Indholdsfortegnelse for Livets Bog, bind 3

	12. kapitel Livssubstanser
763.	Introduktion
764.	Alt er identisk med midlertidigt liv, der er i færd med at blive forvandlet og derved udtrykkende et evigt "nogets" eksistens
765.	Livets udtryksformer er det samme som dets synlige substanser. "Kosmiske kemikalier"
766.	Det højeste resultat af "kosmisk kemi". I kraft af spiralerne er den "kosmiske kemiker" givet evnen til at blive det, han ønsker
767.	Spiralerne er livets generalkolorit. De tre "X'er" er det levende væsens kolorit eller den del af samme væsen, der er tilgængelig for sansning og skabelse
768.	Jegets skiftende kolorit som identisk med "årsag og virkning"
769.	Skabelse består ikke i at frembringe "noget" af "intet", men i at forvandle eller omskabe allerede eksisterende skabte ting. Skabeevnen er en nedbrydnings- og en opbygningsevne. Intet nyt kan skabes uden ved tilintetgørelsen af noget andet. "Kosmisk kemi" er en nedbrydnings- og opbygningsproces
770.	Vor oplevelse af livet kan kun finde sted på et fundament af ruiner. Den materielle videnskab og "bladene" på "livets træ"
771.	Stammen, grenene og konturerne eller kronen på "livets træ". Hvad "livets træ" har til opgave
772.	"Kosmiske skove". "Kosmisk kemi" er det samme som jegets kolorering
773.	Livssubstans nr. 1 – Urbegæret
774.	Livssubstans nr. 2 – Sult
775.	Livssubstans nr. 3 – Mættelse
776.	Livssubstans nr. 4 – Afføring
777.	Livssubstans nr. 5 – Stoffet eller materien
778.	Hvorfor udtrykket "livssubstans" gøres til fællesbetegnelse for alle førende detaljer i specialanalyseringen af selve livet eller bevidstheden
779.	Samarbejdet mellem de tre "X'er" udgør det, der er tilgængeligt for sansning eller det, der udgør bevidstheden eller livet. Jeget som det "faste punkt" i det levende væsen
780.	Sansning er kun konstateringen eller udmålingen af bestemte former for bevægelse. Ved livskildens udspring
781.	Livskilden er bevægelse. Dens udspring er at finde i området for "X2". Grænsen mellem "X1" og "X2"
782.	I området for "X3" findes intet absolut "fast punkt". Alt er her bevægelse. Jordkloden tager alt med i sin bevægelse fremover i rummet
783.	Hvorfor vi opfatter visse ting som "faste punkter". De udgør i virkeligheden illusioner, er skjulte bevægelser
784.	En skabt ting repræsenterer forskellige former for bevægelse, ikke alene i afstand, men også i tilstand. Der er bevægelse i alt, hvad der befinder sig indenfor området af "X3". Bevægelse er en betingelse for enhver tings tilgængelighed for sansning
785.	Det bliver en kendsgerning, at det absolut "faste punkt" umuligt kan forekomme indenfor en sansehorisonts område. Hvorledes det absolut "faste punkts" eksistens og position udenfor sanseområdet eller bevægelsen bliver til kendsgerning
786.	Da alt indenfor området "X3" er bevægelse, må vi vende tilbage til området for "X2" for at finde bevægelsens allerførste udspring og dermed grænsen mellem livet og livets herre
787.	Hvorledes man kan vide, at der eksisterer andet end bevægelse. Bevægelse afslører et "villende noget". Der, hvor det "villende noget" ikke behersker bevægelsen indenfor sit eget område, opstår det, vi kalder "katastrofer"
788.	"X2" udgørende området for bevidsthedslivets forbindelse med "det guddommelige noget". På tærskelen til bevidsthedens eller livets allerførste spæde morgendæmring
789.	Når jeget og "bevægelsen" mødes
790.	"Bevægelsen" har sit alfa og omega i "X2". Ophavet til "bevægelsen" eller "X1" bliver til kendsgerning ved indirekte sansning
791.	Det over "bevægelsen" herskende "noget" er ikke her eller der. Det findes ikke oppe eller nede. Det kan kun eksistere med analysen: "noget som er"
792.	"Jeg" og "det" udgør analysen af det levende væsens egen fornemmelse af sig selv
