|
15. kapitel Guds rige eller livets eventyr |
1939. |
Hvorfor væsenerne må gennemgå oplevelsen af mørket eller lidelserne |
1940. |
Hvorfor mennesker kan opleve de samme livsvilkår højst forskelligt |
1941. |
Kredsløbsprincippet og livets oplevelse |
1942. |
Kontrasterne, livets oplevelse og det primitive menneskes guddoms- eller forsynsopfattelse |
1943. |
Væsenet der døde døden på grund af nydelsen af kundskabens træ |
1944. |
Hvorfor det evige væsen skal opleve den kosmiske bevidstløshed |
1945. |
Hvorfor væsenerne må opleve reinkarnationen |
1946. |
Alle former for livsprincipper eller livsoplevelse findes indenfor et spiralkredsløb |
1947. |
Alt er underkastet kredsløbsprincippet og er derfor på vandring eller er under forvandling |
1948. |
Lysets og mørkets manifestationer |
1949. |
Den seksuelle polkonstellation i væsenerne som fundamentet for mørke- og lyskontrasterne og dermed for reinkarnationen |
1950. |
Tankeimpulser og den åndelige verden |
1951. |
Hvis tankeimpulserne ikke blev organiserede, ville der ikke kunne skabes bevidsthed |
1952. |
Hvorledes overvindelsen af materiens modstand imod tankeimpulserne betinger livets oplevelse |
1953. |
"Logik" eller loven for skabelse |
1954. |
Ulogisk og logisk skabelse er henholdsvis vejen til åndeligt og legemligt mørke og lys |
1955. |
Den sande logik i væremåde kan kun tilegnes igennem en kæde af jordlivserfaringer |
1956. |
Verdensplanens logik og lokallogikken |
1957. |
Når væsenet baserer sin daglige væremåde på en logik, der ikke passer ind i verdensplanens logik |
1958. |
Den ulogiske væremådes virkninger eller slutfacit |
1959. |
Hvorledes overholdelsen af næstekærlighedsbuddet er alle loves fylde og gør væsenet til ét med Gud |
1960. |
Hvad er mørket? – Reinkarnationen eller væsenernes vandring igennem lyse og mørke sfærer |
1961. |
Væsenets kulminerende gennemgang af salighedsriget |
1962. |
A-kredsløbet, B-kredsløbet og reinkarnationens udstrækning i A-kredsløbet |
1963. |
Soveevnens tilblivelse og reinkarnationen i sin allerførste spæde eller ufærdige tilstand |
1964. |
Soveevnen bliver til et fuldkomment og frigjort talent hos det animalske væsen |
1965. |
Hvad døgnkredsløbet formår og ikke formår i væsenets udvikling af reinkarnationsevnen |
1966. |
Reinkarnationsprincippet bliver til praktisk kendsgerning |
1967. |
Hvorledes reinkarnationen er blevet et suverænt og frigjort indre talent hos det animalske væsen |
1968. |
Reinkarnationstalentet bliver til et anlæg, der regulerer plantevæsenets stammes og grenes normale levetid |
1969. |
Reinkarnationen udvikler sig frem til at kunne finde sted ved materialisation og dematerialisation og bliver således fri af den pattedyriske fødsel og død |
1970. |
Hvorledes det ydre kredsløb har skabt et indre organisk kredsløb, der nu regulerer og bestemmer væsenets fysiske fødsel og død uafhængigt af de ydre kredsløbsmanifestationer |
1971. |
"Evas skabelse" som det absolutte grundlag for al bevidsthedsskabelse eller livsfornyelse |
1972. |
Hvad "Evas skabelse" eller enpolethedens tilblivelse i væsenets bevidsthed afføder |
1973. |
Skinsygen som det første begyndende lille frø til "alles krig imod alle" eller alt åndeligt mørke |
1974. |
"Evas død" afføder lysets fødsel |
1975. |
Hvad vi vil komme til at opleve på vor rejse igennem tiden, rummet og evigheden |
1976. |
I forværelset til Guds evige bolig |
1977. |
Selv den mest faste materie er en verden af tomrum |
1978. |
Alle skabte foreteelser er tomrum og bliver dermed til illusioner |
1979. |
Da det levende væsens organisme kan opløses i tomrum, kan denne organisme og den herigennem frembragte skabelse ikke udgøre væsenet selv, men derimod kun dets tilkendegivelse |
1980. |
Hvad vi bliver vidne til i forværelset til Guds bevidsthedsdomæne |
1981. |
Gudesønnen modtages af Faderen med en indvielse, i hvilken han bliver tidens og rummets herre og dermed oplever sin egen udødelighed |
1982. |
Faderens hus eller livets tempel |
1983. |
"Jøderne" – Guds udvalgte folk betyder aspiranter til Kristi genkomst eller den store fødsel |
1984. |
Hedninger og hedningernes forgård |
1985. |
Den sande præstestand, der har adgang til "det hellige" i livets tempel |
1986. |
"Forgården" og "det hellige" i Guds bolig eller livets tempel |
1987. |
Talsmanden "den hellige ånd" |
1988. |
Når talsmanden den hellige ånd bliver til C-viden, får væsenet som ypperstepræst adgang til "det allerhelligste" i Guds tempel |
1989. |
Kongeværdighedens forfald |
1990. |
Den virkelige kongebevidsthed |
1991. |
Vore dages kongebevidsthed |
1992. |
Den døde kongemagt under den juvelbesatte guldkrone og den sande kongemagt under tornekronen |
1993. |
"Jødernes konge" som et symbolsk udtryk for den højeste konge- eller gudsmagt |
1994. |
Den sæd i hvilken alle jordens slægter skal velsignes |
1995. |
Hvad det vil sige, at jøderne var det "udvalgte" folk |
1996. |
Alverdens konge og den kongeværdighed, der giver adgang til at leve i "det allerhelligste" |
