Tilbage
  Symbol nr. 10
Kredsløbsprincippet
639.    Intet kan eksistere uden at repræsentere et stadium i et kredsløb
640.    Den fysisk synlige del af spiralkredsløbet udviser en fra primitivitet til humanitet stigende skala, men kan ikke afslutte kredsløbet
641.    Humaniteten eller næstekærligheden er den eneste kontrast til det dræbende princip, der kan fuldende kredsløbet og bekræfter dermed de åndelige zoners eksistens
642.    Selve symbolforklaringen. Spiralkredsløbets vinter-, forårs-, sommer- og efterårszone. De fire årstider er til stede i alle kredsløb
643.    Årskredsløbets vinterprincip og væsenets barndom
644.    Årskredsløbets forårsprincip og væsenets ungdom
645.    Årskredsløbets sommerprincip og væsenets manddom
646.    Årskredsløbets efterårsprincip og væsenets alderdom
647.    Realiteter, der viser, at jordlivskredsløbet fortsætter. "Formeringsvæsener" og "skabevæsener" og disses "mellemstadier". Den seksuelle polindstilling og foreteelser, der ikke lader sig ændre ved "forførelse" eller "opdragelse"
648.    Det animalske væsen må ligesom visse vegetabilske væsener "tabe sin løvkrone" om "efteråret", men kan igennem sin "rod" og "bladløse stamme" overleve "vinteren" og opleve et nyt "forårs" komme. Den "døde gudesøn" opstår i et nyt fysisk legeme, gennem hvilket Guds ånd funkler videre frem igennem evigheden
649.    Døgnkredsløbets jævndøgn og solhverv
650.    Døgnkredsløbets vinter
651.    Døgnkredsløbets forår
652.    Døgnkredsløbets sommer
653.    Døgnkredsløbets efterår. Døgnkredsløbets virkninger opsluges af årskredsløbet
654.    Hvor døgnkredsløbet ophører, svinder livsbetingelserne for animalsk og vegetabilsk liv bort. Polområderne er uegnede for menneskelig manifestation eller tilværelse
655.    Jordklodens isregioner udgør dens "bruskregioner". Jordmenneskeheden udgør sædet for jordjegets højeste fysiske sansning
656.    Når makrovæsenet skaber en mindre heldig tilstand for sine mikrovæsener ved at vænne sig til forkerte drikke- og fødemidler
657.    Mikrovæsenerne og læsionerne i en makroorganisme
658.    Jordklodevæsenet repræsenterer en vis grad af invaliditet. Mikrovæsenerne (jordmenneskene) må overvinde virkningerne af denne invaliditet ved kunstig lys og kunstig varme
659.    Jordens forhold til solsystemets centrum er ikke helt i sit naturlige leje. Hvis jordmenneskene ikke havde forstået at overvinde følgerne af jordens invaliditet
660.    Hvorfor jordens forhold til solen i nogen grad må betragtes som abnormt
661.    Hvis denne abnormitet ikke eksisterede. En evig sommer i hele den tempererede zone
662.    Jordaksehældningens indtræden og fortidige gigantkatastrofer
663.    Makrovæsenets hidsighed, slagsmål og læsioner og dets mikrovæseners skæbne. Forceret udvikling. Hvis jordinvaliditeten manglede
664.    Forceret udvikling er ikke et spørgsmål om tid eller hastværk, men udgør derimod et spørgsmål om en udvidet udviklingsmulighed. Væsenernes tankefunktion og kontrasterne i kredsløbenes årstider
665.    Hvorfor der eksisterer forceret udvikling
666.    Det forrykkede akseforholds velsignelse for jordmenneskene
667.    Hvorfor jordaksen ikke kan få et pludseligt tilbagefald til sit naturlige leje. De af menneskene frembragte krige og lemlæstelser i jordorganismen udgør i jordjegets bevidsthed kun en sjælelig krise, der danner indledningen til "den store fødsel" og i Bibelen er bebudet som "dommedag". Dommedagens dom. Den "ny himmel og jord"
668.    Hvad vi blev vidne til igennem kredsløbsprincippet
  Symbol nr. 11
Livsmysteriets løsning
669.    Formålet med symbol nr. 11
670.    Livsmysteriets løsning er ikke stedsbetegnet, ligesom den samme løsning heller ikke kan findes eller udtrykkes igennem mål- og vægtfacitter
671.    Den materielle videnskabs facitter er en proklamation af livløse virkninger. Afsløring af jegets tilstedeværelse bag enhver skabelse og i ethvert væsen
672.    Jeget som udgørende "den første årsag" i enhver skabelse eller energiudløsning, samt de realiteter igennem hvilke dette bliver til kendsgerning
673.    Livsytringsfacitter. Naturen bliver synlig som udgørende "et levende væsen"
674.    Det primitive menneskes og det intellektuelle menneskes indstilling til naturen er på en vis måde på samme bølgelængde. Væsener, der benægter alt, hvad der ligger over det fysiske plan
675.    Hvorfor det primitive væsen "tror", og det kosmiske væsen ejer viden
676.    Jordmenneskene udgør med hensyn til deres indstilling til livsmysteriets løsning tre kategorier: "de troende", de "ikke-troende" og "de vidende"
677.    Væsener, der er modne for livsmysteriets løsning
678.    Det dræbende princip er brændpunktet i det store spørgsmål: "Hvad er sandhed". Symbolet og makrokosmos, mikrokosmos og mellemkosmos
679.    Symbolets tolvtakkede stjernefigur udtrykker livsmysteriets løsning eller 12 grundfacitter. Hvad der fordres for at forstå livsmysteriets løsning
680.    Stjernefigur nr. 1 – Alt er "noget"
681.    Stjernefigur nr. 2 – Årsag og virkning
682.    Stjernefigur nr. 3 – Logik
683.    Stjernefigur nr. 4 – Tænkning eller ideskabelse
684.    Stjernefigur nr. 5 – Det levende væsen
685.    Stjernefigur nr. 6 – "Jeg" og "det"
686.    Stjernefigur nr. 7 – Den årsagsløse årsag
687.    Jeget som udgørende et facit, der ikke kan udtrykkes i mål og vægt. Oplevelsesevnen som en underlegen egenskab
688.    Vi siger "jeg", "vi" og "vore". Hvorfor det ikke kan være hjernen, der er ophav til livet
689.    Der findes intet i jordmenneskets erfaringsmateriale, der beviser, at noget kan skabe sig selv
690.    Mentale perspektivforhold. Hvorfor de af menneskene frembragte ting accepteres som urokkelige beviser for et levende væsens eksistens, medens selve naturens egne frembringelser ikke accepteres som udgørende sådanne beviser, skønt de er ligeså logisk eller hensigtsmæssigt skabt
691.    Mentale nær- og fjernzoner og deres prægning af erkendelsesevnen
692.    Et middel til erkendelse af detaljerne i vort mentale områdes fjernzone
693.    Stridende imod normalitet at opfatte fjernzonens detaljer som selvskabte
694.    "Den årsagsløse årsag" udgørende et inderste centrum, overfor hvilket alt andet kun kan eksistere som periferi. Nævnte "årsagsløse årsag" udgørende "et levende noget"
695.    "Den årsagsløse årsag" udgørende vort jeg. Dette jeg er navnløst og udtrykkes derfor som "X1"