793.	Jeget fornemmes som det dybeste i vor egen organismes midtpunkt. Hele vor fremtræden er en pointering af "jeg" og "det". Jeget er det "faste punkt", hvorom al "bevægelse" drejer sig. "Det treenige princip" bekræftes igennem vor egen fornemmelse af livets oplevelse
794.	Jeget kan "vende" energierne eller bevægelsen. Jeget er "immaterielt"
795.	Vor fornemmelse af livet er at udtrykke som en "indre ubevidst del" og en "ydre bevidst del". Materialistens benægtelse af jegets eksistens og en erkendelse, der udtrykker tilstedeværelsen af "noget" i den "ubevidste del" af fornemmelsen af livsoplevelserne
796.	Væsenets "jeg-begreb" og begreberne om "guder" og "ånder" og lignende er den "hjertets overflødighed, hvoraf munden taler" og bekræfter tilstedeværelsen af "noget" i væsenets bevidsthed, for hvilket det har måttet skabe udtryk, endnu inden det har digterisk eller intelligensmæssigt talent
797.	"Jeget", "guder" og "ånder" udtrykker ikke noget, der er produkter af digterisk eller intelligensmæssig opfindsomhed, men er kendetegn, ved hvilke man henholdsvis har markeret sit eget såvel som andre væseners forekommende "selv"
798.	Da det er en kendsgerning, at virkningerne af jeget eksisterer, bliver det også en kendsgerning, at jeget eksisterer, idet ingen virkning kan eksistere uden årsag
799.	At der er noget, vi udtrykker som "ånd", gør også jegets eksistens til kendsgerning. "Ånd" og "materie"
800.	Væsenerne kan jonglere med materien i deres "indre verden", ligesåvel som de kan jonglere med materien i den fysiske verden og frembringer derved det, vi udtrykker ved begreberne "tankefunktion" eller "åndsarbejde"
801.	Manifestation og skabelse. Den materielle verden kan kun eksistere som en afspejling af de levende væseners "indre verden"
802.	At væsenerne har måttet danne sig udtryk for de to verdeners indgriben i deres praktiske daglige liv er også medvirkende bevismateriale for den "åndelige verdens" eksistens
803.	Hvorfor det levende væsen tror, at naturens skabelsesprocesser "bliver til af sig selv"
804.	Hvorfor jordmennesket fra et vist stadium kun opfatter sig selv af de autoritativt erkendte medvæsener som "levende", men opfatter "naturen" som en kombination af "døde materier"
805.	Det gamle ord, "Guds ånd svævede over vandene", bliver til virkelighed. Hvorfor nævnte ord udtrykker naturen som "vandene". "Ånd" og "den hellige ånd"
806.	Jeget fremtræder som et usanseligt midtpunkt eller centrum i vor bevidsthed og fornemmes derfor som et "blindpunkt"
807.	Hvis jeget ikke fornemmes som et "blindpunkt"
808.	Vi sanser ikke en tings virkelige natur, men derimod kun forholdet mellem denne ting og vort eget jeg. Der, hvor en ting ikke udgør et eller andet forhold til vort jeg, er den usanselig for os og bliver til "noget nr. 1"
809.	Det gamle ord, at "enhver opfattelse er afhængig af øjet, der ser", bliver til virkelighed. Hvorfor væsenernes opfattelser bliver "relative". Perspektivprincippet
810.	Et tilbageblik på det materiale, hvormed vi kan dokumentere jegets eksistens
811.	Væsenets fremtræden som individualitet er udelukkende baseret på jegets eksistens. Hvis individualiteten kun var et fantasibillede. Materialistens benægtelse af jegets eksistens er bevis for hans egen individualitets urokkelighed
812.	Jeg-fornemmelsen eksisterer hos dyret kun som "ejendomsfølelse". Jegfornemmelsen og spiralen
813.	Hvorfor jeget eksisterer som et absolut "fast punkt" og betydningen af denne dets eksistens
814.	Den moderne videnskab og det absolut "faste punkt". Et felt, hvor jordmennesket allerede nu "ser kosmisk"
815.	Hvorfor den materielle forsker eller jordmennesket ikke "ser kosmisk". Sanseevnens "linsehinde", "billedhinde" og "billedpunkt"
816.	Sålænge væsenerne kun sanser med underbevidstheden, bliver deres opfattelser "relative"
817.	Det levende væsen skal ikke blive ved med at leve i "relative" opfattelser. Jordmenneskets opfattelse i det felt, der ligger i dets sanseevnes brændpunkt
