Kosmos 2014/6 side 174
Om forudsætningerne for udbredelsen af Martinus' verdensbillede
af Søren Hahn
Når man læser Martinus, er man ikke i tvivl om, at han tog Guds eksistens for givet. Han var også sikker på, at Gud var kærlighed og ville os det godt. Deraf sluttede han, at så måtte verden være indrettet på en sådan måde, at Gud kunne få sin vilje. Og hvordan skulle verden i så fald være indrettet? Det satte Martinus sig for at undersøge. Ikke ved at finde svarene i Bibelen eller i andre hellige bøger, men ved at finde dem i sig selv. Martinus blev kort sagt sin egen kilde, og det fortæller han om i sine erindringer1: "Hver gang jeg kom ud for et spørgsmål eller et problem, meldte svaret sig omgående. Det var fuldstændig, som om det hele var gammel viden."
For at give denne viden videre til andre måtte han skrive bøger og holde foredrag, og dermed var han godt i gang med sit forfatterskab, der altså fungerede på den måde, at han fik svarene på sine spørgsmål intuitivt og gav dem videre til sine læsere og tilhørere diskursivt, dvs. forklarende trin for trin i ord og tegninger. Altså akkurat som når man fremlægger en videnskabelig teori. Derfor kunne han også sige: "Jeg kan kun give Dem den teoretiske oplevelse af Guddommen, ikke den følelsesmæssige, den kan kun Guddommen selv give Dem".2
Så vidt jeg kan se, er det er denne transformation i forbindelse med et ubegrænset intuitiv "syn", der gør ham til vor tids verdensgenløser. Det er jo sådan, man får folk i tale i vore dage, og hans fremstilling afslører tilmed, at verden er som en logisk tanke, eftersom den kan beskrives, forklares og forstås som enhver anden logisk tanke.
Men kan den virkelig det?
Tja, hvad betyder det, at noget kan forklares? Det betyder, at man kan angive en årsag til det, man opfatter som en virkning. I den fysiske verden kan vi helt rutinemæssigt forklare sammenhænge for hinanden, fordi vi siden tidernes morgen er blevet indbyrdes enige om, at enhver bevægelse nødvendigvis må skyldes en anden bevægelse. Hele vores tankesæt hviler på denne kollektive antagelse, som fx gør det muligt for os at lave vejrudsigter og videnskaber om fysik og kemi.
Men det er noget helt andet med Martinus. Her drejer det sig om menneskers liv og skæbne, dvs. bevægelser og usynlige tankestrømme, for hvilke der sædvanligvis ikke findes en fælles forståelse, som kan danne rammen om alment accepterede regler og naturlove.
Ganske vist taler vi indbyrdes om historiske udviklingsforløb, når det fx gælder racer, folkeslag og nationer, ligesom vi jo taler om arternes udvikling og om betydningen af arv og miljø. Men med hensyn til det enkelte individs skæbne ser forholdet mellem årsager og virkninger i reglen så kompliceret og uoverskueligt ud, at de færreste vel tænker på, at der også på dette felt kan forskes og laves "skæbnevidenskab", som Martinus kalder det.3
Med mindre man da på forhånd har en anelse om, at noget sådant kan lade sig gøre.
Og det er der faktisk mange mennesker, som mere eller mindre bevidst har. Det viser sig fx, når noget går galt, når huset brænder, formuen går tabt, barnet dør etc. etc. Så er det ikke usædvanligt, at der råbes, stønnes eller sukkes efter en dybere mening, som om der virkelig var en sådan dybere mening. Eller altså et særligt mønster, som helt nøgternt kan beskrives, forklares og forudsiges på samme måde som en vejrudsigt.
Det er altså ikke forstanden, men følelserne og ikke mindst lidelserne, der her giver øjet det tankens redskab, hvormed det begynder at "se" sin egen skæbne som noget, der må kunne udredes og forklares. Noget, der kan råbes, stønnes eller sukkes efter at få opklaret. Ja, det bliver livsnødvendigt at finde en sådan sammenhæng. Martinus kalder det en "vækkelsesproces", hvor livet selv banker højlydt på og vækker den sovende.4
Men er der da en dybere mening med livet? Ligger der nogle naturlove bag det hele på samme måde som med fysik og kemi? Og kan det frem for alt bevises?
Mange mennesker har gennem tiderne stillet disse spørgsmål. Men som vi skal se, så er det ikke nok at spørge for at kunne acceptere de svar, Martinus kommer med. Det "tankens redskab", hvormed man betragter verden, må være udviklet på en ganske bestemt måde: Det skal være beslægtet med Martinus' eget redskab!