1997. |
Den dødbringende "Guds kraft" hvormed "det allerhelligste" blev beskyttet |
1998. |
Den materielle videnskabs kosmiske uformuenhed eller den død, der er en følge af nydelsen af kundskabens træ |
1999. |
Den livsfarlige beskyttelse af tabernaklets allerhelligste er tillige et symbol på beskyttelsen af "himmeriges rige" mod uværdige personers indtrængen |
2000. |
Den kosmisk set livsfarlige meditation |
2001. |
Kosmisk bevidsthed er det samme som "den hellige ånd" eller "Guds bevidsthed" |
2002. |
Hvorfor livstemplets allerhelligste må være fundamentalt beskyttet |
2003. |
Den absolut eneste sande vej til "den store fødsel" eller livstemplets allerhelligste |
2004. |
Når væsenet ad kunstig vej kommer i berøring med de kosmiske energier |
2005. |
Hvilke mennesker der søger kunstige veje til indvielse |
2006. |
Der findes absolut ingen genvej til "den store fødsel" |
2007. |
Hvad vejen til indvielse er, og hvad den ikke er |
2008. |
De største stene på vejen til indvielse |
2009. |
"Falske profeter" |
2010. |
Hedenskabets præster |
2011. |
Når man ikke kender træet på dets frugter |
2012. |
Når væsenet har høstet den mørke sæd, det har sået, forstår det Kristus og næstekærligheden |
2013. |
Hvad der er nødvendigt for aspiranten til "den store fødsel" eller den organiske indvielse |
2014. |
Bønnen og meditationen |
2015. |
Bønnens inderste kilde |
2016. |
Hos mennesket bliver bønnen en bevidst henvendelse til Guddommen eller Forsynet |
2017. |
Bønnen er et evigt princip i det levende væsen og er ikke opfundet af mennesker |
2018. |
Afhængighedsforholdet mellem makrovæsenets jeg og mikrovæsenerne i makrovæsenets organisme |
2019. |
Hvorfor vi søger helbredelse, og hvad denne helbredelse betyder for mikrovæsenerne i vor organisme |
2020. |
Hvorledes det bliver synligt, at ethvert væsen er under et forsyns beskyttelse og kommer til at høste det, det sår |
2021. |
Hvorledes det ses, at vore mikrovæsener er dagsbevidste levende væsener |
2022. |
Den gensidige efterretningsstruktur mellem makrovæsenet og mikrovæsenerne |
2023. |
Hvorledes Forsynets eksistens bliver til kendsgerning |
2024. |
Hvorfor det er en livsbetingelse for makrovæsenet at skabe sundhed og velvære for sine mikroindivider |
2025. |
Mennesker, dyr, planter og mineraler er organiske dele i det levende makrovæsen, som jordkloden udgør |
2026. |
Hvorledes vort liv og dermed vor lykke og velvære betinges af et fuldkomment samarbejde med et forsyn |
2027. |
Det femte bud kan også overtrædes i vort forhold til vor organismes mikrovæsener |
2028. |
Mellemkosmos som vor primære livsoplevelsesverden |
2029. |
Sålænge væsenet kun ser livet og verdensaltet i mål- og vægtfacitter, er det en kosmisk analfabet |
2030. |
Bag enhver af den materielle verdens detaljer ligger der en åndelig kraft, en tankemanifestation, ligesom der bag enhver sætning i en bog forekommer ånd eller tanke |
2031. |
Hvis menneskene kunne se den virkelige sandhed, bevidsthed og tanke bag solene eller stjernerne på himlen |
2032. |
Himmeriges rige eller Guds rige på jorden |
2033. |
"Logik" eller menneskets nye sansehorisont. Gudesønnens møde med Faderen |
2034. |
Menneskets forvandling fra instinkt- og følelsesvæsen til intelligensvæsen, hvis åndelige hunger kun kan mættes eller tilfredsstilles med intellektualitet |
2035. |
Livet kan ikke blive fuldkomment ved intelligens alene |
2036. |
Med kærlighedens og intellektualitetens udvikling bliver den hellige ånds væremåde til C-viden og giver væsenet adgang til livstemplets allerhelligste |
2037. |
Guds rige er et treenigt kosmos: mellemkosmos, mikrokosmos og makrokosmos |
2038. |
Ypperstepræsten, det allerhelligste og pagtens ark |
2039. |
Guddommens alvidenhed |
2040. |
Hvorfor én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år er som én dag |
2041. |
De skabte ting kan i sig selv kun være livløse |
2042. |
Det levende væsens organisme kan kun eksistere som en skabt ting, beregnet på at skulle opfylde et nyttigt formål for noget levende |
2043. |
De skabte tings ophav, jeget og livet |
2044. |
Hvorfor ophavet til alle ting udtrykkes som "Guddom" og som "almægtig" |
2045. |
Hvorfor Guddommen bliver udtrykt som "alkærlig" |
2046. |
"Guds billede" eller det endelige mål for alle levende væseners udvikling |
2047. |
Forhænget mellem "det hellige" og "det allerhelligste" i livstemplet |
2048. |
Vejen ind bag forhænget i livstemplet går kun gennem indvielse |
2049. |
At se universet som en samling stjerner og mælkeveje er ikke nogen løsning på livsmysteriet |
2050. |
En bog har to former for virkelighed: den sekundære virkelighed og den primære virkelighed |
2051. |
Livsoplevelsen eller sansningens generalprincip |
2052. |
Verdensaltet udgør en "livets bog", der også fremtræder med en sekundær virkelighed og en primær virkelighed |
2053. |
Kosmiske analfabeter |
2054. |
Alle naturens detaljer er "bogstaver", "ord" og "sætninger" i et "sprog", ved hvilket en bag den fysiske verden fremtrædende usynlig virkelighed åbenbares |