818.	Den materiekombination, vi kalder "levende væsener", "mennesker" eller "dyr", er kun hylstre, i hvilke det viljedirigerende "noget" eller "X1" skjuler sig. Hvorfor jordmennesket antager disse kombinationer for at udgøre det endelige ophav
819.	"Det relative syn" og "det absolutte syn". "Det kosmiske klarsyn"
820.	De evige facitter såsom: det treenige princip, ethvert af de tre "X'er", evighedslegemet, over- og underbevidstheden m.fl. eksisterer i kraft af det absolutte syn og udgør selve det evige væsen. Relativiteterne er dette evige væsens ydre skiftende lys eller stråleglans. Når man benægter den "kosmiske bevidsthed" samtidig med, at man oplever "relativiteterne"
821.	Bevægelse, bevidsthed og liv er identiske. Alt er "livssubstanser"
822.	Hvorledes "bevægelsen" bliver til "livsytring". Livet er kun en jongleren med indtryk og udtryk
823.	Der, hvor jordmennesket ikke kan se "bevægelsen" som "livsytring", opstår materialismen eller den overtro, at "tingene bliver til af sig selv". Materialismen er også et af de stadier, der må forsvinde for det "kosmiske klarsyn"
824.	Livssubstans nr. 6 – Jegets "vending" af "bevægelsen" eller "energien"
825.	Jegets "vending" af "bevægelsen" udgør den dybeste analyse af princippet "seksualisme". "Undfangelse", "svangerskab" og "fødsel" er kun stadier i "bevægelsens" af jeget udførte "vending"
826.	Alle befrugter alle, ligesom alle bliver undfanget af alle. Livets oplevelse er i absolut forstand seksuel udløsning. Hvorfor livsfunktionerne ikke altid er en nydelse. Det ubehagelige er ligeså nødvendigt som det behagelige
827.	Seksualismen hos det jordiske menneske er spaltet i to grupperinger, hvoraf kun den ene erkendes som "seksualisme"
828.	"Enpolede væsener". "Specielle hanvæsener" og "specielle hunvæsener"
829.	"Den maskuline pol"
830.	"Den feminine pol"
831.	De to køns afhængighed af hinanden. Et lykkeligt ægteskab
832.	Jordmenneskets fremtræden som "specielt hanvæsen" og "specielt hunvæsen" er degenererende til fordel for skabelsen af hunger efter ting, der ligger helt udenfor begæret efter at besidde noget specialvæsen af modsat køn
833.	Individer af hvert køn må dele det modsatte køns beundring med en i dette køn opstået ny interessesfære
834.	Ægteskabet indenfor det nuværende jordmenneskelige udviklingsstadium. "Hvedebrødsdagene" er kun et tilbageblik ind i jordmenneskets "tabte paradis". Dets vej går urokkeligt mod et nyt paradis på hidtil uanede mentale højder eller lysende tinder
835.	Den ny interessesfære i kønnene og de overleverede religiøse traditioner og dogmer
836.	Forskellen på de nidkære "rettroende" og den ædle "vantroende"
837.	To store udviklingsepokers møde med hinanden. Verdensgenløseren og det ægteskabelige monopol
838.	Mellemstadierne mellem enpolet og dobbeltpolet tilstand skaber degeneration indenfor ægteskabet. Den seksuelle drift er mere frigjort hos jordmennesket end hos dyret
839.	Væsenerne ønsker kønsnydelsen, men søger ved hjælp af deres intelligens at komme udenom dens naturlige følger eller virkninger: befrugtningen og afkommet. Organismernes forvandling og andre fremragende degenerationstegn
840.	At indgå ægteskab for at undgå eller for at camouflere den dobbeltpolede tilstand er stridende imod alle naturlove og er en forbrydelse imod den anden part i ægteskabet. Mønsterværdige dobbeltpolede væsener. "Den højeste ild" eller en seksuel sfære, der forener individet med Guddommen, giver det overskygningen af "den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed"
841.	Man kan ikke ved en abnorm seksuel indstilling eller særlige eksperimenter opnå "indvielse" eller "kosmisk bevidsthed"
842.	De prostituerede kvinder. Alfonseriet og dettes virkninger