Men hvad vil det nu sige?
Tre kriterier må være opfyldt, forklarer Martinus i forbindelse med sit symbol nr. 32 over "livsmysteriets løsning".5 Man må være indstillet på:
- at verden omfatter mere end de fysiske ting,
- at årsagsloven gælder for mere end de fysiske ting,
- at årsagsloven i den sidste ende fører til fuldkommen skabelse, hvormed Martinus forstår en kombination af årsager og virkninger, der i sidste ende viser sig at være til glæde og velsignelse for alle levende væsener.
På disse tre kriterier er Martinus' verdensbillede baseret. De er markeret på hans symbol nr. 32 som "stjernefelt" 1, 2 og 3. For hans intuitive syn er de evige "grundfacitter", der sætter ham i stand til at opbygge en logisk sammenhængende tankerække, hvor han led for led bevæger sig frem til, at der må findes en naturlov for menneskers liv og skæbne. Billedligt udtryk med ordene: "Som du sår, skal du høste." Uden en sådan naturlov eller skæbnelov holder kriteriet om fuldkommen skabelse nemlig ikke. Martinus udtrykker det således:6
"Så længe det levende væsen ikke kender forskel på godt og ondt, kan det ikke undgå at skabe fejlmanifestationer, hvilket vil sige manifestationer, der kun kan skabe lidelser, krig, mørke eller ufred. Efterhånden som væsenet oplever virkningerne af sine fejlmanifestationer og den viden, der heraf følger, bliver det mere og mere i stand til at handle rigtigt i sin væremåde og derved undgå fejlmanifestationerne, og hvorved dets væremåde bliver mere og mere fuldkommen."
Sådan oplever jeg det selv
Det kan måske lyde underligt, men for mig er kriteriet om fuldkommen skabelse lige så selvindlysende som en sten, der falder til jorden. Derfor generer det mig heller ikke, at Martinus bruger det, som han gør. Det samme gør vi jo med stenen, der falder til jorden. Vi tager tyngdeloven for givet, – både når vi søger efter en forklaring, og når vi finder den. Årsager og virkninger kan ikke tænkes uden hinanden, og det er vel at mærke en tankegang, vi selv har skabt. Øjet har aldrig set tyngdeloven, – så lidt som kriteriet om fuldkommen skabelse versus karmaloven.
Om vi nu vil kalde dette kriterium for en lov eller et postulat, er blot et spørgsmål om, hvad vi i fællesskab kan blive enige om at opfatte som selvindlysende, skønt det dybest set ikke har noget med andres opfattelser eller påvirkning at gøre, men udspringer af det, Martinus kalder en automatfunktion. Oplevelsen af åndsvidenskaben som kendsgerning er i stor udstrækning en automatfunktion, skriver han.7
Det samme gælder tyngdeloven. Den kan ganske vist verificeres og demonstreres for alle og enhver, hvad kriteriet/loven om fuldkommen skabelse ikke kan. Og det er jo netop her, skellet går mellem naturvidenskab og skæbnevidenskab. Men de baserer sig også på to forskellige sanser eller "tankens redskaber". Accepterer man intuitionen som et (i det mindste!) hypotetisk redskab, er vejen også åben for en teoretisk forståelse af kriteriet/loven om fuldkommen skabelse versus karmaloven.
Selv har jeg følt det på den måde, at jeg – ganske brændende og uden klart at kunne formulere det for mig selv – havde en række af de spørgsmål, som Martinus gav mig svar på. Han rakte så at sige løsningerne over disken til mig, og jeg greb dem straks. Svarene var ofte som noget, jeg havde hørt før, hvad jeg vel at mærke ikke havde. Alligevel kunne jeg genkende dem og føle mig bekræftet. Martinus guidede mig på den måde ind i en verden, hvor jeg følte mig fuldkommen hjemme. Ja, det var som at komme hjem. Svarene havde jeg implicit, nu fik dem også eksplicit. De blev på den måde italesat!
Hvor har vi hørt dette her før?
Det er her værd at minde om den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, der talte om "kroppens tavse viden".8 Det er et godt udtryk. Med Martinus blev min "tavse viden" artikuleret i ord og symboler, hvilket gjorde det muligt for mig at håndtere denne "tavse viden" på en helt anden måde. Nu kunne jeg handle bevidst og operationelt, idet jeg havde en helhed eller et verdensbillede at forholde mig til.