696.    Jeget har en skabeevne, der ligeledes er navnløs i sin natur og udtrykkes som "X2"
697.    Resultatet af jeget og dets skabeevne er også navnløst og bliver udtrykt som "X3"
698.    Stjernefigur nr. 8 – Det treenige princip
699.    Stjernefigur nr. 9 – "Guds billede efter hans lignelse"
700.    "Guds billede" kan ikke udtrykkes ved nogen timelig foreteelse, men fremtræder som væsener indeni væsener, organismer indeni organismer og gør derved medvæsener og omgivelser til noget af "Guds billede" og nærværelse for os
701.    Kun igennem kærlighedstræning kan sanserne åbne sig for Guds strålevæld. Jordmenneskets syn på Guddommen og medvæsenerne, når det mangler denne træning
702.    At tillægge Guddommen alt, hvad vi mener er "godt", og frakende ham alt, hvad vi mener er "ondt", er ikke en gudsdyrkelse i "ånd og sandhed". Det udgør selvdyrkelse og er dermed afgudsdyrkelse
703.    Vi kan ikke opleve næsten uden at være stedet for Guddommen. Hvem denne næste er
704.    At elske næsten uafhængig af hans frembringelser er at elske Gud over alle ting. Og kun den kærlighed alene er identisk med dette at dyrke Gud i "ånd og sandhed". Og kun igennem den bliver man ét med Faderen, vejen, sandheden og livet
705.    Jeget har været forud for sin nuværende organisme. Videnskaben er dogmatisk bundet til mål- og vægtfacitter
706.    Begreberne: "en seksuel akt", "barnet" og "forældre" dækker kun over energikombinationer og udgør således mål- og vægtfacitter
707.    Døden kan ikke i noget tilfælde være ophør af liv, men hører ind under skabelse eller viderebefordring af livets oplevelse. Al skabelse umulig, hvis døden ikke eksisterede
708.    Døden er et princip, vi arbejder med hvert sekund i vor tilværelse og umuligt kunne leve foruden. Hvorfor væsenerne nærer dødsfrygt
709.    Organismen udgør en på logik baseret energikombination eller blok og gør dermed et forud eksisterende tænkende og viljeførende "noget" til kendsgerning. At organismeskabelsen fremtræder som automatfunktion gør det yderligere til kendsgerning, at den nuværende organismes skabelse kun er et enkelt led i en uendelig kæde af sådanne organismeskabelser med samme jeg til ophav
710.    Hvorfor en organisme ikke er evig. Reinkarnation eller genfødsel som en nødvendighed
711.    Vor oplevelse af livet kan kun eksistere som et skiftende forhold til de to kontraster "lys" og "mørke". Dette forhold kan kun være enten en vandring imod lyset eller en vandring imod mørket. Drivfjederen i nævnte forhold er hungeren, og endemålet er mættelse
712.    Livet er en rytmisk bevægelse mellem de to yderpoler "hvile" og "virksomhed". Denne rytme er livets eget evige åndedræt eller pulsslag
713.    Skaber naturen hos millioner af mennesker en overordentlig mental sult eller hunger, overfor hvilken der ingen tilfredsstillelse er?
714.    Der findes tilfredsstillelse for enhver form for sult i kraft af loven for sansning, der betinger, at enhver ting har sin modsætning
715.    At et væsen kan nære ønsker, der umuligt kan tilfredsstilles i dets nuværende liv, som bevis for, at samme væsens tilværelse strækker sig længere end til dets nuværende organismes varighed
716.    Sult, længsel eller utilfredsstillelse kan kun eksistere som en forudgående betingelse for et hvilket som helst velvære. Utilfredsstillede ønsker og længsler som tråde eller bånd, der forbinder væsenerne med fremtidig forsat tilværelse hinsides døden og graven
717.    "Døden" kan ikke afbryde de energiudløsninger, længslerne repræsenterer. Der findes intet spild i naturen. Tilfældighed og kaos er illusioner og eksisterer kun som en "tænkt" modsætning til den intellektualitet, naturens egne skabemetoder har gjort til model eller grundlag for en hvilken som helst undervisning, skole eller læreanstalt og har dermed afsløret naturen som Guds bevidsthed
718.    Alle væsener er ved døden ufærdige væsener. Naturen har en mening med væsenernes ufærdige tilstand
719.    Naturen kender intet til skabelse af absolut kaos. Skabelse af kaos som bevidst tilsigtet kan kun ske i form af abnormitet. Kaos kan kun eksistere som en tænkt modsætning til den virkelighed, der lyser omkring os som kendsgerning
720.    Livet selv stadfæster væsenernes udødelighed som kendsgerning
721.    Forældreprincippet er ingen hindring for væsenets identitet som øverstbefalende i sin egen organismetilblivelse
722.    Det bliver til kendsgerning, at organismen udgør et enkelt brudstykke af en idé eller plan, der udelukkende kun kan færdigmanifesteres igennem mange efter hinanden følgende organismer
723.    Ethvert væsens fysiske organisme vil være uden mening, hvis den ikke ses som et brudstykke af den idé eller plan, som samtlige levende væseners organismer gør til kendsgerning
724.    At der ligger et ønske bag organismeskabelsen af så store dimensioner, at dets kredsløb og dermed dets tilfredsstillelse ikke kan tilendebringes i en enkel organismes eksistenstid, bliver til kendsgerning igennem organismens fremtræden som trin i en skala og igennem væsenets rædsel for at dø. I væsenets ønske om fortsat tilværelse udover den nuværende organismes eksistenstid ser vi den fysiske refleks af den idé, der ligger bag organismeskabelsen
725.    At denne refleks eksisterer bliver til kendsgerning igennem de store profeters og verdensgenløseres udødelige ord og facitter, der trods al materialisme står endnu mere strålende som det eftertragtede mål og fredfyldte mentale havn for alle jordmennesker. Alle iler imod opfyldelsen af julens budskab "fred på jorden", men deres veje er forskellige
726.    Alle former for krige er ikke en kamp for eller imod lyset, dets besiddelse er alles dybeste ønske, men udelukkende en kamp om lyset eller idealernes forældede hylster, terminologi eller sprogmæssige iklædning
727.    Den robuste materialist lever dybest set i håbet på eksistensen af det lys, han benægter. Hvis han ikke levede i dette håb
728.    Hvis væsenernes udødelighed ikke eksisterede
729.    Genfødslen som den eneste foreteelse, der kan garantere, at væsenernes skæbner ikke er identisk med kaos eller tilfældighed
730.    Et tilbageblik over de resultater, på hvilke det tiende grundfacit "udødelighed" er baseret
731.    Stjernefigur nr. 10 – Udødelighed