843.	Den mandlige prostitution og dens virkninger: seksuel degeneration, kronisk arbejdsløshed, sløvsind, plattenslageri og uærlighed, væsenernes omformning til psykopater, der igen fører til internering, kastration og hospital
844.	Hvorfor mænd, gifte såvel som ugifte, søger prostitutionens kvinder. Når den erotiske trang er altfor dominerende i forhold til forelskelsesevnen
845.	Hvorfor ægtemænd foruden hustruen også har "elskerinder". Når forelskelsesevnen er altfor dominerende i forhold til den erotiske trang. "Elskerindernes" skæbne
846.	I abnormiteternes forgård
847.	Grunden til, at man søger seksuel udløsning må være den, at man trænger til den, og ikke dette, at man trænger til penge
848.	Når en naturlig seksuel sult ikke bliver tilfredsstillet
849.	Hvorfor jordmennesket blindt styrter sig ud i mørke seksuelle skæbnebaner
850.	Hvorfor dette, "at holde sin sti ren", ikke altid er at følge de autoriserede dogmer
851.	Hvorfor de almindelige moralvogtere eller prædikanter som regel er de sidste til at forstå det store bud "du skal elske din næste som dig selv"
852.	Ligesom individets sympati eller kærlighed til det modsatte køn kun kan eksistere som en organfunktion, således kan dets kærlighed til sit eget køn også kun eksistere som en organfunktion. Denne sidste kærlighed eller alkærlighedens vårbrud
853.	"Syndefaldet" har gennemgået en fænomenal udvikling
854.	Råbet efter Guddommen er stærkere end nogen sinde før. Den forlorne søn finder, efter den lange rejse igennem tiden, rummet og mørket, Faderen i – sit eget bryst, og livet bliver blændende lys
855.	Når individet begynder at føle stærk sympati for sit eget køn. Platonisk kærlighed
856.	Ulykkelig kærlighed
857.	Begreberne "kvindehader" og "mandfolkehader". Når individet må erkende, "at det ikke er som de andre"
858.	Samfundets forfølgelse af "homoseksuelle"
859.	Hvorfor begrebet "syndere" blev en generalopfattelse for jordmenneskene
860.	Hvorfor troen på "nåden" og "syndernes forladelse" ved Jesus Kristus kom ind i verden
861.	Hvad "syndernes forladelse" giver det troende menneske
862.	Hvorfor Jesus bruger formlen "dine synder er dig forladt"
863.	Den nuværende autoriserede kristendom er kun en vis lokalt tilpasset fase i verdensgenløsningen for de til en vis grad endnu fremtrædende tilhængere af "Det Gamle Testamentes" Gud
864.	Jesu samtale med Nikodemus afslører en hel anden side i Verdensgenløserens mission end den at give "syndernes forladelse"
865.	Hvorfor de "troende" mener, at det er "dåben" og ikke genfødslen eller reinkarnationen, der er samtaleemnet mellem Jesus og Nikodemus
866.	Nikodemus kom ikke til Jesus for at få "syndernes forladelse", men for at få del i den højintellektuelle side ved hans forkyndelse eller budskab
867.	Jesus kender reinkarnationen eller genfødslen, men ved, at det ikke er nær alle, der kan forstå den
868.	"Syndernes forladelse" var ikke det mest højintellektuelle eller centrale ved Jesu mission, men derimod hans visdomsforkyndelse
869.	Kun igennem udviklingen kan væsenerne forvandles fra "dyr" til "gudemenneske" og ikke igennem "syndernes forladelse"
870.	Hvis man fornægter reinkarnationen, er man stadig med til at korsfæste Verdensgenløseren
871.	Verdensgenløseren påpeger en tilværelsesform, hvor man ikke fødes af kvinder
872.	Hvorfor Verdensgenløseren må betegne reinkarnation og udvikling ved formlerne "himmeriges rige", "det evige liv" og "opstandelse"
873.	Jesus sammenligner en kommende ny tilværelsesform med "englenes" i "himlen"
874.	Verdensgenløseren skelner imellem "himmeriges rige" og "himlen"
875.	"Himmeriges rige" er den gennem udviklingen fuldkommengjorte fysiske væremåde, der helt vil forvandle jorden til en "ny jord" og en "ny himmel"
876.	En retfærdiggørelse af Verdensgenløserens forjættelse om "arven" af "det evige liv"
877.	Når man betragter den højintellektuelle side ved Verdensgenløserens manifestation som mindre væsentlig
