Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Afskrift og en vis redigering af Pia Hellertz i oktober 2009)

Den første bog jeg læste, skrevet af Martinus, var Blade af Guds billedbog og Pinseglans over livet. Den inspirerede mig så meget, at jeg besluttede at begynde at studere Martinus for alvor. Så jeg bestilte Livets Bog I.

Nu har jeg taget den førstnævnte bog frem igen for at se, om den nu, 53 år senere, stadig inspirerer mig. Det gør den, især første del, den om Guds billedbog.

En eller anden særligt fuldkommen midsommer må Martinus have oplevet Guds guddommelige nærværelse med en så stærk stråleglans, at han har fået lyst til at forsøge at give den glans videre til os – og så blev stråleglansen materialiseret til ord på siderne i en bog.

Og jeg vil give billederne videre til Jer – dog stærkt forkortet. Jeg orker ikke at skrive så meget, men bogen findes, så alle kan læse den selv.

Det hele begynder ved totiden om natten, Solen er endnu ikke nået op over horisonten, men vi er omsluttet af et blødt halvlys. Morgengryets svage lys øges langsomt, og himlen i øst bliver mere og mere farvestrålende.

Når det guddommelige lys fra den opgående sol møder midsommernattens fortryllende skygger, sker det stille og ømt. Lyset bliver langsomt stærkere og stærkere, medens det kærligt omslutter alt.

Dagens klare stjerne begynder nu at blive synlig, og varmende lys spredes ud over marker, skove og enge. Solen lyser på fattige og rige, unge og gamle. Gud har taget alt til sit hjerte.

Når Martinus former naturens hændelser i ord, lader han her Gud tale direkte til os. Gud siger:

Ligesom jeg i form af solens lysende strålevæld stilfærdigt møder mørket i daggryet, sådan skal du også møde din næste, – også når du møder mørke sider hos ham/hende. Du kan lade mit lys lyse ind i en bevidstheds mørke, lige så stille og ømt som jeg mødte nattens skygger.

Som en parentes vil jeg gerne minde om, at en solopgang er blevet beskrevet og besunget af mange i blandt andet viser og salmer.

Jeg mindes fra grundskolen, at jeg kunne lide at synge med i morgenbønnens:

Din klara sol går åter opp
Jag tackar dig min Gud
Med kraft och mod och nyfött hopp
Jag höjer glädjens ljud

Din sol går opp för ond och god
För alla som för mig
O, må jag så i tålamod
Och kärlek likna dig.

Jeg kan stadigvæk godt lide de ord af J.O. Wallin. Jeg kan også lide, at Martinus har givet solopgangen endnu mere guddommeligt lys og indhold.

Solen, siger Martinus, er vort livs store kilde. Fra den kilde får vi næring til både vort åndelige og vort fysiske liv. Solenes strålevæld er blodet i Guds organisme. Vi hviler alle ved Guddommens hjerte. Hans puls er vor oplevelse af vort evige liv.

Sommermorgenen vil altså vise os, hvordan et fuldkomment møde mellem mørket og lyset kan se ud, hvordan store kontraster kan forme sig til bløde ømme kærlighedsfulde møder, når vi lader Guds lys fra kærlighedens sol fylde os. Sommetider til ulykkelige møder, hvis det ikke lykkes os at fylde vor bevidsthed helt med lys. Det tager tid at lære, men indlæringsprocessen går kun i den rigtige retning. Gud tager mere og mere over i os.

Sommermorgenens herlighed overgår efterhånden i middagstimens kulmination. Den lader jeg ligge – for bare kort at opholde mig ved solens afsked med os – solnedgangen (som jo er en solopgang for andre dele af kloden.)

Også den hændelse har inspireret vore lyrikere. Jeg vil tage et eksempel, som jeg har ændret lidt i slutningen:

Det är vackrast när det skymmer
All den kärlek himlen rymmer
Ligger samlad i ett dunkelt ljus
Över jorden, över markens hus
Allt är nära
Allt är långt ifrån
Allt är givet åt oss alla som lån
Allt är mitt och allt ska jag ge ifrån mig
Ty jag ska vandra nu emot det stora ljuset.