732.    Genfødsel gør væsenet til herre over tiden
733.    Hvorfor væsenerne kommer til verden med forskellige kvalifikationer, evner og anlæg. Ingen kan få evner eller anlæg foræret i vuggegave
734.    Hvorledes talenter og anlæg bliver til
735.    Hvorledes det ses, at talentet ikke går under sammen med den fysiske organisme. At talenterne fremtræder som udtryk for trin gør dem identiske med en erfaringsgrad, individet undertiden udelukkende kan have tilegnet sig i tidligere liv
736.    Talenterne kan ikke være en arv fra forældrene, men er en konsekvens fra væsenets egen i tidligere liv oplevede erfaring og øvelse
737.    Talentets udvikling i form af "A-viden", "B-viden" og "C-viden"
738.    Med talentudviklingens analyse bliver alle organfunktioners fuldkomne logik eller planmæssighed afslørede som en realistisk dokumentation af, at vort jeg har haft en uoverskuelig tilværelse forud for dets nuværende, og uden hvilken denne sidste ville være en umulighed
739.    Talentet er "C-viden" overført af jeget fra fortidige liv til dets nuværende i kraft af dets skæbneelement og talentkernefunktion
740.    Hvis genfødelsen ikke eksisterede, ville tilværelsen være kulminationen af uretfærdighed. Perversitet ville være naturens normale funktion
741.    Væsenernes lidelse kan ikke retfærdiggøres ved at komme efterfølgende væsener til gode. Uden genfødsel bliver ethvert udviklingstrin ikke alene en total overflødighed, men også en ligefrem umulighed
742.    Talentudviklingens analyse nødvendig for at komme til den fuldkomne afsløring af sandheden. – Hvis genfødelsen ikke eksisterede, og vi kun eksisterede i vort nuværende liv, måtte vi frygte Guddommen mere end djævelen. – Den logiske konsekvens af gudsbegrebet i den kristne opfattelse lader det være uden forbindelse med selve det virkelige liv
743.    De forudsætninger, der bevirkede, at kristendommen kunne blive en livserkendelse, på hvilken humanitetens kultur kunne begynde at nå frem i dagens klare lys
744.    Hvorfor de autoriserede hovedreligioner opløser sig i små intolerante sekter eller samfund, der mere eller mindre bekriger hverandre
745.    Ved at benægte reinkarnation vil de kirkelige autoriteter være uden det logiske mellemled, der forbinder de store religiøse facitter med virkeligheden. – Et evigt liv efter døden kan ikke retfærdiggøre væsenernes nuværende uforskyldte lidelser, ligesom et evigt liv ikke er noget, der kan opstå. – Et uskyldigt væsens korsfæstelse for de skyldiges synder kan heller ikke erstatte det manglende logiske led mellem de overleverede facitter og det virkelige liv, ja, vil endog blive mere og mere synlig som en besudling af den alkærlige rene Guddom
746.    Væsenernes hunger efter en virkelig intellektuel bro fra de store facitter til det praktiske daglige livs erfaringer kan ikke mere tilfredsstilles med trosformularer, men udelukkende kun med en videnskabelig erkendelse af "udødelighed" og den heraf følgende genfødsel
747.    Hvad vi så i kraft af talentudviklingens analyse
748.    Reinkarnationens eller genfødslens velsignelser
749.    Væsenets skæbne er dets egen af det selv skabte himmelbane igennem altets lys-, rum- og tidssfærer eller selve Guddommens mentalitet
750.    Jordlivene og skæbnen
751.    Stjernefigur nr. 11 – "Det, et væsen sår, skal det høste"
752.    Hvad livsmysteriets afsløring har vist os. Altet er kulminerende logik og dermed intellektuel tanke, bevidsthed og vilje eller kulminerende kærlighed
753.    Guddommen bliver til kendsgerning. Vi får åbnet adgangen til at tale med Guddommen, som man taler med sin næste. Vor næste er udgørende Guddommens sanseredskab overfor os
754.    Vort forhold til vor næste er det samme som vort forhold til Guddommen og danner basis for Guddommens reaktion overfor os. "Telepatisk" forbindelse med Guddommen er ikke altid påkrævet
755.    Når den telepatiske forbindelse med Guddommen er påkrævet. Vor næstes sansemæssige begrænsning er begrænsningen af, hvad Guddommen kan opleve igennem ham
756.    Den personlige bøn til Guddommen i enrum er baseret på telepati. Telepati er en psykisk tankeoverføring til psykiske væsener, der har til opgave at tjene den, der i form af bøn henvender sig til Guddommen. Disse væseners indsats ligger til grund for det, vi kalder "mirakler"
757.    Et "mirakels" fremkomst er ligeså naturlig som enhver anden form for skabelse. "Skytsånder" eller "engle". Hvorfor en bøn til Guddommen ikke altid udløser sig i en omgående "mirakuløs" bønhørelse. Bønner der bliver bønhørte
758.    Den intime korrespondance med Guddommen bliver til "kosmisk bevidsthed"
759.    Den "intime" og den "legemlige" henvendelse til Guddommen
760.    Når man vil gøre sig håb om et virkeligt intimt forhold til Guddommen og om bønhørelse
761.    Et supplement til livsmysteriets løsning, der gør denne endnu mere guddommeligt lysende og varmende. Ethvert levende væsens eksistens er en samtale med Guddommen. Forholdet er som "fader og søn"
762.    Stjernefigur nr. 12 – "Alt er såre godt"
  12. kapitel
Livssubstanser
763.    Introduktion
764.    Alt er identisk med midlertidigt liv, der er i færd med at blive forvandlet og derved udtrykkende et evigt "nogets" eksistens
765.    Livets udtryksformer er det samme som dets synlige substanser. "Kosmiske kemikalier"
766.    Det højeste resultat af "kosmisk kemi". I kraft af spiralerne er den "kosmiske kemiker" givet evnen til at blive det, han ønsker
767.    Spiralerne er livets generalkolorit. De tre "X'er" er det levende væsens kolorit eller den del af samme væsen, der er tilgængelig for sansning og skabelse
768.    Jegets skiftende kolorit som identisk med "årsag og virkning"
769.    Skabelse består ikke i at frembringe "noget" af "intet", men i at forvandle eller omskabe allerede eksisterende skabte ting. Skabeevnen er en nedbrydnings- og en opbygningsevne. Intet nyt kan skabes uden ved tilintetgørelsen af noget andet. "Kosmisk kemi" er en nedbrydnings- og opbygningsproces
770.    Vor oplevelse af livet kan kun finde sted på et fundament af ruiner. Den materielle videnskab og "bladene" på "livets træ"
771.    Stammen, grenene og konturerne eller kronen på "livets træ". Hvad "livets træ" har til opgave
772.    "Kosmiske skove". "Kosmisk kemi" er det samme som jegets kolorering
773.    Livssubstans nr. 1 – Urbegæret