878.	Verdensgenløseren og de intellektuelt retfærdighedshungrende væsener
879.	Verdensgenløsningens højeste idealer og forskrifter bliver identisk med vort eget daglige livs kendsgerninger
880.	Vore analysers kontakt med Bibelens højeste visdomsord og forjættelse
881.	"Himmeriges rige" er det samme som udviklingsspiralens tredje afsnit eller "det rigtige menneskerige"
882.	Verdensgenløserens totalindstilling til "himmeriges rige" og "helvede"
883.	Begreberne "himmel" og "helvede" er kun to formler, hvormed man foreløbig dækker individernes spørgsmål: "Hvorhen efter døden?" –
884.	Tvivl og vantro er en naturlig foreteelse og kan ikke lægges nogen til last
885.	Tvivl og vantro er det samme som "hungeren efter retfærdighed"
886.	De bibelske formler eller udtryk bliver ikke ved med at være fyldestgørende
887.	Vrede i sit indre overfor næsten giver "skyldighed overfor visdommen"
888.	Med skældsord eller andre kampmidler at forfølge sin næste giver "skyldighed overfor den jordiske øvrighed"
889.	Individet har et domæne, der er ganske urørligt af den jordiske øvrighed
890.	Et væsen, der siger: "Du dåre" overfor sin næste, hører også til dem, "der ikke vide, hvad de gøre"
891.	Det "åndelige helvede" og de jordiske lidelser
892.	Det "åndelige helvede" er totalt nytteløst
893.	Det "åndelige helvede" er værdiløst som skræmmebillede og kan heller ikke retfærdiggøres ved sakramenterne
894.	Det "åndelige helvede" udviser disharmoni mellem Guddommens og Verdensgenløserens mentalitet
895.	Verdensgenløserens opfattelse af "helvede"
896.	Intet væsen kan blive offer for et "evigt helvede", ligesom samme "helvede" ikke er udtryk for almindelig fysisk ild
897.	Den kirkelige kristendoms opfattelse af "helvede" og konsekvenserne heraf
898.	Hverken rigdom eller fattigdom, hverken sundhed eller sygdom kan være udtryk for gunstbevisninger eller straf fra Forsynet
899.	Kunsten at skabe en lykkelig skæbne
900.	"Helvede" er vejen til "himmeriges rige"
901.	Verdensgenløseren opfatter ikke "helvedes ild" som materiel fysisk ild
902.	Væsenernes højst forskellige indstilling til deres omgivelser afslører en mental vækst, der yderligere formes af Verdensgenløserens og profeternes forskrifter og idealer
903.	Den i væsenet fremtrædende mentale hunger og mættelse afslører, at dets mentalitet umuligt kan have begyndt og ligeså umuligt vil kunne afslutte sin bane i et enkelt jordliv
904.	Livets totale meningsløshed og uretfærdighed, hvis reinkarnationen eller genfødelsen ikke eksisterede
905.	Naturen stadfæster med urokkelig autoritet livets og Forsynets guddommelighed, logik og kærlighed
906.	Væsenernes lidelser eller ulykkelige tilstande udgør ikke de af Forsynet tilsigtede færdige slutresultater, men er kun mellemstadier på vejen til disse
907.	Jordmenneskene er endnu ufærdige væsener og er derfor ikke i kontakt med det fuldkomne stadium for animalsk liv, jorden ved sin forvandling allerede er i stand til at yde dem
908.	"Helvede", de ulykkelige skæbner eller lidelserne er ufærdige stadier i den store skabelsesproces
909.	Jordmenneskenes domæne passer endnu ikke ind i selve jordklodens domæne, men er i smeltediglen
910.	Menneskehedens indre stærkeste længsel er urokkeligt rettet imod humanisme
911.	En åben dør ind til den makrokosmiske mentalitet, der har ønsket jordens forvandling. Vort begær efter humanisme er en dråbe af makrovæsenets eller den skabende magts ønske om jordforvandlingens fuldkommengørelse
912.	Den sande videnskabelige forsker kan ikke undgå i det mindste som hypotese at måtte acceptere et levende, tænkende ophav bag naturen eller jordens forvandlingsproces
913.	Den fuldkomne adgang for ethvert jordmenneske til klodens livsressourcer er kun et tidsspørgsmål
914.	Jordmenneskehedens mentalitet udvikler sig og bliver mere og mere i kontakt med skabelsesprocessens mål eller plan