2055. |
Ligesom der bag en bogs tekst ligger en beretning om noget usynligt, således ligger der også bag det daglige livs detaljer en beretning om selve livsmysteriets afsløring eller livstemplets "allerhelligste" |
2056. |
De kosmiske analfabeter og de øvrige væsener i livstemplets forgård |
2057. |
Forgårdens væsener skaber Guddommen og dermed livsmysteriets løsning eller den store sandhed i deres eget billede |
2058. |
Med intellektualitetens udvikling forlader væsenerne efterhånden religionerne og de af menneskene selv skabte guder, dogmer og sakramenter |
2059. |
De falske guders og dogmers undergang i intellektualitetens lys |
2060. |
Vejen til lyset er ikke et spørgsmål om vore forældres luner eller en gejstlig autoritet |
2061. |
Hvad der gør de materielle foreteelser i verden identiske med princippet i en bogs tekst |
2062. |
For at komme til at opleve den usynlige virkelighed bag den materielle verden må man lære at "læse" de materielle foreteelser som "ord" og "tekst" for nævnte usynlige virkelighed |
2063. |
Den højeste videnskab eller hvad den materielle verdens former og ting som "ord" og "tekst" for den primære virkelighed fortæller |
2064. |
Den daglige fysiske tilværelse er en vandring i "bogstaver", "ord" og "tekster", der udgør Guddommens direkte tale og afsløring af livsmysteriet for den, der efterhånden har lært at forstå dette "sprog" |
2065. |
Når de fysiske facitter indgår som led i den primære virkelighed bag den fysiske tilværelse, ser man den sande virkelighed |
2066. |
Almenheden er analfabetisk med hensyn til at tilegne sig livsmysteriets løsning ved direkte selvoplevelse og kan kun få denne løsning eller livets hovedfacitter gennem de væsener, der har denne selvoplevelsesevne |
2067. |
De største vise i verden har ikke deres viden fra andre væsener, men ejer den udelukkende i kraft af deres egen kosmiske selvoplevelsesevne |
2068. |
Ved evnen til direkte at forstå Guds tale blev den sæd til, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes |
2069. |
Hvorledes overtroen om "frelse" ved "nåden" og "syndernes forladelse" kom ind i kristendommen |
2070. |
Hvorledes troen på "syndernes forladelse" opstod |
2071. |
Hvis "syndernes forladelse" var almengældende, kunne det fuldkomne menneske i "Guds billede" umuligt blive til |
2072. |
Hvis "syndefaldet" med "uddrivelsen af paradiset" ikke var absolut nødvendige led i skabelsen af "mennesket i Guds billede", ville Guds ord, "alt er såre godt", umuligt kunne være sandhed |
2073. |
Hvorfor Kristus måtte bebude "talsmanden den hellige ånds" komme |
2074. |
Den primære og den sekundære virkelighed |
2075. |
Det levende væsen igennem forgården, det hellige og det allerhelligste |
2076. |
Det færdige menneske i "Guds billede" |
2077. |
Som indviet og med kristusmentalitet åbner vi "pagtens ark", og overskygget af Guds ånds stråleglorie ser vi nu Guds kærlighedsrige fra tinderne |
2078. |
Mikrokosmos, makrokosmos og mellemkosmos |
2079. |
Hvad der særlig udgør mellemkosmos |
2080. |
Ved porten til himmeriges rige eller Guds domæne |
2081. |
Kun at se himmeriges port eller mellemkosmos er ikke det virkelige syn af himmeriges rige eller livsmysteriets løsning |
2082. |
Den sekundære virkelighed igennem hvilken den primære virkelighed åbenbares |
2083. |
Hvorfor verdensbilledet vil blive ved med at være mystik og overtro, sålænge det kun forklares ved mål- og vægtfacitter |
2084. |
Den totalt materialistiske videnskabsmand og verdensbilledet |
2085. |
Hvis en materialistisk videnskabsmand kun kunne erkende de skabte ting på samme måde, som han erkender de ukendte skabte foreteelser i verdensbilledet eller naturen |
2086. |
Det primitive menneskes opfattelse af ophavet til naturen eller livet er nærmere sandheden end det materialistiske menneskes opfattelse af de samme foreteelser |
2087. |
Sammensmeltningen med Gud i livstemplets lysocean eller allerhelligste |
2088. |
Den evige Guddom begynder i livstemplets allerhelligste at tale til sin tilbagevendte søn |
2089. |
Guddommen fortæller gudesønnen om djævlebevidsthed og det heraf udløste helvede eller ragnarok |
2090. |
Guddommen fortæller gudesønnen om dennes krig med sit makrovæsen og den heraf udløste standsning af sønnens videre udvikling af krigen og det dræbende princip |
2091. |
Guddommen fortæller gudesønnen om, hvad der førte denne til livstemplets allerhelligste |
2092. |
Gud giver gudesønnen kosmisk bevidsthed |
2093. |
Guddommens og gudesønnens identitet som uendeligheden og evigheden |
2094. |
Hvorfor vort jeg altid må forekomme umanifesteret, og hvorfor uendeligheden og evigheden er til stede i alle størrelser i tid og rum |
2095. |
Alle størrelser i tid og rum er tænkte foreteelser og opretholdt i kraft af bevægelse |
2096. |
Gud åbenbarer for sønnen, hvorledes bevægelsen bliver til sansefornemmelse eller livets oplevelse |
2097. |
Hvorledes Guddommens jeg og sønnens jeg er det primære i tilværelsen og fremtræder som tidens og rummets ophav |