774.    Livssubstans nr. 2 – Sult
775.    Livssubstans nr. 3 – Mættelse
776.    Livssubstans nr. 4 – Afføring
777.    Livssubstans nr. 5 – Stoffet eller materien
778.    Hvorfor udtrykket "livssubstans" gøres til fællesbetegnelse for alle førende detaljer i specialanalyseringen af selve livet eller bevidstheden
779.    Samarbejdet mellem de tre "X'er" udgør det, der er tilgængeligt for sansning eller det, der udgør bevidstheden eller livet. Jeget som det "faste punkt" i det levende væsen
780.    Sansning er kun konstateringen eller udmålingen af bestemte former for bevægelse. Ved livskildens udspring
781.    Livskilden er bevægelse. Dens udspring er at finde i området for "X2". Grænsen mellem "X1" og "X2"
782.    I området for "X3" findes intet absolut "fast punkt". Alt er her bevægelse. Jordkloden tager alt med i sin bevægelse fremover i rummet
783.    Hvorfor vi opfatter visse ting som "faste punkter". De udgør i virkeligheden illusioner, er skjulte bevægelser
784.    En skabt ting repræsenterer forskellige former for bevægelse, ikke alene i afstand, men også i tilstand. Der er bevægelse i alt, hvad der befinder sig indenfor området af "X3". Bevægelse er en betingelse for enhver tings tilgængelighed for sansning
785.    Det bliver en kendsgerning, at det absolut "faste punkt" umuligt kan forekomme indenfor en sansehorisonts område. Hvorledes det absolut "faste punkts" eksistens og position udenfor sanseområdet eller bevægelsen bliver til kendsgerning
786.    Da alt indenfor området "X3" er bevægelse, må vi vende tilbage til området for "X2" for at finde bevægelsens allerførste udspring og dermed grænsen mellem livet og livets herre
787.    Hvorledes man kan vide, at der eksisterer andet end bevægelse. Bevægelse afslører et "villende noget". Der, hvor det "villende noget" ikke behersker bevægelsen indenfor sit eget område, opstår det, vi kalder "katastrofer"
788.    "X2" udgørende området for bevidsthedslivets forbindelse med "det guddommelige noget". På tærskelen til bevidsthedens eller livets allerførste spæde morgendæmring
789.    Når jeget og "bevægelsen" mødes
790.    "Bevægelsen" har sit alfa og omega i "X2". Ophavet til "bevægelsen" eller "X1" bliver til kendsgerning ved indirekte sansning
791.    Det over "bevægelsen" herskende "noget" er ikke her eller der. Det findes ikke oppe eller nede. Det kan kun eksistere med analysen: "noget som er"
792.    "Jeg" og "det" udgør analysen af det levende væsens egen fornemmelse af sig selv
793.    Jeget fornemmes som det dybeste i vor egen organismes midtpunkt. Hele vor fremtræden er en pointering af "jeg" og "det". Jeget er det "faste punkt", hvorom al "bevægelse" drejer sig. "Det treenige princip" bekræftes igennem vor egen fornemmelse af livets oplevelse
794.    Jeget kan "vende" energierne eller bevægelsen. Jeget er "immaterielt"
795.    Vor fornemmelse af livet er at udtrykke som en "indre ubevidst del" og en "ydre bevidst del". Materialistens benægtelse af jegets eksistens og en erkendelse, der udtrykker tilstedeværelsen af "noget" i den "ubevidste del" af fornemmelsen af livsoplevelserne
796.    Væsenets "jeg-begreb" og begreberne om "guder" og "ånder" og lignende er den "hjertets overflødighed, hvoraf munden taler" og bekræfter tilstedeværelsen af "noget" i væsenets bevidsthed, for hvilket det har måttet skabe udtryk, endnu inden det har digterisk eller intelligensmæssigt talent
797.    "Jeget", "guder" og "ånder" udtrykker ikke noget, der er produkter af digterisk eller intelligensmæssig opfindsomhed, men er kendetegn, ved hvilke man henholdsvis har markeret sit eget såvel som andre væseners forekommende "selv"
798.    Da det er en kendsgerning, at virkningerne af jeget eksisterer, bliver det også en kendsgerning, at jeget eksisterer, idet ingen virkning kan eksistere uden årsag
799.    At der er noget, vi udtrykker som "ånd", gør også jegets eksistens til kendsgerning. "Ånd" og "materie"
800.    Væsenerne kan jonglere med materien i deres "indre verden", ligesåvel som de kan jonglere med materien i den fysiske verden og frembringer derved det, vi udtrykker ved begreberne "tankefunktion" eller "åndsarbejde"
801.    Manifestation og skabelse. Den materielle verden kan kun eksistere som en afspejling af de levende væseners "indre verden"
802.    At væsenerne har måttet danne sig udtryk for de to verdeners indgriben i deres praktiske daglige liv er også medvirkende bevismateriale for den "åndelige verdens" eksistens
803.    Hvorfor det levende væsen tror, at naturens skabelsesprocesser "bliver til af sig selv"
804.    Hvorfor jordmennesket fra et vist stadium kun opfatter sig selv af de autoritativt erkendte medvæsener som "levende", men opfatter "naturen" som en kombination af "døde materier"
805.    Det gamle ord, "Guds ånd svævede over vandene", bliver til virkelighed. Hvorfor nævnte ord udtrykker naturen som "vandene". "Ånd" og "den hellige ånd"
806.    Jeget fremtræder som et usanseligt midtpunkt eller centrum i vor bevidsthed og fornemmes derfor som et "blindpunkt"
807.    Hvis jeget ikke fornemmes som et "blindpunkt"
808.    Vi sanser ikke en tings virkelige natur, men derimod kun forholdet mellem denne ting og vort eget jeg. Der, hvor en ting ikke udgør et eller andet forhold til vort jeg, er den usanselig for os og bliver til "noget nr. 1"
809.    Det gamle ord, at "enhver opfattelse er afhængig af øjet, der ser", bliver til virkelighed. Hvorfor væsenernes opfattelser bliver "relative". Perspektivprincippet
810.    Et tilbageblik på det materiale, hvormed vi kan dokumentere jegets eksistens
811.    Væsenets fremtræden som individualitet er udelukkende baseret på jegets eksistens. Hvis individualiteten kun var et fantasibillede. Materialistens benægtelse af jegets eksistens er bevis for hans egen individualitets urokkelighed
812.    Jeg-fornemmelsen eksisterer hos dyret kun som "ejendomsfølelse". Jegfornemmelsen og spiralen
813.    Hvorfor jeget eksisterer som et absolut "fast punkt" og betydningen af denne dets eksistens
814.    Den moderne videnskab og det absolut "faste punkt". Et felt, hvor jordmennesket allerede nu "ser kosmisk"
815.    Hvorfor den materielle forsker eller jordmennesket ikke "ser kosmisk". Sanseevnens "linsehinde", "billedhinde" og "billedpunkt"