915.	Den store skabelsesproces og jordmenneskets idealer. Idealer, der tidligere førte til "Valhal", fører i dag til tugthus, straf og nedværdigelse, medens idealer, der tidligere førte til "Helheim", i dag fører til "himmeriges rige"
916.	Humanismens atmosfære begynder at overskygge kloden så stærkt, at den tilsidst vil bringe krigen, ufreden og lidelserne til at forsvinde fra jordens overflade, sfære og område
917.	Da den store skabelsesproces og jordmenneskenes udvikling er kulminerende kærlighed, er der ikke her plads til noget "evigt helvede", "evig fortabelse" ligeså lidt som i absolut forstand til "synd" eller "syndere"
918.	Hvorledes begreberne: "den vrede Guddom", "straf" for "synd" eller "helvede" fra et vist primitivt mentalt trin er logiske tankeslutninger eller hypoteser
919.	Hvorfor Verdensgenløseren henviser til "helvedes ild"
920.	Vore analyser i "Livets Bog" og Verdensgenløserens og Bibelens store sandheder
921.	Den materien eller stoffet iboende energi eller kraft kan kun eksistere som identisk med mikrovæseners kollektive bevidsthedsudfoldelse
922.	Hvorfor vi ikke evigt kan beholde vor nuværende fysiske organisme
923.	"Fødsel" og "død" som konsekvenser af organvæsenernes hurtigere passage gennem spiralkredsløbet end makrovæsenets
924.	Når makrovæsenets hunger- og mættelsesrytme ikke passer sammen med organvæsenernes hunger- og mættelsesrytme
925.	Hvorfor genfødslen eller reinkarnationen er en betingelse for livets beståen
926.	Vore analyser retfærdiggør Verdensgenløserens udtalelser
927.	Afslutning på en stor bianalyse og hvorfor vi har ført læseren igennem den
928.	Livssubstans nr. 7 – "Undfangelse" eller "modtagelse af energi"
929.	Behags- eller vellystfornemmelsen igennem den elskede og igennem naturen er identisk
930.	Hvorfor alt, kosmisk set, er "glædesnuancer"
931.	Livssubstans nr. 8 – Afgivelse af energi i undfangelsesakten
932.	Livssubstans nr. 9 – "Lykken" eller "saligheden"
933.	Livssubstans nr. 10 – "Ulykken" eller "helvede"
934.	Livssubstans nr. 11 – Skæbneelementet
935.	Livssubstans nr. 12 – Viljen
936.	Livssubstans nr. 13 – A-viden
937.	Livssubstans nr. 14 – B-viden
938.	Livssubstans nr. 15 – C-viden
939.	Livssubstans nr. 16 – Talentkernen
940.	Livssubstans nr. 17 – Den maskuline pol. Livssubstans nr. 18 – Den feminine pol
941.	Livssubstans nr. 19 – "Hankøn" eller "hanvæsen". Livssubstans nr. 20 – "Hunkøn" eller "hunvæsen"
942.	Livssubstans nr. 21 – "Dobbeltkøn" eller "det fuldkomne menneske"
943.	Livssubstans nr. 22 – Talentkernen for instinkt. Livssubstans nr. 23 – Talentkernen for tyngde. Livssubstans nr. 24 – Talentkernen for følelse. Livssubstans nr. 25 – Talentkernen for intelligens. Livssubstans nr. 26 – Talentkernen for intuition. Livssubstans nr. 27 – Talentkernen for hukommelse
944.	Livssubstans nr. 28 – Overbevidstheden
945.	Livssubstans nr. 29 – Underbevidstheden
946.	Livssubstans nr. 30 – Fornemmelsen af "ubehag". Livssubstans nr. 31 – Fornemmelsen af "behag". Livssubstans nr. 32 – Kontrastprincippet
947.	Livssubstans nr. 33 – Jegets fremtræden som "et levende væsen"
948.	Livssubstans nr. 34 – Skæbnen
949.	Livssubstans nr. 35 – Jegets "natbevidsthed"
950.	Livssubstans nr. 36 – Jegets "dagsbevidsthed"
951.	Livssubstans nr. 37 – "Frigjorthedsfornemmelsen". Livssubstans nr. 38 – "Stedbundethedsfornemmelsen"
952.	Livssubstans nr. 39 – "Det timelige" (det stedbundne noget). Livssubstans nr. 40 – "Det evige" (det frie noget)
953.	Det levende væsens struktur
954.	"Skæbnen" udgør den samlede oplevelse af "helvede" og "himmerige". "Helvede" som kulminationen af livsoplevelsens sammenbrud
955.	Jegets totale "fri vilje"
956.	Tankeinvaliditet som årsag til benægtelsen af individets "fri vilje"
957.	Hvorfor analysen af "det guddommelige noget" eller jeget er vanskelig at opfatte, skønt den er den enkleste, der findes
