Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Skal man tro på noget for at acceptere Martinus' verdensbillede? Ja, du skal tro på tre ting. Du skal tro på, at verden kan beskrives, forklares og forstås. De materialistiske videnskaber hviler på de to første forudsætninger. Derfor tænker de færreste mennesker på, at de faktisk tror på noget. De tager det for givet.

Anderledes forholder det sig med den tredje forudsætning – at forstå. Men er det ikke bare det samme som at forklare? Jo, sådan er der mange, der opfatter det. Men her vil jeg skelne mellem dette at kunne udrede årsager og virkninger, dvs. at kunne forklare. Og så dette at kunne føle en dybere mening med det hele, dvs. at kunne forstå. Mange kalder denne følelse for "viden" eller "vished", skønt de ikke kan beskrive eller forklare, hvor de har den fra.

Lad mig nævne et eksempel. I 1673 holdt den danske anatom Niels Steensen et foredrag på Københavns Universitet. Her kom han ind på de tre forudsætninger, jeg lige har nævnt. Han sagde: "Skønt er det, vi ser, skønnere er det, vi erkender, langt det skønneste er det, vi ikke fatter."

At der her er noget, vi ikke fatter, er den tredje forudsætning. Ikke alle er åbne for den. Langt det skønneste ser de ikke, for de forstår det ikke. Men den "udviklede forsker", som Martinus taler til, forstår det straks, men på sin egen måde. En sådan forsker bliver varm om hjertet, får måske tårer i øjnene eller gåsehud. "Hjertet har sine grunde", skrev Pascal, "som fornuften ikke kender."

Skal man sætte et enkelt ord på denne følelse kunne det være – taknemmelighed. Taknemmelighed over for universets virkelige ophøjethed. Den kommer i særlig grad til udtryk i et lille stykke tekst, Martinus skrev som det første, men anbragte som det sidste i sit hovedværk, Livets Bog. Det kom således til at danne alfa og omega for værket. Her er en lille prøve på det, Martinus skrev:

"Kære Fader! – Jeg mærker din underfulde nærhed, når jeg retter mit blik ud i rummets umådelige dyb, og du gennem tusindtallige stjerners bål opruller for mig, hvorledes du gennem deres stråler har kærtegnet vor klode i fortiden som i nutiden, og at de stjerner, der i dag lyser vor lille verden så venligt i møde, er de samme, som har strålet over historiens mange små og store kulturers tilblivelse, blomstring og undergang…"