816.    Sålænge væsenerne kun sanser med underbevidstheden, bliver deres opfattelser "relative"
817.    Det levende væsen skal ikke blive ved med at leve i "relative" opfattelser. Jordmenneskets opfattelse i det felt, der ligger i dets sanseevnes brændpunkt
818.    Den materiekombination, vi kalder "levende væsener", "mennesker" eller "dyr", er kun hylstre, i hvilke det viljedirigerende "noget" eller "X1" skjuler sig. Hvorfor jordmennesket antager disse kombinationer for at udgøre det endelige ophav
819.    "Det relative syn" og "det absolutte syn". "Det kosmiske klarsyn"
820.    De evige facitter såsom: det treenige princip, ethvert af de tre "X'er", evighedslegemet, over- og underbevidstheden m.fl. eksisterer i kraft af det absolutte syn og udgør selve det evige væsen. Relativiteterne er dette evige væsens ydre skiftende lys eller stråleglans. Når man benægter den "kosmiske bevidsthed" samtidig med, at man oplever "relativiteterne"
821.    Bevægelse, bevidsthed og liv er identiske. Alt er "livssubstanser"
822.    Hvorledes "bevægelsen" bliver til "livsytring". Livet er kun en jongleren med indtryk og udtryk
823.    Der, hvor jordmennesket ikke kan se "bevægelsen" som "livsytring", opstår materialismen eller den overtro, at "tingene bliver til af sig selv". Materialismen er også et af de stadier, der må forsvinde for det "kosmiske klarsyn"
824.    Livssubstans nr. 6 – Jegets "vending" af "bevægelsen" eller "energien"
825.    Jegets "vending" af "bevægelsen" udgør den dybeste analyse af princippet "seksualisme". "Undfangelse", "svangerskab" og "fødsel" er kun stadier i "bevægelsens" af jeget udførte "vending"
826.    Alle befrugter alle, ligesom alle bliver undfanget af alle. Livets oplevelse er i absolut forstand seksuel udløsning. Hvorfor livsfunktionerne ikke altid er en nydelse. Det ubehagelige er ligeså nødvendigt som det behagelige
827.    Seksualismen hos det jordiske menneske er spaltet i to grupperinger, hvoraf kun den ene erkendes som "seksualisme"
828.    "Enpolede væsener". "Specielle hanvæsener" og "specielle hunvæsener"
829.    "Den maskuline pol"
830.    "Den feminine pol"
831.    De to køns afhængighed af hinanden. Et lykkeligt ægteskab
832.    Jordmenneskets fremtræden som "specielt hanvæsen" og "specielt hunvæsen" er degenererende til fordel for skabelsen af hunger efter ting, der ligger helt udenfor begæret efter at besidde noget specialvæsen af modsat køn
833.    Individer af hvert køn må dele det modsatte køns beundring med en i dette køn opstået ny interessesfære
834.    Ægteskabet indenfor det nuværende jordmenneskelige udviklingsstadium. "Hvedebrødsdagene" er kun et tilbageblik ind i jordmenneskets "tabte paradis". Dets vej går urokkeligt mod et nyt paradis på hidtil uanede mentale højder eller lysende tinder
835.    Den ny interessesfære i kønnene og de overleverede religiøse traditioner og dogmer
836.    Forskellen på de nidkære "rettroende" og den ædle "vantroende"
837.    To store udviklingsepokers møde med hinanden. Verdensgenløseren og det ægteskabelige monopol
838.    Mellemstadierne mellem enpolet og dobbeltpolet tilstand skaber degeneration indenfor ægteskabet. Den seksuelle drift er mere frigjort hos jordmennesket end hos dyret
839.    Væsenerne ønsker kønsnydelsen, men søger ved hjælp af deres intelligens at komme udenom dens naturlige følger eller virkninger: befrugtningen og afkommet. Organismernes forvandling og andre fremragende degenerationstegn
840.    At indgå ægteskab for at undgå eller for at camouflere den dobbeltpolede tilstand er stridende imod alle naturlove og er en forbrydelse imod den anden part i ægteskabet. Mønsterværdige dobbeltpolede væsener. "Den højeste ild" eller en seksuel sfære, der forener individet med Guddommen, giver det overskygningen af "den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed"
841.    Man kan ikke ved en abnorm seksuel indstilling eller særlige eksperimenter opnå "indvielse" eller "kosmisk bevidsthed"
842.    De prostituerede kvinder. Alfonseriet og dettes virkninger
843.    Den mandlige prostitution og dens virkninger: seksuel degeneration, kronisk arbejdsløshed, sløvsind, plattenslageri og uærlighed, væsenernes omformning til psykopater, der igen fører til internering, kastration og hospital
844.    Hvorfor mænd, gifte såvel som ugifte, søger prostitutionens kvinder. Når den erotiske trang er altfor dominerende i forhold til forelskelsesevnen
845.    Hvorfor ægtemænd foruden hustruen også har "elskerinder". Når forelskelsesevnen er altfor dominerende i forhold til den erotiske trang. "Elskerindernes" skæbne
846.    I abnormiteternes forgård
847.    Grunden til, at man søger seksuel udløsning må være den, at man trænger til den, og ikke dette, at man trænger til penge
848.    Når en naturlig seksuel sult ikke bliver tilfredsstillet
849.    Hvorfor jordmennesket blindt styrter sig ud i mørke seksuelle skæbnebaner
850.    Hvorfor dette, "at holde sin sti ren", ikke altid er at følge de autoriserede dogmer
851.    Hvorfor de almindelige moralvogtere eller prædikanter som regel er de sidste til at forstå det store bud "du skal elske din næste som dig selv"
852.    Ligesom individets sympati eller kærlighed til det modsatte køn kun kan eksistere som en organfunktion, således kan dets kærlighed til sit eget køn også kun eksistere som en organfunktion. Denne sidste kærlighed eller alkærlighedens vårbrud
853.    "Syndefaldet" har gennemgået en fænomenal udvikling
854.    Råbet efter Guddommen er stærkere end nogen sinde før. Den forlorne søn finder, efter den lange rejse igennem tiden, rummet og mørket, Faderen i – sit eget bryst, og livet bliver blændende lys
855.    Når individet begynder at føle stærk sympati for sit eget køn. Platonisk kærlighed
856.    Ulykkelig kærlighed
857.    Begreberne "kvindehader" og "mandfolkehader". Når individet må erkende, "at det ikke er som de andre"
858.    Samfundets forfølgelse af "homoseksuelle"
859.    Hvorfor begrebet "syndere" blev en generalopfattelse for jordmenneskene
860.    Hvorfor troen på "nåden" og "syndernes forladelse" ved Jesus Kristus kom ind i verden
861.    Hvad "syndernes forladelse" giver det troende menneske
862.    Hvorfor Jesus bruger formlen "dine synder er dig forladt"