958.	Forskeren søger, om end ubevidst, en anden art facitter end mål- og vægtfacitter
959.	Livssubstans nr. 41 – Mål- og vægtfacitter. Livssubstans nr. 42 – Den på mål- og vægtfacitter baserede magt
960.	Mål- og vægtfacitter afføder spørgsmålet: "Hvem er livet?"
961.	Naturmennesket mangler ikke svar på spørgsmålet: "Hvem er livet?" –
962.	Materialistens åndelige uformuenhed
963.	Materialistens fysiske kapacitet og Bibelens udtryk for dette væsen
964.	"Syndefaldet" og dets virkninger
965.	"Syndefaldets" virkninger og den nuværende jordmenneskehed. "Syndefaldet" er en beretning om kredsløbet
966.	Livssubstans nr. 43 – "Syndefaldet" som dyrets "selvopholdelsesdrift"
967.	Livssubstans nr. 44 – Det kulminerende "dyr" eller den gudløse materialist
968.	Lignelsen om den fortabte søn sigter til et bestemt stadium i spiralkredsløbet
969.	Lignelsen om den fortabte søn giver et ufejlbarligt kendetegn på, hvem der er den "fortabte søn"
970.	Jordmennesker, der ikke kan udtrykke kulminationen af den fortabte søns tilstand
971.	Den gudløse materialist udtrykker Bibelens fortabte søn eller Guddommens største modsætning
972.	Livssubstans nr. 45 – "Syndefaldet" eller verdensgenløsningsprincippet i sin første fase
973.	Hvorfor slægterne "forbander" verdensgenløsningens første fase. "Det onde" og "det gode" er i lige høj grad "verdens frelse"
974.	Hvorfor kulminationsoplevelsen af mørket såvel som af lyset opstår og følgerne heraf
975.	Paradisfortællingen med dens "slange", "syndefald" og Guds "forbandelse" af jorden udtrykker i virkeligheden en strålende lysmanifestation. "Slangen" er jordmenneskehedens første verdensgenløser
976.	Hvorledes total bevidsthedsløshed eller døden umuliggøres i kraft af spiralkredsløbet
977.	Partiskhed som årsag til forvanskningen af syndefaldsberetningen
978.	Livssubstans nr. 46 – "Forførelsen" i paradisets have. Livssubstans nr. 47 – "Slangen", "djævelen" eller den første fases verdensgenløser
979.	Livssubstans nr. 48 – Verdensgenløsningens sidste fase. Livssubstans nr. 49 – Verdensgenløserne i genløsningens sidste fase. Livssubstans nr. 50 – Kristusprincippet
980.	Jordmenneskene er blevet partiske overfor verdensgenløsningens sidste fase og frakender derved dens første fase enhver form for identitet med lyset
981.	Livssubstans nr. 51 – Partiskhed
982.	Partiskhed afstedkommer et fejlagtigt perspektiv
983.	Livssubstans nr. 52 – Perspektivprincippet
984.	Sålænge individet ikke har fundet sit eget virkelige centrum, lever det i et falsk perspektiv eller i en usand bedømmelse af livet
985.	Livssubstans nr. 53 – Relative facitter. Livssubstans nr. 54 – Organismen som falsk centrum i perspektivet
986.	De to spørgsmål: "Hvad er livet?" – og "Hvem er livet?" og deres besvarelse
987.	Perspektivet i Guddommens eget horisontområde
988.	Alle materielle sanseobjekter er i realiteten kun hastigheds-begreber. Heri er også indbefattet foreteelserne: tid, rum og farver
989.	Når den fysiske organisme benyttes som centrum i sanseperspektivet og konsekvenserne heraf. Et nyt centrum for perspektivdannelsen bliver synligt
990.	Livssubstans nr. 55 – Det evige "noget som er", som livets absolutte eneste "faste punkt"
991.	Livssubstans nr. 56 – Livets absolutte facitter eller "kosmiske analyser"
992.	Når Jesu ord, der er "kosmiske analyser", tilsløres og opfattes som timelige facitter
993.	Hvorledes en udtalelse eller sætning eller alt, hvad der overhovedet kan udtrykkes igennem sproget, kun udtrykker forandring af bevægelse og derfor umuligt kan berøre det "faste punkt", der oplever eller konstaterer bevægelsen
994.	"Det, der oplever" og "det, der opleves" som henholdsvis udgørende "det faste punkt" og "bevægelse" og væsenernes opfattelse heraf
995.	Hvorfor den timelige analyse af Verdensgenløserens ord er ulogisk eller usand og den kosmiske analyse af samme ord er logisk og sand
996.	Hvad der tilslører relative ord eller sætninger
997.	Den kosmiske dybde i sproget eller i enhver sætning eller udtalelse
998.	Livssubstans nr. 57 – "Bevægelse 1". Livssubstans nr. 58 – "Bevægelse 2". Livssubstans nr. 59 – "Bevægelse 3"
999.	Livssubstans nr. 60 – Væsenets "evige liv"
1000.	Livssubstans nr. 61 – "X1"
1001.	Livssubstans nr. 62 – "X2"
1002.	Livssubstans nr. 63 – "X3"
1003.	Verdensaltet udgør samme treenige princip som det levende væsen
1004.	Hvis der manglede blot én af de 63 livssubstanser
1005.	Livsmysteriets løsning kan kun udtrykkes ved facitter, der på én gang udtrykker "evigheden" og "det guddommelige noget"
