Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En del mennesker reagerer stærkt imod tanken om, at vi selv skaber vor skæbne, og synes, man er kynisk og umoralsk, når man siger sådan. De oplever det, som om man siger, at den, der lige er kommet ud for en ulykke eller har mistet et barn, selv er ude om det, da det er noget, de selv har skabt. Man skyldbelægger da den, der allerede ligger ned.

Tanken om, at vi selv er skaber af vor skæbne, dvs. karmatanken, kan helt klart tolkes på denne måde, men da ser man den ikke i sin rette sammenhæng. Hvis en flue sidder på et sort område af et maleri, vil den hævde, at billedet er sort, men set på afstand er det sorte kun en detalje i et kunstværk fuld af farver og lys.

Det kræver overblik at kunne se, at loven om at så og høste udgør det mest kærlige pædagogiske princip. Er man vant til at tænke i ét-livs-perspektiv, bliver karmatanken grum og ser ud til at være en straf uden hverken årsag eller nogen meningsfuld virkning. Hvis jeg havde troet på, at vi kun lever én gang, ville jeg sikkert også protestere mod en, i det perspektiv, meget inhuman tankegang som karma. Nu oplever jeg reinkarnationstanken ligeså selvfølgelig som det faktum, at den sol, der går ned i aften, står op i morgen. Jeg oplever altså ikke reinkarnationstanken som en hypotese, men som et udslag af det kredsløbsprincip, der råbes ud om overalt i naturen, og som giver en betydelig bedre forståelsesramme for en mængde indre oplevelser. Med en åndelig videnskabelig forståelse af livet er det ét-livs-tanken, der fremstår som en i højeste grad løst funderet hypotese med grumme konsekvenser. Dets udgangspunkt er, at det, vi ikke kan se eller måle, det findes ikke. Ser man livet som evigt og reinkarnationen som et kredsløb, der bindes sammen af de handlinger og tanker, vi udfører, da viser karma sig som det mest velafvejede pædagogiske princip, som med mindst mulig lidelse, trin for trin, indgyder os den medfølelse, der vil komme til at opløse alle krige. Ikke bare krige mellem mennesker, men også de krige vi nu fører mod dyr, natur og vore kroppes organer, celler m.m.

Tanken om, at alt ubehag, alle sygdomme og tab, som vi rammes af, slår ned blindt og uden mening, er for mig et brutalt verdensbillede, der desuden ikke giver noget incitament til længslen efter at praktisere en højere moral. Hvis livet selv er tilfældigt, meningsløst og savner moral, hvorfor skulle vi da overhovedet prøve at udvikle moral. Tanken om, at tilværelsen i sig selv er en uddannelse i moral, giver betydelig højere motivation til at gøre sit bedste for at være med til denne medmenneskelige solopgang.