863.    Den nuværende autoriserede kristendom er kun en vis lokalt tilpasset fase i verdensgenløsningen for de til en vis grad endnu fremtrædende tilhængere af "Det Gamle Testamentes" Gud
864.    Jesu samtale med Nikodemus afslører en hel anden side i Verdensgenløserens mission end den at give "syndernes forladelse"
865.    Hvorfor de "troende" mener, at det er "dåben" og ikke genfødslen eller reinkarnationen, der er samtaleemnet mellem Jesus og Nikodemus
866.    Nikodemus kom ikke til Jesus for at få "syndernes forladelse", men for at få del i den højintellektuelle side ved hans forkyndelse eller budskab
867.    Jesus kender reinkarnationen eller genfødslen, men ved, at det ikke er nær alle, der kan forstå den
868.    "Syndernes forladelse" var ikke det mest højintellektuelle eller centrale ved Jesu mission, men derimod hans visdomsforkyndelse
869.    Kun igennem udviklingen kan væsenerne forvandles fra "dyr" til "gudemenneske" og ikke igennem "syndernes forladelse"
870.    Hvis man fornægter reinkarnationen, er man stadig med til at korsfæste Verdensgenløseren
871.    Verdensgenløseren påpeger en tilværelsesform, hvor man ikke fødes af kvinder
872.    Hvorfor Verdensgenløseren må betegne reinkarnation og udvikling ved formlerne "himmeriges rige", "det evige liv" og "opstandelse"
873.    Jesus sammenligner en kommende ny tilværelsesform med "englenes" i "himlen"
874.    Verdensgenløseren skelner imellem "himmeriges rige" og "himlen"
875.    "Himmeriges rige" er den gennem udviklingen fuldkommengjorte fysiske væremåde, der helt vil forvandle jorden til en "ny jord" og en "ny himmel"
876.    En retfærdiggørelse af Verdensgenløserens forjættelse om "arven" af "det evige liv"
877.    Når man betragter den højintellektuelle side ved Verdensgenløserens manifestation som mindre væsentlig
878.    Verdensgenløseren og de intellektuelt retfærdighedshungrende væsener
879.    Verdensgenløsningens højeste idealer og forskrifter bliver identisk med vort eget daglige livs kendsgerninger
880.    Vore analysers kontakt med Bibelens højeste visdomsord og forjættelse
881.    "Himmeriges rige" er det samme som udviklingsspiralens tredje afsnit eller "det rigtige menneskerige"
882.    Verdensgenløserens totalindstilling til "himmeriges rige" og "helvede"
883.    Begreberne "himmel" og "helvede" er kun to formler, hvormed man foreløbig dækker individernes spørgsmål: "Hvorhen efter døden?" –
884.    Tvivl og vantro er en naturlig foreteelse og kan ikke lægges nogen til last
885.    Tvivl og vantro er det samme som "hungeren efter retfærdighed"
886.    De bibelske formler eller udtryk bliver ikke ved med at være fyldestgørende
887.    Vrede i sit indre overfor næsten giver "skyldighed overfor visdommen"
888.    Med skældsord eller andre kampmidler at forfølge sin næste giver "skyldighed overfor den jordiske øvrighed"
889.    Individet har et domæne, der er ganske urørligt af den jordiske øvrighed
890.    Et væsen, der siger: "Du dåre" overfor sin næste, hører også til dem, "der ikke vide, hvad de gøre"
891.    Det "åndelige helvede" og de jordiske lidelser
892.    Det "åndelige helvede" er totalt nytteløst
893.    Det "åndelige helvede" er værdiløst som skræmmebillede og kan heller ikke retfærdiggøres ved sakramenterne
894.    Det "åndelige helvede" udviser disharmoni mellem Guddommens og Verdensgenløserens mentalitet
895.    Verdensgenløserens opfattelse af "helvede"
896.    Intet væsen kan blive offer for et "evigt helvede", ligesom samme "helvede" ikke er udtryk for almindelig fysisk ild
897.    Den kirkelige kristendoms opfattelse af "helvede" og konsekvenserne heraf
898.    Hverken rigdom eller fattigdom, hverken sundhed eller sygdom kan være udtryk for gunstbevisninger eller straf fra Forsynet
899.    Kunsten at skabe en lykkelig skæbne
900.    "Helvede" er vejen til "himmeriges rige"
901.    Verdensgenløseren opfatter ikke "helvedes ild" som materiel fysisk ild
902.    Væsenernes højst forskellige indstilling til deres omgivelser afslører en mental vækst, der yderligere formes af Verdensgenløserens og profeternes forskrifter og idealer
903.    Den i væsenet fremtrædende mentale hunger og mættelse afslører, at dets mentalitet umuligt kan have begyndt og ligeså umuligt vil kunne afslutte sin bane i et enkelt jordliv
904.    Livets totale meningsløshed og uretfærdighed, hvis reinkarnationen eller genfødelsen ikke eksisterede
905.    Naturen stadfæster med urokkelig autoritet livets og Forsynets guddommelighed, logik og kærlighed
906.    Væsenernes lidelser eller ulykkelige tilstande udgør ikke de af Forsynet tilsigtede færdige slutresultater, men er kun mellemstadier på vejen til disse
907.    Jordmenneskene er endnu ufærdige væsener og er derfor ikke i kontakt med det fuldkomne stadium for animalsk liv, jorden ved sin forvandling allerede er i stand til at yde dem
908.    "Helvede", de ulykkelige skæbner eller lidelserne er ufærdige stadier i den store skabelsesproces
909.    Jordmenneskenes domæne passer endnu ikke ind i selve jordklodens domæne, men er i smeltediglen
910.    Menneskehedens indre stærkeste længsel er urokkeligt rettet imod humanisme
911.    En åben dør ind til den makrokosmiske mentalitet, der har ønsket jordens forvandling. Vort begær efter humanisme er en dråbe af makrovæsenets eller den skabende magts ønske om jordforvandlingens fuldkommengørelse
912.    Den sande videnskabelige forsker kan ikke undgå i det mindste som hypotese at måtte acceptere et levende, tænkende ophav bag naturen eller jordens forvandlingsproces
913.    Den fuldkomne adgang for ethvert jordmenneske til klodens livsressourcer er kun et tidsspørgsmål
914.    Jordmenneskehedens mentalitet udvikler sig og bliver mere og mere i kontakt med skabelsesprocessens mål eller plan
915.    Den store skabelsesproces og jordmenneskets idealer. Idealer, der tidligere førte til "Valhal", fører i dag til tugthus, straf og nedværdigelse, medens idealer, der tidligere førte til "Helheim", i dag fører til "himmeriges rige"
916.    Humanismens atmosfære begynder at overskygge kloden så stærkt, at den tilsidst vil bringe krigen, ufreden og lidelserne til at forsvinde fra jordens overflade, sfære og område
917.    Da den store skabelsesproces og jordmenneskenes udvikling er kulminerende kærlighed, er der ikke her plads til noget "evigt helvede", "evig fortabelse" ligeså lidt som i absolut forstand til "synd" eller "syndere"