1006.	Hvad der gør det til kendsgerning, at evigheden, uendeligheden og almagten "sanser" og dermed er "levende"
1007.	Alle oplevelser eller enhver form for bevidsthed kan kun eksistere som afsløringen af et "noget", der afviger fra materien
1008.	Enhver oplevelse kan kun eksistere som sit ophavs identitetsfornemmelse med det absolut "faste punkt". Men denne identitetsfornemmelse kan være indpakket i en "timelig emballage" eller camoufleret i "mål- og vægtfacitter"
1009.	Enhver oplevelse er baseret på det evige "nogets" stilhed bag "bevægelsen"
1010.	Det evige "nogets" stilhed er ikke blot en "grad" af "stilhed", men udgør en absolut total "stilhed", og hvorved samme "noget" bliver identisk med det absolut "faste punkt"
1011.	Hvad vi bliver vidne til i form af talrækken
1012.	I talsproget må der også være "grundord" og "udsagnsord" ligesom i bogstavsproget
1013.	"Grundord" og "udsagnsord" indenfor talsproget
1014.	Hvorfor nullet opfattes som udtryk for "intet"
1015.	De øvrige tals mission
1016.	Hvis talsystemet ikke var en kredsløbsbetegnelse
1017.	Skema over talsystemets struktur. Hvorfor man kun har ti talbogstaver indenfor talalfabetet og ikke et nyt bogstav for hver ny enhed, der forekommer i en optælling
1018.	Hvorfor talsystemet og bogstavsystemet udtrykker "evigheden"
1019.	Det geniale i talsystemets struktur er gentagelsesprincippet, hvorved samme system kommer til at udtrykke et "spiralkredsløb"
1020.	Talbogstaverne udtrykker tilsammen kredsløb, og enkeltvis enhederne i disse kredsløb, medens nullet udgør det "faste punkt"
1021.	Hvorledes talsystemets kredsløb bliver af forskellig størrelse eller grad
1022.	Hvorfor det første kredsløb betegnes som "nul"
1023.	Nullet som udtryk for "det guddommelige noget" eller "X1"
1024.	Tallene fra 0 til 9 som udtryk for det levende væsens enkelte jordliv og død. Dette jordliv som "kredsløb af 1. grad"
1025.	Talsystemet udtrykker "skæbneelementet", "talentkernerne" og "udviklingsstigen"
1026.	Talsystemet udtrykker "reinkarnationen", "det timelige" og "det evige", samt nullets identitet med den samme navnløshed som den, der gør jeget til et "X"
1027.	Talsystemet udtrykker ved 0 det, der i talesproget er det samme som "X" – jegets skabeevne
1028.	Talsystemet udtrykker ved 0 eller X "det skabte"
1029.	Talsystemet udtrykker "det treenige princip"
1030.	Talsystemet udtrykker "mikrokosmos", "makrokosmos" og "mellemkosmos", væsenernes organer og detaljer i "makrokosmos"
1031.	Talsystemets struktur og symbol nr. 7 i "Livets Bog"
1032.	Særplan over nullets betydning. Talsystemets kredsløbs- og gradsdannelse på nulskemaet
1033.	Hvad nullet over ettallet i de forskellige rubrikker på skemaet betyder
1034.	Talsystemet udtrykker både "fødsel" og "død" som illusoriske
1035.	Nullet er det samme nul i en uendelig optælling, ligesom jeget er det samme jeg i en evig tilværelse
1036.	Talsystemet udtrykker loven om årsag og virkning
1037.	Talsystemet udtrykker begær, tanke og vilje
1038.	Den årsagsløse årsag
1039.	Talsystemet udtrykker "korsets tegn"
1040.	Talsystemet udtrykker væsenets fortid, fremtid og nutid
1041.	Hvis materialisten var ligeså umulig i sin indstilling til talsystemet, som han er umulig i sin indstilling til selve livets kosmiske struktur
1042.	Talsystemet viser os forskellen på materialistens og det virkelig vise eller højintellektuelle menneskes analyser og indstilling til livet
1043.	Talsystemet udtrykker "de tolv grundfacitter"
1044.	Hvorfor tælleevnen begyndte at blive aktuel for væsenet. "Underholdningsbegær" eller den kunstneriske side i væsenet opstår
1045.	Den kunstneriske side i væsenet bliver til selvopholdelsesdrift. Tælleevnen er en af denne selvopholdelsesdrifts første kunstarter
1046.	Ved dyrets grænse af, hvad det klart kan skelne af flerheder
1047.	Jordmenneskets udvikling af talsproget har nået fuldkommenheden. Dets udvikling af bogstavsproget skal efterhånden nå den samme fuldkommenhed. Denne fuldkommenhed er livets kosmiske analyser
1048.	Talsystemets tilblivelse og fuldkommenhed
1049.	Menneskets benyttelse af bogstavalfabetet er på vej til at blive ligeså fuldkommen som dets benyttelse af talalfabetet
1050.	Hvorfor talsprogets struktur bekræfter fuldkommenheden i verdensaltets eller det levende væsens kosmiske analyser i "Livets Bog"
1051.	Når væsenet bliver i stand til at benytte sprogalfabetet på ligeså fuldkommen en måde, som det nu benytter talalfabetet, er det ét med "vejen, sandheden og livet"
1052.	Afslutning på tredje bind