Grand Kursus
En ny verdensepoke med forskning i psykiske og åndelige materier
16. Den begyndende verdensepokes nye forskning er en forskning i psykiske materier, åndelige ting og livets mening. Udforskningen af materien var en del af vejen til at komme til livets mening. Uden denne materialistiske tilstand ville vi ikke have haft evner til at forstå den åndelige tilstand. Nu kan man lære at se virkningerne af de åndelige ting. Når tingene ledes af usynlige kræfter, må de ting, vi kan iagttage, afsløre disse psykiske kræfter. Og det gør de også. Et hus afslører da, at der har været en bygmester. At vi har tøj på kroppen, afslører, at der har været skræddere eller mennesker, der kunne lave tøj. På visse felter ser vi således konkrete, realistiske afsløringer af, at der har eksisteret et ophav, der har kunnet skabe.
      Vi er vidne til, at der er et levende ophav bag tøj og huse og alt det, menneskene kan lave, men vi er også vidne til, at der foregår en mangfoldighed af andre skabelser for vore øjne. Der er skabelser, der er færdige, og skabelser, der ikke er færdige. I naturen har vi et glimrende materiale at studere, igennem hvilket det bliver til kendsgerning, at disse skabelser er udslag af et levende, arbejdende ophav. Det kommer vi til at se igennem tingenes manifestationer.
      Vi ser, at der er love og principper for naturens skabelser. Ligesom træerne ikke vokser op i himlen, er der også en grænse for, hvor langt et menneske kan synke ned. Der er også en grænse for mange andre ting. Der er love, der udtrykker, at der er intelligensmæssig ledelse. Hvordan går det til, at dyrene i de vilde, øde egne tager farve efter planterne omkring dem, så de er helt skjult? I naturen findes der en hel masse foreteelser, som man da ikke kan sige er tilfældigheder.
      Inden for det menneskelige område, hvor vi har en hundrede procents evne til at opleve tingene, ved vi, at intet kan blive til af sig selv. Vi ved, at en klædning ikke kan have syet sig selv, at et hus og et automobil ikke kan have bygget sig selv. Det ved vi med hundrede procents sikkerhed. Hvordan kan vi så tro, at ting, som er lige så logiske og endnu mere indviklede end menneskelige skabelser og opfylder et endnu mere guddommeligt formål, kan være blevet til af sig selv? Vi må komme til erkendelse af, at der er et ophav bag ved naturens skabelser.