Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kan en amøbe tænke, og kan den lære? Dette spørgsmål blev stillet i Danmarks Radios P1-magasin, "Videnskabens verden", den 2. februar 2008. Og svaret lød: "Ja, hvis der er tale om amøben Physarum polychefalum," Det har forskere ved Hokkaido Universitet i Japan netop vist i et eksperiment, hvor de udsatte den for en række chok ved pludselig at ændre på dens omgivelser.

Om denne amøbe hedder det, at den bevæger sig bedst i fugtige omgivelser, hvor den kan komme op på en topfart af én centimeter i timen. Når luftens fugtighed falder, sætter den hastigheden ned. Forskerne udså sig nu en amøbe, der var i bevægelse, og med et interval på præcis 60 minutter udsatte de den for tør luft. Som forventet satte amøben farten ned. Men nu kommer det interessante: Lige før forskerne for fjerde gang skulle til at puste med tør luft, satte den selv farten ned!

Herefter lod man den fortsætte upåvirket for at se, hvad der så skete. Efter et par timer vandrede den lystigt videre og havde øjensynligt glemt alt om de tørre perioder.

Efter et stykke tid udsatte man den så igen for tør luft, men kun en enkelt gang. Det fik straks amøben til at vende tilbage til det gamle mønster, hvor den med 60 minutters intervaller satte farten ned af sig selv – åbenbart i forventning om, at nu blev luften nok tør igen. Senere gentog forskerne eksperimentet med kortere intervaller, og hver gang lærte amøben, hvornår den næste tørre periode ville komme.

"Eksperimentet er tankevækkende i forhold til, hvad intelligens er," sagde programmets studievært og fortsatte: "For selv om forskerne allerede vidste, at celler modtager, fortolker og tilpasser sig forandringer i omgivelserne, så er det alligevel overraskende, at en encellet organisme kan lære noget – og tilmed huske, hvad den har lært. Lederne af det japanske forskerteam siger, at deres resultater er et vigtigt led i forståelsen af, hvordan primitiv intelligens oprindelig opstod."

Også set med kosmologiske øjne er eksperimentet tankevækkende, synes jeg. Det viser dels, hvor genialt man kan tilrettelægge et forsøg, så man kan få noget spændende at vide om et så primitivt væsen som amøben. Dels fortæller det noget om, hvordan forskerne selv tolker deres resultater. Umiddelbart ville også jeg anse amøben for mere intelligent, end jeg havde regnet med. Tænk, at den både kan lære klokken og på intelligent vis indrette sig efter den!

Men hvad er intelligens i grunden? Det kommer helt an på, hvordan vi definerer ordet. Martinus ville sikkert ikke sige, at amøben var særlig intelligent, men snarere pege på, at den har en veludviklet hukommelse. Ja, blandt de grundenergier, der indgår i hans verdensbillede, er hukommelsen langt bedre udviklet på amøbens stadium, end den er på vort eget. Dertil kommer instinktet, dvs. evnen til at indøve en automatik. Også det er langt bedre udviklet hos amøben end hos os.

Hvem har så ret, de japanske forskere eller Martinus? Så vidt jeg kan se, afhænger det helt af, hvilken fortolkning det er mest praktisk at bruge i den sammenhæng, man har med at gøre. Måske er det heller ikke helt forkert, når de japanske forskere taler om, hvordan primitiv intelligens oprindelig opstod. En intelligent kombination af hukommelse og instinkt er vel også en form for intelligens? Ja, hvor i naturen finder man noget, der ikke er intelligent? Det er dér, verdensgåden eller livsmysteriet griber fat i det menneskelige sind. Det er dér, man begynder at søge oplysning for måske en skønne dag at støde på navnet Martinus.