918.    Hvorledes begreberne: "den vrede Guddom", "straf" for "synd" eller "helvede" fra et vist primitivt mentalt trin er logiske tankeslutninger eller hypoteser
919.    Hvorfor Verdensgenløseren henviser til "helvedes ild"
920.    Vore analyser i "Livets Bog" og Verdensgenløserens og Bibelens store sandheder
921.    Den materien eller stoffet iboende energi eller kraft kan kun eksistere som identisk med mikrovæseners kollektive bevidsthedsudfoldelse
922.    Hvorfor vi ikke evigt kan beholde vor nuværende fysiske organisme
923.    "Fødsel" og "død" som konsekvenser af organvæsenernes hurtigere passage gennem spiralkredsløbet end makrovæsenets
924.    Når makrovæsenets hunger- og mættelsesrytme ikke passer sammen med organvæsenernes hunger- og mættelsesrytme
925.    Hvorfor genfødslen eller reinkarnationen er en betingelse for livets beståen
926.    Vore analyser retfærdiggør Verdensgenløserens udtalelser
927.    Afslutning på en stor bianalyse og hvorfor vi har ført læseren igennem den
928.    Livssubstans nr. 7 – "Undfangelse" eller "modtagelse af energi"
929.    Behags- eller vellystfornemmelsen igennem den elskede og igennem naturen er identisk
930.    Hvorfor alt, kosmisk set, er "glædesnuancer"
931.    Livssubstans nr. 8 – Afgivelse af energi i undfangelsesakten
932.    Livssubstans nr. 9 – "Lykken" eller "saligheden"
933.    Livssubstans nr. 10 – "Ulykken" eller "helvede"
934.    Livssubstans nr. 11 – Skæbneelementet
935.    Livssubstans nr. 12 – Viljen
936.    Livssubstans nr. 13 – A-viden
937.    Livssubstans nr. 14 – B-viden
938.    Livssubstans nr. 15 – C-viden
939.    Livssubstans nr. 16 – Talentkernen
940.    Livssubstans nr. 17 – Den maskuline pol. Livssubstans nr. 18 – Den feminine pol
941.    Livssubstans nr. 19 – "Hankøn" eller "hanvæsen". Livssubstans nr. 20 – "Hunkøn" eller "hunvæsen"
942.    Livssubstans nr. 21 – "Dobbeltkøn" eller "det fuldkomne menneske"
943.    Livssubstans nr. 22 – Talentkernen for instinkt. Livssubstans nr. 23 – Talentkernen for tyngde. Livssubstans nr. 24 – Talentkernen for følelse. Livssubstans nr. 25 – Talentkernen for intelligens. Livssubstans nr. 26 – Talentkernen for intuition. Livssubstans nr. 27 – Talentkernen for hukommelse
944.    Livssubstans nr. 28 – Overbevidstheden
945.    Livssubstans nr. 29 – Underbevidstheden
946.    Livssubstans nr. 30 – Fornemmelsen af "ubehag". Livssubstans nr. 31 – Fornemmelsen af "behag". Livssubstans nr. 32 – Kontrastprincippet
947.    Livssubstans nr. 33 – Jegets fremtræden som "et levende væsen"
948.    Livssubstans nr. 34 – Skæbnen
949.    Livssubstans nr. 35 – Jegets "natbevidsthed"
950.    Livssubstans nr. 36 – Jegets "dagsbevidsthed"
951.    Livssubstans nr. 37 – "Frigjorthedsfornemmelsen". Livssubstans nr. 38 – "Stedbundethedsfornemmelsen"
952.    Livssubstans nr. 39 – "Det timelige" (det stedbundne noget). Livssubstans nr. 40 – "Det evige" (det frie noget)
953.    Det levende væsens struktur
954.    "Skæbnen" udgør den samlede oplevelse af "helvede" og "himmerige". "Helvede" som kulminationen af livsoplevelsens sammenbrud
955.    Jegets totale "fri vilje"
956.    Tankeinvaliditet som årsag til benægtelsen af individets "fri vilje"
957.    Hvorfor analysen af "det guddommelige noget" eller jeget er vanskelig at opfatte, skønt den er den enkleste, der findes
958.    Forskeren søger, om end ubevidst, en anden art facitter end mål- og vægtfacitter
959.    Livssubstans nr. 41 – Mål- og vægtfacitter. Livssubstans nr. 42 – Den på mål- og vægtfacitter baserede magt
960.    Mål- og vægtfacitter afføder spørgsmålet: "Hvem er livet?"
961.    Naturmennesket mangler ikke svar på spørgsmålet: "Hvem er livet?" –
962.    Materialistens åndelige uformuenhed
963.    Materialistens fysiske kapacitet og Bibelens udtryk for dette væsen
964.    "Syndefaldet" og dets virkninger
965.    "Syndefaldets" virkninger og den nuværende jordmenneskehed. "Syndefaldet" er en beretning om kredsløbet
966.    Livssubstans nr. 43 – "Syndefaldet" som dyrets "selvopholdelsesdrift"
967.    Livssubstans nr. 44 – Det kulminerende "dyr" eller den gudløse materialist
968.    Lignelsen om den fortabte søn sigter til et bestemt stadium i spiralkredsløbet
969.    Lignelsen om den fortabte søn giver et ufejlbarligt kendetegn på, hvem der er den "fortabte søn"
970.    Jordmennesker, der ikke kan udtrykke kulminationen af den fortabte søns tilstand
971.    Den gudløse materialist udtrykker Bibelens fortabte søn eller Guddommens største modsætning
972.    Livssubstans nr. 45 – "Syndefaldet" eller verdensgenløsningsprincippet i sin første fase
973.    Hvorfor slægterne "forbander" verdensgenløsningens første fase. "Det onde" og "det gode" er i lige høj grad "verdens frelse"
974.    Hvorfor kulminationsoplevelsen af mørket såvel som af lyset opstår og følgerne heraf
975.    Paradisfortællingen med dens "slange", "syndefald" og Guds "forbandelse" af jorden udtrykker i virkeligheden en strålende lysmanifestation. "Slangen" er jordmenneskehedens første verdensgenløser
976.    Hvorledes total bevidsthedsløshed eller døden umuliggøres i kraft af spiralkredsløbet
977.    Partiskhed som årsag til forvanskningen af syndefaldsberetningen
978.    Livssubstans nr. 46 – "Forførelsen" i paradisets have. Livssubstans nr. 47 – "Slangen", "djævelen" eller den første fases verdensgenløser
979.    Livssubstans nr. 48 – Verdensgenløsningens sidste fase. Livssubstans nr. 49 – Verdensgenløserne i genløsningens sidste fase. Livssubstans nr. 50 – Kristusprincippet
980.    Jordmenneskene er blevet partiske overfor verdensgenløsningens sidste fase og frakender derved dens første fase enhver form for identitet med lyset
981.    Livssubstans nr. 51 – Partiskhed
982.    Partiskhed afstedkommer et fejlagtigt perspektiv
983.    Livssubstans nr. 52 – Perspektivprincippet
984.    Sålænge individet ikke har fundet sit eget virkelige centrum, lever det i et falsk perspektiv eller i en usand bedømmelse af livet
985.    Livssubstans nr. 53 – Relative facitter. Livssubstans nr. 54 – Organismen som falsk centrum i perspektivet
986.    De to spørgsmål: "Hvad er livet?" – og "Hvem er livet?" og deres besvarelse
987.    Perspektivet i Guddommens eget horisontområde
988.    Alle materielle sanseobjekter er i realiteten kun hastigheds-begreber. Heri er også indbefattet foreteelserne: tid, rum og farver
