Hvem er Martinus?
 
Martinus 90 år, foto Mischa Lim
Martinus

 

 

"En del af huset havde stråtag, og i den ene side gik taget helt ned til jorden. Om vinteren, når der var sne, og vores far ikke var hjemme, morede mine plejebrødre sig med at kælke ned ad taget helt oppe fra skorstenen."
(Fra bogen Martinus' erindringer)

Martinus levede i Danmark fra 1890-1981. Han er kendt for sit omfattende åndsvidenskabelige forfatterskab, som bærer den fælles overordnede titel Det Tredje Testamente.

Hans liv rummer beretningen om den fattige og ubelæste landsbydreng fra Nordjylland, som levede i ubemærkethed, indtil han som 30-årig oplevede en dybtgående bevidsthedsforandring, der satte ham i stand til at beskrive intet mindre end et samlet åndsvidenskabeligt verdensbillede. Herefter arbejdede han over en næsten 60-årig periode med at beskrive og formidle dette verdensbillede, som også bærer betegnelserne Martinus Kosmologi og Martinus Åndsvidenskab.

Han fortæller selv om sit livsforløb i foredraget: Om mig selv, min mission og dens betydning.

Martinus' barndomshjem
Martinus barndomshjem

Uægte barn – fattige vilkår og begrænset skolegang

Martinus blev født den 11. august 1890 i udkanten af den nordjyske stationsby Sindal. Hans barndomshjem "Moskilvad" – som i dag er åbent for interesserede – vidner om den fattige opvækst. Moderen var ugift og arbejdede som husbestyrerinde for godsejeren på en proprietærgård ved navn "Kristiansminde". En staldkarl med efternavnet Thomsen blev udlagt som hans far, og hans officielle navn blev derfor Martinus Thomsen. Men Martinus anså det for mere sandsynligt, at godsejeren var hans rigtige far.

Martinus' mor, ca. 1893
Martinus' mor

Moderen havde ikke mulighed for at tage sig af drengen, så han voksede i stedet op som plejebarn hos sin morbror og tante i de spartanske omgivelser i huset "Moskilvad". Plejeforældrene var oppe i årene og havde i forvejen opfostret 11 børn. Martinus omtalte dem altid som meget kærlige mennesker, der, uanset de beskedne kår, skabte en varm og tryg ramme om hans opvækst. Han havde kun en begrænset kontakt til sin rigtige mor, som døde, allerede da han var 11 år.

 
Martinus' plejemor foran barndomshjemmet, ca. 1900
Martinus 11 år
Martinus 11 år

I den lokale landsbyskole begrænsede undervisningen sig til salmevers, katekismus, geografi, regning og sommetider lidt Danmarkshistorie og naturhistorie – i alt seks timer om ugen i sommerhalvåret og 30 timer om ugen i vinterhalvåret. Derhjemme manglede der ofte læsestof til drengen, fordi der ikke var råd til bøger og blade. Men Martinus fortæller, at han fra sin mor arvede gamle årgange af Familie Journalen, som han kunne læse i.

Som "uægte" barn var han, ifølge den lokale indremissionske præst, dømt til evig fortabelse, men det kunne Martinus nu ikke tro på. I det hele taget havde Martinus allerede dengang et nært personligt gudsforhold. Han fortæller, at hvis en flue var ved at drukne i mælkekanden, så forsøgte han at redde den – for ellers kunne han jo ikke forvente, at Gud ville hjælpe ham, når han fik brug for det.

 
Martinus iført sin vægteruniform, ca. 1918

  

”Det, som bliver det fundamentale for læserne, er altså ikke selve de åndelige oplevelser, jeg har haft, men de virkninger, de har skabt, thi disse kan nemlig mere eller mindre efterforskes af ethvert dertil moralsk egnet, upartisk og frigjort menneske. Disse virkninger udgør min samlede manifestation.”
(Omkring min missions fødsel, Småbog 4, kap. 20)

Ungdomsår med praktiske job

Efter sin konfirmation kom Martinus i lære som smed. Det måtte han dog opgive, fordi han var for spinkel til det hårde arbejde, og han blev i stedet landarbejder. I 1910 blev Martinus uddannet mejerist og arbejdede på forskellige mejerier rundt omkring i Danmark, inden han flyttede til København i 1917. Her arbejdede han i perioder som vagtmand og postbud, inden han i 1920 blev ansat som kontorist på mejeriet Enigheden.