2098. |
Afklaring af de gyldne trådes mysterium og "moderenergien" |
2099. |
Jeget og dets højeste bevidsthedsstruktur eller dets "overbevidsthed" |
2100. |
Hvorledes opfyldelsen af de store forjættelser om "evigt liv", "Kristi genkomst", "himmeriges rige" etc. sker fyldest igennem sønnens kosmiske indvielse |
2101. |
Gud åbenbarer for sønnen sin ånds domæne og den skabte verden i mikrokosmos såvel som i makrokosmos og mellemkosmos |
2102. |
Sønnens indvielse i kontrastprincippets lys og mørke og dets nødvendighed for skabelse af livets oplevelse |
2103. |
Gudesønnen oplever, hvorledes Gud er i alle væsener, og alle væsener er i Gud og bliver til funklende lysfelter i Guds stråleglorie |
2104. |
Gud åbenbarer for gudesønnen formålet med sin befaling: "Der vorde lys" |
2105. |
Gud åbenbarer hensigten med verdensaltets stjernetåger, mælkeveje og solsystemer |
2106. |
Guds tale til gudesønnen som direkte tankeoverføring fra jeg til jeg |
2107. |
Gud udtrykker, at Adam er et lysvæsen fra en højere verden |
2108. |
Den evige livsoplevelse inddelt i helhedsafsnit indenfor hvilke lyset og mørket hver især har sin kulmination |
2109. |
Mørkeoplevelsens nødvendighed |
2110. |
Bibelen fortæller om en livsepoke, der var forud for den nuværende mørkeepoke |
2111. |
Gennem mineralriget til planteriget |
2112. |
Hemmeligheden ved kosmisk bevidsthed eller dette: "at være ét med Gud" |
2113. |
Hvad den indviede gudesøn får at se hinsides de almene forestillinger og dogmer om mikrokosmos og makrokosmos |
2114. |
Guddommen og gudesønnen oplever sammen mikrokosmos i form af makrokosmos |
2115. |
Et verdensalt, der er millioner af gange mindre end de partikler, der er den yderste grænse for, hvad der kan iagttages med mikroskop |
2116. |
Alle sygdommes rod eller dybeste årsag |
2117. |
Når man sætter livet til for at redde andre |
2118. |
Hvis kærligheden ikke var den højeste livsbasis |
2119. |
Hvorfor der er zoner eller sfærer, i hvilke hadet eller det dræbende princip eksisterer |
2120. |
Det indviede væsens sygdomsrisiko |
2121. |
De kosmiske verdensgenløseres livsskæbne |
2122. |
Hvorfor de kosmisk bevidste verdensgenløsere vender den højre kind til, når de bliver slået på den venstre |
2123. |
Kendetegnet på de guddommelige sendebud eller de virkelige verdensgenløsere |
2124. |
Hvad verdensgenløsere og deres mission betyder |
2125. |
Når kærligheden kun kan udløses som et mindste onde |
2126. |
Kærlighedens hovedformål |
2127. |
Gud viser sønnen sin kærlighed, og at "alt er såre godt" |
2128. |
Ethvert væsens skæbne er et spejlbillede af den skæbne, det selv forud har påført sin næste |
2129. |
Hvorfor man skal tilgive sin næste |
2130. |
Afslutning på den mellemkosmiske indvielse |
2131. |
Mennesket og det femte bud |
2132. |
Verdensgenløsningens visdom før og nu |
2133. |
Lægevidenskabens store indsats |
2134. |
Hvad der skal til for at skabe den endelige immunitet overfor sygdomme |
2135. |
Menneskenes kendskab til deres fysiske organisme |
2136. |
Den mellemkosmiske skæbne |
2137. |
Udviklingens mål med væsenets forhold til mikrokosmos |
2138. |
Hvad "talsmanden den hellige ånd" skal give menneskeheden |
2139. |
Kosmiske glimt |
2140. |
Tærskelens vogtere |
2141. |
Alt stof er gennemtrængt af ånd og er derfor levende |
2142. |
Den fysiske og den åndelige materie |
2143. |
Hvorfor årsagen til verdens skabelse er udtrykt i det evige begreb: "Guds ånd svævede over vandene" |
2144. |
Mellemkosmisk, mikrokosmisk og makrokosmisk ånd udgør henholdsvis det samme som mellemkosmisk, mikrokosmisk og makrokosmisk elektricitet |
2145. |
Menneskene og makrokosmisk elektricitet, ånd eller psyke og organisme |
2146. |
Håbets stjerne eller bevidstheden om udødelighed |
2147. |
Videnskaben og makrokosmisk ånd |
2148. |
Hvorfor materiel forskning ikke kan løse stoffets mysterium |
2149. |
Løsningen på stoffets mysterium er ånd |
2150. |
En usynlig kraft som det primære i det levende væsens organisme |
2151. |
Væsenets tilegnelse af sandheden om udødelighed |
2152. |
Det levende væsens fysiske legeme er et organisk fabriksanlæg |
2153. |
Alle eksisterende sygdomme er i deres kosmiske analyse mellemkosmiske, elektriske kortslutninger |
2154. |
Et "lig" er kun et totalt kortsluttet organisk, elektrisk apparatur |
2155. |
Det levende væsen eksisterer kun indirekte på det fysiske plan, men direkte og evigt på det psykiske plan |
2156. |
Hvorfor det er en fejltagelse at tro, at den fysiske organisme er et levende væsen |
2157. |
Den mellemkosmiske elektricitet i den fysiske organisme |
2158. |
Den psykiske eller åndelige verden bliver til kendsgerning |
2159. |
Det levende væsens oplevelse af livet er en jongleren med mellemkosmiske, elektriske impulser |
2160. |
Centralorganet for væsenets beherskelse af sin organisme udgør en fin-elektrisk, organisk struktur |
2161. |
Fejlagtig viljeføring skaber kortslutninger i væsenets mellemkosmiske, elektriske system |
2162. |