Jeg kunne tilmed sætte mig i Martinus' sted og fornemme den begejstring, han selv måtte have følt ved at sætte alt dette i system og få det til at stemme med sit intuitive syn. Jeg forestiller mig også, at når mennesker bliver begejstret for Martinus, så er det netop hans begejstring, de deler. Det er begejstringen ved at opdage, at de vidste meget mere, end de selv troede. Det er som at hæve en skjult skat, en "gammel viden", som i årtusinder har ligget på havsens bund og blot ventet på at komme op i dagens lys.
Denne erkendelse har også lært mig ikke at stille for store forventninger til værdien af den logiske argumentation, når jeg i min begejstring vil fortælle andre om Martinus og hans verdensbillede. Først her i de senere år er det rigtig gået op for mig, at logikken er noget sekundært. Når denne forståelse er kommet så sent, tilskriver jeg det netop min begejstring. Den åbner for ny erkendelse, men gør også blind for andres manglende forudsætninger.
Primært drejer det sig om intuitivt at "se", at verden er meget mere end fysiske ting og simple regler for aktion og reaktion. Det er ikke en erkendelse, man kan udbrede til andre. De må have den i forvejen – som en "kroppens tavse viden" – eller med Martinus' ord: "gammel viden".
Måske har vi alle denne "gamle viden", men kan først komme i forbindelse med den, når vi har brug for den. Martinus kunne drage den frem med sin intuition. Vi andre må have hans hjælp til at gøre det. Men først, når vi har brug for denne hjælp, tager vi imod den. Indtil da har den før omtalte logik intet at hvile på. Problemstillingen eksisterer ikke, og de ellers så prisværdige følgeslutninger falder til jorden som det rene nonsens.
Her taler jeg ud fra egen erfaring, idet jeg har været så heldig at blive født ind i en familie, der slet intet forstod af disse ting. Derved har jeg i vuggegave fået en naturlig længsel efter at forstå forskellen på mig selv og de andre. En forståelse, som jeg fandt fuld dækning for i Martinus' bøger.
Igen er der grund til at minde om Martinus' brug af ordet "automatfunktion". Men skal man forklare sig over for uforstående familiemedlemmer og venner, er det nok ikke nogen god idé at sige, at interessen skyldes en automatfunktion. Så er det bedre at henvise til de særlige vilkår, som enhver videnskab er underkastet. På samme måde, som de materialistiske videnskaber hviler på aksiomer, dvs. påstande, der automatisk tages for givet, således hviler nemlig også Martinus' verdensbillede på påstande, der automatisk tages for givet. Jeg har allerede nævnt kriteriet om fuldkommen skabelse.
Er de videnskabelige formalia i orden?
At alle videnskaber begynder med en påstand, som automatisk tages for givet, tænker de færreste vel på. Men der er god grund til at minde om det, når man vil introducere en ny videnskab. I heldigste fald vil man på denne måde kunne vinde forståelse for måden at argumentere på, men ikke altid for argumentets gyldighed.
Det er måske også værd at minde om, at der findes mange omskrivninger for Martinus' brug af ordet automatfunktion. Foruden aksiom kan man bruge ord som forudsætning, præmis, tese, kriterium – ja, der er sikkert mange flere.
Den store tyske filosof Emmanuel Kant grundlagde sin filosofi på noget, han kaldte apriori domme. Det er et godt udtryk. Det betyder, at man på forhånd afsiger nogle "domme" om, hvad man i et større fællesskab regner for rene selvfølgeligheder. Ud fra dem drager man så slutninger om, hvad man mere kan blive enige om inden for dette fællesskab. Alt sammen med henblik på at opnå så megen "sikker viden" som muligt. Summen af denne "sikre viden" er også kendt som et videnskabeligt paradigme. Set i denne sammenhæng kan Martinus' verdensbillede med god ret betegnes som et videnskabeligt paradigme.
Med disse omskrivninger af de af Martinus brugte ord som "automatfunktion" og "grundfacitter" ønsker jeg blot at give nogle eksempler på, at Martinus med sin åndsvidenskab ikke overskrider det regelsæt, som normalt gælder for et videnskabeligt arbejde.
Men har man de tre tidligere på symbol 32 omtalte kriterier eller grundfacitter (stjernefelt 1, 2 og 3) på forhånd, dvs. som automatfunktion, og har man yderligere behov for en forklaring, så kan jeg ikke se, at der skulle være nogle problemer i at følge Martinus i hans ræsonnement.