Men Martinus længtes efter at udrette mere i sit liv, end blot at sidde på kontor og skrive tal dagen lang. En overgang følte han sig tiltrukket af tanken om at blive missionær, men opgav det igen, bl.a. fordi han ikke kunne forlige sig med datidens udlægning af mange af de kristne dogmer. Det skulle dog snart vise sig, at Martinus fik sin helt egen livsmission.

Kosmisk bevidsthed som 30-årig 

I marts 1921 skete den afgørende forandring i hans liv, idet han fik nogle stærke åndelige oplevelser, som medførte en dybtgående bevidsthedsudvidelse. Han har i bøgerne: Omkring min missions fødsel og Den Intellektualiserede Kristendom, fortalt udførligt og smukt om disse, for ham selv, uventede åndelige oplevelser.

Martinus 30 år

”Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, evner der satte mig i stand til – ikke glimtvis – men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i det guddommelige skabeprincip”. (Livets Bog 1, stk. 21)

Denne nye bevidsthedstilstand, som Martinus opnåede som 30-årig, kalder han for den ”kosmiske bevidsthed.” Forudsætningen for kosmisk bevidsthed er en højt udviklet intuitionsevne, som alle mennesker før eller siden vil udvikle.

 
 
Martinus skriver på Livets Bog, Martinus Institut ca. 1955

Arbejdet med det kosmiske verdensbillede

Da Martinus havde fået sin kosmiske bevidsthed, skulle han vænne sig til at bruge den. Han forstod hurtigt, at det var nødvendigt for ham at blive vegetar. Det stod ham også klart, at han ikke kunne nøjes med at beskrive sine åndsvidenskabelige analyser i fritiden. Dette blev indledningen til nogle meget nøjsomme år, hvor Martinus levede af støtte fra godhjertede mennesker, som forstod, at det var vigtigt, at han helligede sig sin mission. Første bind af hovedværket Livets Bog blev klar til udgivelse i 1932, og i de næste knap 50 år fortsatte hans omfattende forfatterskab, som kom til at omfatte adskillige tusinde tekstsider, symboltegninger og en lang række foredrag.

En vigtig del af hans mission består i at belyse kristendommens og andre religioners udvikling frem mod en fremtidig form, som modsvarer det moderne intellektualiserede menneskes bevidsthedsniveau. Derfor betegner han også sine værker som intellektualiseret kristendom og har givet dem den fælles overordnede titel Det Tredje Testamente. Han forener derigennem de ellers så adskilte videnskabelige og religiøse tænkemåder til en ny åndelig videnskab, som han forudser vil komme til at udgøre et fundament i menneskehedens fremtidige udvikling. 

 

 

 

 

"De evner, jeg er nået frem til at have udviklet, er kun, hvad alle mennesker før mig har nået, og hvad alle andre efter mig vil nå, absolut alle uden undtagelse".
(Den Intellektualiserede Kristendom, stk. 5)


Ca. 1977, foto: Mischa Lim

Stor personlighed uden persondyrkelse

Martinus i sin lejlighed på Martinus Institut, ca. 1978

Det var afgørende for Martinus, at der ikke skabes nogen form for sekt eller medlemskab omkring hans livsværk, og han ønskede på ingen måde at blive genstand for persondyrkelse. Det hørte ikke til hans mission at være overhoved hverken for kultdyrkelse eller trossamfund. Det centrale i hans liv var at nedskrive og formidle sin kosmiske viden. I et lille materialistisk land som Danmark kunne han udfolde dette arbejde i ubemærkethed. Det betød dog ikke, at han levede isoleret. Han var altid meget imødekommende og tog sig tid til at svare på spørgsmål, når folk henvendte sig til ham. Han var i det hele taget et meget muntert og venskabeligt menneske, som glædede sig over samværet med gode venner. I kraft af sin udvikling som et dobbeltpolet menneske levede han ikke i parforhold og havde ikke familie. Til de hyppige spørgsmål omkring dette emne svarede han gerne muntert, at han jo var gift med hele menneskeheden.

Martinus boede i sin lille lejlighed på førstesalen i Martinus Institut frem til sin bortgang i 1981. Men hans "Sag" lever videre – og nyder en stadigt voksende interesse blandt åndeligt søgende i en række lande verden over.

Læs her om muligheden for at besøge Martinus’ barndomshjem og hans bevarede lejlighed på Martinus Institut.