En hunger og tørst der ikke kan mættes eller tilfredsstilles |
2163. |
Når de moderne, giftige nydelsesmidler skaber kortslutninger og overgange i væsenets mellemkosmiske, elektriske system |
2164. |
Det levende væsen, overbevidstheden og skæbneelementet |
2165. |
Talentkernerne |
2166. |
Talentkernernes og organernes tilblivelse og dermed muligheden for inkarnation af liv i fysisk materie |
2167. |
Liv kan ikke skabes, men det inkarnerer i fysisk materie overalt, hvor betingelserne herfor er til stede |
2168. |
Hvad inkarnationsloven betyder |
2169. |
Hvorledes væsenet kan overføre sine evner eller talenter til en ny inkarnation |
2170. |
Det levende væsen yngler ikke alene ved den kønslige parringsakt |
2171. |
Den guddommelige kærlighed i vor organdannelse og overførelse af vore talenter eller evner til en ny inkarnation |
2172. |
Det evigt levende |
2173. |
Verdensaltet er et elektrisk apparatur |
2174. |
"Ild" og "kulde" i kosmisk analyse |
2175. |
Hvorledes det levende væsens livskraft opstår |
2176. |
Grundenergiernes fordeling som kraftområde og oplevelsesområde i det levende væsens bevidsthed |
2177. |
Livskraften og det normale og det unormale væsen |
2178. |
Hidsighed eller kædeeksplosioner i væsenets mellemkosmiske system |
2179. |
Væsenets uopløselige kombination af følelses- og tyngdeenergi garanterer det kraft til evig oplevelse af livet |
2180. |
Grundenergiernes indbyrdes uopløselige kombination |
2181. |
Væsenets normaltemperatur som balancepunktet i den organiske forbindelse mellem ild og kulde i væsenets organisme |
2182. |
De levende væseners organismer og manifestationer fremtræder i mikrokosmiske og makrokosmiske såvel som i mellemkosmiske formater |
2183. |
Makrokosmisk ild og kulde har rod i en makrokosmisk sjælelig struktur som den 2. og 3. grundenergi |
2184. |
Kendsgerningernes vej |
2185. |
Væsenets jeg og overbevidsthed som evigt eksisterende bag dets skiftende inkarnationer |
2186. |
Verdensaltets virkelige eller absolutte "faste punkt" |
2187. |
Hvorfor livsmysteriets løsning eller verdensaltets "faste punkt" ikke kan opleves ved materiel forskning |
2188. |
Hvorfor den højeste viden eller livsmysteriets løsning er et spørgsmål om moral |
2189. |
Det levende væsen som et "fast punkt" imellem en indre åndelig verden og en ydre materiel, fysisk verdens sansereaktioner |
2190. |
En organisk proces ved hvilken de materielle sansereaktioner bliver til tanke eller levende oplevelse |
2191. |
Intuitionen og kosmiske glimt |
2192. |
Intuitionsevnen ligger til grund for de store humanistiske og kunstneriske skabelser og opfindelser |
2193. |
Forskellen på intuition og hukommelse |
2194. |
Intuitionen i sit begyndelsesstadium og hvorfor den kun befordrer færdige ideer eller facitter |
2195. |
Instinktet som fundament for dyrets opretholdelse af sin tilværelse |
2196. |
De dyriske, instinktmæssige drifters beherskelse af mennesket i dets begyndelsesstadium |
2197. |
Da den begyndende tænkeevne gjorde mennesket til geni i at overtræde livets højeste love |
2198. |
Det bevidsthedsområde, der adskiller mennesket fra dyret |
2199. |
Det jordiske menneske i sit første stadium som "menneske" |
2200. |
Selv om væsenet blev forvandlet til "menneske", blev dets dyriske grundpsyke foreløbig ikke forvandlet |
2201. |
Den begyndende intelligens som redskab for den dyriske selvopholdelsesdrift i mennesket |
2202. |
Den dyriske selvopholdelsesdrifts beherskelse af intelligensevnen i mennesket har gjort dette væsen til jordens største dræber |
2203. |
Det jordiske menneske og Bibelens symbolske udtryk: "slangen", "djævelen" og "satan" |
2204. |
"Nydelsen af kundskabens træ" og den heraf følgende "død" |
2205. |
Det materialistiske væsen og dets videns begrænsning |
2206. |
Den åndelige verden bliver til kendsgerning |
2207. |
Mennesket der er "døet døden" på grund af "nydelsen af kundskabens træ" |
2208. |
Det i Bibelen udtrykte "syndefald" er i absolut forstand ikke noget syndefald, men derimod en af uvidenhed affødt fejlmanifestation |
2209. |
De krigsførende kulturmenneskers psyke |
2210. |
"Nydelsen af kundskabens træ" som et uundværligt led i skabelsen af "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" |
2211. |
Hvorfor "nydelsen af kundskabens træ" er nødvendig |
2212. |
Hvorfor mørket eller lidelserne ikke kan være mindre drastiske |
2213. |
Mørket set fra det kosmiske livsplan |
2214. |
Når den dyriske selvopholdelsesdrift behersker menneskets intelligensevne |
2215. |
Intelligensen er et underordnet redskab for manifestationen af væsenets øvrige mentale egenskaber |
2216. |
Den moderne verdenskultur præget af mange former for intelligensmisbrug |
2217. |
Hvorfor den moderne verdenskultur med dens krige og andre mørkemanifestationer ikke kan bebrejdes noget som helst menneske |
2218. |
Når verdenskulturen befordres ved diktatur |
2219. |
Hvorfor menneskene ikke gør det gode, de vil, men gør det onde, de ikke vil |
2220. |
De moderne myndigheders foreløbige uvidenhed med hensyn til manifestationen af straf og henrettelser |