Dette ræsonnement er vel at mærke ikke et bevis, men en vej for tanken til at begribe det, den ikke umiddelbart forstår, men intuitivt opfatter som sandhed. Kort sagt en kopi af den proces, der førte Martinus frem til en samlet fremstilling af verdensbilledet. Man kunne også sige, at man går i Martinus' fodspor, hvilket næppe kan overraske nogen. Det var jo disse fodspor, Martinus udpegede for sine læsere, det var selve meningen med hans forfatterskab.
Med et sådant verdensbillede vil man følgelig kunne indse og forstå, hvordan verden bærer sig ad med at være netop det lykkelige eventyr, man inderst inde godt vidste eller håbede på, at den var. Og det ganske uanset, hvor store vanskeligheder man selv lige i øjeblikket står i. Disse vil blot blive opfattet som et "ubehageligt gode",9 dvs. en forudsætning for "det gode". Endnu er vi ikke nået til eventyrets slutning, men den vil komme, og den vil blive til glæde og velsignelse for alle levende væsener. Det vil man være ganske overbevist om, når man er udstyret med det rette tankens redskab, der som sagt er beslægtet med Martinus' eget redskab (intuition). Martinus taler her om "den udviklede sandhedssøger".10
Under sådanne omstændigheder vil læsningen af Martinus' mange bøger mere udfylde et længe næret savn – måske siden barndommen – om at finde en ligesindet og klogere åndsfælle, end det vil være et tørt studium, man mere eller mindre stiller sig tvivlende overfor og skal tage sig sammen for at sætte sig ind i. Nogle oplever således at flyve igennem hele forfatterskabet allerede ved første gennemlæsning. Det er som en gammel tørst, der hurtigst muligt må slukkes.
Tillid
Hvad jeg her har brugt mange ord på, kunne jeg have sagt med et enkelt, nemlig tillid. For at være modtagelig for Martinus' verdensbillede må man have noget af den tillid, som de gamle havde. Det var folk, der satte deres lid til en styrende kraft i universet, og også de talte om "det ubehagelige gode", men kaldte det prøvelser. Men til forskel fra "den udviklede sandhedssøger" undrede de sig ikke – ikke nok i hvert fald – og de stillede ingen spørgsmål, de var ikke videnskabeligt indstillede. Til gengæld var de i ånd og følelse rodfæstet i en anden virkelighed, nemlig den, deres kirke og menighed udgjorde.
For mit eget vedkommende var det denne undren, kombineret med en dyb og kun vagt formuleret religiøs længsel, der var min vigtigste forudsætning. En længsel, som ikke lod sig nøje med mindre end et komplet verdensbillede, der kunne undersøges og tålte at blive bedømt kritisk som enhver anden videnskabelig teori. Hvilket hermed er forsøgt.
Så vidt jeg kan se, var det også sådan, Martinus selv ønskede det. Han ville føre menneskene frem til en ny forståelse af Guddommen, men først når de var modne til at undre sig og stille spørgsmål, bruge deres forstand og frimodigt gå deres egne veje.
Resumé
I dette essay er Martinus' fremstilling blevet kaldt diskursiv, dvs. ræsonnerende trin for trin. Det får man et godt indtryk af i hans gennemgang af symbol nr. 32 i både Livets Bog, bind 3, stk. 677 ff., og Det Evige Verdensbillede, bog 3. Her er verden som helhed repræsenteret ved stjernefelt 1, årsagsloven ved stjernefelt 2, og kriteriet om fuldkommen skabelse ved stjernefelt 3. Skæbneloven er repræsenteret ved stjernefelt 11. 11 afhænger af 3, ligesom 3 afhænger af 11. De er makkerpar i en uendelig kæde, på samme måde som årsag og virkning. Skal jeg pege på en enkelt grundlæggende forudsætning for Martinus' verdensbillede og dets udbredelse, så synes jeg, dette makkerskab falder mest i øjnene. Før jeg lærte verdensbilledet at kende, havde jeg stjernefelt 3, men manglede stjernefelt 11. Makkerparret mellem dem er "det tankens redskab", jeg selv har haft mest glæde af at lære at kende. Med det har jeg fået nye øjne at se på verden med!
Kildehenvisninger
- Martinus: Erindringer, Zinglersens Forlag 1987, side 68
- Kosmos nr. 9, 2002, side 198
- Livets Bog, bind 2, stk. 292
- Livets Bog, bind 1, stk. 176
- Livets Bog, bind 3, stk. 677 ff.
- Det Evige Verdensbillede, bog 3, 32.12
- Livets Bog, bind 7, stk. 2535
- Kosmos nr. 8, 2005, side 254
- Livets Bog, bind 1, stk. 28
- Livets Bog, bind 3, stk. 677
Foto: Anita Paasila
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige