviklingstrin. Det kan føre til indtrængen af energier der, som Martinus skriver, svarer til at lukke stærk strøm ind i et svagstrømsanlæg, hvorved transformatoren "brænder" sammen.

Der findes kun en vej til højere bevidsthed, hvilket vil sige til næstekærlighedens / "kærlighedens" fuldkommengørelse i den enkelte, og det er gennem det daglige livs udfordringer. Herunder ikke mindst det store kapitel i vores udvikling, der handler om lidelse, og som åndsvidenskabeligt set spiller den afgørende rolle i evolutionen mod humanisme.

"Noget" i naturen driver vores udvikling mod en fuldkommengørelse, der primært er en åndelig udvikling og forvandling, men som indvirker / spejles ned i hver enkelt fysisk detalje i kroppen. For også kroppen skal kunne bære den "kosmiske bevidsthed", der er et mål i evolutionen for hvert enkelt menneske, uanset hvor meget det i dag måtte være kommet på kant med livet.