2221. |
Millioner og atter millioner af mennesker verden over holdes i dag i dressur ved hjælp af straffe- og henrettelsesbestemmelser |
2222. |
Den moderne verdenskulturs primitivitet og analfabetisme overfor sjæls- og åndsstrukturen i det levende væsen |
2223. |
Verdenskulturen kan udelukkende kun ændres ved udvikling og ikke ved noget som helst diktatur eller magtbud |
2224. |
Drabsreligionens begyndende forfald i form af "samvittighedsnag" |
2225. |
Et begyndende vendepunkt i menneskenes psyke, religiøse indstilling og væremåde |
2226. |
Den virkelige humanitets- eller næstekærlighedsevne opstår automatisk i kraft af lidelsesoplevelserne |
2227. |
Når man forfølger og straffer væsener, der er, som de, ifølge deres udviklingstrin, er nødsaget til at være |
2228. |
Medlidenhedsevnens tilblivelse |
2229. |
Lidelsen og smerten er et kosmisk faresignal |
2230. |
Den sande årsag til krigen eller "det ondes" eksistens |
2231. |
Hvorledes udviklingen af væsenernes evne til at overholde livets love finder sted |
2232. |
Hedenskabet har fået glimrende kår i den moderne kulturskabelse |
2233. |
Atomkrigen eller menneskenes sabotage af naturen og livet |
2234. |
Den sekundære gudsdyrkelse |
2235. |
Den primære gudsdyrkelse |
2236. |
Menneskene må leve i krig, sålænge de tror at kunne afskaffe krig med krig |
2237. |
Hvorfor enhver krigshandling med tortur, drab og mord er tåbelig |
2238. |
Menneskene forstår ikke, at ingen i virkeligheden kan dræbe, og ingen kan dræbes, og at fjender derfor umuligt kan blive fri af hinanden ved mord og drab |
2239. |
Ligesom man må så brødkorn for at avle brødkorn, således må man også så den skæbne, man ønsker at opnå |
2240. |
Der er en grænse for udviklingen af "det onde" og "det gode" |
2241. |
Hvorfor ethvert væsen er sin egen skæbnes absolutte ophav |
2242. |
Menneskenes uvidenhed om udødelighed og genfødelse gør det umuligt for dem at se den guddommelige retfærdighed og kærlighed i deres skæbnedannelse |
2243. |
"Talsmanden den hellige ånd" betinger, at "Guds veje" ikke skal blive ved med at være "uransagelige" |
2244. |
Hvor den evige sandhed om Guds almægtighed, alvisdom og alkærlighed er åbenlyst til skue |
2245. |
Hvis Guds veje virkelig var uransagelige |
2246. |
Dogmer der bringer troen på Guds almægtighed, alvisdom og alkærlighed i forfald |
2247. |
Hvorfor dogmereligionerne er gået i forfald |
2248. |
Intellektualiteten, den humane evne og det menneskelige og det dyriske i mennesket |
2249. |
Det afsporede guddomsbillede |
2250. |
Hvorfor verden venter en religiøs reformation eller en ny opfattelse af livsmysteriets løsning |
2251. |
Hvorfor menneskene bliver materialistiske eller gudløse |
2252. |
Mentalitetsændringen fra at skabe Gud i menneskenes billede til at skabe menneskene i Guds billede |
2253. |
Menneskeheden og dens store religiøse førere, buddhaer, messiasser |
2254. |
Mennesket i sin første epoke som menneske |
2255. |
Polforvandlingen og menneskets begyndende fysiske skabelse |
2256. |
Fra dyremennesket til det moderne kulturmenneske |
2257. |
Hvorfor de jordiske mennesker kolliderer med menneskerigets love |
2258. |
Dyrerigets område er angreb og forsvar, parringsdrift og afkomsbeskyttelse |
2259. |
De "menneskelige" og de "dyriske" anlæg i mennesket |
2260. |
Verdens frelse |
2261. |
Hvorfor det er tåbeligt ikke at tilgive sin næste |
2262. |
Beskyttelse imod de livsfarlige dyriske naturer i menneskene er ikke det samme som straf eller hævn |
2263. |
Kristi væremåde eller næstekærlighedens magt er større end atombombens |
2264. |
Når den dyriske natur i mennesket er bekæmpet, eksisterer himmeriges rige på jorden |
2265. |
Hvad menneskene må koncentrere sig på at få udviklet, for dermed at fjerne årsagen til deres dommedagsskæbne og opleve den virkelige fred i verden |
2266. |
Det ufærdige menneskes dyriske og menneskelige natur |
2267. |
Når menneskets dyriske natur holder det borte fra andre væseners sympati eller kærlighed |
2268. |
Hvorfor man atter må genfødes på det fysiske plan |
2269. |
Guddommens eller de levende væseners udødelighed opretholdes ikke ved nogen viljesakt |
2270. |
Verdensaltets Guddom |
2271. |
Hvad menneskene må lære at forstå for at kunne opnå den virkelige fred og blive til mennesket i Guds billede |
2272. |
Væsenernes vandring igennem mørke til lys og den heraf følgende højeste form for skæbne- eller livsoplevelse |
2273. |
Menneskeheden kan ikke mere ledes ved autoritet, trosdogmer eller materialistiske filosofier |
2274. |
De evige principper, som det levende væsen ikke har nogen som helst viljemæssig indflydelse på |
2275. |
Spiralkredsløbene og de levende væseners fri vilje |
2276. |
Hvad der kan være objekt for vilje, og hvad der ikke kan være det |
2277. |
"Det timelige" som viljens udfoldelsesområde eller hjemsted |
2278. |
Sult- og mættelsesprincippet og viljen |
2279. |
Væsenets fri vilje på ernæringsområdet |
2280. |