Martinus formulerer solens afsked i solnedgangens guddommelige skønhed, og hvad den skal fortælle os, der nu skal tage afsked med jordlivet – det er så stort, så fuldkomment, at jeg ikke synes, det gælder mig – endnu. Måske bliver det naturligt for Jer, når I kommer til dette punkt. Måske bliver det naturligt for mig næste gang eller næste igen!

Hvad siger så Martinus?

Jo, for eksempel (citatet er forkortet):

Ligesom jeg med mit himmelske lys forgyldte min bortgang fra dig med en så overjordisk glans, at vor afsked med hinanden ikke blev en sorgens time, men en paradisisk stund, der forvandlede nattens skygger til et lysende drømmeland, dekoreret med kærlighedens skønneste kærtegn, hvor den gyldne himmel viste min nærhed hos dig.

Således må også du gøre din bortgang lysende. Du må lade din væremåde være et så fremtrædende kærlighedens solskin, at det ikke kan undgå at forgylde enhver afsked med din næste såvel som din bortgang til hinsidige zoner, for at fraværets mørke nat kan blive forherliget i dit lys. Din kærligheds solskin må være så stærkt lysende, at det hinsidige kan gøre fraværet til den gyldne himmel, på hvilken dine efterlevendes minder om dig må blive til det inspirerende silhuet-kogleri af levende kærtegn, det salighedens drømmerige, som jeg har åbenbaret for dig i den lyse sommernats scenerier. Derved vil også du midt i adskillelsens højdepunkt dokumentere din nærhed og således udgøre mit udtrykte billede, åbenbarende mit åsyn der, hvor dine jordiske rester, dit lig, dine døde organer og brustne øjne ellers kun ville have betydet savnets, sorgens og håbløshedens mørke nat for dine venner. Og således forenet med mig vil din passage fremover nu være en vej hen over lykkens højeste tinder. Dybt under os ligger tiden og rummet, men vi, du og jeg, er evigheden, uendeligheden og almagten.

Jeg ved noget der for mig er endnu mere gudeskønt end midsommerens overflod, og det er, når birketræerne omkring kosmos har klædt sig i glitrende gulgrønt, og anemonejordbunden kan minde om en stjernehimmel, der har lagt sig på jorden. Det er i modlys, at underet åbenbarer sig. Når moder Sol lyser igennem det spæde løvværk, så at alt glitrer – så er Gud, altet, så skønt, så strålende af kærlighed, at mit indre dirrer af noget, der i hvert fald ligner ekstase.

Og alligevel – hvis jeg ikke vidste, at grå november og mørk kold januar og al ensomhed også er med i den guddommelige virkelighed, som jeg er en del af – at også denne del af virkeligheden er god, er nødvendig og velsignelsesrig – så ville jeg nok ikke kunne opleve fred og harmoni også i det grå – men det gør jeg – i det mindste ret ofte.

Det grå og svære er jo ikke med som øvelsesmateriale i den verden, som jeg nu glæder mig til. Der får jeg ferie fra det tungsind, som har været en del af gråheden. Det, der eventuelt er tilbage, må jeg gå i gang med næste gang. Nu kan alle mine venner sikkert glæde sig med mig over den frihed, jeg har foran mig!

Den vished om kommende frihed og lys og glæde giver mig nu en stor taknemmelighed over alt, hvad dette liv har givet mig.

Tak...

For alle venlige øjenkontakter

For alle venlige ømhedsytringer

For alle venlige telefonsamtaler

For alt godt samarbejde her i Varnhem og det gælder mange, mange mennesker

Og for alt det svære, som en svagelig krop gav mig. For det jeg lærte trods al utålmodighed. Jeg får jo lov at lære mere efterhånden.