Kosmos 2009/4 side 123
Lille introduktion til et verdensbillede – 3
– når Martinus fortæller om homoseksualitet
af Søren Hahn
Nogle mænd er til mænd, og nogle kvinder er til kvinder. Det er en kendsgerning, og så kan du spørge: Hvorfor det? Det handler denne lille beretning om. Det er Martinus' forklaring på homoseksualitet, som han baserer på, at du og jeg og alle andre mennesker er evige væsener. Ganske vist fødes vi og dør, men det er kun vores ydre kroppe, der er udsat for dette skift. Inderst inde er vi evige væsener, vi skal aldrig dø. Sådan oplever Martinus det.
Prøv at forestille dig sådan en evig tilværelse. Er du bange for at dø, så er det jo en sympatisk tanke. Men tænk nu lidt videre! Hvordan vil du kunne holde ud at leve i det uendelige? Vil du ikke før eller senere komme til at kede dig? Nok kan du rejse hen, hvor du ikke har været før. Det er spændende at drage ud og se nye steder. Men kan du blive ved med at finde alt nyt?
Og netop det lille ord "nyt" giver dig den mest enkle forklaring på, hvorfor nogle mænd er til mænd, og nogle kvinder er til kvinder. Tænk på, at vi jo også har en evig fortid bag os med masser af muligheder for at søge nye veje ud af kedsomheden. Det evige liv har en pris. Nye veje må gås, og én af dem er netop homoseksualitet. Sådan forklarer Martinus det.
For mere detaljeret at finde ud af, hvad homoseksualitet er, må vi – som Martinus gjorde – begive os ud i byens natteliv, hvor partnere ofte får kontakt med hinanden. Vi må se, hvordan livet udspiller sig derude. Men vi må også bruge øjne og øren alle andre steder i samfundet. En samlet oversigt over den slags iagttagelser finder du i Martinus' værker. Specielt i Livets Bog 5, hvor du kan læse om seksualitet i mange forskellige afskygninger.
Er du selv homoseksuel, så vil du her finde veje til at forstå dig selv på en ny måde. Du vil se, at Martinus med sine analyser så at sige omfavner ethvert levende væsen og viser, at alt er naturlove, alt er naturligt og alt hører hjemme og har sin faste plads i evigheden.
Er du heteroseksuel, så forstår du måske ikke, at du selv en dag vil søge nye veje. Men tænk på, at alt dette skal ses under evighedens synsvinkel. Der er ingen grund til at blive bange for fremtiden, endsige tage forskud på den. Prøv at se det på den måde. Så er du en rigtig videnskabsmand eller -kvinde, der kan distancere sig fra sine følelser lige nu. Så er du en fri forsker. Det er folk som dig, Martinus skriver for!
Og kender du Martinus' analyser i forvejen, så savner du måske ord som "polforvandling" og "moral" i denne korte introduktion til emnet. Hvorfor er de ikke med? Fordi det er det evige liv og livets fornyelse, der er baggrunden for alt, hvad Martinus fortæller. Dér begynder forklaringen, resten kan du selv studere.