Væsenets fri vilje på det mentale område |
2281. |
Variationerne i væsenets skæbne er virkningerne af dets fri vilje |
2282. |
Det levende væsens kosmiske eller evige struktur er hævet over alt, hvad der kan bestemmes ved viljeføring |
2283. |
Hvorfor den fuldkomne fri vilje udgør det absolut eneste fornødne for såvel stater som for det enkelte menneske |
2284. |
Når menneskene ligefrem i renkultur dyrker deres egen viljespærring |
2285. |
Menneskets normale fri vilje og Guds vilje |
2286. |
Udvikling og indvikling |
2287. |
Hvad væsenerne mentalt er indviklede i og er i færd med at udvikle sig af |
2288. |
Det levende væsens indviklings- og udviklingsepoke |
2289. |
Menneskerigets fødselsveer |
2290. |
Det tyvende århundredes verdensgenløsning |
2291. |
Den absolut eneste basis for verdensfreden |
2292. |
Hvad de kosmiske analyser betyder for den, der vil frigøre sig fra de dyriske anlæg i sin mentalitet |
2293. |
Hvorfor det er tåbeligt at forfølge og straffe sin næste |
2294. |
Den dybeste årsag til krigen mand og mand imellem eller alles krig imod alle |
2295. |
Tankekraften er det samme som livskraften |
2296. |
Hvordan man får en fuldkommen tankekraft |
2297. |
Hvorfor menneskehedens livsindstilling må ændres til bjergprædikenens væremåde |
2298. |
Hvorledes drejningen af menneskehedens evige livsoplevelsesevne befordres gennem indvikling og udvikling eller kredsløbsprincippet |
2299. |
Hvorfor man ophørte med at tro på en åndelig verdens eksistens |
2300. |
Den materialistiske videnskabs møde med elektriciteten uden at kende dens virkelige identitet |
2301. |
Hvorfor den materialistiske videnskab ikke forstår, hvad elektricitet er |
2302. |
Fortidens store vise kendte elektriciteten som "Guds ånd" |
2303. |
De levende væseners bevidsthed er et hundrede procents elektrisk anlæg |
2304. |
Alt, hvad der overhovedet kan manifesteres, er i sin kosmiske analyse "bevægelse" |
2305. |
Bevægelsesarter der kendes under begrebet "bevægelse" |
2306. |
Når bevægelsen opleves som "forvandling" |
2307. |
Når bevægelsen opleves som "tid" |
2308. |
Når bevægelsen opleves som "stof" eller "materie" |
2309. |
Når bevægelsen opleves som "rum" |
2310. |
Hvorfor den fysiske verden umuligt kan udgøre hele livsmysteriets løsning |
2311. |
Hvordan sandhedssøgeren kan komme til erkendelse af, at løsningen på hans eget eksistensmysterium ikke findes på det fysiske plan |
2312. |
Det levende noget, der er udenfor materien, udenfor stoffet, udenfor selve tiden og rummet |
2313. |
Løsningen på en af livets største gåder fortalt af naturen eller livet selv |
2314. |
Den åndelige verden bliver til kendsgerning |
2315. |
Livet er en anden virkelighed end den, vi er vante til at se i form af det fysiske plan |
2316. |
Bevægelsens inderste årsag |
2317. |
Hvorledes bevægelse, manifestation og skabelse er resultater af et levende ophav |
2318. |
Menneskehedens store illusion eller overtro at de lever i den fysiske verden |
2319. |
Hvorledes materiens reaktioner bliver til oplevelse og dermed til bevidsthed og liv |
2320. |
Forskellen på materie og ånd eller den fysiske og åndelige verden |
2321. |
I kraft af sanserne omdannes den døde materies reaktioner til bevidsthed og livsopfattelse |
2322. |
Verdensaltet og det levende væsen udgør det samme princip |
2323. |
Det makrokosmiske, mikrokosmiske og mellemkosmiske princips nødvendighed for al livsoplevelse |
2324. |
Verdensaltet som et levende væsen identisk med Gud |
2325. |
Når mikrovæsenerne saboterer det samarbejde, der skal være imellem dem og den makroorganisme, i hvilken de lever |
2326. |
Dette at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv |
2327. |
Når makrovæsenet lever et sundt mentalt og fysisk liv |
2328. |
Når en makrokosmisk organisme bliver et dødens univers for dens ordinære mikrovæsener |
2329. |
En højere magts tilstedeværelse i makroorganismen end den, nævnte organismes ophav kan manifestere |
2330. |
Verdensaltet bliver synligt som en levende generalorganisme, i hvilken alle eksisterende levende væsener eksisterer som lokale organer |
2331. |
Verdensaltets eksistens som et altoverstrålende, højere levende væsen imod hvilke alle eksisterende levende væseners mentale tyngde er rettet, ligesom de jordiske væseners fysiske tyngde er rettet imod jordens centrum |
2332. |
Guddommen og dyrets angstskrig |
2333. |
Menneskets tro på et forsyns eller en guddoms eksistens er ikke baseret på et menneskeligt påfund |
2334. |
Alle levende væsener er bevidst eller ubevidst indstillede på en guddoms eller et forsyns eksistens |
2335. |
Guds bevidsthed og væremåde |
2336. |
Dette at være "ét med Gud" eller "mennesket i Guds billede" |
2337. |
Hvorfor "det onde" ikke eksisterer, og at ingen kan lide uret, og ingen kan gøre uret |
2338. |
Hvorfor krig aldrig kan ophøre ved krig, og fred kun kan skabes ved fred |
2339. |
Det behagelige og det ubehagelige gode eller hvorfor verdensaltet er en kulmination af retfærdighed, og Gud er kærlighed |
2340. |