989.    Når den fysiske organisme benyttes som centrum i sanseperspektivet og konsekvenserne heraf. Et nyt centrum for perspektivdannelsen bliver synligt
990.    Livssubstans nr. 55 – Det evige "noget som er", som livets absolutte eneste "faste punkt"
991.    Livssubstans nr. 56 – Livets absolutte facitter eller "kosmiske analyser"
992.    Når Jesu ord, der er "kosmiske analyser", tilsløres og opfattes som timelige facitter
993.    Hvorledes en udtalelse eller sætning eller alt, hvad der overhovedet kan udtrykkes igennem sproget, kun udtrykker forandring af bevægelse og derfor umuligt kan berøre det "faste punkt", der oplever eller konstaterer bevægelsen
994.    "Det, der oplever" og "det, der opleves" som henholdsvis udgørende "det faste punkt" og "bevægelse" og væsenernes opfattelse heraf
995.    Hvorfor den timelige analyse af Verdensgenløserens ord er ulogisk eller usand og den kosmiske analyse af samme ord er logisk og sand
996.    Hvad der tilslører relative ord eller sætninger
997.    Den kosmiske dybde i sproget eller i enhver sætning eller udtalelse
998.    Livssubstans nr. 57 – "Bevægelse 1". Livssubstans nr. 58 – "Bevægelse 2". Livssubstans nr. 59 – "Bevægelse 3"
999.    Livssubstans nr. 60 – Væsenets "evige liv"
1000.    Livssubstans nr. 61 – "X1"
1001.    Livssubstans nr. 62 – "X2"
1002.    Livssubstans nr. 63 – "X3"
1003.    Verdensaltet udgør samme treenige princip som det levende væsen
1004.    Hvis der manglede blot én af de 63 livssubstanser
1005.    Livsmysteriets løsning kan kun udtrykkes ved facitter, der på én gang udtrykker "evigheden" og "det guddommelige noget"
1006.    Hvad der gør det til kendsgerning, at evigheden, uendeligheden og almagten "sanser" og dermed er "levende"
1007.    Alle oplevelser eller enhver form for bevidsthed kan kun eksistere som afsløringen af et "noget", der afviger fra materien
1008.    Enhver oplevelse kan kun eksistere som sit ophavs identitetsfornemmelse med det absolut "faste punkt". Men denne identitetsfornemmelse kan være indpakket i en "timelig emballage" eller camoufleret i "mål- og vægtfacitter"
1009.    Enhver oplevelse er baseret på det evige "nogets" stilhed bag "bevægelsen"
1010.    Det evige "nogets" stilhed er ikke blot en "grad" af "stilhed", men udgør en absolut total "stilhed", og hvorved samme "noget" bliver identisk med det absolut "faste punkt"
1011.    Hvad vi bliver vidne til i form af talrækken
1012.    I talsproget må der også være "grundord" og "udsagnsord" ligesom i bogstavsproget
1013.    "Grundord" og "udsagnsord" indenfor talsproget
1014.    Hvorfor nullet opfattes som udtryk for "intet"
1015.    De øvrige tals mission
1016.    Hvis talsystemet ikke var en kredsløbsbetegnelse
1017.    Skema over talsystemets struktur. Hvorfor man kun har ti talbogstaver indenfor talalfabetet og ikke et nyt bogstav for hver ny enhed, der forekommer i en optælling
1018.    Hvorfor talsystemet og bogstavsystemet udtrykker "evigheden"
1019.    Det geniale i talsystemets struktur er gentagelsesprincippet, hvorved samme system kommer til at udtrykke et "spiralkredsløb"
1020.    Talbogstaverne udtrykker tilsammen kredsløb, og enkeltvis enhederne i disse kredsløb, medens nullet udgør det "faste punkt"
1021.    Hvorledes talsystemets kredsløb bliver af forskellig størrelse eller grad
1022.    Hvorfor det første kredsløb betegnes som "nul"
1023.    Nullet som udtryk for "det guddommelige noget" eller "X1"
1024.    Tallene fra 0 til 9 som udtryk for det levende væsens enkelte jordliv og død. Dette jordliv som "kredsløb af 1. grad"
1025.    Talsystemet udtrykker "skæbneelementet", "talentkernerne" og "udviklingsstigen"
1026.    Talsystemet udtrykker "reinkarnationen", "det timelige" og "det evige", samt nullets identitet med den samme navnløshed som den, der gør jeget til et "X"
1027.    Talsystemet udtrykker ved 0 det, der i talesproget er det samme som "X" – jegets skabeevne
1028.    Talsystemet udtrykker ved 0 eller X "det skabte"
1029.    Talsystemet udtrykker "det treenige princip"
1030.    Talsystemet udtrykker "mikrokosmos", "makrokosmos" og "mellemkosmos", væsenernes organer og detaljer i "makrokosmos"
1031.    Talsystemets struktur og symbol nr. 7 i "Livets Bog"
1032.    Særplan over nullets betydning. Talsystemets kredsløbs- og gradsdannelse på nulskemaet
1033.    Hvad nullet over ettallet i de forskellige rubrikker på skemaet betyder
1034.    Talsystemet udtrykker både "fødsel" og "død" som illusoriske
1035.    Nullet er det samme nul i en uendelig optælling, ligesom jeget er det samme jeg i en evig tilværelse
1036.    Talsystemet udtrykker loven om årsag og virkning
1037.    Talsystemet udtrykker begær, tanke og vilje
1038.    Den årsagsløse årsag
1039.    Talsystemet udtrykker "korsets tegn"
1040.    Talsystemet udtrykker væsenets fortid, fremtid og nutid
1041.    Hvis materialisten var ligeså umulig i sin indstilling til talsystemet, som han er umulig i sin indstilling til selve livets kosmiske struktur
1042.    Talsystemet viser os forskellen på materialistens og det virkelig vise eller højintellektuelle menneskes analyser og indstilling til livet
1043.    Talsystemet udtrykker "de tolv grundfacitter"
1044.    Hvorfor tælleevnen begyndte at blive aktuel for væsenet. "Underholdningsbegær" eller den kunstneriske side i væsenet opstår
1045.    Den kunstneriske side i væsenet bliver til selvopholdelsesdrift. Tælleevnen er en af denne selvopholdelsesdrifts første kunstarter
1046.    Ved dyrets grænse af, hvad det klart kan skelne af flerheder
1047.    Jordmenneskets udvikling af talsproget har nået fuldkommenheden. Dets udvikling af bogstavsproget skal efterhånden nå den samme fuldkommenhed. Denne fuldkommenhed er livets kosmiske analyser
1048.    Talsystemets tilblivelse og fuldkommenhed
1049.    Menneskets benyttelse af bogstavalfabetet er på vej til at blive ligeså fuldkommen som dets benyttelse af talalfabetet
1050.    Hvorfor talsprogets struktur bekræfter fuldkommenheden i verdensaltets eller det levende væsens kosmiske analyser i "Livets Bog"
1051.    Når væsenet bliver i stand til at benytte sprogalfabetet på ligeså fuldkommen en måde, som det nu benytter talalfabetet, er det ét med "vejen, sandheden og livet"
1052.    Afslutning på tredje bind