En dimension som fejlagtigt opfattes som det fysiske tilværelsesplan |
2341. |
Vi passerer ind over den åndelige verdens grænse |
2342. |
Det bliver til kendsgerning, at verdensaltet dirigeres af bevidsthed |
2343. |
Verdensaltet kommer til syne som et evigt levende nogets eksistens |
2344. |
Verdensaltet opfylder de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som et levende væsen |
2345. |
De levende væseners jeger, deres bevidsthed og deres organismer, danner tilsammen Guds jeg, Guds bevidsthed og Guds organisme |
2346. |
Alt liv betinges af alt liv |
2347. |
Når væsenet med sin væremåde lukker sig selv ude fra det livsvelvære, som universets struktur er beregnet på at yde de levende væsener |
2348. |
Når mikrovæsenerne skaber sygdom i makroorganismen |
2349. |
Når makrovæsenet bekæmper krigs- og sygdomsbefordrende mikrovæsener i sin egen organisme |
2350. |
Makrokosmos' identitet som levende væsen er en livsbetingelse for mellemkosmiske og mikrokosmiske væsener, ligesom disse væseners identitet som liv er en betingelse for alt makrokosmisk liv |
2351. |
Hvad vi har tilbage at fremføre af livsmysteriets løsning |
2352. |
Verdensaltet er en levende organisme behersket af et "jeg" |
2353. |
Ethvert levende væsen udgør samtidigt et makrokosmisk og et mikrokosmisk såvel som et mellemkosmisk væsen |
2354. |
Guddommen kan hverken være et mikrokosmisk eller mellemkosmisk væsen |
2355. |
Hvorledes Guddommen som levende væsen udgør det eneste i sin slags |
2356. |
Guddommen bliver til oplevelse og kendsgerning igennem kosmisk bevidsthed |
2357. |
Ydre foreteelser ved hvilke Guddommen bliver til kendsgerning for den udviklede forsker |
2358. |
Hvorfor Guddommen og de kosmiske realiteter ikke kan blive til kendsgerning for alle mennesker |
2359. |
Hvorfor væsener bliver materialistiske eller gudløse |
2360. |
Hvorfor menneskene ikke forstår de store makrokosmiske bevægelser som "levende" eller som livsytringer |
2361. |
Hvorfor den moderne videnskab ikke kan give livsmysteriets løsning |
2362. |
Ingen som helst bevægelse kan blive til uden et ophav, der igen er det samme som Guddommen |
2363. |
Hvorfor Guddommen er allestedsnærværende og betegnes som værende i "himlen" |
2364. |
Intet levende væsen kan leve isoleret og uafhængigt af andet liv |
2365. |
Alt liv er sammensvejset til en enhed, selv om det fremtræder opdelt i de enheder, vi kalder "levende væsener" |
2366. |
Verdensaltets guddommelige teknik og kemi, der fører de levende væsener mod den allerhøjeste totale lykke og velsignelse |
2367. |
Verdensaltet bliver synligt som Guds organisme og åbenbaring |
2368. |
Intet og ingen kan være uden for Guddommens bevidsthed, tanke og vilje |
2369. |
Det endelige mål eller slutfacit af al bevægelse, al skabelse og alle kontraster |
2370. |
Hvorledes kærligheden og visdommen er livets højeste fundament i væsenernes førelse igennem spiralkredsløbene |
2371. |
Hvorledes væsenerne garanteres evig livsoplevelse |
2372. |
Hvorfor den evige livsoplevelse ikke kan være en permanent uafbrudt lysoplevelse |
2373. |
Hvorfor Guddommens bevidsthed må afvige fra alle andre levende væseners bevidsthed |
2374. |
Guddommens sanseform og vor egen sanseform |
2375. |
De levende væsener som Guds bevidstheds- og oplevelsesorganer |
2376. |
De levende væsener kan ikke undgå at blive bevidst i Gud, hvilket er det samme som at få "kosmisk bevidsthed" |
2377. |
Alle levende væseners oplevelse er Guds oplevelser |
2378. |
Hvorfor alle mørkeoplevelser også er Guds oplevelser |
2379. |
Uden kontrastoplevelse vil ingen som helst livsoplevelse kunne finde sted og dermed heller ikke for Guddommen |
2380. |
Spiralkredsløbene er det samme som organiseringen af Guds bevidsthed |
2381. |
Hvorledes Guddommen kan være et i alkærlighed, alvisdom og almagt kulminerende væsen |
2382. |
Gud ikke blot oplever det enkelte levende væsens bevidsthed, men kan også udløse sin vilje og dermed sin manifestation igennem det |
2383. |
Guddommen og det levende væsens bøn |
2384. |
Guds primære bevidsthed og Guds sekundære bevidsthed |
2385. |
Guddommens indadvendte og de levende væseners udadvendte bevidsthed som betingelse for al oplevelse af liv |
2386. |
Guddommen i sin allerhøjeste eller kulminerende tilstand |
2387. |
Væsenerne i Guds primære og i hans sekundære bevidsthedsområde |
2388. |
Hvorledes Guddommens og de levende væseners evige livsoplevelsesevne fornyes |
2389. |
Et område, hvor Guds livsoplevelsesorganer: de levende væsener, er degenererede og ubevidste i den ydre verden |
2390. |
Ufødte sjæle i det virkelige kosmiske livs domæne |
2391. |
Mørkets område udgør en slags livmoderorgan i Guds bevidsthed. De levende væsener som fostre i samme område |
2392. |
Spiralkredsløbene som udtryk for livsfornyelsesorganer i Guddommens bevidsthed |
2393. |
Guddommen og de levende væsener |
2394. |
Guddommen som fader og beskytter for alle levende væsener |
2395. |
Livets største eventyr: Alfaderen eller den evige Guddoms stråleglorie |